Men her ophører den direkte sammenligning også, da hærstørrelserne i Japan typisk var op til 3-5 gange højere og udgjorde omkring 3-5 % af befolkningsstørrelsen. Dertil var de japanske hære topprofessionelle og toptrænede. Det er analogisk, at sammenligne erfarne specialstyrkesoldater med værnepligtige, som lige har overstået den obligatoriske 4 måneders grunduddannelse. Den mest professionelle del af de tyske lensfyrstehære modtog maksimalt samlet 6-12 måneders intensiv træning. I Danmark på samme tid, var det ofte weekendtræning nogle timer hver søndag for mere end 80 % af den danske hær. I vesten var dette normen for en stående professionel og supplerende hær i denne tidsperiode.

Her stopper også al sammenligning med Japan. For der er meget stor forskel. Det er nat og dag. I Japan trænede de japanske samuraikrigere hver dag, morgen til aften, fra de var omkring 7 år gamle, under de absolut bedste instruktører som kunne opdrives. Når de var 12-15 år oplevede de ofte deres første slag som observatører og fra deres 17 år, deltog de direkte i slagene. Selv de supplerende hæres samuraikrigere vedligeholdstræning, kan i dag sammenlignes med verdenselite idrætsfolks kompetenceudviklings indsats på 15-30 timer pr. uge.

Den største forskel var dog, at mænd som kvinder, piger som drenge fra samuraifamilier (Gentry) blev trænet i krigskunster til formålet. Der var ligestilling og diversitet i Japan, efter forholdene, formålet og opgaven. Historisk har samuraipiger og kvinder deltaget i store slag igennem mere end 1200 års Japansk historie. Der er mange japanske legende historier fra slagmarken som i hjemmet, hvor en feminin og yndefuld samuraimor har forsvaret sine børn og hjem imod røverbander og slagtet dem alle!. Se det er sand diversitet. Kvinderne modtog oftest en anden slags samuraikriger træning, men ikke altid! Mænd og kvinder var ligestillede i kampens essens. De var toptrænede, topmotiverede, flersporede mænd som kvinder og hele mennesker og så var de dødsens farlige!

Dette udgangspunkt var det oprindelige grundlag for al kampsport i dag, og det gælder stadig for Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do.

I Shindenkan efter vores frivillige og ulønnede foreningsformål, vedtægter, retningslinier og værdisæt har vi; ligestilling, diversitet og alle uden undtagelse behandles ens, uanset etnicitet, køn, religion, uddannelse, vægt, alder mm.

Derfor skal der her lige bindes en krølle på halen omkring, at mænd og kvinder var ligestillede i kampens essens i Japan. Sådan var det indtil ca. 1870, hvor Meiji revolutionen brød ud og Japan skulle moderniseres med en ambition om, at være Fjernøstens nye supermagt. Det lykkedes allerede knap 35 år senere. Men det betød en “Trial & Error” adoptering af vestlig teknologi, erfaringsviden og værditilpasning. Herunder en skarpere kønsopdeling, som betød kvinderne skulle puttes ned i vestens daværende grundsyn på kvinder; det svage køn uden mandlige rettigheder, meninger og magt.

Selv efter 1.verdenskrigsafslutning i 1918, hvor Versailles traktaten skulle forhandles på plads på Trianon Palace (i dag: Waldorf Astoria hotel), nægtede vestens stormagter, at imødekomme Japans hovedrepræsentants argumentation. At menneskelig udvikling vil forhindre krig, og alle nationer og folkeslag derfor burde være ligestillede, herunder også mænd og kvinder. Den eneste støtteerklæring, lensfyrsten, generalen og advokaten, Saionji Kinmochi (1849-1940) fik, var fra hans gamle ven fra studietiden på Sorbonne Universitet, den franske præsident Georges Clemenceau (1841-1929). Alle andre nationer var imod med USA, UK, Australien i spidsen som på det tidspunkt fastholdt en stringent samfundsopdeling.