Træningslejren begyndte som sædvanlig med at jeg hentede Kimu Sensei kl. 13.00 på hans bopæl i Ballerup, hvor jeg straks blev inviteret ind for at se de nyeste forbedringer som han havde lavet ved huset. Jeg fik også sagt goddag til det nye familie medlem i huset – en lille glad og sortbrun hundehvalp kaldet Nouga.
Kort efter kørte af sted over broen til Malmø hvor træningslejren skulle afholdes og mens vi kørte talte vi om Shidenkan og om hvordan vi kunne gøre det til et endnu sted at dyrke kampsport. Vi må have set meget koncentreret ud, for da vi passerede igennem bommen blev vi standset af en venlig svensk politimand, der lige skulle sikre sig at vi havde rent mel i posen og efter at han hurtigt blev overbevist, fik vi lov til at køre ind i Sverige.
Da vi nåede frem satte Kimu Sensei sig ned og begyndte træningslejren ved at spørge mig: ”Hvad tror du denne træningslejr skal handle om?´
Det tænkte jeg lidt over… For et stykke tid siden havde Kimu Sensei sagt til mig at det var hans plan at vi skulle træne med basispunkt i Kata Bassai og det havde jeg forberedt mig ret grundigt på og det ville sikkert have været et godt svar, men der var alligevel noget der fik på til at sige: ”Det ved jeg ikke…”!
Så udbrød Kimu Sensei glad: ”Du skal spille rollespillet Menkyo! Det er nu din opgave at sætte dig ned og definere to roller, give dem karakteristika og navne, dvs. alt det der gør at du kan spille dem begge på en overbevisende måde – over for dig selv. Du ved ikke hvor længe du har til det men du bliver ved indtil jeg stopper dig!”. Har du forstået opgaven – Rollespillet Menkyo er jo enkelt, der er kun to roller, enten vil man eller også vil man ikke – det er sort eller hvidt”.
Efter mange træningslejre med Kimu Sensei har jeg vænnet mig til at alt sker af en bestemt årsag eller har et bestemt clou. Så jeg gik i gang med at definere de to roller i min version af rollespillet Menkyo, med prædikater som gjorde dem enkle at skelne imellem for mig. På et tidspunkt blev jeg stoppet af en opringning fra Kimu Sensei, som sagde at det nu var tid til meditation så jeg kunne tage rollerne ind…
Efter meditationen skulle vi ned i dojo’en, hvor jeg blev stillet overfor en simpel opgave:
Du kender nu dine to roller fra rollespillet som du selv har defineret. Nu står du på løbebåndet og du ved ikke hvor lang tid du skal løbe, du ved ikke hvor hurtigt du skal løbe, du ved ikke hvilken stigning du skal løbe med – alt det styre jeg. Men for hvert minut der går, skal du skifte mellem de to roller og argumenterer indvendig mod hinanden. Har du forstået opgaven? Jeg svarede ja.
Herefter løb vi et stykke tid med stigende belastning, med forskellige hastigheder, både op og ned.
Da jeg havde løbet og gået ca. 50 % af tiden og skiftet mellem rollerne, begyndte det at blive hårdt, og så tænkte jeg at det Sensei måtte mene med træningen var, at jeg skulle lade rollerne smelte sammen til en og holde fast i mig selv.
Da vi var færdige spurgte Sensei mig hvordan det var gået og jeg svarede ærligt med mit ovenstående billede.
Så kiggede Sensei på mig og spurgte om jeg ikke havde forstået opgaven – den var jo ret enkel? Hertil svarede jeg undrende – Jo!
Det kunne han ikke forstå, det var jo en rimelig simpel opgave, som skulle vise enten kunne man eller også kunne man ikke!!!
Mens vi talte om det blev jeg klar over, at jeg i stedet for at løse den simple opgave, skabte jeg mine egne regler da det blev hårdt og dermed beviste at jeg ikke kunne holde fast og blive indenfor Menkyo rollespillet – Hm…
Jeg besluttede mig for, at hvis vi gjorde det igen så ville jeg holde fast uanset hvad der skete. I næste trænings pas på ”værktøjet”, løbebåndet lykkedes det mig også at holde fast indtil 70 %, således at da Sensei spurgte mig hvordan det var gået, kunne jeg svare at jeg havde holdt fast 2/3 af tiden.
Kimu Sensei fortalte mig, at der er stor forskel på indre og ydre lederskab. Indre lederskab er, at erfare og erkende sine stærke og svage sider, at balancerer dem og udtrykke dem gennem sit værdisæt i alle tanker og handlinger og at kunne være i nuet.
Med andre ord at tage det fulde ansvar for sig selv. Først når man har gjort det kan man leve sig selv ud og spille rollerne rigtigt! – dvs. være sig selv og frit vælge.
Som kontrast til dette er ydre lederskab, at fastholde overfladen, ansigtet udadtil hvorved andres meninger bliver reflekteret, som et spejlbillede ind i din selvopfattelse!
Hvor den individuelle udvikling bliver sat på standby, så energien kan bruges til at forsvarer de illusioner man bygger op for sig selv og samtidig at angribe alt der kan afsløre sandheden – som er, at du ikke tør tage ansvaret for dig selv!
Denne teoretiske undervisning blev straks fulgt op af undervisning i Niten ryu udført som Tai Chi push hands og det var i virkeligheden en rigtig god erstatning for den træning jeg havde forberedt i kata Bassai.
