Af Claus Hansen, Medlem indtil 2017

Jeg tror det vel var cirka en måned før den egentlige graduering at jeg først gang fik besked om SLUS. Hvad er nu det, det havde jeg aldrig hørt om før?
Kort fortalt er det en trænings lejr for sortbælter eller ”wannabies”, som løber forud for den egentlige lejr. Det har åbenbart stået på i nogle år men har været forbeholdt chef instruktører. Det er meget intensiv træning og det er med god grund at det har været forbeholdt chefinstruktører, men jeg er ved at komme forud for historiens gang. Jeg burde starte med begyndelsen.

For cirka 3 år siden, afgav jeg et løfte om at jeg ville arbejde målrette mod at blive 1. dan i Yakami Shinsei-ryu. Formålet var at overtage ledelsen af den lokale klub, hvori jeg dengang trænede. Det er ingen hemmelighed, at der har været opture og nedture i de forgangne år. Ligesom med alt andet her i livet, oplever man tider hvor det bare kører for en og tider hvor alt synes som en kamp. Men ikke desto mindre holdt planen i grove træk. Så ca. 6 måneder før sommerlejren startede, begyndte jeg de egentlig forberedelserne på den endelige graduering.

Jeg havde allerede efter 2. Kyu svoret at jeg ikke skulle være lige så presset på fysikken igen. Mange ting gik dog galt i starten af året, lige pludselig stod jeg med nogle udfordringer, jeg ikke lige havde regnet med, jeg blev også ramt af skader som satte træningen i stå i en længere periode.

Da jeg så fik det spørgsmål, omkring tidspunktet for forårs lejren, om jeg var klar til at gå op til 1. Dan til sommer, var mit helt klare svar Nej. Jeg følte hverken jeg havde den fornødne rutine i pensum eller den fysiske form, jeg mente der skulle til. Og med kun 2-3 måneder til graduering mente jeg ikke, at jeg kunne nå det. Men der var nogen der sagde, at de troede på mig. Jeg fik derfor lidt betænknings tid og vaklede mellem og gøre forsøget eller ej. Men så var det, at jeg kom til at tænke på noget jeg havde læst i pensum. ”Vi tror på dig, men du skal også tro på dig selv”. Jeg kunne jo ikke rigtig stå oppe foran ”mine” elever og sige dette til dem, hvis jeg ikke selv levede op til det, det ville de hurtigt gennemskue. Jeg sagde derfor til mig selv ”jeg gør det”. ikke noget med ”jeg gør forsøget”, det kunne jeg jo godt have sagt, nej ”jeg gør det”. Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg ikke havde overbevist mig selv til at starte med. Men efterhånden som træning skred frem, kunne jeg se at jeg flyttede mig og jeg blev mere og mere overbevist om at det kunne lade sig gøre.

Op til den fysiske test, var der kun en ting jeg var i tvivl om og en ting der ærgrede mig. Jeg viste ikke hvor hurtig jeg ville være til bronze cirklen, ville jeg komme under de 5 min som var kravet? Og jeg viste at jeg ikke kunne løbe hurtig nok til at opnå kondital i verdenselite, som vi havde svoret til forårslejren. Men en ting var sikkert jeg ville gøre mit bedste for at gennemføre og opnå så højt kondital som muligt, så må verdenselite blive næste gang.
Det er først her bagefter, når jeg sidder og tænker tilbage på de krav der blev stillet til os den gang. At jeg er blevet klar over hvorfor de skulle være så høje. Vi opnåede godt nok ikke verdenselite ret mange af os, men jeg tror der var en dybere liggende mening. Jeg kan se her bagefter at det fysiske overskud jeg havde, hjalp mig igennem SLUS og sommerlejr uden at være tæt på udmattelse. Hvilket betød at jeg kunne få endnu mere ud af undervisningen.

