Af Brian Jessen, Medlem indtil 2011
Spejl, spejl på væggen der, hvem er…. Her stod vi 5 granvoksne mænd med en gennemsnits aldre på ca. 42 år , og kiggede os selv dybt i øjnene ind i spejlet og sagde til os selv ”spejl, spejl på væggen der, hvem er….”.
ChefInstruktør træningslejren 2009, var gået i gang. Som altid var man lidt nervøs og havde sommerfugle i maven. Denne gang fik vi at vide, at vi skulle finde et spejl hver, kigget os selv dybt i øjnene og begynde at tale til os selv højlydt, så alle kunne høre hvad der blev sagt.
Vi skulle skælde ud på os selv, nedgøre os selv, rose os selv. Der blev sagt, ”din familie er på et af flyverne d. 11. September og du ved de skal død. Hvad vil du sige til dem?” Det samme blev du spurgt omkring dine venner.
Senere blev der sagt: ”Du bliver ringet op af din familie, som har overlevet d. 11. september. Hvad vil du sige til dem?”. Det samme blev du spurgt omkring dine venner.
Vi kom alle følelserne igennem; gal, glad, sorg, glæde, had og kærlighed. Det var meget grænse overskridende, at skulle vise sine inderste følelser højlydt for andre. Vi kender hinanden på godt og ondt, men vi havde aldrig vist vores inderste følelser overfor hinanden før. Det gjorde vi på instruktør træningslejren 2009.
Det fantastiske ved øvelserne var, at man følte en total lethed bagefter. De bekymringer man havde da man kom, det nervøsitet man havde da man kom, var væk. Man var blevet mentalt lettet og følte en klarhed som man ikke havde prøvet før. Man var blevet fokuseret.
Men man var også blevet fysisk træt. Vi havde ikke lavet andet end at stå foran spejlet og talt, råbt at os selv, men pga. at vi havde været alle vores følelser igennem, så havde det tappet os for energi. Vi følte hver især forskelligt, men personlig følte jeg det som om jeg havde været igennem en fysiskprøve. Jeg kunne mærke hver eneste muskel i kroppen. En helt fantastisk følelse.
Den fokusering vi fik under de mentale øvelser, skulle vi så overføre til kumite. Denne gang skulle vi ikke have kumite mod hinanden, men Kimu Sensei gik rundt til hver især og stødte tsuki. Selvom vi syntes, at det gik hurtigt, så fik vi at vide, at det kun var 95,1% af vores kunnen som han stødte med, så vi skulle sagtens kunne parere det. Det var lettere sagt end gjort. Det viste sig nemlig, at den fokusering vi havde fået i den første del af lejren var meget svært at holde i den anden del, hvilket Kimu Sensei ikke kunne forstå, da det var et og det samme. Vi var jo den samme person under begge øvelser, så hvorfor skulle det så være svært at holde sin fokusering? Hvorfor skulle det være svært at være sig selv? Du er den du er, så erkend det.
For mange af os, var det første gang vi havde den type for lejr. Det var en fantastisk lejr, hvor vi fik et redskab til at få vores tekniske kunnen til at arbejde sammen med vores mentale kunnen. En lejr, hvor vi fik det første redskab til at kunne forbedre os mentalt og dermed også teknisk. Det første skridt til at begynde at lære sig selv bedre at kende, eller sagt på en anden måde, begynd at acceptere den man er.
Spejl, spejl på væggen der, hvem er jeg? ………………….Jeg er mig selv.