Fordi da vi for nylig havde Dan-kursus i Tai Chi trænede vi oi-tsuki (knytnæveslag) mod brystet og her lavede Kimu Sensei en demonstration på mig i kraftabsorbering, dvs. at han absorberede alt kraften med brystet, og derefter vendt kraften tilbage mod mig selv og jeg endte bagover bøjet i en aiki-lås, stadig med strakt tsuki-arm – i én flydende bevægelse. Jeg husker meget tydeligt at jeg, mens det blev udført på mig, tænkte: ”Det her! – det vil jeg også kunne”. Det fortalte jeg Kimu Sensei som efterfølgende forklarede:
Hvis du fokusere på at være i nuet og kun give og modtage, bruger du indre lederskab og vi kan sammen starte en udveksling der betyder: ”Hvis jeg bliver bedre kan du også blive bedre eller hvis du vokser kan jeg vokse med”.
Men hvis du fokuserer på at vinde eller tabe, så bruger du ydre lederskab og får travlt med at forsvare dig og angribe mig, og du vil konstant være ude af balance, og du lærer langsomt og lidt.
Med andre ord, du har et valg: enten vil du eller også vil du ikke, og der er kontant afregning med det samme, så du ikke kan bortforklare det.
Da vi havde trænet et stykke tid udbrød Kimu Sensei: ”Du sulter mig jo, skal vi aldrig have noget at spise”, og så gik vi til frokost.
Efter frokost startede træningen igen med at Kimu Sensei smilede og sagde: ”Nu er tiden kommet, hvor du skal udfører Menkyo rollespillet foran spejlet under en træningslektion, som kaldes ”Sandhedens spejl – Starring Jens Iversen”.
Du kender jo dine to roller, for dem har du selv defineret, du ved ikke hvor lang tid du skal spille rollerne, men det afgørende er, at du indlever dig 100 % og ærligt skifter mellem de to roller og mundtligt argumenterer åbenlyst mod hinanden igennem dig selv, du må under ingen omstændigheder stoppe før jeg stopper dig!. Har du forstået opgaven?”.
Jeg svarede ja, tog et valg og gik i gang med at spille Menkyo rollespillet, fast besluttet på ikke at afvige fra opgaven. Efter et stykke tid nåede min argumentation mellem rollerne en personlig klarhed og samtidig blev jeg afbrudt af en opringning fra Kimu Sensei, som stoppede og meldte sin ankomst. Da han var ankommet og kaffen stod på bordet, spurgte han mig, hvor lang tid jeg mente der var gået.
Hele forløbet havde været meget intenst på alle planer og jeg følte, at der måske var gået max én time – men der var gået næsten 2 timer!
Herefter mediterede vi i ca. 1 time og det havde jeg brug for, fordi selv om det er godt at tale med en fornuftig person, havde det faktisk været rigtig pænt hårdt at tale med sig selv…
Fysisk træning skulle igen bestå af en afprøvning mellem teori og praksis på løbebåndet, opgaven var den samme – nemlig spil rollerne.
Jeg mærkede efter i mig selv var der en lille tvivl? Ja det var der.
Derefter sagde Kimu Sensei med et stort smil. ”Så længe der er den mindste tvivl er der ikke klarhed, og når der ikke er klarhed kan man ikke spille rollerne rigtigt. Nu er det på tide at gå i bad, således at du kan skylle træningslejr nr. 27 af og træningslejr nr. 28 kan begynde”. ”Husk at det vigtigste trænings pas handlede om indre og ydre lederskab – at være dig selv og kende dig selv”.
Aftenen afsluttede jeg alene med 2 timers meditation omkring spørgsmålet: Er der tvivl – vil jeg eller vil jeg ikke – tør jeg og er jeg god nok?
Træningslejr nr. 28 startede på samme måde som nr. 27 først en gennemførelse af Menkyo rollespillet, herefter meditation og da vi igen stod på løbebåndet, strøg det gennem mine tanker, at I Danmark har vi et ordsprog som vi ynder vi at bruge: ”Der er ingen, der er forpligtet ud over deres evner”.
Det er jo en dejlig undskyldning at have i en presset situation, når det gør ondt eller selvmedlidenheden melder sin ankomst, men er det godt nok for mig?
Her havde jeg faktisk et valg og valget var enkelt fordi, i Kaidenkan lyder det samme ordsprog sådan her udtrykt af Kimu Sensei: ”Den der har evnen har pligten – og alle der vil, kan”…
Enten så vil jeg eller også vil jeg ikke.! – Enten holder jeg fast i mine roller (mig selv) eller også gør jeg ikke! Beslutningen blev taget, nu var spørgsmålet mere om jeg kunne gennemføre den i praksis! Og det lykkedes at skubbe tvivlen ud af hovedet – jeg følte mig meget indvendigt lettet.
Efter dette trænings pas bad Kimu Sensei mig nedskrive mine konklusioner, hvilket for mig var en rigtig god lejlighed til gennemgå og bearbejde hele træningslejren, kun afbrudt af Kimu Sensei, der var meget sulten og påstod at jeg havde sat ham på slankekur…
De tre dages træningslejr er nu overstået og her efter godt en uge, kan jeg som sædvanlig stadig positivt mærke eftervirkningerne af træningslejren, men denne gang med en større afklaring om min fortsatte vej frem mod at kende mig selv, som tusindvis i verden før mig har gjort på deres vej mod den ældgamle Densho-grad; Menkyo – Master of all the martial arts.