Efter 2-3 måneders forberedelse, og den fysiske test overstået, er vi fremme ved SLUS kurset før sommerlejren 2011.
Hvad er det så SLUS, ja i indbydelsen står der Sortbælte Leder Udviklings Seminar. Der stod også at det var 17 timers træning fordelt over 26 timer op til lejren. Det lyder intensivt men også en lille smule skræmmende. Med lidt hovedregning fik jeg det hurtigt til, at jeg ville få 6 timers søvn op til lejren. Det er alt for lidt søvn sagde jeg til mig selv, Jeg tror jeg springer over. Men en ting fangede mig dog. Da det stod klart at sensei ville bruge tiden under seminaret på at graduere de deltagere, der var oppe til graduering. Dette betød at det ville forbedre kursistens chancer for at bestå graduering. Jeg har aldrig rigtig været tilhænger af kamikaze teknikken til gradueringer, som jeg har været tvunget til ved de foregående gradueringer. Hvor man har én chance for at bestå. Det var derfor med forventning om at det blev et hårdt men intensiv kursus, at jeg fredag eftermiddag dagen før sommerlejr, drog afsted til SLUS. Det er ikke særligt tit man får lejlighed til at blive undervist af sensei så det skulle udnyttes. Det var dog med nogen bekymringer om hvordan det skulle gå, ville jeg kunne holde mig vågen, specielt om lørdagen og hvad med amok tak testen lørdag ville jeg være for udmatte til at gennemføre testen. Nå nu ikke alle de bekymringer, du gør dit bedste, så er der ikke nogen der kan forlange mere. Det eneste der beroligede en lille smule var en kommentar fra en chefinstruktør om at ”det bliver fedt”.

Vi ankom altså til SLUS, jeg og en konkollega heldigvis i god tid. Jeg havde lidt ondt af dem der kom for sent. Jeg havde aldrig kunnet tage alle de arm strækninger, der blev givet som præmie for at komme 1 minut forsent. Stilen var lagt fra starten, man kom bare ikke for sent uden at have bedt om tilladelse hertil og dojo-kun skulle overholdes. Jeg var lidt taknemlig for at vi fik lov til at hjælpe dem med de sidste arm strækninger.

Da vi nu alle således var klar til at modtage træning, startede vi med lidt opvarmning. Sensei begyndte straks graduering med ryugi. Det kom lidt bag på mig. Men det som kom endnu mere bagpå mig var spørgsmålene. Hvad betyder bujutsu kodosoku kai?, jeg kunne huske jeg havde læst det et sted…, næste spørgsmål du har et hold bestående af TG1’er, TG2’er og TG3’er, af forskellige køn og aldre hvordan vælger du at køre træning?… inden opvarmning var overstået havde sensei stillet 10-15 spørgsmål og jeg havde vist ikke svaret rigtigt på et eneste af dem. Det her bliver en laaang lejr.

Heldigvis gik vi straks over til noget jeg forstod og kunne forholde mig klart til, kihon træning. Der kom nogle nye ting på jeg ikke havde tænkt over før. Og så var det ellers derud ad, men husk nu al teknikken ichi, ni, san… For pokker hvor er den hal lang, godt at jeg ikke har ”snydt” mig selv i kihon, så jeg kunne holde fokus på udførelsen uden at blive træt.

Herefter videre til kumite og afprøvning af det vi lige havde lært i kihon. Men først demonstrerede sensei sine evner og hvad han ville have os til, hold fast hvor er han hurtig. Hvordan bærer han sig ad… Jens Kyoshi har jo ikke en chance!. Det virker så ufatteligt simpelt og enkelt. Men alligevel så langt fra det jeg gør.
Nu var det min tur til at afprøve det med en konkollega, men det fungerede ikke rigtigt. Hvilket Sensei også bemærkede, da han kom forbi og gav en ”skideballe”. Jeg hører hvad han siger men har svært ved det. Jeg kæmpede videre med det og efter rigtigt mange slag og parader var jeg begyndt at fornemme noget. Men nu havde jeg også pænt ondt i brystkassen og hænderne. Jeg var sikker på, at jeg aldrig kom til at bevæge tommel fingrene igen. Glem det … ignorer smerten og fokuser på at tage slaget. Stå rigtigt find balance og fokuser, tænk på TF3. Et par slag lige i sækken fra sensei fik mig også op på dupperne, som han bemærkede, nu var jeg tændt. Stakkels konkollega, for det var jo ham det kom til at gå udover bagefter… Ja sådan nu fik du ham. Endelig er det min tur til at slå nu skal han ha, øv det var hurtigt overstået. Hans tur puha endelig reddet af gongoen, det var tid til Pensum.

Efter at være blevet kastet rundt i pensum, i sensei må vide hvor lang tid, gik vi tilbage til kumite. Der var vist også et par ryugi spørgsmål imellem. Og enkelte elever havde på daværende tidspunkt bestået deres ryugi test. Vi forsatte med kumite lidt endnu. Denne gang var jeg langt mere fokuseret fra starten og begyndte at lægge mærke til ting om mig selv og mine konkollegaer når de og jeg angreb. En pludselig aha oplevelse og indsigt, som med normal træning nok ville have taget et år at få. Herefter Mere pensum træning. Hvor er jeg…, hvem er jeg… Jeg var helt rundt på gulvet og tingene kørt rundt i hovedet men hold fast hvor var det fedt. Pludselig var ryuha træningen overstået, for denne gang. Det fede var at pensum testen var overstået og bestået.

