Sommerstævne 2023, refleksioner over kumite liv udvikling siden 1983
Jeg er en af de elever, fra de øvede hold, der for øjeblikket er i gradueringsproces.
Til de højere grader, begyndende fra 5. kyu Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do (YSK) , består gradueringen af et antal stopprøver. Består du ikke den første stopprøve, kommer du ikke videre til stopprøve nr. 2, hvilket gælder hele vejen op. Se oversigt 1 (nederst), for de gældende stopprøver.
Igennem de første stoptests, beviser du, at du har:
- Den fysiske og psykiske styrke og stamina;
- Den fysiske og psykiske udholdenhed, stamina og vilestyrke;
- Forståelse af teorien på dit niveau; og kan svare på det skriftligt;
- Evnen at forklare teorien “her og nu”
Så er du klar til Shiai kumite testen.
Grønt bælte, 5.kyu YSK, lyder ikke af så meget i manges ører og selvopfattelse. Men kampsports bælte grader er ikke standardiserede i verden. Det betyder, at 5.kyu YSK, i de fleste enkeltsporede kampsportssystemer, er modsvarende 1.dan, sort bælte. Den argumentation kommer jeg tilbage til nu med mine internationale som nationale erfaringer og oplevelser igennem de sidste snart 40 års kampsportstræning. Så kan I selv bedømme bagefter 🙂
Hvad er Shindenkan Shiai kumite?
Shindenkan Shiai kumite er frikamp – dvs. der er intet forud aftalt, og Shiai afvikles dynamisk og spontant med aktion og reaktion. Hos os er Shiai frikamp uden opdeling i vægt-, alders- eller køns klasser. Shiai er fuld kontakt, inkluderer gulvkamp og indeholder et minimum af regler. Der er store vægtdifferencer, med både højere og lavere vægt. I Shindenkan hedder dette ShindenFight. Formålet er ikke at vinde over andre, men over dig selv igennem at lære dig selv at kende under maksimalt stress og pres. Det afspejler og forbereder på virkeligheden, hvis virkeligheden falder uheldigt ud. Det er tilladt at slå og sparke med fuld kontakt, med 2 undtagelser; ingen spark på knæ og nedad, og ingen slag i hovedet. Der er altid en erfaren speciallæge til stede.
Hvad mener folk om Shindenkan Shiai?
”Mange har ønsket af få mere ’virkelig’ kumite ind som en del af den normale træning, fordi det er essensen af karate.”
”Mange andre klubber træner jo fri kumite næsten til hver træningslektion, så hvorfor træner vi det så næsten aldrig?”
”Onde tunger siger at det er fordi vi faktisk ikke kan kæmpe – vi træner jo kun basis teknik og aftalte kumite kombinationer!”
”Kimu Sensei siger, at det er fordi der er en reel skadesrisiko ved Shindenkan Shiai”
Til det havde de fleste kun én kommentar: ”Tøsedrenge, og kom bare an!” Og det gjorde de.
Lidt forhistorie: Hvor startede Shindenkan Shiai, og hvor er det henne nu?
Det kræver en gennemgang af fakta og historien, så vi kan lære af fortiden.
I 1996, startede jeg i Shindenkan som 3.dan, karate-do, meget erfaren stævnekæmper med 600+ nationale som internationale stævnekampe og nykåret dobbelt VM bronzevinder i Japan, med en prøvetime, hvor to forskellige ny graduerede 3. kyu, YSK brunbælter havde tørret gulv med mig på skift. Jeg siger det bare – Velkommen til Shindenkan!
Jeg deltog i det famøse instruktørstævne i 2002, hvor der i 25 fuld kontakt kampe uden ens tidsrunder, var 50 tekniske knockouts, 6-7 fulde knockouts, et par brækkede tæer, og et brækket skinneben. Det var kun for de rutinerede og højere graduerede. Der var ingen der brokkede sig, for det var vilkårene når du bliver taget på ordet og ser direkte ind i virkelighedens verden, – og meningen var (og er) at kende og lære af egne reaktioner når man er presset maksimalt fysisk som psykisk.
ShindenFight i forbindelse med gradueringen, blev afholdt som en del af træningsstævnet, hvor meningen er at lave en fest ud af dette, med tilskuere der hepper på deres instruktører, træningskammerater og pårørende.
