Lensfyrste House of Takeda, Noro-Saigusa klanen og
Yashin Mon. Yakami no Taijutsu
Det totale systems historie har officielt udviklet sig henover flere hovedperioder:
Systemmæssigt
over 1.000 år i
Japan
- Trin 1: 999
Yashin Mon - Trin 2: 1450
Yakami no Taijutsu - Trin 3: 1575
Yashin Mon Yakami no Taijutsu
Systemmæssigt
Europa, herunder
Skandinavien
- Trin 1: 1967
Gensei Karate-do - Trin 2: 1988
Yakami-ryu Shinsei Karate-do - Trin 3: 2008
Yakami Shinsei-Ryu
Organisationsmæssigt
Japan &
Verden
- Trin 1: 1988
Jokokan Yashin Mon Yakami no Taijutsu.
Japan, Sydafrika, USA, Europa, Skandinavien.
Ca. 3.000 udøvere. - Trin 2: 1988-2018
Bujutsu Kodosokukai
Japan & verden.
Ca 20.000 udøvere + et sekscifret antal associerede udøvere
Organisationsmæssigt
Europa, herunder
Skandinavien
- Trin 1: 1967
BKK Gensei Karate-do - Trin 2: 1988
Jokokan Yakami-ryu Shinsei Karate-do - Trin 3: 2008
Shindenkan Yakami Shinsei-Ryu
Systemmæssigt over 1.000 år i Japan
Yashin Mon’s første Soke (grundlægger) og Stormester var en godsejer og Shinto præst fra Izumo provinsen (i dag Shimane-Ken) med efternavnet Noro. Inden han døde den 9. september år 999 fik han 7 sønner, som hver fik deres eget efternavn. En af de ældste sønner, Morimasa overtog efternavnet Noro og betragtes som Yashin Mon´s anden Stormester og Soke.
Systemet blev dengang kun videregivet til familiemedlemmer og nøje udvalgte “udefrakommende” elever, som senere kunne blive Sodenker (ikke-blodsbeslægtede stormestre).
I omkring 450 år var Yashin Mon Yakami-ryu Taijutsu et shintoistisk kampkunstsystem for de få. Det var opdelt i to grupper: Dem som mindst var Menkyo Kaiden (8. Dan – 10. Dan) og de som ikke var, men var godt på vej.
Gruppen af Menkyo Kaiden og derover trænede i templet, mens den anden gruppe blev trænet på Noro klanens mindre godsområde, som hørte under den til enhver tid regerende lensfyrste (Daimyo) over hele eller dele af Izumo provinsen.
Yashin Mon’s første Soke
Minamoto Seiwa genji, Takeda klanen som havde tre provinser: Kai, Aki og Wakasa, blev af Shogunen i 1441 bedt om at etablere tre selvstændige Takeda klaner: Kai, Aki og Wakasa.
I praksis blev Wakasa styret af Aki, da dette var traditionen i Takeda Aki. Det betød, at Wakasa Takeda Daimyo mere var nominel og derfor boede det meste af tiden i kejserbyen Kyoto.
Det gav frit spil til Takeda Aki, som straks begyndte at udvidede sine territorier. Da Aki grænser op til Izumo provinsen, hvor Izumo Taisha Shinto tempel område ligger, var det nærliggende at erobre bid for bid dele af Izumo.
Det gik udover Noro tempelfamilien, som havde deres mindre shomyo (mindre lord) lensområde på grænsen af Izumo og derfor konstant var truet. Noro klanen er nævnt i Kojiki som berømte og anerkendte Shinto præster. Senere blev de også berømte for deres krigskunst i Takeda klanens tjeneste.
De ydre omstændigheder tvang mindre lensherrer til mange strategiske og taktiske overvejelser for at bevare deres lensområde intakt. De samme betingelser og overvejelser gjaldt også for Noro klanen, som havde et mindre lensområde i Izumo provinsen.
Japans middelalder var temmelig turbulent med mange krige.
Izumo provinsen hørte i næsten 200 år under Yamana klanens lensområde, men efter ONIN-krigen og dermed begyndelsen på Sengoku Jidai (1467-1600 “Age of Warring States”) skiftede Izumo ejere flere gange; Ouchi, Amago, Yamana, Mori. Dermed skiftede Noro klanen også lensfyrster adskillige gange.
Derfor besluttede Yashin Mon Soken, Noro Suke no Kami i midten af 1400-tallet, at opbygge et “nyt” kampkunstsystem på grundlag af Yashin Mon. Det nye kampsystem, som han kaldte Yakami no Taijutsu blev baseret på Yashin Mon’s 8 kræfter, men forklaret ud fra 12 mere forståelige hovedprincipper. Dette “brud” på familiens Yashin Mon tradition gjorde han i erkendelse af, at alle hans klans samuraier havde brug for ekstraordinære færdigheder på kortere tid i denne turbulente tid. Dette var den egentlige begyndelse på det totale kampkunstsystem Yashin Mon Yakami no Taijutsu, og Noro Suke no Kami betragtes som den første Soke for Yakami no Taijutsu.
