Af Christian H. Olesen, Medlem indtil 2022
Allerede da Kjeld Renshi-dai fortalte at der ville komme et Ken-kursus, og at jeg ville få mulighed for at deltage følte jeg mig vældig privilegeret at jeg allerede som 7. kyu (red.1-1½ års træning) fik lov til at få indsigt i japansk sværdkunst. Jeg forberedte mig ved en eftermiddag at lære om japanske træ-sværd hos en mand, jeg var blevet anbefalet af Kjeld Renshi-dai.
Efter at have lært at holde sværdet med højre hånd øverst og lave en simpel ’mako’-teknik, fik jeg mulighed for prøve forskellige træ-sværd. Fra fornemmelsen af at holde en japansk hvid-egs ’bokuto’, som jeg en dag håber at gøre mig fortjent til, indkredsede jeg valget til at stå mellem tre gode ’begynder’-sværd. Vægt, balance og greb var vidt forskellige. Det sværd, der lå bedst i hånden viste sig at være en japansk rød-egs ’bokuto’, den sidste i forretningen, så jeg blev endda tilbudt sværdet til en god pris. Det er nu min første ’bokuto’.
Siden den dag, glædede jeg mig stadigt mere og mere til jeg skulle lære at bruge min’ bokuto’.
Fra filmen ’De Syv Samuraier’, og andre af Akira Kurosawas film, havde jeg en ide om ’Ken-do’, dvs Sværdets Vej. Hvilket privilegium at få vist vejen af en sand stormester, nemlig Kimu Sensei selv. På et vel-tilrettelagt og vel-udført Ken-jutsu kursus fik de ’få udvalgte’ forevist japansk sværdkunst.
På den første kursusdag indøvede vi tre kamp-stillinger (’jodan no kamae’, ’chudan no kamae’ og ’gedan no kamae’), en håndtering (’mawashi-tachi’), og seks teknikker, (’mako’ og ’tsuki’), begge til ’chudan’, ’gedan’ og ’jodan’. Kimu Sensei fortalte at det var vigtigt at vi trænede det vi havde lært inden anden halvdel af kurset. Jeg fandt et godt sted at øve mine grund-teknikker, herunder ’tikiri’-sværd armen, nemlig på en øde fjeldtop på den nordlige del af Færøerne; se billede.
På den anden kursusdag repeterede vi det allerede indlærte og lærte en ny kamp-stilling, nemlig vandpilestillingen; ’waki no kamai’, og tolv teknikker, (’kesa’, ’gyaku kesa’, ’omoto kesa’ og ’ura kesa’), de sidste to udført fra ’waki no kamae’ og alle fire til ’chudan’, ’gedan’ og ’jodan’.
Vi lærte at sværdspids (’kissaki’) peger mod modstanders: venstre øje i ’chudan’ ’no kamae/tsuki’, hals i ’jodan’ ’no kamae/tsuki’, og modstanders imaginære centerpunkt mellem ben i ’gedan’ ’no kamae/tsuki’.
’Kesa’ teknik skær fra skulder til mave i ’jodan’, mave til hofte i ’chudan’, og hofte til lår i ’gedan’.
Vi lærte at sværdhåndtag (’kashira’) og parér-plade (’tsuba’) i optræk ender over hovedet i center-punktet, og sværd-spids og -håndtag beskriver to halvcirkulære buer; ikke fiskestangskast eller øksehug.
Vi lærte at ’mawashi tashi’ også bruges som parade, og at den stærkeste del af sværdet er skæret på klingen, hvor de yderste 10 cm er den skarpeste del, der bruges til at skære med. Det yderste af spidsen er traditionelt trekantet for at lette gennembrydning og tilbagetrækning ved perforation af f.eks. en angribers mave.
Et genopfrisknings-kursus blev givet på X-MAS lejren, med yderligere uddannelse i etikette, samt repetition af de på kurset foreviste kampstillinger, håndteringer og teknikker. Herefter blev en test afholdt under selve gradueringen med det formål at opnå endelig godkendelse af Ken-kursus pakke 1.
Jeg er taknemmelig for at have lært de fire grundlæggende kamp-stillinger, håndtering til højre og venstre samt de atten grundteknikker. Som Samuraiens lærlinge er det vores pligt at træne det lærte.
Vejen til Ken-Jutsu, dvs til Sværdets Kunst, kommer med træning – daglig træning gennem mange år. Det fornemmede eller lærte jeg da jeg stod over for min Jokokan ’kon-kollega’, og vi kæmpede ’Kumite’ med tre skridt frem og tilbage. I henhold til Kimu Senseis instruktion fokuserede jeg på teknik, præcision og kraft – i nævnte rækkefølge. Jeg synes det gik godt og ’vandt’ eller ’overlevede’ adskillige slag, måske pga af min nedarvede, hurtige reaktionsevne tænkte jeg. I hvert fald lige indtil jeg skråt over for mig fornemmede Jens Kyoshi (red. alle sortbælter fra 1-6.dan deltog også på kenjutsu kursuspakke 1, selvom en del igennem mange år, allerede er trænet i Yakami-ryu Ken- og Iai-jutsu på forskelligt niveau).
Fra Kimu Sensei tælling ”ichi” og indtil jeg var i klarstilling eller tæt på, havde Jens Kyoshi (red. 5. dan Sr.) udført hele sin teknik, inklusive ’chiburi’, og var endda roligt på vej i ’chudan no kamae’ klar-stilling, igen parat til at forsvare, angribe eller krydse klinger med sin(e) imaginære modstander(e). Disse bevægelser blev udført med en sådan teknik, præcision, hurtighed og kraft, som lå bevægelsen på rygmarven. Lige i det sekund var jeg glad for jeg ikke levede i det gamle Japan og til eksempel uforvarende var stødt ind i en ægte samurai (også i den oprindelige betydning ’en som tjener’) som Kimu Sensei, Jens Kyoshi, Renshi-dais, Shíshús og Shidoins eller ikke havde vist behørig respekt for enhver sand mester i Ken Jutsu. Øvelse gør mester.
どうもありがとうございます (Mange tak) for et enestående Kenjutsu-kursus til Kimu Sensei, Jokokan og og Jokokan’ere.