Det stoppede brat i 2004, da en 95 kg fuldvoksen 30 årig mand, 1.dan, sort bælte, efter 1 minut og 42 sekunders ShindenFight lå i krampegråd i fosterstilling, med sin datter som chokeret tilskuer kaldende “far du må ikke dø”. Det kom efter mange historier om hvor sej den lokale helt var. Det havde ingen kunnet forstille sig. En kortere periode efter, udmeldte den lokale skole sig af Shindenkan, og skiftede til et egenudviklet system. Så kan man også selv rydde ud i ”urealistiske og unødvendige stopprøver” 🙂
Derefter er Shindenkan Shiai stopprøven lukket, og kun for deltagerne.
Der er mange eksempler på at der dukker sider op af personer, som de ikke havde vist tidligere.
- En far, som selv har sort bælte der sagde om sin søn, at han ikke måtte deltage i Shiai, fordi han ikke måtte dø?
- Fuldvoksne som unge mænd der kalder på deres mor.
- En tidligere sportskæmper der går på banen med et hånligt blik til sin modstander, hvorefter han får et cirkelspark i hovedet, og går i gulvet.
- En anden deltager der får et cirkelspark i hovedet og går i gulvet. Da han kommer op igen, er det første han siger et anerkendende, fedt spark! Og besvimer så igen.
- En deltager der kæmper videre med brækket skinneben og trykkede ribben.
- Deltagere der går amok, og slår løs på en modstander der allerede er gået i gulvet.
- Mange deltagere der vender ryggen til og enten løber eller kryber ud af arealet.
Men kombinationen af eksplosiv medlemstilvækst i Shindenkan og efter 2004, hvor ShindenFight kun blev afholdt i forbindelse med gradueringer til brunt og sortbælte i et lukket forum, gjorde ShindenFight lidt hemmelig og undergrundsagtigt. Så kom der et voksende brøl fra unge i alderen 16 til 50+ år af begge køn, som gerne ville forberede og afprøve sig selv igennem ShindenFight. På et tidspunkt blev røsterne med krav om mere kumite så høje, at Kimu Sensei lancerede ShindenFight konceptet i 2011, hvor pensum fra TaskFighting og Jujutsu kurserne bliver udpenslet og trænet i dybden over 6 kursus træninger med både enkelt- som flerkamp, altså kamp imod flere modstandere. Begejstringen ville ingen ende tage. Alle mænd, og mange kvinder, glædede sig helt vildt til endelig at vise hvad de kunne. Men som Kimu Sensei havde sagt: ”Der er en reel skadesrisiko ved Shindenkan Shiai”, eller med mine ord ”Gale katte får revet skind”.
Det blev hurtigt nok for de fleste. Allerede efter de første par kursus træninger, var der adskillige der havde knubs – forstuvede fingre og tæer, trykkede ribben, og skrammer i hovedet der blev grønne, gule og blå, så et kraftigt stigende antal deltagere var pga. af skader ”tvunget” til at afslutte kurset som tilskuere. Der var rigtig mange sårede egoer 🙂
Siden da har der været meget mindre efterspørgsel efter fri kumite til de normale træningslektioner, og det har ikke været nødvendigt at gentage ShindenFight træningsrækken, for ShindenFight og Shindenkan Shiai har vist sig at være alt for realistisk.
Hvordan afvikles ShindenFight Shindenkan Shiai så?
Shindenkan Shiai kumite afvikles siden 2011 på lukkede graduerings træningsstævner, hvor kun deltagerne har adgang. Det foregår i trygge og sikre rammer, med beskyttelsesudstyr, såsom handsker, tandbeskytter, underarmsbeskytter, skinnebens- og vristbeskytter, skridtbeskytter, brystbeskytter, og for JokoTeens og frivillige over 45+ år, med kampvest og kamphjelm. Skader minimeres på den måde, da skader ikke er formålet. Trods beskyttelsen, som tager de øverste 10-20 % af impact, kan man virkelig mærke sin krop dagen efter, og ikke mindst på 2. dagen. Og trods al beskyttelsen kan Shindenkan Shiai stadig opfylde sit formål.
Recap af grundreglerne; Ingen vægt-, alders-, køns- eller etniske klasser. Det er tilladt at slå og sparke med fuld kontakt, med 2 undtagelser; ingen spark på knæ og nedad, og ingen slag i hovedet. Gulvkamp er tilladt, og der er altid en erfaren speciallæge til stede.
Denne graduerings ShindenFight/Shindenkan Shiai
Denne gang var de primære kæmpere to 17-18 årige graduanter. De var optimalt forberedt, i kanongod form, og gik til opgaven med ydmyghed og realisme. Men alligevel var de mega spændte, og måske også en smule nervøse.
