Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
På en forrygende forårsdag med høj sol og tocifret temperatur blev Jokokans første heldagslejr i en årrække afholdt i Måløvs nye idrætshal. Succesbarometeret var allerede inden starten på vej i top med det høje deltagerantal, der var godt over 100 og godt fuldt op af publikum, der betragtede deres familie på de bonede trægulve. Kimu Sensei åbnede ballet ved at byde velkommen i vanlig venlig Jokokan stemning, fuldt op af en lettere rusten Jokokan Master Motivator, der dog formåede at løfte stemningen med et fælles kampråb “hvem kan….” ( I kender den efterhånden)
Som sædvanlig var dagen velplanlagt af både lejrledelsen og Chefinstruktøren. Lejren var blevet arrangeret efter et gennemprøvet og godt fungerende koncept dog med visse modifikationer. En længere dag kræver mere koncentration og fokus både fra elever og undervisere, hvorfor bl.a. princippet om at adskille jokokidz fra de voksne blev fraveget under træningen, så det samme hold fulgtes ad hele dagen, og med stor succes. Holdene var inddelt ud fra grader og altså ikke alder, hvilket også er mere hensigtsmæssigt, da der jo skulle være graduering senere på dagen. Selve træningsområdet bestod af en sportshal samt en mindre barfodssal. Barfodssalen var perfekt størrelse til at blive indrettet som område til træning af fald, og der var derfor udlagt måtter i hele salen. Den store sal blev inddelt i tre områder. Planen var dernæst for de første lektioner frem til frokost – 4 hold og 4 områder, hvilket fungerede perfekt efter rotationsprincippet, så der på hvert område trænedes 4 forskellige koncepter; fald, kihon, kumite og kata.
En tidligere succes og et ret så festligt indslag blev igen taget op, da den 5 og sidste lektion inden frokost var holdinddelt selvtræning på et givent tema, der denne gang var kampkunst vs. Kampsport. Træningen havde til formål at nå frem til et koreograferet show af 10 sek. varighed, men som også skulle vises langsomt på 30 sek. Dette show skulle så vises i afslutningen af 2 lektionsrække inden gradueringssessionen. De yngste jokokidz skulle bruge fantasien på at tegne i stedet for at deltage i showtræningen, hvilket der senere kom et meget livsbekræftende resultat ud af.
Frokosten blev fordøjet med gruppesamtaler i samme grupper, som skulle udføre shows senere. Her var emnet også kampsport og kampkunst. Det var også resultatet af disse samtaler, der startede lektionsrække 2, da talsmænd fra de forskellige grupper fremførte gruppernes synspunkter omkring kampsport og kampkunst. Inden træningen startede igen blev det tid til at betragte resultatet af de mindste Jokokidz tanker på papiret, både af de trænende, men også publikum var på gulvet, hvor tegningerne var linet op.
De næste dellektioner var fælles, hvor hele salen blev udnyttet til fælles kihon og pudetræning. Omkring kl. 15.00 var tiden så kommet til at grupperne skulle vise deres indlærte show. Der var meget stor variation i disse show og de viste, hvor meget fantasi der kan bruges og kræves i kampsport/kampkunst. Nogle publikummer samt Kimu Sensei og Jens Shihan var dommere under showet, der blev dømt ud fra meget hårde kriterier f.eks. tidsramme og teknik.
Dagens højdepunkt for de fleste var nu nået, da gradueringen var det næste og sidste punkt på dagsordenen. 5-4. kyu graduanterne lagde ud, på det dertil udlagte måtteareal, med at vise kumité med kast (nage no kata). Måtterne blev igen fjernet og på skift kom de forskellige grupper fra 10. kyu, 9-8. kyu, 7-6. kyu op på gulvet. Igen blev 5-4. kyu kaldt ind og var igennem en ret hård graduering på ca. 1 times varighed. Denne graduering er en forsmag på, hvad der venter i de højere kyu. grader, hvor fysikken skal toppe ved 1.dan. Der gik en sandhed op for alle elever på gulvet, hvilket var godt at se, for de kæmpede alle en hvis legemsdel ud af bukserne.
Kun en ting resterede på den succesfulde men lange dag, uddeling af de nye grader til de mange graduanter. Det er en del, der efterhånden tager ganske lang tid, da alle jo skal have en velfortjent klapsalve. Tillykke til Jer alle som bestod.
Der er ikke så meget mere at sige end: husk at tilmelde Jer den næste Jokokan event, I kommer derfra med en fed fornemmelse, men husk, bag den fede fornemmelse ligger der dages forberedelse, som er arrangeret af frivillige og instruktører.
God sommer
Martin Hansen Chefinstruktør Jokokan Korsør