Gradueringsartikel Jesper

Print Friendly, PDF & Email
Af Jesper Hjorth, 3. Kyu, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do, 2. Kyu, Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do, 2. Kyu, Bujutsu Kodosokukai sports Karate-do
Det er aldrig for sent, hvis man ikke giver op

Min rejse har ikke været uden udfordringer, og jeg håber du af min historie vil se hvorledes Shindenkans sammenhold, læringsprincipper og værdier, hjalp mig på min rejse og måske også kan hjælpe dig på din vej – det eneste det kræver er tillid.

Oprindeligt startede min rejse i efteråret 2021, hvor jeg satte mig det mål at nå 3. Kyu. Fuld af gåpåmod, uden rigtigt at vide hvad jeg havde besluttet mig for, gik jeg i gang med min rejse – en rejse der skulle vise sig at have et noget andet forløb end jeg og alle omkring mig havde forventet 😊

Vi var flere der som et hold satte os det samme mål – at nå 3. kyu, og som altid var fællesskabet i Shindenkan stærkt, og sæsonen 21/22 var ingen undtagelse. Vi trænede sammen igennem ugen og i weekenden var der både brunbælte træning, NKT og OBC. Gennem hele processen levede vi som et hold efter Shindenkans værdier. Værdierne “Tag ansvar for dig selv og andre”, “Du er meget bedre end du selv og andre påbyder dig” og “Vi tror på dig, men du skal også tro på dig selv”, blev ubevidst anvendt mens vi hjalp, støttede, heppede og opmuntrede hinanden til at komme gennem fælles og individuelle prøvelser.

Så hvis jeg eller andre havde en dag, hvor alt jeg kunne pludseligt var væk, eller jeg bare følte at det var hårdt, så var der altid støtte og hjælp at hente fra de andre. Der stod altid et hold af Shindenkanere som sikrede vi sammen løftede hinanden og fandt energien til at holde ud – alt sammen muliggjort gennem det fantastiske instruktørteam, som altid troede fuldt og fast på at vi var bedre end vi selv og andre påbød os.

Men… netop der i rusen hvor målet var indenfor rækkevidde, hvor vi alle havde kæmpet, hvor vi havde heppet og støttet hinanden til at bestå Cardio testen, netop der sluttede min rejse brat. Med hold i ryggen forsvandt målet, og overbevisningen om at jeg kunne gennemføre den sidste stamina test. Lige der måtte jeg træffe det smerteligt valg at stoppe min gradueringsproces! Selv om jeg vidste at alle på holdet, inklusive instruktørteamet, ville gøre alt for at jeg kunne gå videre mod min graduering.

Det var et hårdt valg, men med Shindenkans princip om at “Fremtiden skabes af dine handlinger og ikke af det du siger eller tænker du vil gøre”, traf jeg det eneste rigtige valg for mig – at stoppe op. Hvis man ikke kan gennemføre alle test 100%, så kan man ikke nå i mål – reglerne er ens for alle.

Med et sådan personligt nederlag – at stå lige foran målstregen og måtte smide håndklædet, var det ikke et nemt valg at sætte målet om 3. Kyu i denne sæson. Ryggen var ikke i orden og træningen gennem sommeren havde været minimal. Men jeg stod mellem valget at give helt op eller træde ind i ringen igen. Jeg valgte ringen og at støtte op om det team der havde været der for mig. For i Shindenkan siger vi “Der er plads til alle, og du kan hvis du vil”. Og således startede 2. kapitel af min rejse for at opnå 3. Kyu.

Men denne gang at ville jeg være mere påpasselig og klogere under processen, og mest af alt havde jeg sat mig for – ikke at give op. Det krævede naturligvis noget at komme i gang igen, og at tro på mig selv, men sammenholdet var der og jeg vidste at holdet ville være der til at hjælpe mig til mit mål.

Sæsonen 22/23 har selvsagt været anderledes end tidligere, måske på grund af valget om ikke at give op, og sikre at jeg kunne gennemføre. Måske fordi vi har et stærkt dedikeret sammentømret instruktørteam og den energi Kimu Sensei har tilført ved at være tættere på Brun/Sortbælte træningen, som har ført til øget videns overdragelse og har presset os til øget intensitet. Måske fordi vi i Shindenkan har en helt utrolig ånd og et sammenhold, hvor der er plads til alle.

Måske en kombination af alle elementer, som for mig har givet et øget fokus på Shindenkans læringsprincip om “Stræb mod perfektion, højt selvværd og høj selvtillid”. Trods mit øgede fokus på at passe på mig selv, så skal man hele tiden lære, og igen gik ikke alt som forventet (mon jeg nogensinde får det lært).

Rejsen har på mange måder været en aha oplevelse, hvor ny viden er blevet tilført kata’er jeg troede sad lige i skabet. Men nej, pludseligt var noget mellem forsvaret og angrebet, pludselig var der en ændring til fodstillingerne. Alt sammen noget som åbnede en helt ny verden af viden og forståelse, samt en erkendelse at jeg ikke er færdig med at lære, men kun lige er startet på rejsen. Men det var samtidigt også en læring om at kende eller erkende over for mig selv, at livet er én lang læring. Netop vores værdi “kend dig selv” kom i spil, eller måske i mit tilfælde “kend dine begrænsninger”.

