Shindenkans verdenskulturarv
Den moderne Europæiske kampsportshistorie
Der eksisterer en del historier om rejsende fra Fjernøsten igennem mere end 500 år, og de sidste par hundrede år med diplomatiske delegationer, hvor der er opvisning eller udbydes kortere kurser i kinesisk eller japanske kampkunster. I takt med det britiske imperiets massive ekspansion efter Napoleonskrigene (1797-1815), med Frankrig, Tyskland, Belgien, Spanien og Portugal lige i hælene, blev der åbnet op for en langt bredere kontakt til kinesisk som japansk kampsport. Men den var sporadisk, uorganiseret og ad hoc i opvisninger og lynkurser rundt i Europa´s hovedstæder og storbyer.
Entreprenøren og englænderen Edward William Barton-Wright (1860-1951) var én af de første europæere, som trænede japansk kampkunst i Japan i perioden 1895-1898. Dette var Tenjin Fudo-ryu Jujutsu og Kodokan Judo. Da han returnerede til London, etablerede han sit eget system Bartitsu, hvor Jujutsu, Judo, og europæisk Savate, boksning og græsk-romersk brydning blev trænet. Bartitsu klubben ved Piccadelli eksisterede kun fra 1898-1903, men blev hurtigt et tilløbsstykke for den engelske Rogue højere middelklasse og overklasse, som altid søgte nyhedens interesse og sidste modefænomen. Barton-Wright havde overtalt Judoén grundlægger, Jigiro Kano til at sende nogle Judo instruktører til London, som underviste i Judo og Jujutsu fra 1900-1901, hvorefter de rejste tilbage til Japan.
Edward William Barton-Wright (1860-1951)
To blev; Tani og Uyenishi som supplerede deres instruktørindtægter som professionelle kæmpere i spillehaller, markeder og andre show begivenheder. Professionelle Jujutsu og Judo kæmpere var meget populære i Europa fra ca. 1890-1920 og i USA fra 1920-1940. Miyake og Maeda er to andre japanske profesionelle jujutsu kæmpere, som rejste rundt i Europa. Især franksmænd og briter fik for alvor øjnene op for japansk jujutsu og judo kæmpere, som i mere end 9 ud af 10 tilfælde slog alle deres egne europæiske kæmpere, selvom disse ofte var mere end dobbelt eller triple så store og tunge. Miyaka og Maeda tilskrives ofte æren for, at de stod faddere til det senere MMA – Mixed Martial Arts pengesport etablering og popularitet. Maeda var den mest succesfulde prizefighter med mere end 2.000 vundne kampe i Spanien, Portugal, UK, Frankrig, og Brasilien, hvor han boede med sin familie. Èn af hans elever var Carlos Gracie, som var far og onkel til to håndfulde senere MMA verdensmestre.
Japanske prizefighters som rejste rundt i Europa, USA og Sydamerika gav stor respekt for japanske kampsport, som et meget effektivt og anerkendt selvforsvarssystem. Men grundet omstændighederne i udbredelsen af kampsporten i meget få etablerede skoler med regelmæssig træning i Europa, fik japanske kampsport et blandet eksotisk ry hen af vejen. I Europa var der stor fascination og beundring, men der var få skoler hvor man kunne træne regelmæssigt. Indtil begyndelsen af 1900 tallet og indtil før 1.verdenskrig var der prestige, respekt omkring effektiviteten af japansk jujutsu og Judo på forskellige institutter og senere politi og militære kursusforløb.
Arthur Conan Doyle indskrev det i en af sine Sherlock Holmes historier, at årsagen til at Sherlock Holmes besejrede Professor Moriaty var pga hans overlegne Baritsu. Præsidenterne Ulysses Grant og Roosevelt har trænet Jujutsu og Judo med stor interesse og støttede aktivt udbredelsen af Judo i USA.
Mitsuyo Maeda (1878 – 1941)
Bartitsu: The Martial Art of Gentlemen | The Art of Manliness
Den japanske Jujutsu, Kendo og judo instruktør Gunji Koizumi (1885-1965) grundlagde i London flere skoler under navnet The Budokwai (The Way of Knighthood Society), som idag er én af Europas ældste japanske Budo skoler, men den ældste Judoskole i Europa. Sortbælter blev markedsført som “Kodokan Judo riddere”. Allerede i 1906 underviste han i London vha. hjælp fra de andre japanske instruktører som tidligere nævnt. Koizumi betragtes som den engelske Jujutsu og Judo´s grundlægger.