Det var blevet tid til en ryugi opgave. Vi blev inddelt i grupper ved tilfældig lodtrækning. Vores opgave var den røde tråd i pensum. Vi snakkede længe frem og tilbage men var enige om den røde tråd, blot ikke hvordan vi skulle vise den. Det var godt, der var nogen som havde lyse øjeblikke, ”Rising star”, ellers havde vi aldrig fået noget ned på papir. Næste opgave lav en business case på dette og vælg en repræsentant til at fremlægge dette i morgen, den var straks værre. Igen var det godt gruppe arbejde, det lykkedes os at få strikket en nogenlunde præsentation samme og vi var så heldige, at vi havde en der til daglig fremlagde projekter.
Tredje opgave, lav en praktisk udførelse af jeres business case. Ok, det var heller ikke lige til. Der er mange muligheder og hvordan viser man lige den røde tråd i pensum på 2-3 min, så publikum ikke sidder med en øh, hvad var det lige de lavede. Hvilket vi jo nok risikerede at de gjorde alligevel. Men karate folkene skulle jo gerne kunne se det. Vi fandt dog vores løsning og fik det også nogenlunde til at passe. Nu skulle det så bare indøves til i morgen til stævnet. Men klokken var blevet mange og træning var forbi, det var tid til at tage hjem og hvile. Hvad Jeg er slet ikke træt, ok det passer så ikke helt. Jeg kunne godt mærke at jeg havde været i gang i mange timer nu.

Det værste eller bedste ved denne intensive træning var at tankerne kørte rundt i hovedet, hvilket betød at det ikke var meget hvile jeg fik. Jeg begyndte at få ondt af mig selv, som jeg lå der. Men kom så til at tænke på noget jeg har hørt. ”I newer saw a wild thing feel sorry for it self. A wild bird will fall frozen to the ground without ever having felt sorry for itself”. Sætningen fik mig til at tænke på, hvor godt jeg egentlig har det i forhold til, hvordan nogle mennesker har det ude i verden. Min prøvelser ville være ovre lørdag aften, så lang tid kunne jeg vel holde ud. Denne pludselig ”åbenbaring” gjorde mine lidelser meget nemmere og jeg er i dag taknemlig for den manglende søvn. Det har flyttet mine grænser for mine egen formåen, ”du er meget bedre end du selv og andre påbyder dig”.

Det var med fornyet energi og mod på dagens træning at vi igen drog af sted. Jeg var nu præget af den samme eufori som en konkollega havde givet udtryk for aftenen i forvejen – lad mig prøve mere af dette.

Dagen startede med fremlæggelse af vores business case som vi havde udarbejdet dagen i forvejen. Heldigvis var der ingen der kom for sent denne gang. Humøret var højt til trods for at alle så mere eller mindre klatøjet ud. Det andet hold fik lov at prøve deres evner udi fremlæggelsens svære kunst først. Hvis ikke man har prøvet at fremlægge før, kan det være ret grænseoverskridende, at stå foran en forsamling og skulle ”sælge” sit budskab. Jeg har selv prøvet det en del gennem studie tiden og i arbejdslivet, men jeg synes aldrig det er sjovt. Jeg syntes min konkollega gjorde det udmærket. Jeg kunne godt mærke at han ikke var rutineret, men jeg havde aldrig bemærket alle de ting som sensei lagde mærke til. Det var lige før at sensei fik dem til at fremstå som et skole eksempel i hvordan man ikke skulle gøre. Jeg havde allerede lært en masse ting om hvad man skulle gøre bare ud fra deres præsentation. Og nu var det så blevet vores tur. Min konkollega havde fået den svære opgave at fremlægge vores case og vi havde fordelen af, at have set de andre og lært af deres fejl. Det til trods lavede vi også en række fejl og vores rutineret fremlægger blev alligevel ”pillet ned”, vi som gruppe blev pillet ned, men vi fik også ros. Tænk at der ikke skal andet end nogle simple krops signaler til for, at man ”fanger” tilhørerne eller støder dem fra sig. Desværre havde sensei brugt så meget tid på os begyndere, at der ikke var tid til chefinstruktørernes fremlæggelse.