Den 21’ende Yashin Mon Soke og Noro Suke no Kami´s tipoldebarn, Noro no Moritsuna fik 4 sønner. Hans ældste søn Torayoshi arvede familiens mindre lensområde efter sin far og blev ved dennes død Soke nr. 22.
Der var konstant krig fra 1330-1600
I 1519 blev den 22énde Soke for Yashin Mon. Yakami no Taijutsu, Noro Torayoshi’s lensområde angrebet af lensfyrsten Takeda Nobutora (1493-1573), som var Takeda klanens overhoved over det meste af provinsen Kai, og dermed også Aki og Wakasa. Den unge Torayoshi’s samuraier kæmpede bravt – så bravt, at Takeda Nobutora tilbød Torayoshi, at han måtte beholde sit mindre lensområde, hvis han ville anerkende Takeda-klanen som lensfyrste og samtidig blive hans vassal. Dette accepterede Torayoshi i gensidig anerkendelse, da Noro-klanens omkring 300 samurai-krigere ikke kunne stille meget op mod Takeda klanens samlede klanstyrke på over 25.000 samurai-krigere. Havde han ikke gjort dette, var hele Noro-klanen blevet udslettet.
Lensfyrsten Takeda Nobutora konkluderede, at det ikke var klogt at have 300 elitekrigere som var trænet i at kæmpe som én enhed med lokalkendskab og tvungen loyalitet i sin baghave, og derfor blev Noro Tarayoshi flyttet til et nyt og større lensområde i provinsen Kai, – omgivet af alle Takeda klanens nærmeste generaler. Sådan gik det til at Noro klanen blev direkte vasaller af den magtfulde Takeda-klan fra provinsen Kai og hurtigt tjente sig op i rækkerne af senior officerer for at ende som general under navnet Saigusa. Torayoshi var bedstefar til Saigusa Moritomo.
Det passede også godt med at, Takeda Aki og Wakasa traditionelt i Takeda klanen havde én hovedopgave som Takeda klanens kampkunst ansvarlige; at sørge for at Takeda klanens samuraier altid blev trænet af de bedste kampkunststormestre i Japan. Det er derfor Takeda-ryu Yabusame kommer herfra og andre overlevende koryo systemer. At de japanske kampkunstsystemer var andre landes kampkunstsystemer overlegne på den tid, blev bevist udenfor Japan i 1598 i Korea og Kina, og i 1632 på Okinawa.
Takeda af Wakasa var gået fra allierede til vasaller af Yamana klanen, da de havde tabt deres Wakasa len til Asakura klanen. Historien er følgende: Klanoverhovedet for Takeda af Kai, Takeda Nobutsugu’s (Chikanaga, 1466-1507) livs store kærlighed var hans hustru Keiko, som var datter af Yamana Masatoyo. Yamana Masatoyo var daimyo og klanoverhoved for hele Yamana klanen efter sin meget berømte far, Yamana Sozen (1404-1473). Klanoverhovedet for hele Takeda klanen var også hans svigersøn. Takeda Wakasa boede det meste af tiden i Kyoto, da Takeda Aki var den faktiske daimyo af Wakasa. Takeda Wakasa klanen støttede Hosogawa Katsumoto (1430-1473), som var Yamana Mochitoyo’s (Sozen, 1404-1473)) svigersøn under ONIN-krigen (1467-1477). Hosogawa og Yamana var tidens mægtigste lensfyrster (Storkonger), begge i rangklasse 1+ under kejserhuset og havde fælles stamfader i Minamoto Yoshikuni (1082-1155).
Helt frem til 1994, hvor Markis Morihiro Hosogawa blev den sidste premierminister i de to familier af en lang række premierministre igennem 1000+ år, blev de to familier på forskellige niveauer indgifte i hinanden. I 1531 etablerede Hosogawa klanen et nyt familietempel i Kyoto og i 1556 blev det Yamana klanens og det er det den dag i dag liggende i Unesco World Heritage tempelområdet; Myōshin-ji med navnet Tōrin-in.
Både Hosogawa og Yamana havde hver 100.000 samuraier i Kyoto og hver mere end 200.000 yderligere rundt i Japan. Som det var kotyme blev der udvekslet gidsler i alliancerne. Nobutsugu var i 10 år hjemmevant gidsel hos Yamana Masatoyo, som var søn af Yamana Sozen.
Masatoyo havde den yndigste og mest yndefulde lille datter, Keiko. Nobutsugu blev ramt af lynet, men Keiko synes han var en lille uopdragen og snavset møgunge, som ikke synes om Yamana´s rituelle badetraditioner. Det kunne kun ende på én måde: De blev hinandens bedste venner i barndommen, mens krigen rasede omkring dem. Nobutsugu forgudede den jord Keiko gik på og forsvarede hendes navn og ære konstant.
ONIN-krigen sluttede i 1477 og Nobutsugu blev sendt tilbage til sin far, Daimyo Takeda Nobumasa (1447-1505) i Kai. Han var sønderknust over adskillelsen fra hans bedste ven, Yamana Keiko. Han blev derfor sendt i krig som page, da var han 12 år.
