Det er på sin plads at beskrive hvordan magtstrukturen var i Japan – i meget store træk. Ellers kan det være svært at forstå det skrevne.
Japan er verdens ældste kejserdømme, men i de sidste 1.200+ år har kejserens og hofadelens reelle magt været meget stærkt begrænset.
Det er lykkedes periodevis kejseren og hofadelen (Kuge), at ”stikke en kæp i hjulet” eller sætte ”lus i skindpelsen”, men ellers har den reelle magt altid tilhørt andre magthavere. Disse andre magthavere har siden 1185 været Shogunens og lensfyrsternes – Daimyoer.
I praksis fra 1185 til lige knap 1500-tallet, var Japan inddelt i 66 provinser med i alt 26.000.000 Koku, som er den japanske måleenhed for ”høstudbytte – indtægt per år”. I Danmark havde vi det samme. Det hed hartkorn måleenhed. De to måleenheder er dog forskellige i økonomisk størrelse.
Læs mere i afsnittet: Hvordan kan vi sammenligne dansk og japanske adel.
Det feudale Japan opdelt i provinser
Ligesom Danmark og Europa, bestod Japan af en adelig godsejerelite, som var stærkt funderet lokalt.
Efter flere forskellige forsøg, blev magtstrukturen nogenlunde fastlagt således; Shogunen udnævnte en provins lensfyrste Daimyo og én administrativ chef – guvernør for hver delprovins, hvis opgave det var at optimere økonomisk udbytte, skatter og sikre et loyalt netværk af alle de lokale godsejere, som arbejdede i ”samme retning og interesser”.
Dvs. en adm. Direktør og op til fire divisionsdirektører og medlemmer af direktionen, af hver provins.
En hurtig udregning giver det for Japan samlet; 66 adm. direktører, 224 divisionsdirektører, og en koncernchef på toppen; Shogunen og en bestyrelsesformand til at give den spirituelle strategiske vejledning. Det er en magtstruktur som går igen igennem hele verdenshistorien og uanset hvor du er i verden.
Den militære magt havde lensfyrsten og kunne kun gribe ind i ”nødretstilstand”, havde Shogunen bestemt for at fastholde sin magtbase ved shogunatets etablering i 1185 og frem.
Dertil var delprovins guvernørerne fra forskellige familier og helt forskellig fra lensfyrste Daimyoen.
Shogunen gjorde ALT for, at underminere både provins lensfyrsten og delprovinsguvernørerne igennem et Machiavelliansk magtspil, som ikke ligefrem fremmede sammenhold og loyalitet imellem shogunen og Daimyo lensfyrsterne.
Det var uholdbart i længden og utilfredsheden var meget stor blandt lensfyrsterne, som skulle gøre alt arbejdet og løbe hele risikoen, mens shogunen forventede at høste al ære og ret til at gøre som han ville.
Var det ikke for de to mongolske invasionsforsøg i 1274 og 1286, var der udbrudt borgerkrig i Japan. Men her stod alle sammen og derefter gik det rigtig stærkt!
Daimyo lensfyrsten for en provins udpegede nu oftest selv sine delprovins guvernører, og lensfyrsteposten over provinser, var begyndt at blive arvelige indenfor lensfyrste familier.
Denne udvikling gik rigtig stærkt efter 1333, hvor Ashikaga Takauji blev den første Ashikaga Shogun ud af 15, efter det vundne oprør mod Hojo regenterne og de kejserlige prinser som majonetdukke Shoguns.
Denne proces havde Yamana-Itotani familien en væsentlig aktie i.
SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”
Glæd jer – det kommer snart
Venligst log in for at se indhold