Det var blevet tid til ryuha og ryugi i dojo’en igen. Sensei lagde hårdt ud igen med under opvarmningen at stille spørgsmål til pensum. En efter en bestod de andre konkollegaer, indtil kun jeg var tilbage. Jeg havde haft lejlighed til at læse lidt i pensum i løbet af det forgangne døgn og kunne svare på lidt flere spørgsmål end tidligere. Der var stadig et par svipsere imellem på trods af, at jeg netop havde øvet på dem. Men jeg havde åbenbart langt om længe svaret tilfredsstillende på sensei spørgsmåls, for jeg bestod som den sidste ryugi testen.

Nu var der kun 2 tests tilbage kumite testen og Amok-TAK testen. Det var en kæmpe lettelse, kumite testen var et spørgsmål om, at huske de ting jeg havde lært i Task fighting. Amok TAK var ren vilje og jeg vidste med mig selv at jeg var kommet så langt nu, at jeg ikke kunne tillade mig at stoppe uanset hvad.

Men der var lige at par fede timers træning som skulle ”overstås”. Vi startede næsten hvor vi slap dagen i forvejen, med kumite. Jeg skulle lige have et par slag i mellem gulvet fra sensei før jeg vågnede helt. Men så var jeg også tændt og det gik langt bedre end dagen før. Måske fordi en del af presset var lettet, da der jo ikke manglede så mange test, men også fordi jeg var fokuseret og begyndt at være afklaret. Jeg var begyndt at kunne læse nogle af de små signaler folk sender inden de angriber og begyndte at prøve og skjule mine egne. Hvilket selvfølgelig ikke fungerede hver gang. Der var dog specielt en konkollega, som passede godt til mig i kumite. jeg kunne selv fornemme, hvordan vi begge flyttede os for hvert slag og parade efter sensei havde kommenteret det. Det var super fedt det ene øjeblik at blive pararet og så det næste få sit slag igennem og så gøre det samme mod konkollegaen. Men jeg var godt nok ved at være mørbanket. Det var derfor med en hvis lettelse, men også en hvis spænding at vi gik over til kumite testen. Nu skulle det vi havde lært igennem det sidste døgns tid, ja det sidste år, stå sin prøve.

Det var den fedest gang kumite jeg har været med til!, jeg var til tider presset helt i bund og til andre tider kunne jeg fornemme det overtag jeg havde, kampen bølgede frem og tilbage. Det hele gik op i en højre enhed ryugi træningen og ryuha træning gav alt sammen meningen bagefter. Jeg lærte også et par ting om mig selv. Jeg er ikke nådesløs nok og jeg gør som en ”hoppe bold” hvis man slår mig ud.

Efter denne omgang fik vi lov til at overvære kumite blandt de som var oppe til brunbælte grader. Vi fik lov til at gå ind i salen til dem inden de skulle i gang med kumite testen. Vi kunne stå og betragte dem med alle de værktøjer, vi havde fået i det forløbende døgn. Det var interessant at stå der og betragte dem og tænke tilbage på dengang man selv stod der. Man kunne se tanker fløj gennem hovedet på dem. Men kunne se hvem der havde været oppe før. De havde en ide om hvad der ventede og man kunne se forskellen på dem, som ikke havde været oppe før. Man kunne læse hvem der var nervøse og hvem der dækkede sig bag masker og hvem der var afklaret. Det var lærerigt. Endnu mere lærerigt var det under selv kumite’en hvem der havde viljen. Vores opgave var at heppe på dem og opmuntre dem. Det betyder meget når man er presset, at der er nogen som hepper på én det giver nye kræfter.
Da de skulle have dommen blev vi sendt ud af dojo’en. Dem som ikke havde bestået skulle ikke hænges ud over for en flok ”wanna bee” sortbælter. Det er hårdt nok at blive dumpet og man behøver ikke samtidig blive det foran en større flok.

I shindenkan skaber vi vindere. Vi havde derfor lidt tid til os selv inden lejren gik i gang. Jeg brugte tid til at reflekter over de sidste 18 timer. De var gået forbavsende hurtigt og jeg var egentlig ikke træt. Jeg var brugt men ikke mere end at jeg godt mente jeg kunne stå distancen. Det eneste jeg var lidt nervøs for var den sidste test Amok Tak testen. Jeg gruede allerede for hvor lang tid, vi ville få i hver omgang. Jeg har erfaret, nok ikke som den eneste, at jo længere op i graderne man kommer jo mere tid får man lov at slå løs. Men snart var der ikke tid til at tænke på det. Der skulle sættes lejr op. Og inden længe var vi i gang med den. Lejren gik forbavsende hurtigt. Jeg har ellers altid syntes at lejrene tog lang tid. Men denne gang virkede det nærmest som at det var overstået inden vi rigtigt var kommet i gang. Lige pludselig var det blevet brun bælternes tur til Amok tak test. Vi huede og heppede på dem og inden længde var det var vores tur. Nu kom nervøsiteten tilbage for fuld udblæsning i mere end en forstand, jeg havde fået luft i maven. Øv ikke nu, du skal ind lige om lidt tænkte Jeg, og begyndte at gå frem og tilbage som en løve i et bur. Jeg prøvede at lægge strategi som til min 1. dan men det var svært når maven rumlede. Så for pokker nu blev mit navn nævnt, nu sker det. Ok der er ikke andet for jeg må kaste mig ud i det og håbe det bedste, leve i nuet.

