Af Mathis Isaksen, Medlem indtil 2017

En drabelig scene udfolder sig I skoven. To mænd kæmper mod hundrede, alle bevæbnet med blanke sværd, japanske katana. Mænd falder én efter én imens de to flygter og kæmper. Midt i kampens hede, vælger den ene at returnere sit sværd til skeden (saya). Han er iklædt hvidt, og i japansk kultur er dette ofte et symbol for døden og renheden. Han er klar til at møde sin skaber. At han returnerer sværdet betyder ikke, at han er færdig med at kæmpe, tværtimod. Lige så snart der er en som træder imod ham, trækker han hurtigt sværdet og hugger i en kontinuerlig bevægelse, for straks at returnere sværdet igen. Han udfører iaijutsu – hurtigt træk med sværd – og viser overlegent hvad forskellen på niveauet er. Klippet stammer fra en japansk samuraifilm, og er rigt på både symbolik og action. Men er det virkelighed? Nok næppe; det er jo bare film.

I virkeligheden ville man jo aldrig returnere sværdet midt i en kamp. Og på slagmarken vil sværdet være trukket, længe inden man møder fjenden. Men hvad er så meningen med at studere netop træk med sværdet som en stilart i sig selv? Der er jo ingen tvivl om, at iaijutsu og iaido er en meget populær sportsgren verden over.

Hvis man kigger på den officielle historie, stammer de fleste iaijutsu systemer fra omkring 1600-tallet. Japanske sværd er noget ældre end dette, og man har nok godt vidst hvordan man trækker sværdet før det, men i netop denne periode, var Japan blevet forenet af Tokugawa shogunatet (sejrherrerne). Efter flere hundrede års konstant borgerkrig, var der en periode med en grad af fred, som man ikke havde set i lang tid. Og pludselig var iaijutsu mere relevant end nogensinde. Fordi hvornår er det nødvendigt at trække sværdet hurtigt for at forsvare sig? Det vil kun være i en overraskelses situation, hvor man befinder sig på gaden, eller i hjemlige forhold, og pludselig bliver angrebet. I en periode, hvor krig ikke er hovedtemaet, bliver dette pludselig en af de mere relevante ting at forsvare sig imod.

Iaijutsu handler derfor om at være konstant beredt, og at kunne udføre sin teknik øjeblikkeligt og til perfektion når det kræves. Hvis du i sandhed bliver overrasket, er det ikke sikkert, at det er muligt, at du kan nå at forsvare dig, og derfor er du nødt til at fornemme faren før den sker. Det er derfor ikke så underligt, at for mange er iaijutsu og iaido, virkelig et symbol på den gamle krigers indstilling og filosofi. Så selvom iaido er en sportsgren med mange opvisninger, så er essensen, at det ikke handler om bling bling. Det er ens liv som afhænger af sværdet og teknikken, og derfor kan der ikke gås på kompromis, og man træner ofte kun få teknikker.

Vi har arbejdet med 4 teknikker, eller kata, som det kaldes i iaijutsu. De viser nogle af de grundlæggende muligheder man har med sværdet, men essentielt kunne man træne bare en enkelt teknik. Teknikken bygges op trin for trin, og det er vigtigt at udføre alle detaljer langsomt, mange gange, før det kan gøres hurtigt. Det siges, at man bør træne sin teknik 10.000 gange langsomt, før man udfører den hurtigt. Hvis det ikke lykkes første gang hurtigt, bør man træne 10.000 gange langsomt igen.

Man skal selvfølgelig heller ikke gøre tingene sværere end de er. Sværdet er designet til at udføre dets job, og at gøre det så let som muligt at gøre det. Da det essentielt er et “gammelt” våben, kræver det stadig en del teknik, men det er faktisk sværdet som gør det meste af arbejdet. Det svære ved iaijutsu er at lære at slippe kontrollen, og stole på at sværdet er en forlængelse af ens krop. Underbevidst tror man, at det er en selv som gør det, og at man f.eks. skal hugge hårdt eller hurtigt. Men hvis man gør dette, kommer man bare til at kæmpe mod bevægelsen, og så bliver det hverken flydende eller harmonisk.

Med dette i tankerne er det ikke så underligt, at man fokuserer så meget på at træne det indre. Hvis man ikke er rolig, kan teknikken ikke komme ud i dens fulde potentiale. Og hvis man ikke er afklaret, kan man aldrig finde roen, som man har brug for.

Det var også med det indre at Yakami Shinsei-ryu iaijutsu startede. Foruden teori og historie, var det første emne hvordan sværdet behandles korrekt. Japanske sværd opbevares normalt i silkeposer, hvis farverige mønstre er fyldt med symbolik. At tage sværdet ud og i posen, betragtes som værende mindst lige så vigtigt, som selve udførslen. Det er et lille ritual i sig selv, og man siger posen forsegles med ki, for at holde dårlig energi ude.

Den første teknik, eller kata, var nana-me. Den kaldes også ippon-me eller ichi-me, for den er vitterligt den “første” teknik, den grundlæggende teknik. Sværdet trækkes frem, og der hugges horisontalt, i én flydende bevægelse. Helt enkelt. Kimu Sensei demonstrerede teknikken hurtigt og kraftfuldt. I det øjeblik var der måske nogen som tænkte, ”vil jeg mon nogensinde kunne gøre det samme?”. Men det var jo selvfølgelig, hvad kurset var til for.

Teknikken blev gennemgået trin for trin, og snart bredte selvtilliden sig i hele salen. Deltagerne lærte langsomt sværdet bedre at kende, og snart skar sværdene gennem luften. Der blev fortsat med ura-kesa, som var en variation af første teknik, men med en anden afslutning, som var i direkte relation til moderne iaido. Dernæst kom tsuki no me, hvor man lærte sværdet meget nært at kende, da man skulle lade det glide henover maven, før man stak det frem mod den imaginære modstander.

Prikken over i’et var den 4. kata – nuki-ai. Kimu Sensei undlod den store forklaring, og greb sværdet, hvorefter det blev svunget i en cirkel bevægelse helt opover hovedet, for så og falde ned, i et lige hug, mako. Sværdet blev til sidst svunget en ekstra gang rundt, og returneret til skeden – man kan vidst godt sige at kæberne faldt et par steder. Der var ikke mange som troede at det ville være let at udføre sådan en voldsom teknik. Men man skal ikke lade sig narre. Det handler jo ikke om bling bling, og når først man ved hvordan man gør, er det jo slet ikke så svært.

Der må takkes for et mindeværdigt kursus, som nok ikke bliver glemt lige foreløbig – især ikke af de barnlige sjæle, som godt kan lide at lege med metalsværd.

Glæd dig til flere artikler om Iaijutsu