af Søren Nielsen, medlem indtil 2022

Udsigten fra sengen er utrolig. Jeg kan næsten se hele vejen ud til Øresund. Værelset jeg ligger i, er malet i gule og orange farver. Da mørket falder på, kan jeg se de samme farver komme til udtryk ude i horisonten. Det er Sankt Hans aften 2007 og jeg befinder mig på 19 etage på Herlev sygehus. Mit ydre skinneben er brækket eller for at bruge lægens ord, godt og grundigt knust.

Efter 24 års kampsports træning får jeg min første alvorlige skade. En skade som på en eller anden måde får sat nogle tanker i gang som jeg ikke har kunnet tænke før. Som på de tidligere træningslejre så startede vi fredag aften og skulle efter planen først slutte lørdag nat. For mit vedkomne sluttede det hele lørdag formiddag.

Da jeg ligger der i sengen burde jeg måske være bekymret om min fremtid. Jeg burde måske være ked af det. Men det er jeg ikke. Jeg er overbevist om at jeg kommer tilbage og jeg er overbevist om, at jeg kommer tilbage i en stærkere udgave.

Faktisk er der ikke noget på det tidspunkt der kan slå mig ud. Jeg føler mig mentalt på toppen og da jeg bliver udskrevet har jeg det som om, at det hele bare er en naturlig del af kampsporten. En brækket knogle i ny og næ kan ikke skade.

6 måneder senere begynder jeg at tænke andre tanker.

Da vi starter med træningen igen efter sommerferien føler jeg mig træt. Ok, sommeren 2007 bestod også mest af at sidde ned og kigge ud i regnen. Så jeg er måske allermest træt af at være træt. Det er helt rart at komme i gang med en ny sæson.

På samme tid starter jeg og i en ny jobfunktion på mit arbejde. Hvilket gør at jeg bliver udsat for en masse påvirkninger, som burde slå mig ud af kurs, men som i stedet lægger sig, som en tung dyne over mig og som på en eller anden måde, holder mig fast i det spor jeg er på vej ud af.

Hele efteråret er præget af hårdt arbejde og masser af træning. Dele af min familie spørger mig flere gange om ikke det er på tide at stoppe min træning. Om det er det hele værd. Om ikke jeg har lært nok. Om ikke jeg burde prioritere anderledes og blive lige som mange andre familiefædre. Fyrre, fed og færdig.

Fyrre – Jo, det blev jeg i september. Fed – Hmm, et par kilo kunne der godt ryge af. Færdig – aldrig nogen sinde.

3 måneder senere begynder jeg at tænke andre tanker.

2008 begynder med den ærefulde begivenhed at vi I Jokokan Danmark får selvstændigt divisionsnavn og samtidig bliver skellet imellem kampsportsdelen og kampkunstdelen i Jokokan Danmark tydeliggjort, med navnene Shindenkan for kampsportsdelen og Kaidenkan for kampkunstdelen.

Alle instruktørerne bliver spurgt om hvilken del de helst vil være i. Og næsten alle svarer uden tøven Kaidenkan. Det er kampkunsten der driver. Men der lige noget der skal gennemføres først. En graduering til sommerens I-lejr skal i hus før end vi kan træne i Kaidenkan. Dvs. endnu en periode med pres på.

På det tidspunkt følte jeg mig stadigvæk ovenpå. Den tunge dyne der har ligger over mig i slutningen af året er væk. Jeg har en følelse af at være trådt ud af en skal som har holdt mig indespærret. Det er en fantastisk fornemmelse. Nu skal der ses frem imod mit 4 Dan og mit medlemskab af Kaidenkan. På forårslejren 2008 bliver det officielt. 6 sortbælter bliver indstillet til graduering. Så er jeg på vej i den retning jeg gerne vil.

Men lige pludselig ændres det hele.

Jeg begynder så småt at tænke på, om det er det hele værd og om jeg har brug for endnu en graduering eller for den sags skyld Yakami-ryu. For første gang i mit liv, begynder jeg at blive i tvivl om hvad jeg vil for alvor.

Alle de ønsker og drømme jeg hidtil har givet udtryk for, skal jeg nu til at få opfyldt. Det er kun mig selv der kan skabe resultaterne: Og det er måske det jeg i virkeligheden bliver klar over.

