Uanset om det er første gang eller 27’ende gang man skal deltage i en sortbælte lejr så har man altid en eller anden form forventning til det der skal ske.

Jeg kan ikke huske præcis hvilken nummer i rækken sommerlejren 2011 har, men som altid så havde jeg tænkt mange tanker omkring indholdet, som altid nøje er planlagt af og udført af Kimu Sensei. Jeg havde ikke fået talt så meget med mine konkollegaer om det men de havde garanteret også tænkt deres. Vi havde op til lejren fremstillet nogle dokumenter der satte alle kata’er og shiho niveau 1 i en skabelon der skulle skabe standard, så det var naturligvis med tanke på disse at jeg mødte op til lejren. Dette skal også ses i lyset af at lejren var åbnet op for alle fra 2 kyu og opefter og specielt for de elever der skulle til graduering i løbet af denne lejr og den efterfølgende forbunds sommerlejr. Det skulle selvfølgelig også blive spændende at se hvordan de ”nye” deltagere reagerede på den undervisning vi fik serveret.

Men som så mange gange før så er tanke en ting og handling noget andet. Så mine tanker omkring standardisering hold ikke helt – og dog. Det vi startede ud med var træning af korrekt bevægelse i gående basis med zenkutsu-dachi og en kamae. Her er der kun en standard metode og det er den rigtige. Der er ikke noget midt imellem.

Nu har jeg trænet denne form for gående basis mange gange men jeg kan aldrig få nok, for der er hele tiden nye aspekter der dukker op som man kan arbejde med. Denne gang var ingen undtagelse.

Jeg vil også lige sige, at jeg op til lejren havde den fornøjelse at mærke hvad stress er for en skabning. Når ens hænder ryster uden at man er opmærksom på det og uden at man mærker det så ved at ens grænser den er ved at nærme sig. Dette giver samtidig en masse støj i hovedet. Med støj mener jeg tanker der fare rundt om hinanden uden at finde plads og ro.

Denne støj kunne jeg godt mærke og det resulterede også i at jeg gjorde alting svære for mig selv end nødvendigt. Teknikker som jeg havde trænet længe og mange gange blev pludselig svære at udføre, da jeg tænkte for meget over dem. I stedet skulle jeg lade tankerne være og bare udføre teknikken som jeg plejer. Men nej, sådan ville jeg det åbenbart ikke på denne lejr. Det skulle være svært og jeg skulle absolut straffe mig selv.

På den ene side var det en fornøjelse at arbejde med teknikker man kendte og på den anden side, var det frustrerende at være så påvirket af tanker, så det hele blev en kamp op af bakke i stedet for en udviklende oplevelse – hvilket det måske alligevel har været, for hvis nu teknikkerne sad bedre på rygraden så havde det måske ikke været en kamp imod mig selv, men derimod en handling uden forstyrrende tanker eller en reaktion på en aktion.

Efter at have travet Måløv Hallen igennem i gående basis, var det blevet tid for at afprøve teknikkerne i kumite. Ok, her er det at man virkelig finder ud af hvor meget forskel der på at tænke og ikke at tænke. Her er der kontant konsekvens ved forstyrrende tanker. Ved forstyrrende tanker kan man enten ikke ramme eller også kan man ikke parere.

Øvelsen vi skulle lave var en øvelse som de ”gamle” sortbælter havde udført mange gange før og alle med samme resultat – nemlig hårdhud på brystkassen 🙂

Det er en øvelse hvor man fra zenkutsu-dachi med gedan-barai som kamae, laver en tsuki imod makkerens brystkasse. Det eneste makkeren skal gøre er at parere. Det lyder jo simpelt nok. Men der bare lige det at afstanden er den halve af normal kumite afstand. Ja, som man sikkert kan forestille sig så bliver man ramt rigtig mange gange i brystkassen. Hvilket er ok, hvis ens træningsmakker ikke slår så hårdt og hvis vedkomne har en lille smule sul på knoerne. Men jeg havde den fornøjelse af at træne med ”Don Iversen”(Jens Kyoshi) og han har IKKE noget sul på knoerne og han slår hårdt og meget præcist.