De gav sig fuldt ud i deres kampe, med alt hvad de havde i sig. Derfor kom de hurtigt i kontakt med alt hvad ShindenFight skal lære dig, og kampene varede ikke så lang tid, som de kan gøre. De havde begge 2 lange kampe + 4 korte kampe. Både primære kampe, hvor de kæmper uafbrudt mod friske modstandere hele tiden, og efter 1-5 minutters hvil, sekundære kampe, hvor de kommer ind som en del af de friske kræfter. Begge kæmpede samlet 7 minutter, og var i adskillige nedtagninger og gulvkampe, noget der virkelig tapper energien. De var meget synligt mærkede, og alle kræfter og overskud til at se godt ud var væk. Tiden føltes uendelig lang for dem, de var presset helt ud i overlevelse og instinktive reaktioner, og de vidste ikke hvornår det stoppede. Bagefter kommer så reaktionerne fra en så overvældende og ukontrollerbar oplevelse, og accepten af sig selv, som man er, og arbejdet videre derfra.
To mere modne deltagere var med til frivillig afprøvning i 2 x 30 sekunder, iført beskyttelsesvest. Det så ud til at give dem et godt indblik i hvordan kumite var, og mærke den utæmmede voldsomhed og reaktionerne. Jeg var naturligvis også med idet omfang Kimu Sensei vurderede at der var behov for yderligere press på graduanterne, eller på mig 🙂
Hvorfor er Shindenkan Shiai nødvendigt?
Facebook, Insta’ og TikTok, har gjort det normalt at påstå man kan det hele på den halve tid, uden nogen tager en på ordet i virkeligheden. Der har altid gået mange historier om hvad Shiai/frikamp er, og mange har fortalt hvor seje de er, når de klarer det hele i bedste Bruce Lee stil med venstre hånd, mens de tager billeder til deres Instagram profil med højre hånd. Myter, og påstande er der nok af, for ingen udfordrer dit bluff! Men det gør vi! Det gør Shindenkan! For det er bydende nødvendigt, hvis vi skal holde vores tårnhøje kompetenceniveau, og udvikle os som glade og hele mennesker.
Marketing og selvpromovering, er så populært, men det er kun tomme tønder der buldrer. Alle der går ind til deres første Shiai, er spændte på hvordan de klarer det. De har jo sagt til alle, at de er fantastiske karatemestre. Og så må kampen jo vise det! Kampen viser ikke om du er godkendt, eller dumpet. Den viser bare hvor du er i virkeligheden. Så kender du udgangspunktet, og kan bestemme hvad du vil gøre herefter.
Enhver rejse starter med det første skridt, men det er DIG der bestemmer om det er tilbage til det lokale gadekær, hvor du igen kan påstå at du er den sejeste, for der er ingen der kunne drømme om at tage dig på ordet – håber du! Eller rejsen kan gå fremad, hvor du siger at du er OK! og god nok som du er, og herfra kan du kun blive bedre, og det stræber du kontinuerligt på, skridt for skridt.
Men er det ikke federe at leve i illusionen?
Hvad sker der så, hvis man nu mener at det ikke er nødvendigt – ja der kan jeg fortælle en lille personlig histore.
Min personlige historie
Og hvad er så min baggrund, for at gøre mig skrive dette? Er det rent bullsh*t, eller ligger der reel viden og erfaring bag. I kan selv bedømme 🙂
I sin tid kom jeg ind i Shindenkan som 3.dan, karate-do, efter 14 år i en søsterorganisation, hvor jeg havde trænet sportskarate, og var meget erfaren stævnekæmper med 600+ nationale som internationale stævnekampe, i 10 lande i Europa, og nykåret dobbelt VM bronzevinder i Japan. Jeg var vant til lidt af hvert, og deltog af princip altid i min egen vægtklasse, i åben vægtklasse, i hold kumite (hvis vi kunne stille et hold). Og da vi jo trænede traditionel karate, var jeg også med i Kata, Hold Kata (hvis vi kunne stille et hold). Til visse stævner var der også Shobu Ippon (uden handsker, og “til døden”) hvor kampen kun var til 1 helt point – hvor et halvt point blev givet for en teknik der, hvis den var blevet helt gennemført, ville gøre modstanderen ukampdygtig længe nok til at sætte en afgørende teknik ind, og et helt point var en afgørende teknik.
Faktisk behøvede jeg ikke tilmelde mig, for min instruktør og jeg havde en stiltiende aftale om at han bare tilmeldte mig til alt. For det var rigtig karate ånd – bare kom an!
På det tidspunkt, var Danmark en blandt de 5-10 bedste nationer i verden, med landsholdet meget stramt styret af Bura Sensei fra Shotokan, vores arvefjende. Der var ingen fraternisering med fjenden! Til stævner, var man i sin egen lejr, og de øvrige deltagere snakkede man ikke med. Dem slog man på, når kumite gik i gang, og sådan var det!
