Af Lennart Gabrielsen, Medlem indtil 2013

Da vi startede til træning i januar igen, fortalte Søren Renshi-dai mig at Kimu Sensei havde spurgt om jeg var klar til at kunne indstilles til 3. kyu til forårslejren den 8.3.08. Det var selvfølgelig op til mig selv om jeg var klar, og det mente jeg at jeg nok skulle være. Mentalt havde jeg gået og håbet på at jeg ville blive indstillet og det gjorde jeg så.

Jeg fik at vide at graduering bestod af en fysisk test og pensumtest. Jeg fandt ud af, at nogle af de ting som jeg havde lært i starten, var sivet ud fra harddisken. Men der var jo kun træning, træning og træning.

Der var op til den fysiske test en del spekulationer om hvor testen skulle afholdes. Det var ikke endnu blevet besluttet om testen skulle holdes inden- eller udendørs. Jeg blev kontaktet af Søren Renshi-dai, som spurgte mig, om ikke jeg kunne skaffe et sted hvor testen kunne holdes. Dagen før testen skulle holdes, fik jeg at vide at testen ville blive afholdt i Slagelse. Det virkede underligt, at vi ikke præcist vidste hvor og hvornår testen skulle holdes. Men det var garanteret en del at testen. Det man ikke ved, sætter altid en under pres.

Så kom dagen 23.2.08 – fysisk test.

Jeg havde trænet seriøst med løb og bronzecirkel. Jeg troede iflg. pensum at jeg skulle lave bronzecirklen indenfor 12 min., derefter 3 min.s pause og så løbe 2,4 km på 12 min., så det hade jeg trænet efter, både på løbebånd og på gade.

Da vi kom til fitnesscentret i Slagelse, fik jeg at vide, at jeg skulle løbe 2661 meter på 12 min. og bronzecirklen indenfor 12 min., men pausen var 6 min. Jeg skulle starte, så var det Idas tur og til sidst Claus.

Jeg lavede bronzecirklen på ca. 7-8 min. og det var fint. Jeg var ikke presset her. 6 min pause, og så op på løbebåndet. Jeg havde fået en hastighed på 13,3 km/t. Det skulle være nok til at jeg kunne nå det, men løbebåndet var ca. 1/2 min. om at nå de 13,3 km/t så Keld Renshi-dai satte tempoet op. Jeg løb 2669 på 12 min., så det var jo godkendt. Da jeg var færdig, var Ida i gang med løb. Jeg opmuntrede så godt jeg kunne. Claus løb til sidst og han fik samme opmuntring.

Dagen efter ringede Søren Renshi-dai, og fortalte mig at vi alle tre havde bestået den fysiske test. “YES” – det var jeg glad for.

Ved næste træning sagde Søren Renshi-dai at vi skulle til pensum test fredag aften den 7.3.08. Samtidig skulle jeg forvente at hele pensumet fra 9.-3. kyu ville blive gennemgået den aften. Det som jeg synes var det værste, var ikke at vide hvad der skulle ske. Mentalt var det svært. Men jeg tænkte – det klarer jeg nok!

Ved pensumtesten lavede vi nogle forskellige øvelser fra pensum. Jeg ved godt at jeg lavede nogle fejl, men jeg synes selv at det var gået OK.

Da Kimu Sensei kom ind igen efter at have voteret med de andre instruktører, kaldte han først Ida frem – hun havde klaret det flot og bestod. Claus havde også bestået. Så blev jeg kaldt frem. Jeg fik en ordentlig “lussing”, føler jeg selv. Det var gået rigtig skidt. Jeg havde bl.a. lavet mange fejl i afslutninger, og jeg manglede fokus og intensitet. Jeg fik en “ho”, og kun hvis jeg tog mig godt og grundigt sammen, og lavede en supergod præstation ved træningslejren dagen efter, ville jeg bestå og få brunt bælte.

