Artikel 1. del.
Det var lørdag d. 1.11.2008 og jeg skulle på træningslejr med Kimu Sensei. Dagen før havde der været instruktørtræning i Kaidenkan, hvor vi havde arbejdet med vores individuelle indstillinger til træning og udvikling.
Kimu Sensei åbnede træningslejren med følgende med følgende bemærkninger: ” Jens du har brug for at være 100 % i din træning for at udvikle dig, derfor har jeg følgende overordnede arbejdstitel for din træningslejr som du bør bruge meget tid på at tænke over”. ”Nedskriv derfor følgende:”
- Hvorfor har jeg så stort et behov for at opretholde en illusion om at jeg vil?
- Hvorfor har jeg en undskyldning for alt når jeg ikke vil?
Kimu Sensei forsatte: ”Dette bedes du overveje meget nøje på denne træningslejr!”. Og så var træningslejren i gang…
Mens jeg evaluerer mig selv bliver jeg opmærksom på at jeg går rundt i mit liv, i mit univers, som består af mit hjerte, min hjerne, min familie og venner, min træning og undervisning, mit arbejde og vil gerne være kendt for at yde mit bedste, være en rollemodel for andre mennesker.
At jeg i virkeligheden vil anerkendes for det jeg gør – i stedet for det jeg er!
Det bliver klart for mig at jeg har brugt de sidste 21 år af mit liv på at blive en del af noget der var større end mig selv – kampkunsten og det er det billede jeg gerne vil have af mig selv. Men jeg har glemt det væsentlige, nemlig at anerkendelse skal komme fra inde fra en selv og for at det kan lade sig gøre skal man jo kende sig selv.
For at kende sig selv er man nød til at holde op med at spille roller der passe til lejligheden. Man er nød til helt at undgå at lave undskyldninger for sig selv.
Kimu Sensei fortalte mig dette på følgende måde: ”Du står og kigger gennem en glasvæg hvorigennem du kan se det hele og har en indstilling der siger at når du kan se det behøver du ikke at gøre det”.
Glasvæggen symboliserer forskellen på ”at betragte og at være” – altså en tilstand eller en indstilling. Kilden er udspringet for at kende sig selv og derigennem stole på sig selv, tro på sig selv og til sidst at være sig selv.
Kimu Sensei forsatte med at forklare. ”Det er dig selv der har opbygget denne glasvæg og at du er den eneste der ved hvor døren er, men du siger at ud ikke kan finde den. Hvilken undskyldning har du nu?”.
Der var den igen – undskyldningen…
God – hvorfor ikke exceptionel?
Kimu Sensei sagde følgende til mig: ”Jens, jeg kan ikke forstå at du kun vil være god, når du kan være exceptionel?”. ”Hvad er din undskyldning?”
Av, der var den igen – undskyldningen…
En af læresætninger som er givet til mig fra SST gennem Kimu Sensei er at man altid skal være glad for en dårlig dag. På en dårlig dag vil selvmedlidenheden og andre uhensigtsmæssige roller man har påtaget sig over tid, være synlige, kigge frem og jeg vil være i stand til at gøre noget ved dem.
Det er enkelt – det er nød til at komme fra kilden i mig selv.
Men det betyder også at det er slut med at finde undskyldninger. Hver dag er en evalueringsdag. Ønsker du det brændende eller er det bare noget du siger. Det at tage et definitivt valg – uigenkaldeligt, det er det altafgørende og det meget skræmmende! Aldrig mere at spille andre roller end dig selv, heller ikke selv om det passer rigtig godt.
Om morgenen da jeg satte mig til at skrive denne artikel oplevede jeg min første gang i den ”nye verden”. Hvor jeg opdagede at jeg helt per refleks begyndte at finde undskyldninger for hvorfor artiklen ikke allerede var færdig. Stille og rolig sad jeg med en kæmpe følelse af selvmedlidenhed.
Jeg tænkte ved mig selv at dette er sgu da en ”wake-up call” der fortæller dig, at det ikke bliver nemt og det er sgu skræmmende. Det indre rollespil er det sidste man siger farvel til om aftenen og allerede om morgenen begynder det indre rollespil – som det første.
