Alle Shoguner igennem Japans historie har erkendt problemet med ”Pisk & Gulerod” til både fjender, allierede og venner, da disse historisk set altid har voldt voldsomme problemer, når de blev for mægtige eller egen interesserne blev for truet til et ”alt eller intet kup forsøg”.
Sengoku tidsperioden under Muromachi tiden er det værste eksempel, da centralstyret var sygt, korrupt og Macchiaveliansk, som betød et totalt sammenbrud og borgerkrig fra ca. 1500 til 1583, og ”hver for sig selv og sin egen lykkes smed”.
Daimyo lensfyrsten Oda Nobunaga fra provinsen Owari, var den første af Japans unifiers fra 1560 til 1583.
Han kom fra en godsejerslægt som igennem forfremmelser var blevet til delprovins ”Markiser – Shomyo” underlagt Imagawa Daimyo lensfyrsterne.
Igennem vellykkede kup, magtkampe og erobringstogter, og meget dygtige generaler, underlagde han sig praktisk set hele Japan i løbet af knap 20 år.
I 1583 blev han dog dræbt af én af sine egne generaler, Akechi Mitsuhide, som Nobunaga selv havde gjort til Daimyo lensfyrste over Tanba provinsen, som grænsede op til Yamana-Itotani lensfyrste slægtens lensområder. Det skete i Honnoji templet i Kyoto.
Flere af Oda´s generaler begyndte derefter at slås om magten og den vindende blev én anden af Oda´s generaler, som han også havde gjort til lensfyrste Daimyo med navnet Hashiba.
Hashiba fuldførte erobringen af hele Japan og skiftede navn til: Toyotomi Hideyoshi.
Hideyoshi kunne ikke blive Shogun, da hans afstamning ikke var af Seiwa Genji Minamoto, så han fik af kejseren titlen; Taiko, som faktisk betyder Konge og ret til at bruge kejserfamiliens sekundære våbenskjold, som i dag er det samme som den japanske premierministers.
Hideyoshi var den eneste ikke-Seiwa Genji, som ”blev benådet med denne familieret”.
For med denne ret siger kejseren, at ”du er af mit blod og familie til evig tid og dermed altid rangklasse 1+”, – og det var Hideyoshi jo ikke, da han kom af laveste samurai afstamning.
Men det var til gengæld Yamana-Itotani Daimyo lensfyrsterne.
Toyotomi Hideyoshi
Den mægtigste Daimyo lensfyrste under både Oda Nobunaga og Toyotomi Hideyoshi, som også havde vokset sig stor og stærk under denne turbolente krigsperiode var: Tokugawa Ieyasu, som i 1586 var Lensfyrste over otte provinser og ca. 2.6 mio. Koku.
Tokugawa, som før hed Matsudaira, var Seiwa Genji Minamoto og kunne derfor godt blive Shogun.
Tokugawa delte samme stamfader som lensfyrste slægten Yamana-Itotani, for Matsudaira slægten opstod, da en yngre søn af Daimyo Lensfyrste slægten Nitta, fik godkendt navnet: Tokugawa i anden halvdel af 1300- tallet.
Lige som Oda slægten fungerede de først som godsejere, som igennem forfremmelser var blevet til delprovins ”Markiser – Shomyo”, underlagt Imagawa Daimyo Lensfyrsterne.
Igennem vellykkede kup, magtkampe og erobringstogter, og meget dygtige generaler og alliancer, var Tokugawa Ieyasu med til, at underlægge sig Japan under Oda Nobunaga og senere Toyotomi Hideyoshi.
Det var dog konstant med livet som indsats, hvilket også var gældende for hele hans familie.
Sådan var det i lensfyrste Daimyo familier, og sådan var det også i Europa – til tider.
I 1598 døde Toyotomi Hideyoshi, og efterlod en søn, Hideyori som blot var et spædbarn.
Magten om Japan kunne begynde og det sluttede i 1600 i et kæmpeslag med to hære på hver over 80.000 samuraier, som i øvrigt Daimyo lensfyrsten Yamana-Itotani Toyokuni (1548-1626) også deltog i, siddende ved siden af Tokugawa Ieyasu.
Slaget ved Sekigahara afgjorde magten og i 1601 blev Tokugawa Ieyasu den første Tokugawa Shogun ud af 15.