I 1920 underviste Jigiro Kano for første gang i Budokwai. Efter Koizumi´s død blev han tildelt 8.dan Kodokan Judo. Koizumi Sensei var også hoved læremester for dansk Judo og Jujutsu. Dansk judo og Jujutsu fik også uddannelseshjælp fra Frankrig. Hvor én af Koizumis senere elever, Mikinosuke Kawaishi (1899-1969, 7.dan Kodokan Judo og 10.dan Franske Judoforbund) sammen med hans efterfølger Shozo Awazu (1923-2016, 9.dan Kodokan Judo) var med til at udvikle dansk Jujutsu og Judo til et højere kompetenceniveau.
Det skal siges at i Danmark benævnes Jujutsu som noget fra Vestjylland og jiujitsu og Judo som det originale japanske navn. Men det er altså en dansk benævnelse i sin oprindelse fra begyndelsen af.
Gunji Koizumi (1885-1965)
Allerede nu vil der være mange i det moderne samfund som stiller spørgsmålet:
Hvorfor er det kun Jujutsu og Judo som omtales, og ikke også karate-do, Kendo, Iaido, og koreansk Taekwondo, kinesisk Wushu, som også indgår i den vestlige som europæiske kampsportshistorie før 2. verdenskrig?.
Den forsimplede version er, at Korea stort set var et protektorat af Kina indtil 1870érne, hvor de uofficielt blev et japansk protektorat. I 1910 blev Korea officielt indlemmet som en del af Japan, hvor den koreanske kongefamilie Joseon Yi fik officielle japanske lensfyrste og adelstitler, som en del af den japanske kejserlige rangfølge. Blod og familiealliance blev blandet igennem giftemål med den koreanske konge og en japansk kejserlige princesse fra et bunke familie sidehus.
Kina var fra 1912-1949 en kaotisk borgerkrigshærget republik, og før det et officielt kejserdømme kolos på lerfødder, som konstant blev trynet på plads af både de vestlige magter som Japan.
I 1949 blev Kina kommunistisk under Mao og først efter Mao´s død skete der en gradvis åbning. Herunder officielt kulturelt, kinesisk og japansk kampkunst stormester udveksling i 1980´erne. Den kinesiske national treasure, Shakuasei – Sun Wind Shine var én af dem og en anden var Tonegawa Sensei, og derfor har Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do også en original kinesisk systempakke, som vi kalder for Shakuasei Hsingi, Bagua og Taichi.
Shakuasei – Sun Wind Shine
Kodokan Jujutsu, som Judo først kaldtes, blev promoveret af det første japanske IOC – Internationale Olympiske Commitee medlem fra 1909; Jigiro Kano (1860 – 1938), som var japansk Judo´s grundlægger i 1882.
Coubertins Olympiade ide fra 1896 var blevet tidens nye sort. I 1912 deltog Japan for første gang i Olympiaden afholdt i Stockholms. For at en sportsgren kan blive en officiel olympisk sportsgren, skal alle sportsudøvere kunne konkurrere på lige fod i den “Olympiske ånd”. Altså det handler om at være med og ikke vinde og ingen kommer til skade, da det skader omdømmet. Derfor blev Judo gradvist tilpasset til den olympiske kvalifikationsidræt målestok. F.eks. var Judo-reglerne under Shiai – frikamp meget simple i begyndelsen; Alle er ligestillede og vinderen er den som står op. Der var ingen vægt, køn eller gradsskelnen. Man vandt, når der ingen tvivl var. Det betød en optimal perfekt udført teknik, hvor modstanderen med 100 % sikkerhed blev efterladt forsvarsløs enten igennem kast eller immobilisering igennem gulvkamp. Det var objektivt.