En temmelig romantisk historie.
Som 20-årig blev han udnævnt af hans far til den ledige post, som daimyo for Takeda Wakasa og blev gift med Yamana Keiko. Nobutsugu var lykkelig, men giftemålet var politisk først og fremmest efter en plan lagt af hans far, Takeda Nobumasa. I 1496 blev Nobutsugu øverste klanleder over hele Takeda klanen.
I 1540 blev barnebarnet den øverste klanleder for Takeda. Hans navn var Takeda Harunobu (1521-1573), bedre kendt som Takeda Shingen. Shingen gik hen og blev én af Japans mest berømte general Daimyoer. Èn af hans 24 generaler var: Saigusa Moritomo, Yakami´s 23´ende Soke. Ringen for Shindenkan er sluttet. Og dog… Wakasa Takeda havde snart i 50 år været direkte vasaller af Yamana klanen. Stort set ingen af Wakasa Takeda var familierelateret til Yamana klanen, men det var Takeda hovedklanen i Kai på ”grandfætter niveau”.
I 1545 var Takeda Wakasa Kuninobu projekleder på bygnigen af bjergborgen i Tottori med bygherre Yamana Nobumichi i spidsen. Kuninobu blev dog bedt om at begå seppuku, da han udviste højst ejendommelig forræderisk adfærd.
I 1563 døde Daimyo Yamana Toyosada, som var den øverste lensfyrste for Yamana klanen. Hans 15-årige efterfølger blev Yamana Toyokuni (1548-1626), som nu var totalt afhængig af familiens loyale vasaller, da tiden var temmelig turbulent med krig på alle sider. Den eneste som udnyttede situationen, var Wakasa Takeda Takanobu (1529-1573, søn af Kuninobu), som var kendt som én af Takeda klanens absolutte kampkunst stormestre og en yderst frygtet samurai lord i kamp. Han gjorde oprør, tog slotsborgen Tottori og allierede sig med Yamana klanens største trussel: Mori klanen. Det tvang Yamana klanen til at slutte fred og alliere sig med Mori klanen.
10 år og mange krige senere, bød muligheden sig for Yamana Toyokuni, som aldrig havde glemt Wakasa Takeda Takanobus totale svigt, da han havde mest brug for loyal støtte. En lynkrig og en fredsaftale gjorde, at Wakasa Takeda Takanobu og hans 500 samuraier fik frit lejde ud af Tottori slotsborgen. Da borgporten åbnede og Wakasa Takeda Takanobu skulle til at marchere ud i spidsen for sine mænd, blev de mødt af én målrettet 25-årige Daimyo, Yamana Toyokuni med ordene ”Aftalen gælder for dine mænd som nu er mine mænd, men ikke for dig!” og med de ord gik han frem mod 44-årige Takeda Takanobu.
Begge sider vidste udmærket godt hvad dette betød og stod helt stille for at betragte den kommende sværdduel. Men den blev meget kort. Yamana Toyokuni trak sit sværd i én bevægelse og så var det overstået. Han vendte sig ikke engang om for at ære sin døende fjende, men viste sin foragt ved i samme bevægelse at marchere ind i Tottori slotsborgen og udstede ordre. Alle adlød og så på den døde Takeda Takanobu – One stroke, One kill. Denne kampkunstmesters kompetence skulle senere åbne nogle livsvigtige døre for Yamana Toyokuni, men også gentagne gange redde hans families liv.
Lensfyrsten Takeda Motoshige af Aki og hans søn Takeda Mitsukazu angreb i 1517 med 5.000 samuraier én af de sidste mindre lensfyrster i Aki, Mori Motonari. Det var en rigtig dårlig ide, da Mori Motonari senere blev anerkendt som én af de bedste generaler i Japans historie.
Både Mori og Takeda Aki var vasaller af Ouchi klanen. Ouchi klanen havde været Yamana klanens vasaller og allierede under ONIN krigen (1467-1477), men var nu blevet den mægtigste klan i det sydlige Honshu.
ONIN-krigen sluttede i 1477 og Nobutsugu blev sendt tilbage til sin far, Daimyo Takeda Nobumasa (1447-1505) i Kai
Mori var stadig Ouchi klan vasal, men Takeda af Aki havde i 1515 skiftet sin loyalitet over til Amago klanen, som var i kraftig fremdrift. Det var endnu en rigtig dårlig ide. Takeda Aki klanens angreb førte til slaget ved Arita-Nakaide med Takeda´s 5.000 samuraier, og Mori og allieredes 1.150 samuraier. Det var 20-årige Mori Motonari´s første slag og det vandt han. Ved slagets afslutning lå Takeda Aki klanens øverste generaler døde, inklusiv Daimyo Takeda Motoshige. Takeda Mitsukazu blev den nye daimyo af det nu stærkt reducerede Aki domæne.