Perioden fra 1601 til 1868 var den længste fredelige periode i Japans historie, – dog lige afbrudt af Osaka 1615 og Shimabahara i 1634.
Dette sikrede Tokugawa Ieyasu ved at inddele Lensfyrste Daimyoerne i FUDAI og TOZAMA hhv. allierede Daimyoér før Sekigahara og fjender/neutrale.
Dertil kom Tokugawa Ieyasu´s personlige vasal lensfyrster, som bestyrede ca. 30 % Tokugawa klanens næsten 7 mio koku.
Slaget ved Sekigahara
Med så mægtige indkomster og stående hære som Daimyoerne havde, måtte Tokugawa shogunatet finde på en løsning på dette problem.
Efter Sekigahara skulle fjender straffes og venner belønnes.
7 mio koku blev frataget slagets tabere og neutrale, som hovedsagelig blev givet til venner og allierede.
Det skabte selvfølgelig mange sure miner hos taberne, men lige efter reduceringen af deres lensområde, var de blot glade for at, – have hovedet i behold.
Men der var INGEN venner eller familie som havde flere millioner koku, – den lektie var lært.
Maks grænsen var normalt omkring de 500.000-750.000 koku, med en enkelt på 1.000.000 koku af specielle årsager.
80 % af lensfyrste Daimyoerne fik under 50.000 koku.
Men det med koku blev hurtigt anvendt til at ”gøre nogen finere end andre, – mod betaling”.
Det betød oftest at en lensfyrste Daimyo officielt havde et lensområde på 400.000 koku.
Men reelt var lensområdet op til 40 % mindre, – men du betalte selvfølgelig skat af de 400.000 koku til Tokugawa shogunatet (som dog blot var 2-5 %).
Omvendt kunne du også blive lensfyrste Daimyo for 100.000 koku, men reelt have 200.000 koku, hvor du kun betalte skat af de 100.000 koku.
Dette betød at Shogunen reelt betalte en ”vasal løn” til den lokale lensfyrste Daimyo.
Denne form blev især anvendt efter slaget ved Sekigahara i 1600 og etableringen af Tokugawa shogunatet.
Den historiske udvikling viser tydeligt at efter tabte slag, fejring af sejren og etableringen af ny magtstruktur, så var det blot et spørgsmål om tid, før fjenderne fik sundet sig og gjorde oprør med ny borgerkrig til følge.
Derfor etablerede Tokugawa shogunatet en ny Daimyo lensfyrste ”Politi”-struktur med lensområder på under 50.000 koku ved strategiske indfalds- og udfaldsveje.
Dette ”job” tilfaldt også Yamana-Itotani Daimyo lensfyrsterne.
Et godt eksempel er Tajima Muraoka domænet som blev bestyret af Yamana Toyokunis ældste søn, Toyomasa. Officielt var det på 6.700 koku, men alle vidste det var betydeligt større, hvilket det også blev anerkendt som i 1867 med 11.200 koku. Men årsomsætningen var reelt imellem 25.000-50.000 koku, da kun Fudai Daimyo lensfyrster af denne størrelse lensområde kunne udnævnes til Osaka Bugyo borgchef, Kyoto Bugyo borgchef eller blive Roju minister i Tokugawa Shogunens regering, som i øvrigt gav 10.000 koku i årsløn, – hver.
Det var derfor en givtig forretning for Muraoka Yamana-Shimizu Honke slægten, da de betalte skat af 6.700 koku, men reelt havde årsindtægter på op til 80.000+ koku, og nød jobbet som én af Japans 261 Daimyo Lensfyrster.
Honke Yamana-Itotani i Inaba havde samme privilegier som Muraoka, men havde et betydeligt større lensområde. Sammen med Bunke sidelinierne opfyldte de Yamana Toyokunis spøgefulde profeti om mindst 1/100 af Japans antal koku, som i 1868 var på knap 300.000 koku sammenlagt, – mange bække små, gør en stor å
Iøvrigt er det fra Tajima Muraoka, at Tajima beef også kendt som Kobe kød kommer fra.
Højlandet i Tajima Muraoka
SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”
Glæd jer – det kommer snart
Venligst log in for at se indhold