Jeg startede med at brænde munden på kaffen og jeg kunne mærke en melankolsk følelse i maven, men også en beslutsomhed der skal fører det igennem. Dette var dagens andet skridt og det skulle tages fordi, når jeg går, så går jeg!
Kimu Sensei sagde til mig: ”Jeg var også bange dengang jeg skulle tage valget – alle er bange. Jeg tog heller ikke beslutningen 100 %. Men jeg gennemførte!”
Jeg sagde til Kimu Sensei at dette jo virkelig var alvorligt, hvortil han svarede:
Alvorligt – altså kun hvis du selv synes!
Artikel 2. del
Denne del af artiklen er skrevet som inspiration idet jeg som mangeårig ven, træningsmakker og senere elev har været vidne til en ekstraordinær udvikling inden for kampkunst gennem de sidste 22 år, en udvikling der som menneske har krævet en stor opofrelse, og uden sammenligning handler om en ekstraordinær jernvilje og et brændende ønske om at nå sit mål.
Jeg har opdelt den i tre perioder, der efter min mening forklarer og synliggør den udfordring og udvikling der har været. Jeg har taget mig selv med fordi dette viser en forskel i både forståelse og dedikation.
Efter at have holdt en pause fra karatetræning på nogle år hvor jeg snusede lidt til andre systemer rundt omkring i København, fandt jeg et sted inde på strøget som hed Budokan der havde rødder til SST og jeg besluttede mig for at tage en prøvetime.
Den sorgløse periode
Det var i oktober 1987 og det var her jeg for første gang mødte Kimu Sensei på det tidspunkt var både Kimu Sensei og jeg gradueret 2. kyu i Shinen-ryu karate-do. I den første træningstime blev jeg prøvet af i jiyu-kumite af både Kimu Sensei og de andre senior elever, der trænede inde på Budokan på det tidspunkt, sådan lige for at se hvem jeg var og hvad jeg kunne.
Vi trænede sammen i Budokan i perioden 1987-1988, og det var en tid hvor der blev trænet meget i træningslokalet og talt meget om dybden i træningen og det at drive det til noget mere.
I juni 1988 fortæller Kimu Sensei mig at han via sin familie har fået kontakt til SST og at han er blevet inviteret til træningslejr i Danmark i en klub på Hornevej på amager med SST, og at han ville melde sig ind i klubben og deltage på lejren. Jeg kan huske at jeg tænkte hold da op, vil du virkelig melde dig ind i en anden klub!
På sin første træningslejr i Danmark med SST fik Kimu Sensei speciel opmærksomhed fra SST til stor irritation for nogle af de andre deltagere og blev introduceret til Peter Hedegaard. Jeg tænkte på det tidspunkt, at det var meget han havde fået ud af sin deltagelse på
Efter at have deltaget på træningslejren med SST kom Kimu tilbage og fortalte, at det havde været en stor oplevelse at træne med en rigtig mester og spurgte om jeg ville med ud og træne hos den højest graduerede dansker i Danmark fordi SST havde bedt ham kontakte den gamle chefinstruktør i Seiryukan, og sådan gik det at jeg fulgte med Kimu Sensei til islands brygge og hjalp med at genåbne den gamle Gensei-ryu skole.
På træningslejren i 1988 må SST have fået et rigtig godt indtryk af Kimu Sensei’s potentiale, fordi allerede i 1989 blev Kimu Sensei inviteret til Japan på sin første træningslejr med STT hvor han blev gradueret Joden (Red: i dag 4.dan) og kom samtidig hjem med en lærelicens i meditation. Kimu Sensei blev udsat for en del misundelse og blev bedt om ikke at lære de nye ting fra sig af den daværende chefinstruktør.
I 1989 begyndte tingene rigtig at tage fart, Kimu Sensei og jeg trænede meget sammen om fredagen, hvor vi i hemmelighed trænede på det nye pensum. Det var en inspirerende tid, hvor Kimu Sensei lærte mig det nye som han havde lært af SST og I 1990 introducerede Kimu Sensei mig til meditation på en træningslejr i Jylland. Her oplevede jeg for første gang at Kimu Sensei havde mere end gode evner hvad angår meditation.