I 1539 kunne Mori Motonari måle sig med både Ouchi og Amago klanen og kunne uden problemer tage Takeda Aki klanens borg, Kanayama, som tvang Takeda Aki Nobuzane (1522-1575) til at flygte til Wakasa Takeda og senere som borgherre i Izumo for Amago, hvorefter at ende hos hans halvbror, Takeda Shingen med nær tilknytning til Saigusa Moritomo, Yakami´s 23énde Soke (den historie kommer senere). Det varede kun til 1540 hvor Mori angreb, og så var Takeda Aki klanens historie slut. Nu var hovedklanen i Kai kun tilbage – en stakket tid 
.
I 1566 blev Mori Motonari lensfyrste over 8 provinser efter at have besejret både Ouchi som Amago klanen, og hans sønner og børnebørn kom til at få en hovedrolle i Japans histories udvikling. Først skulle Mori klanens største rivaler dog adresseres: Oda og Yamana klanen. Men før det skal vi tilbage til Yakami Shinsei-ryu´s og Noro/Saigusa klanens historie, samt afslutningen på Takeda klanen.
Lensfyrste Takeda Motoshige af Aki og hans søn Takeda Mitsukazu angreb i 1517 med 5.000 samuraier
Noro klanens samuraikrigere var blandt Takeda eliteenheder, og var især kendt for deres dødelige, men meget smukke kunnen indenfor Yari (spyd) og kort Katana (sværd).
Det fortælles, at Uesugi Kenshin under de berømte Kawanakajime slag 1-5 i perioden 1553-1564 var blevet så træt af Noro klanens krigstaktiske og Bujutsu mæssige kunnen som “Saviors of the day”, at han beordrede Lord Nagao til i hemmelighed at udvikle et kontra Bujutsu system, som kunne hamle op med Noro klanens kampkunstmæssige kunnen.
Ifølge legenderne var Lord Nagao også kendt for sine stærke forbindelser til Hattori-ryu i Iga, og var desuden fætter til Uesugi Kenshin, som oprindeligt hed Nagao Kaketora, før han blev adopteret af Uesugi klanen, som konstant lå i strid med Takeda-klanen.
Som et Yakami-ryu kuriosum førte Bujutsu studierne til en mere formel etablering af Nagao-ryu Taijutsu af Nagao Kenmutsu i slutningen af 1500-talet. Nagao Kenmutsu havde tillige trænet både Itto-ryu og Shinkage-ryu Kenjutsu. Nagao-ryu er især kendt for sin smukke og effektive kenjutsu, men også for brugen af skjulte våben og teknikker.
Men i 1575 var det slut: “I tre bølger hamrede kugleregn efter kugleregn ind i 10.000 angribende samurai riddere, som grundet forholdene, var tvunget til at angribe ind i en tragt af deres leder, Damiyo Takeda Katsuyori. I tragtens smalleste punkt, ventede 3.000 elite skytter i tre rækker, således der kunne afgives salver af 1.000 kugler med meget kort tidsrum imellem fra en afstand på under 50 m. Et forsøg har vist, at dødsraten fra en skudafstand af 50 m er på ca. 20-25 % og på 30 meter, 100 %.
På trods af denne viden, blev Takeda Katsuyori ved med at angribe fortifikationerne, hvor 3.000 af musketkorpset stod bag i tre rækker med tre våben hver, godt beskyttet af spydbevæbnede samuraikrigere. Først da over 4.200 af Takeda klanens berømte og frygtede elitekavaleri lå døde i mudderet, afbrød han angrebet. Samurai-riddere trænet fra barnsben af, og loyale overfor en inkompetent og arrogant leder.
Da slaget var overstået, lå over 10.000 Takeda samurai-krigere døde i mudderet, sammen med 54 lords og generaler, heraf otte af de oprindelige 24 berømte Takeda Shingen elitegeneraler. En dødsrate på 67 % af hæren og 56 % af alle deltagende Takeda generaler. Til sammenligning lå 6.000 af modstanderens samuraikrigere døde i mudret, svarende til en dødsrate på 14%. Meget få af modstanderens højere officerer lå døde.
Sammen med alle sine tilstedeværende elite-samuraikrigere lå også Yakami´s 23énde soke (Saigusa Moritomo) død. Han havde dagen forinden sammen med de andre ledende generaler forsøgt at tale sin leder fra, at indlede det selvmorderiske angreb mod en hær 5 gange deres størrelse og på meget kompetente modstanders lederes præmisser”.
Nashinokidaira (1526) – Un no Kuchi (1536) –
Sezawa (1542) – Uehara (1541) –
Kuwabara (1542) – Fukuyo (1542) –
Nagakubo (1543) – Kojinyama (1544) –
Takato (1545) – Ryugasaki (1545) –
Uchiyama (1546) – Odaihara (1546) –
Shika (1547 )- Uedahara (1548) –
Shirojiritoge (1548) – Fukashi (1550-51) –
Toishi (1551) – Katsurao (1553) –
Kiso Fukushima (1554) –
Kannomine (1554) – Yoshioka (1554) –
Matsuo (1554) – Kawanakajima (1553, 1555, 1557, 1561, 1564) –
Musashi-Matsuyama (1563) –
Kuragano (1565) – Minowa (1566) –
Hachigata (1568) – Odawara 1569 –
Mimasetoge (1569) – Kanbara (1569) –
Hanazawa (1570) – Fukazawa (1571) –
Futamata (1572) –
Mikata ga Hara (1572) – Iwamura (1572)
Noda (1573) – Takatenjin (1574) –
Yoshida (1575) – Nagashino (1575) –
Omosu (1580) – Takatenjin (1581) –
Temmokuzan (1582) – Takato (1582)
Hvordan kunne det gå til? Hvad førte til Nagashino, 1575 – kugleregnen?