Og det gik hårdt for sig. En blodtud, var ingen sjældenhed, og alle kendte svidende læber og gummer, efter et velplaceret slag eller cirkelspark havde trykket dem. Mange satte sig i respekt, i starten af en kamp ved at give modstanderen en hård markering, modtog sit strafpoint hvorefter kampen så gik i gang. Jeg har aldrig været den der gjorde det, men det var udbredt.
Til mit første stævne, fik jeg en ordentlig blodtud, men jeg vidste jo det kunne ske, så jeg fik stoppet blødningen, og kæmpede videre – ingen skulle stoppe mig! Senere fandt jeg så ud af at næsen havde været brækket, men det er der endnu ingen der er døde af.
Vi var superseje sportsmænd og -kvinder, der gav og tog imod, og følte os meget japanske og uovervindelige. Men sportsfolk har ingen chance overfor slagsbrødre, som det tragiske drab på bokseren Rasheed Lawal – Europamester i boksning, stukket ned med kniv i 1996, mens han arbejdede som dørmand på et diskotek, og adskillige overfald på top kampsportsfolk viser.
Det måtte jeg selv erkende på den smertefulde måde, da en fødselsdags fest for en af mine daværende sportskarateklubs medlemmer i Ishøj endte med et kæmpe slagsmål. Der var ingen alvorlige skader, selvom mange af os var forbi skadestuen. Men det var ikke det smertefulde. Det smertefulde var ydmygelsen, tabet af ego, tabet af kontrol, fornemmelsen af rædsel ved at se i øjnene på nogen der bare ville smadre mig og mine venner. Der var ingen sjov band of brothers, karatefolk mod verden, “os med blå øjne og smadrede læber står sammen”. Der var bandevold og ikke sport. Jeg var en af dem der fik en brat og ubehagelig opvågning, var helt vantro, og tænkte – det her sker bare ikke! Men det gjorde det, og min panik, og mine handlinger havde intet at gøre med mit selvbillede som blid, men om nødvendigt hårdtslående karatemester. Jeg tabte 100 % ansigt, og brugte meget lang tid på at ryste det af mig. Og jeg var ikke den eneste. Selvom vores instruktør, lavede damage control, hvor vi trænede i streetfight, med de farlige teknikker, var illusionen brudt – og ingen af os følte os usårlige mere.
Adskillige elever gik på jagt efter noget der virkede i virkeligheden, og fandt andre klubber og stilarter. Enkelte medlemmer der havde erfaring fra kamp ”i praksis”, rystede på hovedet ad os andre, men fakta var at ingen af os var blevet mentalt forberedt på rigtig kamp – Ingen af os havde indstilling. Jeg endte med at skifte til Shindenkan, efter at have prøvet forskellige andre steder. Og det gjorde jeg fordi jeg der, som 3. dan med erfaringen fra mine 600+ stævnekampe og al min træning, blev sat op imod 2 nygraduerede 3. kyu YSK brunbælter. Jeg blev kørt rundt i manegen på røv og albuer, og blev jagtet rundt ubønhørligt, og nådesløst. Så vidste jeg at her ville jeg ikke kun lære en masse fine teknikker, men faktisk lære at forsvare mig. Det er meget simpelt: Hvis du kan besejre mig, tror jeg på at jeg kan lære noget af dig. Ellers rejser jeg videre til jeg har fundet det.
Det er den indstilling jeg brugte til at komme videre fra MIN ubehagelige og totalt grænseoverskridende oplevelse. At tage udfordringen op, for det må jeg kunne gøre bedre! Op på hesten igen, og suge viden til mig, så den oplevelse ikke gentager sig. Måske lidt primitivt, gøre dit bedste og tage konsekvenserne af dine handlinger.
Hvordan er kumite med Kimu Sensei - Yamana-Itotani Sensei.