I 1990 planlagde vi sammen den første Jokokan Danmark træningslejr med STT i Danmark. Lejren skulle finde sted i juli 1992. Den daværende chefinstruktør træk sig tilbage i 1991 og Kimu Sensei og jeg overtog skolen som vi kaldte Jokokan København. På træningslejren blev Kimu Sensei gradueret Okuden (Red. I dag 5.dan) og officielt udnævnt til Shihan og Kaicho, og jeg blev gradueret 3. dan, Chuden og udnævnt Shihan-dai.
Den alvorlige periode
I perioden 1992-1994 gennemfører Kimu Sensei 15 træningslejre i Japan med SST. Vi talte tit sammen i telefonen, også når han var i Japan. Træningen med SST blev mere og mere en besættelse for Kimu Sensei og Jeg oplevede en stigende frustration fra ham, hvor han ofte beklagede sig over det store pres som SST udsatte ham for.
I efteråret 1992 flyttede Kimu Sensei til Randers og åbnede Jokokan Randers, og jeg overtog undervisningen i Jokokan København på daværende tidspunkt med ca. 18 elever. Træningskontakten blev mere distanceret og bestod i at jeg tog til Randers ca. hver halvanden måned på en weekend træningslejr, hvor Kimu Sensei underviste mig i de ting han lærte af SST.
Kimu Sensei fortalte mig også om de stilarter han bliver introduceret til og om møderne og træningen med Nishiwake brødrene. Men mest af alt talte Kimu Sensei talte om hvor hårdt han synes at det var, og at der aldrig var nogen pauser – selvom natten blev han undervist i sine drømme og havde derfor aldrig ”fred” – det syntes jeg godt nok lød lidt overdrevet, men den overbevisning som det blev fortalt med gjorde, at jeg ikke stillede spørgsmål til det.
Kort og godt lød det for mig som om at han blev urimeligt behandlet. Jeg spurgte ham den gang om hvorfor han så blev ved med at opsøge træningen, fordi det lød som om at han ikke ville finde sig i det. Han sagde blot, at han havde behov for at dele det med en som kunne forstå ham – og det var så mig, selvom jeg ikke altid forstod det.
Træningen var blevet meget alvorlig og stillede nogle store indvendige krav som er svære at forklare og på trods af de ting jeg hørte fra Kimu Sensei omkring Okuden, Menkyo og Menkyo Kaiden, så forstod jeg ikke på det tidspunkt hvad det drejede sig om – hvilken gigantisk indre kamp han var i gang med at udkæmpe.
Den vej han var gået og dybden i den, beskrev overgangen fra kampsport til kampkunst, den hårde periode hvor alle forsvarsværker skulle nedbrydes – indre som ydre, vejen fra Okuden til Menkyo og udgjorde den forandring der var sket med ham.
Jeg var på det tidspunkt ikke klar over den forandring som Kimu Sensei gennemgik, for mig var det mest snak, men det var jo heller ikke mig der gennemgik forandringen. Jeg er selvfølgelig på det tidspunkt klar over at der er niveauforskel på Kimu Sensei og mig, men ikke hvor meget og heller ikke hvordan!
Vi havde sammen planlagt den anden Jokokan Danmark træningslejr med SST i juli 1994 og på træningslejren oplever jeg en meget mere moden Kimu Sensei, som på træningslejren tog ansvar for at forklarer og understøtte SST’s undervisning gennem hele lejren. På denne lejr bliver Kimu Sensei gradueret Menkyo (red. I dag 6.dan), og jeg bliver gradueret 4. dan Joden.
Kampkunst perioden.
I dette næste afsnit vil jeg beskrive den ændring som jeg oplevede i Kimu Sensei efter at han blev gradueret Menkyo i 1994. I denne periode var Kimu Sensei på træningslejr i Japan 17 gange og 4 gange i Danmark.