En af Torayoshi’s sønner tog navnet Saigusa efter ordre fra Takeda Shingen, da han blev udnævnt til Ashigaru Taisho (fodfolksgeneral) som 19-årig. Saigusa Moritomo (1537-1575), viste så gode strategiske og taktiske evner, at han blev én af Daimyo’en Takeda Shingens (1521-1573) 24 berømte elitegeneraler.
I 1566 blev han beordret til at angribe Minowa-borgen, som efter belejring og gentagne angreb fra Takeda klanens tropper endnu ikke var faldet. Dette på trods af, at mindre end 1.000 samuraier forsvarede den, og at mere end 1.600 af Takeda-klanens samuraier lå døde på området foran borgen.
Hovedproblemet var den forsvarende borggenerals kaliber. En 53-årig general, som absolut ikke var “Hr. hvem som helst”. Hans navn var Kamizumi Nobutsuna, grundlæggeren af Shinkage-ryu Kenjutsu. På dette tidspunkt havde han allerede mesterlicens (Gokui Menkyo Kaiden) fra spyd- og sværdskolen Kage-ryu, Sværdmesteren Bokudens (1490-1571) Shinto-ryu og fra sværdskolen Kashima Shinto-ryu (Shinto tempel).
Kort tid efter blev borgens Daimyo dræbt og Kamizumi Nobutsuna besluttede at overgive borgen. I anerkendelse af Kamizumi Nobutsuna’s kløgtige forsvar og kampkunstevner fik han lov til efter eget ønske, at rejse rundt i Japan for at udbrede og forbedre sit Shinkage-ryu. Forinden gav han en præsentation af sit system til udvalgte højstående Takeda-generaler, heriblandt den 23’ende Yakami Soke, Saigusa Moritomo (1537-1575).
Det var stærkt kendetegnende for Takeda Shingen, at han inviterede alle kampkunsteksperter til sin Provins Kai for at give undervisning og en præsentation af deres system. Han skelede ikke til “officielt anerkendte favorit-systemer”, som Tokugawa shogunatet (1603-1867) gjorde, men kun til hvad de kunne byde på.
Hver gang en kampkunstmester gæstede Kai, deltog Yakami Soken altid. Dette var ikke fordi de var bedre end han, men i dyb erkendelse af, at man aldrig blev for gammel eller god til at lære, og man hele tiden måtte skabe nye teknikker og værktøjer til gavn for systemet og andre mennesker. Denne tradition og filosofi eksisterer stadigvæk indenfor systemet.
Som fodnote skal det bemærkes, at Kamizumi Nobutsuna sammen med Tsukahara Bokuden (Shinto-ryu), Miyamoto Musashi (Niten-ryu), Ito Ittosai Kagehisa (Itto-ryu), Ono Tadaki (Ono Itto-ryu) og hans elev Yagyu Muneyoshi (Yagyu Shinkage-ryu) nok er de mest berømte og legendariske sværdmestre i hele Japans historie.
Saigusa Moritomos svigerfar var den sagnomspundne Takeda-general og daimyo (lensfyrste) Yamagata Masakage (1524-1575), som var en nær ven af Takeda Shingen. Masakage er især kendt for sine kundskaber i kamp og at alle hans samurai-krigere var udstyret fra top til tå i en dybrød rustning og udstyr. Han var desuden også én af hovedpersonene i Akira Kurusawas film “Kagemusha”.
Masakage døde sammen med alle hans samurai-krigere i slaget om Nagashino, – et slag han fandt nytteløst og to gange frarådede den nye lensherre af Kai, Takeda Shigens søn, Katsuyori (1546-1582). Alle hans far´s gamle 24 elitegeneraler betegnede et angreb og slag som nytteløst og selvmord for hele Takeda klanen, og en ærefuld og klog tilbagetrækning var at foretrække, da Takeda klanens spioner havde fortalt, at respekten og frygten for Takeda klanens veltrænede og vel ledte samurai-krigere var stor i modstandernes lejr fra top til bund. Men Katsuyori valgte at lytte efter sit eget hjerte og nogle af de yngre uerfarne generaler, som gerne ville have mere kamperfaring.
