Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
Som I allerede har læst, var dette års vinterlejr nok den mest succesrige forbundslejr til dato, målt på både tilkendegivelser men også deltagere. Det varmer jo altid som en del af instruktørteamet at få disse kendsgerninger, men det er jo lige så meget jeres skyld, da vi i Jokokan altid lærer af vores fejl og forsøger at gøre det bedre næste gang, ikke springer over hvor gærdet er lavest, og lytter til alle; kort sagt en del af Yakami filosofien.
Hvad kan jeg sige om denne lejr, som så smukt ikke allerede er beskrevet af Kimu Sensei i hans artikel. Derfor vil ikke fokusere på lejrens indhold, da de fleste nok allerede kender dette og har læst om det. I stedet vil jeg bevæge mig bag ved lejrens facade og kigge ind i dens bevidsthed, hvad har jeg oplevet, hvilken puls har jeg følt, hvad var det der gjorde dette arrangement så godt?
Men hvorfor nu dette syn på sagen? Vi har været igennem en meget markant udvikling i Jokokan Danmark de sidste par år, oplevet sejre og nederlag, heldigvis mest det første. Juletræningen 2003 og specielt vinterlejren 2004 har været starten på en ny æra, også omtalt som konsolideringsfasen.
Tidligere, ganske kort beskrevet, har vi kæmpet meget med at Jokokan skulle bestå og gerne vokse, men haft tvivl og måtte lave drastiske tiltag og ændret politik osv. Vi havde vores tvivl, men vidste også at skulle der ske ændringer, skulle vi starte med ændre os selv og få Jokokan værdierne kommunikeret bredt ud.
Hvad betyder det som deltager på en lejr? Det skulle meget gerne, som de fleste af jer har oplevet, betyde at der er en god atmosfære på lejren, at instruktørerne samarbejder og lærer fra sig, at det hele klapper, at man bliver træt på en god måde, at alle er glade etc.
Det meste har vi prøvet, men ikke det hele på en gang, men det skete den dag i februar 2004. Det var noget specielt der skete den dag, ikke fordi at undertegnede blev kattekonge, men fordi det hele bare spillede. Der var desværre nogle småskrammer, ikke noget alvorligt, men det er jo det der sker når festen er i gang. Man kan kun stå bagefter og tænke “Det var lige godt sørens (og Chefinstruktør Kjelds)”, sikke tiden gik hurtigt.
Som deltager ligger man måske ikke mærke til det kæmpe arbejde der ligger bag rent organisatorisk. Her kan vi kun takke Kimu Sensei for en optimal planlægning af træningen og lejren, og ikke mindst Chefinstruktør JAm. Søren Nielsen og Chefinstruktør JFr. Kjeld Nyrup for organiseringen af selve lejren, med stor støtte fra deres medlemmer. Jeg har selv været der og ved hvad det kræver.
Det er altid svært at stille alle tilfreds, og der vil altid være lidt brokken, men det var der ikke her, dvs. alle 65 deltagere har været tilfredse, find lige en charterrejse, hvor det gør sig gældende.
Personligt var jeg selv lidt utilfreds med afgørelsen i kata konkurrencen, hvor jeg ved mit hold leverede den bedste indsats. Senere har jeg erfaret at en del af dommerpanelet og de højere magter havde børn på vinderholdet; korruption er altid godt når man selv er en del af det J
Kigger man lidt dybere ind i lejrens sjæl skal man finde en del af succesen i synergieffekten. Glade instruktører giver glade elever, der igen smitter af på instruktører osv. Samtidig når der er en hvis ro, overblik og overskud fra instruktørernes side skabes denne glæde. Det er dette, der skaber grobunden for den gode atmosfære, der forstærkes af elevernes velvilje til at ville lære og deltage.
Dette bringer os tilbage til, at alle har en betydning, alle er med til at skabe det overordnede billede, er der bare en som er utilfreds smitter det af osv. Alle må jo indrømme efter sådan en lejr, at det var sgu lækkert at deltage, arbejde sammen i grupper og se at børn og voksne hver for sig og sammen kan skabe noget stort.
Fremtiden ser lys ud, vi ved alle hvad der skal til, hvad vi kan bidrage med og hvordan vi kan påvirke nye medlemmer så de får en succesoplevelse også. Jeg ved ikke med jer, men jeg ser frem til den næste lejr både for at lære, men også for at give noget af min viden fra mig.
I filmverdenen siger man altid at 1’eren er den bedste, jeg ved at 2’eren, 3’eren osv. kan blive lige så gode eller bedre. I skal blot huske at handlingen og slutningen ikke altid er givet på forhånd og det også er “skuespillerne” der gør det til en god film.
Jeg håber denne lille anderledes artikel har givet anledning til lidt positiv tankespind hos dem der var med, og dem skal deltage i vort store fællesskab på de næste succesrige Jokokan arrangementer.
