Af Pia Bruun, Medlem indtil 2012

Spændt og forventningsfuld mødte jeg op på Tjørnelysskolen lørdag den 22. maj med mine kon-kolleger. Jeg havde set frem til dette kursus lige siden indbydelsen kom. Jeg har tidligere deltaget på Instruktørkursus 1 og Instruktørkursus 2 og fandt dengang ud af, hvor svært det i virkeligheden er at få træningen til at glide med diverse distraktioner, men også hvor vigtigt det er at kunne holde fokus og holde den røde tråd. Det tænker man ikke over, når man selv er den udøvende i træningen, og selv står med egne forventninger til det.

Kursusindholdet bød på, hvordan bliver du en succesfuld lokal holdinstruktør i Shindenkan med op til 25 udøvere, hvilket ansvar medfølger der, og hvordan måles dine resultater.

Jens Kyoshi bød velkommen og plan for dagen blev vist og fortalt – scenen var sat. Definitioner i Shindenkan for instruktører blev gennemgået, herunder 8 KPI’er (Key Performance Indicators) . Hvilket skabte noget at tænke over for de fleste. Som instruktør måles det om du performer godt nok, præcist sat op med procentvise mål for de første 4. Og de efterfølgende 4 på lederegenskaber. De første 4 KPI’er er der udarbejdet praktiske værktøjer til, som er forståelige, lette at bruge samt læse. Og man får her et indtryk af dyb professionalisme til opgaven. Samtidig var der til dette kursus kopi af powerpointpræsentationen, som blev udleveret til alle, således at ingen kunne være i tvivl hverken denne dag eller efterfølgende.

Efter 40 minutters teori var det tid til at afprøve instruktørrollen med indlagte helt præcise opgaver – scenen var sat. Første case omhandlede planlægnin af træning for holdet. Vi blev delt op i 2 hold, alle fik udleveret en case og 10 minutter til at forberede os individuelt til at prøve kræfter med instruktørrollen ud fra denne case i 3 minutter, med de andre deltagere som udøvere. Herudover var der på mit hold også Brian Renshi-dai samt Kjeld Renshi-dai som udøvere. Søren Renshi-dai var på det andet hold og Martin Renshi-dai filmede os alle. Holdet var fra 10.-8.kyu, det var et krav at vi skulle tage stilling til tidsforbruget, dvs. skrive tidsforbruget ned på hvert element samt træningen. Fire meget vigtige elementer, som chefinstruktøren havde understreget at træningen skulle indholde var: Dojo-kun, mindst 1 ting fra nødværgeloven, forklaring på hvordan holdet skal repræsentere Jokokan ”Uppsala” samt hvor holdet skal deltage på det kommende Shindenkan Sommerstævne, og selvklart gennemføre en træning.

Jeg kan sige det meget kort, det var en udfordring. Udover ovenstående var også indlagt elementer af forstyrrelser i træningen, som der også skulle handles på, og ligesom de andre gange, udførte alle deres roller helt fantastisk, og især Kjeld Renshi-dai samt Brian Renshi-dai, der måske burde overveje en skuespillervej som levebrød 😉 Da alle havde gennemført opgaven, blev der evalueret og ingen havde nået alle elementer og havde måske heller ikke i særlig stor grad gennemført en træning. Vi fik derfor nogle minutter til at forberede os igen, og denne gang sætte scenen helt fra start. Anden gang gik det bedre, der var højere grad af koncentration og fastholdelse på opgaverne bortset fra da hele holdet blev sat uden for døren, og en anden gang hvor en elev fik frataget sin streg på bæltet…, hvilket fortæller en hel del om, hvor presset man kan føle sig i en case som denne. Men der blev også uddelt ”præmier”, hvilket kunne mærkes senere på dagen (armbøjninger).

Næste opgave var korrekt udførelse af Shindenkan cirkel med makker til at give konstruktiv kritik. Det var en god øvelse, da der her var mulighed for at fokusere på detaljerne.

Sidste case omhandlede administration af holdet, tabu og konflikter på holdet. Scenen var at sikre at holdet blev informeret om nogle meget vigtige budskaber. Og arten af disse budskaber var ikke for tøsedrenge – dyb vejrtrækning og så går vi gang… De første par gange siddende i seiza, men da informationen tog lang tid, fandt man efterfølgende ud af, at det måske ikke var så god en ide endda, for hvor godt hører man egentlig efter, når man har ondt. På den anden side gav det en bedre ro, idet ingen kunne bevæge sig rundt. Det må være op til den enkelte og situationen at bedømme.

Instruktørkursus 3 blev afsluttet med at hver enkelte skulle nedskrive en SWOT (styrker og svagheder, muligheder og trusler) på dem selv som instruktører, hvilket var lettere sagt end gjort. Men også en meget effektiv måde at få sat det op på samt sat i perspektiv for den enkelte til refleksion og læring. Denne SWOT blev afleveret til Jens Kyoshi, som skriver hans kommentarer, herefter til Kimu Sensei og efterfølgende tilbage til den enkelte…

Jeg ønskede selv at få lov til at skrive en artikel om dette kursus, og det kan undre mig, da jeg har fravalgt en anden opgave, da jeg bruger meget tid på at træne og læse i dagene op til sommerlejren, og da jeg havde reflekteret lidt over det, kom jeg frem til at det måtte have givet mig så meget, at jeg havde et behov for at fortælle det videre. Samtidig var jeg helt udmattet efter de 4 timer, og da det ikke kunne være grundet hård fysisk træning, må det være fordi at vi/jeg har fået brugt mig selv på en måde, som jeg ikke er vant til. Og dermed overskredet en lille grænse til.

Instruktør 3 kurset gav mig kort fortalt en dybere indsigt og en større forståelse for, hvor meget det betyder at – Scenen er sat.

En stor tak til mine kon-kolleger samt Jens Kyoshi, Kjeld Renshi-dai, Brian Renshi-dai, Søren Renshi-dai samt Martin Renhi-dai.