Den 28.juni.1575 stod Takeda klanens 15.000 soldater overfor 38.000 soldater fra den forenede hær af Oda Nobunaga (1534-1582) med vassalen Toyotomi Hideyoshi (1536-1598) og den allierede daimyo af Mikawa, Tokugawa Ieyasu (1543-1616). Nobunaga var datidens stærkeste lensherrer, som var i alliance med den senere shogun over hele Japan, Ieyasu, der senere grundlagde Tokugawa dynastiet af Shoguns (1603-1867). Nobunaga havde en samlet kommando over ca. 100.000 samurai-krigere og bidrog med 30.000 i den allierede styrke. Hideyoshi er én af Japans berømteste generaler og lensherrer, og var i en periode de facto hersker over Japan. I 1575 var han Nobunaga´s mest loyale og bedste general, og chef for Nobunaga´s bodyguard division på 3.000 mand.
Historien om den japanske middelalders største ”unifiers”; Oda Nobunaga (1534-1582), Toyotomi Hideyoshi (1537-1598) og Tokugawa Ieyasu (1543-1616) og Shogun Tokugawa Hidetada (1579-1632), kan du læse om i sektionen om Yamana-Itotani klanens 2600-årige historie – hvis du altså har lyst.
Tokugawa Ieyasu var daimyo over Mikawa provinsen, som Nagashino borgen lå i. På daværende tidspunkt havde han kommandoen over 12.500 samurai-krigere, hvoraf de 7.500 var en del af de allierede styrker. I 1600 vandt Ieyasu hele magten i Japan og blev i 1603 udnævnt til Shogun af Kejseren. Han blev grundlæggeren af Tokugawa shogun dynastiet, som varede frem til 1868.
Da slaget var overstået, lå over 10.000 Takeda samurai-krigere døde i mudderet, sammen med 54 Takeda “Oberster og generaler”, heraf otte af de oprindelige 24 berømte Takeda Shingen elite generaler. En dødsrate på 67 % af hæren og 56 % af alle deltagende Takeda “Oberster og generaler”. Til sammenligning lå 6.000 “allierede” samuraikrigere døde i mudret, svarende til en dødsrate på 14 %. Meget få af de “allieredes” højere officerer lå døde.
Sammen med alle sine tilstedeværende elite-samuraikrigere lå også Yakami´s 23énde soke død. Han havde dagen forinden sammen med de andre ledende generaler forsøgt at tale sin nevø fra, at indlede det selvmorderiske slag imod nogle af Japans bedste daværende generaler og deres bedste samurai-krigere. Heri blandt et 3.500 stort elite musketkorps, som var afgørende for slaget, da de mejede over 4.200 af Takeda klanens berømte og frygtede elitekavaleri ned fra en afstand på under 50 m.
Et forsøg har vist at dødsraten fra en skudafstand af 50 m er på ca. 20-25 % og på 30 meter 100 %. På trods af denne viden, blev Takeda Katsuyori ved med at angribe fortifikationerne, hvor 3.000 af musketkorpset stod bag i tre rækker, godt beskyttet af spydbevæbnede samuraikrigere. Filmatiseringen i filminstruktøren Akira Kurosawa film “Kagemusha” er ikke historisk korrekt, men giver et indblik i effekten af hver skudrunde.
Dertil stod Takeda hæren overfor 38.000 mand under kommando af meget rutinerede og dygtige generaler. Da 3.000 mand var afsat til at holde den 500 mand store Nagashino garnision under kommando af Tokugawa vassalen, Okudaira Sadamasa, stod reelt 12.000 Takeda samurai-krigere overfor 35.000 “allierede” tropper – en faktor 1:3
Sammen med Moritomo´s lillebror Saigusa Ujimitsu, havde de kommandoen over et eliteregiment af 33 ryttere og 80 spydkæmpende samuraikrigere. De var meget krigsvante og havde kæmpet sammen i mange slag; Mimasetoge (1569) – Kanbara (1569) – Hanazawa (1570) – Fukazawa (1571) – Futamata (1572) – Mikata ga Hara (1572) – Iwamura (1572) – Noda (1573) – Takatenjin 1574 – Yoshida (1575) og nu Nagashino (1575).
Sammen havde de ofret livet for at dække tilbagetoget for Takeda Shingens halvbror, Nobuzane, som sammen med 1.000 spredte samurai-krigere var stationeret afsides på Tobigasu-yama bakken overfor floden Onogawa, hvor Nagashino borgen lå.
Takeda Nobuzane, Takeda Shingens yngre bror og dermed Takeda Katsuyori´s onkel, havde ofte igennem årene optrådt som sin ældre bror, Takeda Shingens, dobbeltgænger – Kagemusha (deraf også navnet og handlingen til Kurosawas film af samme navn).
Yakami´s Soke havde også talt imod galskaben at angribe en fjende, som overordnet talte 3-til-1 i soldater, og som var under kommando af de bedste generaler i samme liga, som afdøde Takeda Shingen, og som samtidig på forhånd besad de bedste strategiske og taktiske positioner i landskabet. Det ville være selvmord og enden på Takeda klanen.
Svaret fra Takeda Katsuyori var klart imod dette råd, og derfor afholdte “Takeda Shingens gamle generaler” en afskedsmiddag, hvor de sagde farvel til hinanden, da de ville være Takeda klanen loyale ind i døden.