Jeg følte mig frustreret og skuffet. Jeg synes det var meget uretfærdigt. Men på hjemvejen fik jeg talt forløbet igennem med Janus, og det hjalp lidt på humøret. Da jeg kom hjem havde jeg mest af alt lyst til at stoppe med karate. Jeg tænkte rigtig meget over det, og kom frem til at jeg skulle tage mig sammen og nå mit mål. Også fordi jeg ikke har lyst til at stoppe. Jeg synes jeg har det rigtig godt med mig selv, både mentalt og fysisk og jeg vil blive ved med at dyrke karate i Shindenkan.

Lørdag 8.3.08. Træningslejren.

Juri og jeg skulle møde tidligere for at krydse de ankomne deltagere af, Søren Renshi-dai kom hen til mig og spurgte: Er du klar og tirret, og jeg svarede: JA!

Træningen gik i gang planmæssigt og alt gik godt, jeg prøvede at holde fokus og være 100 % på.

På et tidspunkt under træningen, skulle vi lave kata og Jens Kyoshi sagde til mig: Lennart der er plads her foran, helt oppe foran podiet, jeg prøvede at “overhøre” det men Jens Kyoshi gentog det til mig og så tænkte jeg, så er det nu Lennart, jeg stillede mig helt op foran og prøvede at være fokuseret på alle tekniker.

Så kom vi til selve gradueringen for Claus, Ida og mig. Vi lavede noget pensum, kataer og som afslutning skulle vi have pudekamp med instruktører. Vi fik at vide at vi godt måtte få instruktørerne ned til ribberne hvis vi kunne. Jeg stod overfor Keld Renshi-dai og tænkte “jeg skal bare have ham ned til ribben”. Første omgang måtte vi kun slå og lave enpi. Jeg gav alt hvad jeg havde og fik ham næsten ned til ribberne.

En kort pause, derefter anden omgang. Der måtte vi kun sparke. Jeg prøvede igen at give alt hvad jeg havde, men kunne godt mærke at kræfterne var ved at slippe op. “Yamae!”, endelig efter hvad der føltes som en meget lang øvelse.

Derefter igen en lille pause, tredje omgang. Kombineret slag og spark. Det var ren overlevelse, og jeg kan kun takke Keld Renshi-dai for at jeg holdt ud. Hans opmuntring “kom nu Lennart, slå, spark, kom nu – bliv ved. Du kan godt.”, det var mest hans ord og en vis portion stædighed fra min side der fik mig igennem. Til sidst sortnede det for mine øjne, og da det befriende “Yamae!” blev råbt, var der fuldstændig udsolgt hos mig.

Så gik instruktørerne ud for at votere. Da de vendte tilbage, råbte Kimu Sensei de som var bestået op. Og til sidst nåede han til Ida, Claus og mig. Vi blev bedt om at komme op på podiet. Først blev Ida kaldt frem, hun var bestået med ros. Så var det Claus, han var ligeledes bestået. Til sidst var det mig. Jeg fik også at vide at jeg var bestået – heldigvis. Jeg blev så glad at jeg ikke kan beskrive det. Det har betydet rigtig meget for mig helt indeni. Det er et stort skridt mod drømmen om det sorte bælte.

Dagen efter tænkte jeg på fredagens test og måtte jo sande at jeg tog det alt for let, og troede at jeg nok skulle klare det. Men den “lussing” jeg fik, har uden tvivl været sund for mig. Også fordi at der ikke er langt fra selvtillid og tro på at man kan, til arrogance.

Hele mit liv indtil nu, har jeg været heldig og dygtig til stort set alt sport som jeg har prøvet. Det har været nemt for mig at lære de forskellige sportsgrene. Så jeg vil gerne sige tak til Kimu Sensei for at vække mig fra mit ego, og jeg håber at være noget mere ydmyg fremover. Og så vil jeg gerne sige tak for at få den ekstra chance.