Når jeg talte med Kimu Sensei i Japan var han ikke længere frustreret over de krav der blev stillet til ham, han var meget tilfreds med det han kunne – det niveau han havde nået. Det var tydeligt på vores telefonsamtaler, at hans og SST’s forhold havde ændret sig markant. Han blev på sine træningslejre i Japan introduceret til en række japanske og kinesiske kampkunst stormester fra andre systemer, og det var jo det han havde drømt om.
I 1995 var jeg på træningslejr i Randers og det var første gang, at jeg for alvor oplevede den udvikling som Kimu Sensei havde gennemgået. Hvor jeg i perioden havde suppleret min træning med ekstra Jujutsu træning, havde Kimu Sensei fokuseret på sin indre udvikling, en udvikling der havde gjort ham til Menkyo – ”master of all martial arts”, en udvikling og betydning som Kimu Sensei havde fortalt mig om, men som jeg ikke havde tillagt den store betydning, fordi når alt kom til alt var det i mine øjne i dojo’en man trænede.
Men i 1995 oplevede jeg hvad det vil sige at gennemføre den træning, der skal til for at gøre op med dit inderste. En træning der så intens at der ikke er nogen forskel på om du er inde i eller udenfor dojoen. En træning der for den der gennemføre det, betyder at man ikke længere bare siger og måske gør – man er!
Personligt oplevede jeg ham enormt glad og træningsmæssigt oplevede jeg det som beskrevet i disse eksempler:
- Da han bad mig om at angribe med en tsuki og opfordrede mig hele tiden til at gøre det hurtigere eller hårdere og uanset hvor hurtigt eller hårdt jeg angreb, kunne han efter behag gribe min tsuki med hånden, som om det var ingen ting.
- Jeg påstod at man altid kunne slå af, når man blev kastet. Da sagde han udfordrende at han kunne kaste mig hurtigere end at jeg kunne nå at slå fra, det troede jeg ikke på så det måtte jo selvfølgelig komme and på en prøve, men det kunne han – også!
- Eller da vi skulle træne Iai-jutsu (træk med blankt sværd), hvor undervisning var så perfektionistisk at vi trænede det samme træk i 9 timer uden at jeg rent faktisk fik lov til at trække sværdet ud af sværdskeden!. Hvis ikke det var storetåen der var forkert var det noget andet og da jeg til sidst frustreret siger at jeg gerne vil prøve at trække sværdet helt ud siger han: ”En kæde er ikke stærkere end det svageste led – det er derfor udgangspunktet er så vigtig”.
Som man kan læse ud af eksemplerne var det faktisk lidt frustrerende, at han gøre lige præcis de ting han sagde han kunne gøre og jeg forstod på det tidspunkt ikke hvorfor.
I april 1996 skulle Kimu Sensei og til Cypern for at afholde en træningslejr for Jokokan Cypern på Royal Akrotiri Airforcebase. Medlemmerne i Jokokan Cypern var udover 10 cypriotiske senior elever, 30 engelske SAS og Royal British Commandos soldater.
Kimu Sensei var på det tidspunkt næsten lige blevet gradueret Menkyo Kaiden i Japan og jeg kan huske at jeg tænkte, at det var gået meget hurtigt. Kimu Sensei havde fortalt mig at Menkyo Kaiden var et svendebrev, der betød at man var færdig uddannet i systemet.
På Cypern træningslejren var vi inviteret som repræsentanter for Jokokan Europa og der var blevet reklameret i aviser, radio og presse omkring tilstedeværelsen af en stormester. Her oplevede jeg igen en markant udvikling i Kimu Sensei som person og nu også kampkunst stormester. Følgende eksempler fra træningslejren beskriver den udvikling der var sket:
- En meget moden og professionel kampkunst stormester der minutiøst planlagde en træningslejr i forhold til de deltagere der var, både almindelige mennesker og elite soldater.
- Vi lavede sammen en opvisning i aikijutsu hvor han med største lethed kastede mig rundt på gulvet igen og igen uden på noget tidspunkt at tilfører mig smerte – det tænkte jeg sgu lidt over, fordi det var sådan noget man læste om i bøger eller var forbeholdt gamle mestrer!