Det er som at blive ramt af en portion afpillede kyllingeben der bliver skudt ud af en kanon. Det positive er at når man er ramt tilstrækkeligt mange gange samme sted, så er man så bedøvet af smerte at det ikke længere gør ondt. Til gengæld er brystkassen og musklerne lige så hævet og pumpet, som hvis man havde bænkpresset 120 kg rigtig mange gange. Det kan måske lyde som en frygtelig oplevelse men det er det ikke. Det er en rigtig god øvelse i at kunne slappe af og tro på sig selv og sin teknik. Både som angriber og som forsvarer.

Efter fredagens lektioner var det blevet tid for mad og efterfølgende Ryugi træning med tilhørende opgaver.

Når man har en lejr med mange deltagere så kommer der et tidpunkt hvor folk bliver trætte. Der har vi i Shindenkan valgt at folk ikke skal straffes for sat blive trætte, men derimod have en præmie. Så efter første opgave gennemgik lejrchefen (undertegnede)præmierne med tilhørende sang og armbøjning. Dette gav liv og gejst til den sidste af dagens opgaver. Hvilket der var hårdt brug for.

Ryugi delen var en rigtig god del, da det gav indblik i pensum og fik sat den røde tråd og formål bedre på plads. Da vi mødes næste dag kl. 08.00 var der flere af første gangs deltagerne som havde haft svært ved at sove pga. adrealinkicket og alle de tanker der var blevet sat i gang under fredagens lektioner.

Lørdagen forløb med endnu engang ”kyllingeben” skudt i brystkassen som igen kunne mærkes, også selv om det var med hansker på 🙂 Samtidig nærmede tiden sig for de der skulle til graduering og selv om deltagerne var blevet testet under hele lejren så kunne man godt mærke nervøsiteten. Måske specielt fordi at de vidste at ”stamina” testen, der viser deres udholdenhed, lå mange timer ud på dagen, hvor de ville være rigtig trætte. Jeg vil dog sige at det har været en fornøjelse at have trænet med de ”nye” og det har været en fornøjelse at se hvor fokuseret de har været på deres graduering og træning. De kan være rigtig stolte af deres resultater.

Da selve sortbæltelejren var afsluttet, var det tid for forbundslejren med tilhørende diverse opgaver. Ud over at være ansvarlig for det praktiske under hele lejren, så var min opgave også at bevare energi niveauet højt. Hvis man som instruktør har energi nedgang så smitter det hurtigt af på eleverne. Så selvom man føler sig som en 90 årig med trang til pleje og omsorg, så er det vigtigt at smide den følelse over højre skulder og vise hvem man i virkeligheden er og står for.

Dette er ikke altid en let opgave og specielt ikke hvis deltagerne starter ud med et humør niveau på -300. Når det sker så er der kun en ting at gøre, nemlig at sætte gang i humør og den gode stemning ved at udfordre deltagerne i noget de ikke helt er vant til. TG2 gruppen som jeg underviste fandt efterhånden ud af at den verdens berømte ”bølge” med tilhørende YYUUHHAA er en meget god humør spreder. Både stående men også når man laver teknik – og specielt faldteknik.

Da slutningen af lejren nærmede sig blev spændingen større og større. Både for dem der skulle til graduering men sandelig også for de der havde støttet Shindenkan igennem det igangsatte lotteri.

Jeg vil sige tillykke til alle med deres nye grader og også et stort tillykke og god fornøjelse, til den Jokokidz der løb med lotteripræmien. Som man kunne konkludere så er det er ikke antallet af lodder der giver gevinst, men at finde den rigtige.

Mit personlige udbytte af denne lejr har været vigtigheden af, at få essensen af teknikkerne til at ligge på rygraden således at man ikke gør det svært for sig selv hele tiden, større forståelse for opbygningen og den røde tråd i pensum, samt at man selv på dårlige dage kan få noget positiv ud af træningen.

Lejren har for mig været et nyt meget lærerigt møde med gammel kendt stof, serveret på et guldfad af Kimu Sensei.

Jeg vil ønske alle en rigtig god sommer og jeg glæder mig til at skulle høre græsset gro i det spanske.