Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018

Forventningerne men også nysgerrigheden var stor en sensommerdag i september – jujutsu 2 var på programmet. Ganske vist stod solen lavt men humøret var højt, da de cirka 50 tilmeldte Shindenkanere mødte op med morgenhår og to-go kaffe i hånden, for at blive en erfaring ud i kampkunsten rigere. Som sædvanlig var der gjort et godt forarbejde inden kurset, og de første frivillige havde været i gang fra klokken 0600, med måtteafhentning og planlægning af dagens kursus. Derfor var det også en veltilfreds Shinhan-kai stab, der afholdte morgenbriefing kl. 8.30, hvor Kimu Sensei som kursusleder og Honbu Dojo’s øverste instruktør informerede chefinstruktørerne om dagens tætpakkede program, der skulle vare frem til kl. 12.00.

Præcis kl. 9.00 bød en altid glad Kimu Sensei velkommen til forsamlingen af Shindenkan elever og var glad over at så mange var mødt op, da det både var første og sidste gang at han ville stå for dette kursus, da det skulle uddelegeres til andre Honbu instruktører, således ressource anvendelsen var optimal.

Tæt på 80 % af de elever, der kunne deltage på kurset var mødt op, hvor den minimum krævede grad for at kunne deltage er 7. kyu. (Red. Mindst 2 års træningserfaring). Samtidig var det et vidnesbyrd, der bekræfter engagementet i Shindenkan og en af de grundlæggende værdier om, at vi stræber mod det perfekte.

Derfor vil man som elev gerne lære stoffet fra en international stormester og en bujutsu kapacitet uden lige i Europa og Danmark, en chance man nødig vil lade passere.

Ud over at optimere viden, optimerer vi også ressourcerne, hvilket er begrundelsen for uddelegeringen af visse kurser, som samtidig tjener som instruktør- og lederuddannelse for de højere graduerede sortbælter i Shindenkan. Dette har allerede fungeret et stykke tid med bl.a. instruktør kursus pakke 1 og JuJutsu 1, og denne uddelegering er samtidig et delmål i Shindenkans strategiplan 2005-2010.

Projektoren blev tændt og Kimu Sensei indledte kurset med en powerpoint præsentation, som til dels havde som formål at forklare kursus strukturen i Shindenkan, men også informere deltagerne hvor Jujutsu havde sin oprindelse og udvikling samt i hvilken form den indgår i Shindenkans omfattende kompetence kursusprogram.

Alle lyttede aktivt til stoffet, som på visse områder var gammelkendt, men samtidig var det nyt for mange at opleve, hvorfor strukturen var som den var og hvorfor netop Jujutsu blev udbudt på dette tidspunkt. Essensen af præsentationen var imidlertid at forklare hvor højt et niveau kurserne er i Shindenkan og den jujutsu vi efterfølgende skulle praktisere i dojo’en var den ”ægte” vare.

Men hvad er jujutsu? Til at belyse dette havde Kimu Sensei meget nøjsomt udvalgt 4 videoer.

Den første sort/hvide video viste en ægte kampkunst stormester Kyuzo Mifune udføre jujutus randori med en elev tilbage i slutningen af 50’erne, hvilket var meget meget yndefuldt at se på.

Den næste video viste Judo ”ippons” fra verdensmesterskaberne, dvs. afgørende scoringer.

Den tredje video viste moderne ju-jutsu duo-games, som nærmest virkede som en Hollywood film, meget flot og bedømt af dommere, hvor man som i andre sportsgrene får en karakter efter endt udførsel. Alle deltagerne hyggede sig ved at se de flotte videoer og kunne godt se pointen i at det måske ikke var så realistisk, men dygtige det var de, under kontrollerede forhold.

Smilene blev vendt til lettere ubehag for mange, da den sidste video kom på – MMA (Mixed Martial Arts) med en samling knock-outs fra 2009. Denne video viste decideret street fight og gulvkamp med knock-outs i form af slag, spark, stranguleringer og låse. At dømme på ansigtskulør, grimasser osv. på dem der tabte var det virkelighed og noget der virkelig udfordrede komfortzonerne hos kursusdeltagerne.

Kimu Sensei observerede deltagernes reaktion og tilføjede ”det er jujutsu – for gruppen fra 10.kyu-3.dan!”– om end det er meget bestialsk og ikke videre kønt, er det effektivt.

Igennem årerne har mange tvivlet på om der er frikamp i Shindenkan og i hvilken form den så er. Kimu Sensei fortalte ”Det i så til sidst har alle chefinstruktører i Shindenkan været igennem hvert år….” Enkelte elever, der ved et tilfælde chokeret har overværet en instruktørlejr, måtte erkende at det var sandheden. Scenen var sat til del 2 af kurset, som skulle foregå i dojo’en.

Den praktiske del blev indledt med en fælles opvarmning, som blev forlænget med en kort ukemi-træning for lige at gøre kroppen ”klar” til den efterfølgende træning, som hovedsagligt skulle bestå af kast. Princippet for dagens træning skulle være kaste teknikker jodan, chudan og gedan. Der blev lagt ud med jodan og kastet Seio-nage i knælende version, som kan oversættes til noget i retning af højt skulderkast.

Der blev lagt 100% vægt på teknik og minimal brug af kraft, hvorfor hurtigt Tai Chi tempo var udgangspunktet. Grunden til det lave tempo var at man skulle mærke teknikken hele vejen og de forskellige ”stadier” som er fælles for alle kast. Først skal man opnå kontrol over modstanderen, skabe et fælles tyngdepunkt gennem kontakt, bryde balancen via tipping-point, udføre kastet for til sidst at afslutte.

Det lyder meget simpelt, hvilket det også er, hvis man mestrer det naturligvis. Intensiteten var høj og det samme var succesraten, som den meget velopbyggede indlæringsform var med til at skabe.

De efterfølgende kast: Shiho-nage, O-goshi-nage, Uki-Goshi-nage, O-soto-gari-nage byggede på samme fremgangsmåde og demonstrerede, at kan man principperne for et kast, så kan man også alle de andre kast.

Som afslutning på kurset fik deltagerne lov at snuse til Kansetsu-waza, som betyder ledlåse-teknikker. Her havde Kimu Sensei udvalgt en håndleds/albue lås, som skulle vise princippet bag låseteknikker og den kontrol man kan få over sin modstander ved at tilføre kontrolleret smerte. En meget modbydelig men også effektiv måde at kontrollere sin modstander på, da man rent instinktivt vil forsøge at undgå smerte og ledskader, hvilket resulterer i at man følger med i den retning, som modstanderen gerne vil have, og typisk en uheldig en af slagsen.

Alt for hurtigt var klokken blevet 12.00 og kurset sluttede af med udstrækning, og trods det lave tempo var alle deltagere godt svedige. Skuffelsen lyste ud af alle fordi det var slut, nu hvor man lige var kommet så godt i gang.

De individuelle oplevelser ved Jujutsu kurset kan I læse meget mere om i de mange artikler, der vil blive publiceret her på hjemmesiden under hjulet og den dybe tallerken. God fornøjelse.