- Det mest markante var nok hans beslutning om at ekskludere Jokokan Cypern, Grækenland og Irland, da vi opdagede at de ikke ville eksisterer efter Jokokans værdisæt, og den meget balancerede måde han gennemførte den på, mens vi stadig var på Cypern.
Med til efter historien hører også at de britiske specialstyrker ønskede en tættere tilknytning til Kimu Sensei som nærkampsinstruktør, som bl.a. inkluderede afhentning i Harrier-Jets og andre flyvemaskiner. Det der med Harrier-jets ved jeg fik Kimu Sensei til at tænkte sig om en ekstra gang, men Kimu Sensei takkede pænt nej tak hver gang.
I 1996 oplever jeg både på træningslejrene i Danmark og Cypern, hvordan Kimu Sensei ikke bare havde flyttet sig lidt, men adskillige niveauer. Pludselig måtte jeg erkende at han ikke mere var min træningsmakker, men at han rent faktisk var blevet så meget bedre at han var blevet min lærer – men også stadig min ven.
I foråret 1997 flyttede Kimu Sensei tilbage til sjælland sammen med sin familie og allerede i julen 1996 talte jeg med Kimu Sensei og sagde til ham at jeg trængte til at lære noget nyt, helst fra pensum, og dermed få sat turbo på. Kimu Sensei bad mig på det tidspunkt om at lave en træningsplan for det kommende halve år. Det kastede jeg mig over med stor iver og tog derfor hurtigt fat i pensummet for 5. dan og 6.dan, og delte det ud over de kommende 6 måneder, skrev tilbage til Kimu Sensei at der er hvad jeg ønskede at træne.
Jeg taler derefter igen med Kimu Sensei som sagde til mig, at det ikke bare er lidt men meget ambitiøst og det måske var bedre hvis vi valgte en anden vej og indgangsvinkel…
Vi begynder derefter at træne på en helt ny måde – helt fra begyndelsen, med basis træning at slå tsuki og sparke mae-geri i zenkutsu, basis træning med våben osv. Tilgangen og perfektionismen var dog en helt anden end tidligere, det gjaldt om at alt var rigtigt hele tiden.
I september 1998 var vi på en træningslejr sammen i Japan og trænede oppe nord på, i Iwaki dojoen. På denne lejr oplever jeg for første gang at Kimu Sensei var blevet i stand til at lave meget avancerede og samtidig også meget mærkelige og spacy ting.
I en demonstration på min Japanske træningsmakker, som hed Takeshi viste han mig hvordan han kunne lamme åndedrættet og nedsænke hjerte rytmen på en modstander med hånden uden at røre. Dette fik modstanderen enten til at bøje sig bagover i en bue eller falde sammen.
Da Takeshi er søn af Nishiwake Shihan, havde jeg godt lagt mærke til at Nishiwake Shihan (Menkyo Kaiden, 8.dan) nervøst så til fra sidelinien. Jeg spurgte Kimu Sensei hvad der lige var foregået. Han svarede kort, at hjerte og lungefunktion hører sammen i en livsvigtig funktion og kan synkront reguleres. Jeg havde dog lagt mærke til, at mens Takeshi stod bagudbøjet, lammet af smerter og ikke kunne sige en lyd i denne Aiki-lås, trak han vejret lynhurtigt, mens Kimu Sensei forklarede, at han nu regulerede hjerterytmen kraftigt ned. Det hed asynkron regulering, og at asynkron regulering var det farligste. Farligste? Spurgte jeg. Ja svarede Kimu Sensei, et øjebliks uopmærksomhed, og Takeshi ville være død uden mulighed for genoplivning. Det kan nemlig kun lade sig gøre med synkron regulering, som under drukne ulykker og andre genoplivningsforsøg. Den tyggede jeg så over, og kunne nu lige pludselig godt forstå, hvorfor Nishiwake Shihan trippede nervøst på sidelinien.