Jeg kan ikke give andre ansvaret for at få opfyldt mine egne drømme og mål. Der er andre der kan vise mig vejen, men det er mig selv der skal tage skridtene. Og denne gang skal jeg virkelig mene det, hvis jeg vil det. I alle de år jeg har undervist, har jeg rigtig mange gange fortalt mine elever at hvis de vil være gode kampsportsudøvere så må de selv lave det hårde arbejde. Jeg kan kun vise dem hvad det er, jeg kan ikke gøre det for dem. Nu går mine egne ord lige pludselig for alvor op for mig. Der er kun mig selv til at udføre det hårde arbejde, der er ingen der kan eller vil gøre det for mig.

Jeg har efter 25 års træning fået muligheden for, at blive undervist i ægte kampkunst af en ægte kampkunst stormester. Og det eneste jeg skal gøre er, at gøre mit allerbedste hele tiden og tro på at jeg kan. Jeg skal være mig selv og ingen andre.

På en måde er det befriende at vide hvor simpelt tingene kan være. Men samtidig er det en af de største udfordringer man kan komme ud for. At være sig selv og tro på sig selv i alle situationer. Hvordan kan man det hvis man ikke ved hvem man er og hvis man er i tvivl om hvad man kan?

En instruktør graduering i Shindenkan er ikke noget man bare kommer igennem i løbet af en formiddag. Det er en lang proces, som udefra kommende kan have svært ved at forstå meningen med. Men for de af os der har været igennem, er det en læringsproces på vejen imod kendskabet til os selv.

Gradueringen vi lige har været igennem, har for mit vedkomne været en af de hårdeste, men også en af de mest lærerige.

Siden november 2007 har jeg trænet fysisk træning med det ene formål, at bestå den fysiske testdel som gradueringen indeholder. Den fysiske testdel har til formål, at se om graduanten er i form til at klare selve gradueringen. Jeg måtte igennem 3 fysiske test på lidt over en uge, førend jeg bestod den del. Det var som om at mit sind var delt i to. En del sagde nu er det nok og den anden del sagde fortsæt, du kan godt og du vil gerne.

I alle de år jeg har trænet Yakami Shinsei-ryu har en ting været fast og det er, at man kan meget mere end man selv tror man kan og endnu mere end ens mor tror man kan. I-lejren 2008 står for mig som et stærkt eksempel på at det er korrekt.

Fredagen blev betegnet som ”Hell Friday”. På trods af at fredagens fysiske prøvelser gav mig en blå tunge og en smule næseblod, pga. træthed, så kunne jeg mærke hele vejen igennem at jeg nok skulle klare den. Det var som om at jeg var afklaret med hvad der skulle ske og hvad jeg ville. Der var ikke længere tvivl indvendigt. Den del af hjernen der havde sagt fortsæt under den fysiske test havde fået overtaget. Jeg havde accepteret at Yakami-ryu var en del af mig og at jeg gerne ville være en del af det.

Lørdagens træningslektion er en af de bedste lektioner der har været på en I-lejr. En læringsproces i ”komfortzoner” og kumitepricipper.

Hvilket gav udslag i et rollespil med en ungmø og nogle sorte og hvide riddere, der skulle passe på ungmøen. Måske ikke lige det de fleste ville betragte som instruktørtræning, men hvis man kender lidt til instruktørstaben, så er det en ganske naturlig træningsmetode☺.

Når jeg nu, et par dage efter I-lejren, sidder her og skriver denne artikel så er det mit håb, at de der læser den forstår, at nogle gange sker der noget inde i en selv, som i første omgang kan have en negativ påvirkning men som i den sidste ende, kan være nødvendigt for at blive til noget positivt. Det jeg oplevede kan måske bedst udtrykkes, som det der sker når en sommerfugl bliver udklækket af en puppe.

Efter en veloverstået graduering, har jeg nu fået muligheden for at lære kampkunst af en ægte kampkunststormester, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. I træningslektionerne op til lejren, har vi fået lidt smagsprøver på hvad der venter os i den nye sæson. Og det har kæmpe betydning for mig, at få muligheden for denne undervisning. Udover at have fået chancen for at lære ægte kampkunst, så er muligheden for at give min egen erfaring videre blevet større, i kraft af at jeg også er blevet hjælpeinstruktør i Honbu-dojo. Hvilket jeg ligeledes glæder mig rigtig meget til.

Så selv om jeg nu har det lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe, så er det først nu at mønsteret på mine vinger skal skabes. Og det bliver spændende at se hvordan de kommer til at se ud.