Første holdt sensei en kort tale om vores meritter, hvad vi havde gennemgået det sidste døgns tid og hvordan vi havde klaret os til den fysiske test. Jeg ved ikke om publikum var imponeret eller klappede, jeg var allerede ved at lukke ned for omgivelserne og fokuser på det som lå forud. Det er ens hver gang med 3 omgange. Først slag, så spark og så begge. Hov der blev vist sagt er i klar. Og så gik det løs. Jeg slog det bedste, jeg havde lært. Jeg aner ikke i hvor lang tid men jeg kunne godt mærke pulsen var kommet godt op. Jeg glemte at trække vejret undervejs, men min konkollega som holdt pude, kom med opmuntrende råb. Jeg kunne også høre tilskuerne men ikke hvad de råbte. Det var heller ikke vigtigt, den eneste var sensei’s yame. Puha først omgang overstået. Jeg var godt varm nu og vi manglede stadig 2 omgange. Nu var turen kommet til spark, jeg kombinerede med hiza-geri og mae-geri det bedste jeg kunne. Det var trættende at skulle løfte benene og i forventning om sensei yamae ”hørte” jeg det. Men det var indbildning for da jeg kiggede op forsatte de andre, det var ikke færdigt, på den igen. Langt om længe var den omgang også overstået. Og vi stod og pustede ud, jeg som en olm tyr for at få luft.

Sensei’s bemærkning om at ”nu er de varmet op…” opmuntrede mig på en sjov måde og jeg var fast besluttet på ikke, at gøre hans bemærkning til skamme. Tredje omgang gik i gang, denne omgang blev lang, vidste jeg. Men det kan ikke hjælpe noget at slappe af, så bliver der bare lagt tid oven i, jeg var nød til at give den gas. På et tidspunkt kunne jeg imidlertid ikke få vejret og det gik op for mig jeg var holdt op med trække vejret. Jeg fokuserede derfor på at trække vejret og fik ny energi til at slå og sparke. Jeg holdt pludselig op med at tænke på alt andet og fokuserede kun på at trække vejret og slå. Det føltes faktisk som, at jeg kunne blive ved i det uendelige. Lige indtil sveden begyndte at løbe ned i øjne. Øv hvor det svier, jeg havde svært ved at se, jeg kunne ikke tørre sveden af pande selvom jeg forsøgt, så jeg måtte blinke med øjne men så kunne jeg jo ikke se hvor jeg slog. Jeg prøvede så skiftevis at blink med venstre så med højre. Det var jammerligt og virkede ikke rigtigt nu sved det bare i begge øjne. Men jeg lod slagene regne ned over puden og hørte i først omgang slet ikke der var blevet råbt yame. Jeg havde ingen anelse om hvor lang tid der var gået, var det godt nok? Jeg hørte bagefter at det havde varet 4-5 min. Men nu var det ovre jeg kunne ikke gøre mere ved det, jeg havde givet hvad jeg havde.

Fik jeg så graden, ja og mere til. Jeg havde fundet ud af jeg kunne meget mere end jeg havde forestillet mig. Der var gået mere end 26 timer siden vi var startet om fredagen. Vi havde trænet i de 17-18 timer og jeg havde kun fået et par timers hvile. Jeg fandt nye sider af mig selv lærte en masse om mig selv og andre. Jeg var begyndt at se på mig selv og andre i et nyt lys. Det var virkelig begyndelsen på et ”nyt” liv, gad vide om det er derfor de kalder 1. Dan begyndelsen?
Jeg følte i hvert fald en form for genfødsel eller åbenbaring og sult efter mere. Og så betød graden mindre. Det var det jeg havde lært der var vigtigt for mig. Men det er nu meget rart at tage det sorte bælte på, man vokser lige 10 cm. Jeg er i dag glad for at jeg tog mig sammen at jeg gjorde det, ellers var jeg gået klip af alle de oplevelser. Men næste gang skal jeg sørge for en ordentlig seng at sove i, det andet med at sove på sofa der er for kort duer bare ikke.

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login