Der har været stor interesse for, og mange har spurgt til hvordan det er at kæmpe med Kimu Sensei. Det er blevet sagt at vi ser meget anspændte og årvågne ud, nogle siger direkte at vi ser bange eller skræmte ud, når vi kæmper eller demonstrerer teknikker med Kimu Sensei. Det kan jeg svare ja til, altså ja til at det er utroligt ubehageligt og ofte meget smertefuldt under og efter demonstrationerne, og ofte noget vi kan mærke flere dage efter. Så det er vi bange for 🙂
Men vi har alle 200 % fuld tillid til at Kimu Sensei har fuld kontrol og styr på alle de ofte meget smertefulde teknikker han udfører, og netop derfor er vi maksimalt opmærksomme, klar, og på! For når teknikkerne bliver sat ind, bliver de udført så de virker optimalt, og ofte kan man ikke forstå det kan lade sig gøre, forstår det ikke og så bliver man bliver presset så meget, at kroppen, og hjernen tror at man skal dø, og så oplever man ganske enkelt ægte dødsangst. Vi ved godt at det ikke er sket i 40+ år, men sig lige det til vores hjerne, hjerte og krop! Når man kan mærke at blodet ikke flyder til hjernen, hjertet eller andre dele af kroppen mere pga. af en speciel tryk- eller energiteknik, så håber man egentlig bare på en halsstrangulering, hvor man forstår teknikken, og ved der reelt er maksimalt 0-2 sekunder til man er besvimet totalt, så er der ingen tid at spilde. For Kimu Sensei laver altid den optimale teknik på os, som en del af sin demo. Så kan alle der ser teknikken, lære med det bedste udgangspunkt, og det samme gælder os der kan mærke teknikken. Selvom vi nogle gange får tics og mareridt om natten bagefter 🙂
Efterskrift: Alvor eller ej?
Soke Sensei Tonegawa blev engang inviteret med til en karateturnering, hvor han med et smil på læben spurgte: ”Why no dead people?”, fordi karate er dødbringende, og hvis der ikke er nogen døde, så træner de nok ikke karate! På den rigtige måde!
Så hvordan træner du karate? – The Shindenkan Way naturligvis 🙂
Oversigt 1
Forberedelsestiden til stoptest 1 og 2 er fra 4-6 måneder, da alle i forvejen er i god form igennem Yakami Shinsei-ryu Taijutsu og Karate-do træningen.
- AYAME Stoptest 1 – Fysisk dynamisk konditionstest – Konditionstest høj til meget højt til verdenselite + kort fysisk dynamisk styrketest KataFIT 5S.
- AYAME Stoptest 2 – Fysisk dynamisk styrketest – KataFIT 8S, 10S, 12S eller 15S – kondition, helkropsstyrke, og selvdisciplin over 6-12 mdr.
- Stoptest 3 – Ryugi test skriftlig – teoretisk test 20 spørgsmål – graden forpligter til vidensformidling.
- Stoptest 4 – Ryugi test mundtlig paratviden – teoretisk test – graden forpligter til vidensformidling, også under stress.
- Stoptest 5 – Ryuha test – Pensum praktisk & teknisk fra 10.kyu og op til graden.
- Stoptest 6 – OBC KM årscertificering – flersporet af de enkeltsporede kompetencer til graden – diskret.
- Stoptest 7 – Shiai fra og med 2.kyu– frikamp uden vægt-, alders og køns klasser, fuld kontakt, gulvkamp og minimum af regler. Afspejler og forbereder – hvis virkeligheden er uheldig.
- Stoptest 8 – Stamina & Fightingspirit test. Test af viljestyrke, indstilling og stamina efter 5 ugers gradueringsforløb.
- Stoptest 9 – Rollemodeller værdige til graden under minimum de tre sidste fælles stævner. Ydmyghed til opgaven og holistisk resultatorientering.
Yderligere for flersporede Yakami Shinsei-ryu sortbælter (1. Dan – 3. Dan – DENSHO) og højere;
- Stoptest 10 – Bunbu Ichi – Tese – Selvstændig personlig skriftlig proces opgave, som er dybt fortrolig til manges ærgrelse 🙂
- Stoptest 11 – Sommerstævne – bunden undervisningstest gennemført tilfredsstillende. Rollemodel & instruktør, når du er totalt udmattet efter 5 ugers gradueringsforløb. Udover egen næsetip.
- Stoptest 12 – RRCamp – træningsprocesforløb – Vi møder dig der hvor du er og tager dig med på en rejse.
- Stoptest 13 – Det stigende ekstraordinære til højest usædvanlige som rollemodel; Katsu-Jin (50/55/60+ år), Kohaku-jin (Dokumenteret fysiologisk méngradsprocent på min. 8/12/15/18/30 %), AYAME GOLD og andet.
- Stoptest 14 – JODEN, JODEN HIDEN, OKUDEN, OKUDEN HIDEN, MENKYO – 4-6.dan YSK & 5-7.dan BKK GRK – det flersporede hele menneske – Udløs dit fulde potentiale, trin for trin – Vær dig selv. Ryugi.
- Stoptest 15 – JODEN, JODEN HIDEN, OKUDEN, OKUDEN HIDEN, MENKYO – 4-6.dan YSK & 5-7.dan BKK GRK – det flersporede hele menneske – Udløs dit fulde potentiale, trin for trin – Vær dig selv. Ryuha.