Problemet var så, at folk forstod græsk-romersk brydning, men ikke Judo som var for virkelighedstro og dermed realistisk og dermed blev puttet i boksen eksotisk, i stedet for sports boksen. For Kodokan Judo betød dette en en olympisk konkurrencemålretning, hvor gulvkamp blev taget ud og subjektive dommervurderinger fik indpas med bedømmelser. Det ændrede judokampen fra absolutter (Liv/Død) til ufarlig gentleman sport med en farlig oprindelse (Jujutsu), som den også blev markedsført som. Alle de farlige teknikker var taget ud som en tam papirtiger.
Jigiro Kano (1860 – 1938), Judo’s grundlægger.
Gulvkamp (Ne-waza) blev dog hurtigt indført igen på græsk-Romersk brydeniveau, da alle Kodokans bedste udøvere tabte til de gamle Judo-kaer, som ikke var begrænset af så mange olympiske regler. Dette skete da de japansk europæiske Judo/Jujutsu Prizefighters kom tilbage til Japan. Det var temmelig dårlig markedsføring for Judo, som aspirerede for at blive en olympisk sportsgren. Judo som blev betegnet som Kano sports, skulle have været demonstrationsidrætsgren under olympiaden i Tokyo, 1940. Det blev ikke til noget, da der var en verdenskrig igang.
Først i Tokyo 1964 Olympiaden kom Judo på det officielle program med tre vægtklasser, som dog hurtigt blev til syv inden år 2000.
Indtil 1992 var Olympisk Judo KUN for mænd. Først i 1992 blev kvinde Judo inkluderet som officiel del af Judo sporten. Det tog lige godt 100 år!
Jujutsu og Judo var indtil første verdenskrig KUN markedsført som en rigtig mandesport, som skulle forsvare de svagelige kvinder bag kødgryderne i hjemmet. Sådan fortsatte det faktisk til efter anden verdenskrig. Kvinder blev tilbudt selvforsvarskurser af mandlige instruktører, og reklamerne var ofte med et yderst sexistisk eller erotisk islæt – skabt af mænd. Judo var jo nærkamp med kast, låse og gulvkamp ligesom i græsk-romersk brydning, hvor træning imellem mænd og kvinder oftest var helt forbudt eller opdelt kønsmæssigt. Men selvforsvarsreklamerne var altid svage sexede, oftere lettere påklædte kvinder, som blev forulempet af dyrisk forbryderisk sultne mænd.
Tokyo olympiaden 2020 var dagen hvor karate-do officielt blev en olympisk sportsgren med kumite (frikamp) og kata (figurøvelser. Der var 4×3 medaljer at kæmpe om for både mænd som kvinder, som er ligestillet konkurrencemæssigt.
WKF – World Karate-do Federation, som er én af verdens hoved karateorganisationer, blev udvalgt som officiel olympisk ansvarlig for japansk Karate-do. Det betyder at Karate-do, ligesom Judo vil blive ensrettet og puttet ned i den samme boks over hele verden, således der er så mange som muligt som kan opfylde betingelserne for at deltage i et OL. Det er ren sport og har meget lidt at gøre med oprindelsen på Okinawa og Japan.
Judo kommer på det olympiske program i Tokyo 1964 Olympiaden
Karate kommer på det olympiske program i Tokyo 2020 Olympiaden
Illustrationer af Birgit Bardot som bruger jujutsu som selvforsvar
Efter 2 verdenskrig (1939-1945) blev Japan besat af imellem 3-500.000 allierede soldater typisk med treårs udstationeringer. Da Japan var fredeligt og en ny antipacifistisk grundlov skrevet af USA og de allierede og vedtaget i 1947, begyndte de japanske myndigheder med de allieredes tilladelse, langsomt at lukke op igen for japansk kampsport, som siden 1945 havde været forbudt.
Efter anden verdenskrig vendte derfor mange udstationerede europæiske soldater hjem igen fra Japan efter typisk tre års kontrakter. Mange havde trænet japansk kampsport i Japan og en del introducerede nu dette i deres europæiske hjemlande. Kompetenceniveauet satte naturlige begrænsninger og de succesfulde rakte nu ud til deres japanske netværk. Problemet var blot at de japanske kompetencer skulle flytte til Europa, da transporttiden først i 60érne blev forbedret. Det betød til gengæld en eksplosion i 60´erne af japansk kampsport i Europa og den vestlige verden.