Igen i år måtte jeg grave dybt i mig selv, da jeg under Cardio træningen fik en fibersprængning. Med 1,5 måned til testen var jeg lige ved at give op igen. Pludseligt var målet ikke længere indenfor rækkevidde, og jeg stod overfor valget om enten at stoppe op, eller leve efter vores læringsprincip “Erkend at det aldrig er for sent”. Jeg søgte efter løsningen, fremfor problemet. Hvis ikke jeg kunne løbe måtte jeg sadle om og vælge en anden cardiotest – at cykle.

At cykle var løsningen, meeen der var også en stor udfordring fordi jeg kunne ikke træde længe nok i pedalerne. Igen søgte jeg efter en løsning og i cykel max testen betyder din kropsvægt ret meget for hvor længe og hvor mange watt du skal træde i pedalerne. Jeg måtte sande at løsningen skulle være en kombination af at tabe noget vægt og træde effektivt og skånsomt. Konklusionen var at det ville være hurtigere at tabe 6 kilo, end at tro på min fibersprængning kunne klare det ekstra pres. Sådan overvandt jeg igen en udfordring og gennemførte Cardio testen og kom dermed tættere på 3. Kyu.

Med fleste af de fysiske tests gennemført, stod vi foran den skriftlige test med afsæt i Shindenkans Pensumhåndbog, og den viden der er overleveret gennem vores kurser og træning. Personligt følte jeg mig slet ikke klar og jeg følte ikke jeg havde styr på pensum og var usikker på hvorledes det ville gå. Men som altid støtter vi op om hinanden, og med støtte fra andre i gradueringsprocessen samt dedikeret indsats; noter på spejlet, i bilen, på køleskabet og dagligt læsning mødte jeg op til testen stadig ikke sikker på om jeg ville kunne gennemføre og jeg var sikkert ikke den eneste 😊

Men trods vores bekymringer bestod vi alle testen – det var jeg virkelig glad for.

Denne sæson blev alt fysisk arbejde i hjemmet og haven udsat til efter gradueringen, da jeg vidste at min ryg fortsat ville kunne sætte en stopper for min deltagelse i de sidste prøver, Shiai (Frikamp) og Stamina (udholdenhed), som bestemt ikke er for alle. Shiai var var en intens oplevelse. En realistisk afprøvning under kontrollerede forhold af hvordan det at slås er ude i den virkelige verden. En “sund” oplevelse af ens egne grænser når det virkeligt gælder. Shiai er normalt for de yngre, men vi var et par modne herre, som fik lov til at hjælpe til under denne stopprøve, men først da de unge løver var kørt lidt trætte 😊 Det var fedt at prøve!

Stamina er den sidste og afsluttende fysiske prøve, hvor vores udholdenhed afprøves. En pudekamp med intervaller af henholdsvis slag, efterfulgt af spark, og slutteligt fri kombination mellem slag og spark. Jeg kan tydeligt huske tidligere at have tænkt; det ser da ikke så slemt ud! Først slag og så spark, og ja den sidste del den ser tydeligt hård ud. Men så blev det min tur. Da jeg var færdig med første gennemløb – at slå, var jeg træt og forpustet. Da jeg var færdig med andet gennemløb – at sparke, var jeg udmattet og trak efter vejret. Men da jeg var færdig med tredje gennemløb – kombinationer, var jeg udtømt for energi og havde ikke mere luft – jeg havde givet alt.

Når man står i ringen, hører man godt alle tilskuer heppe på os med opmuntrende tilråb og energi og i ny og næ hører man sit navn, men til sidst er der helt lukket af, jeg fokuserede kun på at blive ved og ved, at holde tempoet oppe og ikke at stoppe op. I bund og grund fokuserede jeg bare på at overleve og bestå.

Pludselig er det slut… Det hele er forbi og det er en kæmpe forløsning, og når man ved man har gjort alt det man kunne og sammen med holdet endeligt har nået målet – så er glæden helt vild og jeg var stolt både over de andre og over mig selv 😊

Således blev sæsonen endnu en rutsjetur men samtidigt en kæmpe forløsning og glæde ved endeligt at have nået mit mål – 3. Kyu.

Jeg håber du, gennem min rejser og historie, tager med dig; at du kan mere end du selv og andre påbyder dig, at fremtiden skabes af dine handlinger og de valg du træffer, at det hjælper at have respekt for andre og deres kunnen, at det er vigtigt at tage ansvar for sig selv og andre, at du gennem din rejse vil lære dig selv at kende, at der er plads til alle og vi tror på dig men du skal også tro på dig selv, at stræben mod perfektion, højt selvværd og høj selvtillid vil skabe et bedre dig og at det er aldrig for sent at gøre en indsats.

Uagtet din rejses forløb så bærer du selv ansvaret. Men husk der står altid nogen klar, som tror på dig og vil hjælpe dig til at opnå dit fulde potentiale – Brug Yakami som værktøj i dit liv.

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login