Japans historie, samfundsstruktur og sociokulturelle baggrund, sammenlignet med Europa, set og oplevet igennem en Daimyo Lensfyrste families øjne i mere end 2.650+ år
Magtstrukturen og titler igennem mennesker, meritter og embeder – svagheder og styrker
Nu har vi gennemgået magtstrukturen.
Men vi må ikke glemme at magtstrukturen kun kan fastholdes igennem – mennesker, uanset på hvilket niveau du er på i den etablerede samfundsstruktur.
Alle magtstrukturer ligner hinanden.
Tredelingsmagten i forskellige konstruktioner, har altid været den foretrukne, – uanset om det er enevælde eller demokrati.
Kejseren og hans hof
Den japanske kejser havde en aflastning igennem en ”førsteminister”, som kunne videreformidle den ”pavelige kejsers” ønsker.
Kort sagt; varetage kejserens interesser og opnå så megen magt og indflydelse som muligt.
Til hjælp havde han et senior ministerråd af ministre (Genro) og så et væld af hof adelsfolk, som kaldtes Kuge.
Da Kejserne normalt efter 1185 ingen reel magt havde,- bortset fra når de var politiske magtbrikker i Shogunens eller Daimyo lensfyrsternes skiftende magtspil igennem historien, så kunne de kun ”slå på ” at kejseren var guddommelig og ”himlen ville falde ned om ørene”, hvis man ikke lyttede efter.
Indtil 1609 kunne kejseren hæve en lensfyrste familie op i de tre øverste kejserlige rangklasser, som i Shin Meiji adelstitler (1884-1947) medførte titler som Hertug, Markis og Greve.
Problemet var så blot, at de tre øverste rangklasser medførte, at chefen nu var kejseren og ikke Shogunen.
Derfor forbød Tokugawa Shogunatet i 1609, at Daimyo lensfyrster kunne løftes op i de tre øverste rangklasser, – uden shogunatets officielle indstilling og godkendelse.
Men Tokugawa shogunatet kunne ikke forbyde de få 2-3 % ”halv-guddommelige” Daimyo lensfyrste huse, som allerede var løftet op af kejseren på fortidens meritter.
Derfor opstod den ofte splittede politiske situation, hvor lensfyrster med al lovmæssig ret kunne lytte mere til kejseren end til deres officielle chef; Shogunen – kongen.
Og det gjorde de selvfølgelig, – når det passede i deres magtspil.
Som den ultimative anerkendelse af rangklasse 1+ ”indtil dommedag oprinder”, kunne kejseren give tilladelse til at bruge kejserhusets sekundære våbenskjold ”Go Hi Sti no Kiri”, som i dag er Japans og premierministerens officielle våbenskjold.
Premierministerens officielle våbenskjold
Nogle få tilbageværende ”halv-guddommelige” Seiwa Genji Daimyo lensfyrste familier bærer derfor også dette våbenskjold.
Det gør HONKE Daimyo lensfyrstehuset Yamana-Itotani også.
Det gør BUNKE Yamana lensfyrste husene ikke. De har andre hoved våbenskjold.
Men det er ganske almindeligt at Daimyo Lensfyrstehuse har mindst tre Kamons (våbenskjold), lords to og gentry samuraier ét.
Yamana før 1185
Nitta
Minamoto Mon
Go Hi sti Mon
Yamana BUNKE Mon
Japanske pas før 1947 blev udstedt med Daimyo lensfyrste familiens våbenskjold. Det betød at du langt op i 1950érne og 60érne stadig kunne se aktive pas med Daimyo familiernes våbenskjold.
Navn og højadelige titel udstedes stadig i UK pas. Det sker også i andre europæiske lande med kongehus.
Shogun kongen, hans hof og administration
Shogunen, var den reelle magthaver i Japan og var en krigerkonge. Før 1201 var denne post delt i to positioner (nord og syd), men efter 1201 var denne samlet i én position.
Til aflastning havde han en Kanrei ”Vice shogun – Præsident”. Vice shogunen var præsident for administrationen af 3-5 hovedministerier i Japan.
Indtil 1560 var én lensfyrste (Daimyo) formand for den militære arm; alle kriger lensfyrsterne i Japan. Han hed Betto of the samurai Dokoro (Premierminister).
Den magtkonstruktion betød, at du havde en Shogun, som formelt under sig havde to hovedhjælpere; Vice Shogunen og ”fagforeningsformanden” for alle Japans lensfyrster – Daimyoerne.
Den konstruktion i magtbalancen betød, at enten skulle shogunen have betydelige lensområder selv, eller så skulle hans meget loyale vice shogun have dette.
Lige så snart én af disse svigter, så tipper hele balancen til fordel for lensfyrsterne, hvor de største reelt var ”konger” og opførte sig sådant.
Det var nøjagtig sådan historien udfoldede sig i Japan, men også at de magthavere som lærte af deres forfædres fejl eller af andre magthaveres fejl, overlevede og satte deres markante aftryk på Japans historie.
Sådan var det også i resten af verden.
Den feudale struktur