I begyndelsen af 50´erne var det karate-do´s tur. Rigtig mange japanske karatesortbælter underviste på de allierede baser rundt omkring i Japan. Det gjorde både Shukumine Sensei fra Gensei-ryu og Yukio Noro Sensei også lige udenfor Tokyo. Det var sådan de mødte hinanden. Tusindvis af allierede soldater med 3 års japansk kampsportstræning bag sig, blev hjemsendt til deres respektive hjemlande, hvor mange etablerede forskellige japanske kampsportskoler. De fandt lynhurtigt ud af, at med 1-2.dan, sort bælte grader, har man ikke meget at tilbyde efter nogle år til dygtige elever, og derfor inviterede de deres gamle japanske kampsportsmestre på besøg. Og sådan begyndte for alvor udbredelsen af Kendo, Aikido, Karate, Kyodo, Iaido og andre kampsportsystemer at brede sig ud i verden fra Japan.
De fleste europæiske Jujutsu og Judo forbund blev officielt etableret lige efter 2.verdenskrig efter 1945. I 1950érne var turen kommet til Karate-do, Aikido og Kendo. Først i de store allierede lande som USA, UK og Frankrig, og som dominobrikker i alle andre lande.
Kamp i civil mod “bølle”. fra Danmarks første Jiu-jitsu bog fra 1906. Kilde Faber.
Gunji Koizumi sammen med Esther Louise “Lise” Thomsen i Billedbladet december 1946.
Den historiske kampsportsudvikling i Danmark
Udviklingen har fulgt den europæiske med nogle års forskydelse, og har med høj sandsynlighed sit udspring fra boksning og græsk-romersk brydning institutterne, som udbød selvforsvarskurser til militær, politi og borgere.
De første skrifter og bøger i Danmark udkom i begyndelsen af 19 tallet i begrænset oplæg. Viktor Faber og P.L. Jakobsen var nogle af de første fra 1906. Ligesom i Europa blev den nye fashionable bølge fra det eksotiske Fjernøsten, betegnet som Jiu-jitsu eller Kano systemet. Jiu-jitsu og Jiu-jujutsu betetnelsen har hængt ved i Danmark, istedet for den mere normale japanske betegnelse som er Ju-Jutsu.
Ligesom resten af Europa, var Kano Jujutsu hovedsagelig henvendt til mænd, hvilket alle de udgivne bøger også viste med mandlige demonstrationer. Arthur Smiths bog fra 1930 og juristen Ole Kringelbachs bøger fra 1943 og 1945 viste dette tydeligt. Dertil også Kringelbachs syn på jiu-jitsu, alias jiu-do eller Kano jiu-jitsu, at det var en rigtig mandfolkesport, som indeholdt virksomme teknikker som kvinder kunne have glæde af i overfaldssituationer, men at almindelig træning i disse, ville være og virke uskønt for kvinder.
Den tyske besættelse af Danmark under anden verdenskrig, ændrede dette billedet – for en kort stund. Danmark blev besat i april 1940 uden de store kamphandlinger og den danske regering valgte samarbejdspolitikken indtil 1943. Modstandskampen med kvindelige som mandlige modstandsfolk voksede derefter eksplosivt. Flere Judo klubber blev etableret af modstandsfolk som et dække for de egentlige aktiviteter.
Efter verdenskrigen blev begge køn undervist i jiujitsu eller judo af Faber, som var hærens selvforsvarsinstruktør. Men efter få år, blev dette forsøgt stoppet eller forringet, da det svage køb jo ikke skulle blive det stærke! I de nyetablerede DIF forbund for Judo og Jiujitsu var dette endda indskrevet i reglerne.
Selv da Koizumi Sensei fra Budokwai i England underviste i Danmark i slutningen af 40érne, var det kun mænd som kunne inviteres. Det ændredes først i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne, da japanske instruktører fra Frankrig kom til Danmark for at undervise. Dertil var der også kommet konkurrence fra en anden kant; Karate-do og andre kampsportssystemer.
Esther Louise “Lise” Thomsen (1914-2003), som var én af tidens mest hotte danske skuespillere.
Bengt Flagstad og Ole Kringelbach: Dansk lærebog i Jiu Jitsu