Nishiwake Shihan kom dog efterfølgende over til Kimu Sensei og takkede ham for, at have vist hans søn yderst avancerede Aikijutsu- og ki teknikker.
Dette havde jeg aldrig set før og da jeg efter træningen spurgte ham yderligere om det, fortalte Kimu Sensei mig at dette var en af grundende til at han, når han var i Japan følte at han kunne leve sig selv helt ud. I Japan er det ok at vise at man kan sådanne ting, mens man i Danmark blot ville blive opfattet som meget mærkelig.
Som afslutning på træningslejren i Japan 1998, blev Kimu Sensei udnævnt til Sodenke Shihan som en anerkendelse af hans forståelse, niveau og indstilling. Dette er nok den ultimative anerkendelse der gives indenfor et familiesystem, idet Sodenke titlen kun gives til få udvalgte udøvere, udenfor familien. Det er Sodenkernes opgave at viderefører systemet, indtil der igen findes en værdig arvtager indenfor familien.
I 2000 har vi en meget succesfuld træningslejr med SST i Danmark, som medførte gradueringer af flere sort-bælter og kulminerede med at Kimu Sensei bliver gradueret Gokui Menkyo Kaiden.
Dette er nok den højeste kampkunstgrad, der er givet til nogen i Danmark, jeg er i hvert fald ikke bekendt med at der findes andre der er gradueret Gokui Menkyo Kaiden i Danmark eller Norden, men der findes nogle i Japan. Dette er med andre ord exceptionelt!
Artikel 3. del
Når man læser ovenstående øjenvidneberetning omkring Kimu Sensei’s udvikling er det let at se at der er tale om en meget stærk vilje, troen på det ukendte og talent.
Kimu Sensei har haft troen på noget der var større end ham selv og været villig til at tro på noget der ikke kan forklares eller er meget svært at forstå. Han har haft viljen til at forfølge sit mål og ofre hvad der skal til for at opnå det.
Når jeg sammenholder Kimu Sensei’s indstilling med min egen står følgende forskelle meget tydeligt frem:
Hvor Kimu Sensei har været villig til at følge vejledningen fra en kampkunst stormester ud over hvad der med en danskers øjne kan kaldes rimeligt og troet på at dette ville ende godt – altså dedikeret.
Har jeg haft holdningen at jeg kunne gøre det alene og ikke havde brug for andre mennesker eller vejledning.
Hvor Kimu Sensei har fulgt vejen mod Menkyo, som den blev ham vist, på trods af angst og indre modstand – troen på andre mennesker.
Har jeg brugt tiden til at ”side steppe”, at tage bussen ned af alle de sideveje jeg kunne finde, tage supplerende uddannelser i shiatsu massage, zoneterapi og akupunktur og supplerende træning i Jujutsu.
Jeg må jo blankt indrømme at jeg ikke læste ikke skriften på væggen, på trods af at jeg har siddet på første parket og kunnet se udviklingen i Kimu Sensei. Næh, jeg blev ved med at forfølge min egen bane og da jeg efterfølgende opdagede at jeg var gået galt i byen, begyndte jeg at finde på undskyldninger for at dække over mine forkerte valg.
Undskyldninger der dækker over angsten ved at opgive sin selvforståelse, angsten ved at skulle afgive sin suverænitet og angsten ved at skulle ligge sit liv i andres hænder igennem tillid.
Det er ikke fordi uddannelserne ikke er gode at have, men de er ikke i nærheden af det væsentlige i kampkunst. Det egentlige der kræver at jeg foretager de nødvendige indre afklaringer og finde ud af hvem jeg selv er – gør mig fri som person!
Jeg må indrømme at jeg blev meget frustreret over at skulle starte forfra, jeg var 4. Dan og Joden – det tog mig lang tid at accepterer!
Den 12. december 1998 bliver jeg, efter 2 års intensiv og anderledes træning, gradueret Okuden, 5.dan af Kimu Sensei og dette betyder starten på en meget krævende vej som jeg endnu ikke har haft modet til at gå fuldt ud – min vej og træning mod Menkyo.
