Det var blevet fredag d. 24. maj og det var dagen hvor min tredje træningslejr med Kimu Sensei i denne sæson startede. Denne gang var det tre dage. Jeg hentede Kimu Sensei som aftalt kl. 13.00 på hans bopæl, hvor jeg blev mødt et stort og varmt udråb: ”Hej Iversen”.
Derefter sagde Kimu Sensei højtideligt: ”Har du spist, kan jeg nå at spise frokost en gang til – jeg har kun nået at spise én gang frokost i dag, og jeg er stadig sulten”. Efter mine mange træningslejre med Kimu Sensei ved jeg, at det ikke kan betale sig at spise om kap, så vi kørte af sted mod Malmø og træningslejren var i gang.
Denne træningslejr skulle være en Okuden (5-6.dan) træningslejr og som optakt til lejren havde Kimu Sensei fredag d. 18. maj overrakt mig et brev fra Soke Sensei Tonegawa, som Kimu Sensei havde medbragt fra sin nyligt overståede træningslejr i Japan. Brevet fik jeg overrakt en uge før med ordene; ”læs det, så tager jeg brevet og giver dig det igen på træningslejren”. Jeg læste brevet med spænding og opdagede, at det var en tillidserklæring og en venlig men bestemt træningsvejledning.
Mine træningslejre med Kimu Sensei bygger altid på hinanden ”En rød opbyggende tråd med stort selvansvar”, og har altid to ingredienser som er mental/spirituel træning og efterfølgende en praktisk/tekniske omsætning af det første, da det hele er én sammenhæng og ét.
Erkendelsens spejl. Træningen i erkendelsens spejl er kort at se sig selv i sammenhængen mellem sit ideelle billede og det sit virkelige billede. Det lyder rigtig nemt gør det ikke? Men jeg skal lige hilse at sige at det er ikke nemt, det er faktisk rigtigt hårdt at holde fokus, være ærlig over for sig selv – at se sig selv i øjnene.
Kimu Sensei underviste mig i betydningen af graden Okuden, som kan oversættes med ”det inderste”. Okuden handler om at være sig selv, for som Kimu Sensei siger. ”Man kan jo ikke andet”.
Jeg blev også undervist i sammenhængen mellem Okuden – ”at være sig selv” og Menkyo, som handler om ”at kende sig selv”, Forudsætningen for at kende dig selv er jo først at være dig selv.
Jeg tænkte med det samme: ”Hvordan kan noget der lyder så simpelt dog være så svært!”.
Den japanske oversættelse for betydningen af Menkyo lyder sådan her; ”Master of all the martial arts”, -hvilket for de fleste antyder, at dette ikke er helt nemt!.
Praktisk/teknisk træning Den praktiske udførelse af, ”at være sig selv” skulle straks afprøves i kumite. Kumite på disse træningslejre er en konstant strøm af angreb, og en deraf konstant reaktion af forsvar. Derefter skiftes rollerne imellem forsvar og angriber. Det er så udfordrende og intenst hele tiden at yde sit 100 %, da alternativet med ”kun” 99 % ydelse betyder, at angrebene hagler ind på hele kroppen med kirurgisk præcision.
På et tidspunkt i løbet af andendagen sagde jeg, at det er da godt vi har humor, da jeg var presset til det yderste. Det var Kimu Sensei da helt enig i, så han viste mig straks forskellige måder, hvor han humoristisk og lidt provokerende kunne parerer mine angreb, hvis jeg ikke var 100 %, f.eks. stående lænet op ad væggen med begge ben over kors, nynnende Beethovens 5´te symfoni, kiggende drømmende ud af vinduet, samtidig med at han parerede mine mere og mere desperate angreb med kun en arm, eller helt uden arme. Eller hvis min fysiske og mentale balance ikke var i orden, i min stadig stigende desperation, stak han en finger i næsen eller kløede mig på hagen, selvfølgelig stadig, mens han smilende parerede alle mine mere og mere desperate og ”jeg har i den grad brug for succes nu!” angreb.
Så kom ikke og sig, at der ikke er humor på disse 5-7 dan træningslejre!.. selvom jeg godt kan føle at humoren og fornøjelsen kan være lidt ensidig, og helt på Kimu Sensei´s side.
Men på den anden side så kunne jeg jo også blot gøre som jeg blev bedt om, og ”være mig selv og yde 100 % hele tiden”, – men det er jo altid lettere at give ”chefen” eller andre skylden for ens selvforstærkende udfordringer.
Men jeg ved jo godt at fra Joden (4.dan) og fuldt ud fra Okuden (5.dan) tager Yakami-ryu instruktørtræningen en helt anden drejning og karakter, hvor ”Behovsstyret kundepleje med plads til alle, og jeg er næsten lige så god som instruktør illusionen” skifter fuldstændig til ”Liv eller død træning – alt under 100% betyder du ikke er god nok – og det meget kontant, men kærligt livsbekræftende, både fysisk, psykisk, mentalt og spirituelt”.
Jeg blev også undervist i kata’erne Naihanchi og Ananku, og hvordan de skulle udføres på Okuden niveau. Dette er meget svært fordi forståelsen, og dermed detaljerings niveauet er så højt og alt skal være rigtigt. Det er noget, som jeg skal øve mig meget på.
Næste gang jeg er på træningslejr med Kimu Sensei er på årets instruktørlejr d. 22.-23. juni og jeg ser frem til at møde mig selv igen ved denne lejlighed.