Saigusa Moritomo fik til opgave at beskytte Takeda Nobuzane, sammen med hans femten livvagter, da man anså sandsynligheden for stor, at Takeda Katsuyori også ville dø under det selvmorderiske slag, således at Takeda klanen ville stå uden ledelse. Dette havde de allierede også gennemskuet og derfor blev der på forslag af Sakai Tadatsugu, bestemt at udføre et overraskelsesangreb på Nobuzane.
Sakai, som før havde udført lignende kommando angreb blev styrkens leder og Nobunaga støttede styrken med 500 af hans 3.500 musketskytter fra Nobunaga´s elite bodyguard korps. Kl.08:00 to timer efter hovedslaget var indledt, indledte 500 af Nobunagas elite musketkorps Aka horo-shu under Kanamori Nagachika et overraskelsesangreb. Dette blev hurtigt efterfulgt af 2.500 samurai-krigeres stormløb fra Sakai´s elitekorps på Takeda Nobuzanes fire-opdelte 1.000 mands styrke på sådan en måde, at styrkeforholdet i hvert overraskelses angreb ville være mindst 1:10 og i det afgørende angreb Tobigasuyama træfort, hvor Nobuzane var imellem 1:12 til 1:25 afhængig af, hvor succesfuldt musketkorpset og pileregnen ville være. Uheldigvis for Nobuzane, var det meget effektivt.
Overraskelsen var total og det samme var kaoset, da Takeda sikringsstyrken uden varsel blev angrebet bagfra med fuld styrke af én de mest rutinerede og dygtigste generaler og daimyo hos Tokugawa Ieyasu, Sakai Tadatsugu (1527-1596), støttet af ti andre rutinerede “kommando-raid” generaler.
Overraskelsesangrebene var perfekt koordineret og udført. Lynhurtigt blev den største af Takeda Nobuzanes enheder tilintetgjort, hvorefter det midlertidige Tobigasuyama træfort med omkring 200 samurai-krigere blev angrebet.
Først med en koncentreret og opfølgende musket ild fra 500 musketter, efterfulgt af en regn af ildpile som forårsagede brandkaos, efterfulgt af et stormløb af 2.500 elite samuraikrigere under kompetent ledelse af rutinerede generaler, som nu var opmuntret af succesen af deres første sejr.
Takeda Nobuzane, kunne intet stille op mod overmagten. Overmagten var mere end 30:1, da mange af Takeda´s soldater var døde og sårede under den nådesløse og kontinuerlige musketild fra 500 veltrænede musketsoldater.
Nu angreb 2.500 “allierede” elite samuraikrigere de knap 100 tilbageværende Takeda samuraikrigere, heraf mange var sårede. Det eneste regiment som var næsten intakt, var Saigusa´s, da de hurtigt havde taget deres forholdsregler under deres beskyttelse, som bodyguard enhed af Takeda Nobuzane.
Trods de ekstremt dårlige odds, blev det aftalt at Yakami´s soke og hans regiment skulle dække en hurtig tilbagetrækning til hovedstyrken af Takeda Nobuzanes og hans overlevende livvagter, vel vidende at der skulle et mirakel til, og alle Saigusa Moritomos mænd inklusiv ham selv og hans lillebror, ville ofre livet for denne plan. Men udført blev den, da det var den eneste chance.
Saigusa´s tilbageværende 100 samurakrigere stod overfor en overvældende og umulig opgave, da de var omringet og angrebet af 2.500 elite samurai krigere, som konstant var støttet af 500 disciplinerede og erfarne mesterskytter.
Bunken af døde var enorm, men Nobuzane kunne ikke slippe væk og valgte derefter at dø i kamp. Heldet var derfor ikke med dem og hårdt kæmpende faldt alle én efter én. Nobuzane af Aki blev dræbt, mens Katsuyori overlevede endnu 12 år.
Efter Takeda klanens totale fald i 1582, måtte Noro-Saigusa familien flygte til det nordlige Honshu, Aomori. De fandt tjeneste i Daimyo klanen Tsugaru. Her har de siden fungeret som dommere, lensfunktionærer og Shinto-præster.
Allerede ved Takeda Katsuyoris død i begyndelsen af 1582, som medførte en invasion af Takeda klanens hovedprovins Kai og hovedstaden Kofu, af Oda Nobunagas hære, opstod der også legender i forsvaret af hovedstaden Kofu. En af dem var omkring forsvaret af Noro-Saigusa klanens tempel.
For at give tid til at alle i klanen kunne flygte i nogenlunde god ro og orden, skulle en bro forsvares for at opholde de fremadstormende Oda samuraier. Der blev afsat én mand til denne opgave, Noro sensei, en Yakami senior stormester og Sodenke Gokui Menkyo Kaiden.
Noro Sensei var en pæn ældre herre, som allerede i mange år havde fungeret som Bujutsu instruktør. Med Yakami´s karakteristiske kortere katana, stillede han sig ud på broen og udfordrede alle de prominente og bedste Oda samuraier som havde mod på udfordringen, som det var kutyme den gang.
Legenden fortæller at mange tog imod tilbuddet, så mange, at blodet strømmede ned fra broen i en lind strøm, ned i floden, således at flodvandet farvedes rødt. Men det skulle blive værre endnu.
Da Oda hæren tabte nogle af deres bedste samuraier på denne måde og dette forsinkede deres oprindelige mål med erobringen af Kofu og nøglepersoner, beordrede en Oda general et fuldt frontalangreb over broen. Ifølge legenden blev dette en katastrofe og floden var nu blodrød. Den pæne ældre Noro Sensei havde slået 100 Oda samuraier ihjel, og var begyndt at blive træt.
Samtidig havde han opfyldt sin forsinkelsespligt. Han kaldte derfor Oda generalen frem, kikkede ham ind i øjnene og sagde, at da der alligevel ikke var nogen i blandt Oda´s samuraier, som var en udfordring for ham og de var kommet uindbudt, så protesterede han imod denne uhøflighed, og sagde at han ikke ønskede at tage flere Oda samuraiers liv.
Med disse ord svang han sværdet og huggede hovedet af sig selv. Oda Nobunaga blev dybt rørt over Noro Sensei, og hyldede denne episode med en navneændring af floden og broen. De blev kaldt den røde bro og flod.
Med Yakami´s karakteristiske kortere katana, stillede han sig ud på broen og udfordrede alle de prominente og bedste Oda samuraier som havde mod på udfordringen, som det var kutyme den gang.
Med erfaringer fra de sidste 60 års over 50 kontinuerlige krigskampagner, som generaler og samurai-krigere i Takeda klanen, blev hele systemet; Yashin Mon. Yakami no Taijutsu nu optimeret og tilpasset de “moderne udviklingskrav med skydevåben og kanoner, og krig på mange fronter og måder”.
Dertil også uddannelsen og forberedelsen af elitehære til både krig og fred.
Yassin Mon er det oprindelige system og toppen af hele systemet.
Tvunget af de borgerkrigslignende tilstande i Japan, blev Yakami-ryu Taijutsu etableret omkring 1450, og fra 1450 frem til 1600 blev kampkunstsystemet konstant afprøvet og udviklet i kamp. Yakami-ryu Taijutsu er derfor et system, som baseret på Yashin Mon kræfter og principper, er meget veldokumenteret og afprøvet i kamp, både individuelt og med hære med tusindvis af veltrænede samuraikrigere.
Efter Tokugawa klanens totale magt og fred i hele Japan efter 1615, blev Yashin Mon Yakami no Taijutsu nu igen kun videregivet og undervist til familiemedlemmer og nøje udvalgte Bujutsu-folk, som ikke var af blodslægt med Noro klanen. Dette fortsatte indtil april 1989, hvor systemet for første gang blev åbnet for alle.
Den 34. Yashin Mon Stormester og den 18. Yakami no Taijutsu Stormester, Noro Tonegawa no Yukio (f.1938) havde allerede indstillet sig på, at familiesystemet ville dø med ham. Men siden 1986-88 havde tre Yakami-ryu elever med daværende 10-30 års Budo erfaring bag sig trænet hos ham i Japan. De havde til hans overraskelse ikke givet op på trods af de høje krav samt kompleksiteten i systemet, set i forhold til hovedparten af nutidens systemer.
SST – Soké Sensei Tonegawa
Derfor bestemte han sig for at åbne systemet for alle, da han nu havde tre seniorelever fra tre forskellige verdensdele. Dette medførte, at Jokokan skoler blev oprettet i USA, Sydafrika, Japan og Europa i tillæg til hans gamle Gensei-ryu skoler i Danmark (Genshikan), Israel, USA og Australien.
Åbningen for alle af det gamle kampkunstsystem; Yashin Mon Yakami no Taijutsu medførte fødslen af et nyt kampkunstsystem. Dette system kom til at hedde Yakami Shinsei-ryu Karate-do, og blev det første trin på Yakami Shinsei-ryu’s daværende tretrinsraket. Soke Tonegawa Sensei er den første Soke for dette system.
Udviklingen af Yakami Shinsei-ryu Karate-do var nødvendigt, da Yakami Shinsei-ryu no Taijutsu (Yakami Hassei-ryu Taijutsu) var baseret på en allerede opnået viden, som svarede til et traditionelt Menkyo eller 6-8. dan niveau. Yashin Mon Shinsei-ryu er baseret på et traditionelt 8-10. dan, Menkyo Kaiden niveau og op.
Yakami-ryu Taijutsu blev oprindelig udviklet i en tid, hvor mange samuraier var uddannet og trænet i en eller flere forskellige kampkunster og derved allerede havde opnået et 6-8. dan’s niveau eller højere.
Yakami Shinsei-Ryu Karate-do danner broen til det oprindelige
Tiderne var forandret og derfor “strømlinede” Tonegawa Sensei familiesystemet til den moderne tidsalder.
En strømlining som stadig finder sted, og altid vil finde sted.
