Af Elisabet H. Bjarkmann, 1.Kyu Yakami Shinsei-ryu, 1.Dan Kodosoku-kai Gensei-ryu

At skulle op til 1 kyu, var ikke helt så let som jeg troede. Det mindede mig om da jeg for første gang var oppe til fysisk test; ”Fysisk test, nemt klaret, bare op på løbebåndet også spurte derud af”, men jeg er blevet MEGET klogere! Nu ved jeg at det er MEGA hårdt, hvis man ikke har forberedt sig godt nok.

Til den fysiske test (til 1 kyu) begyndte jeg at løbe en distance på 5 km. med min mor 1 gang om ugen. Det var for første gang i mit liv jeg egentlig forstod hvor hårdt det er at løbe. Fordi det er ikke bare lige sådan at løbe. Det startede faktisk med at min mor gav mig baghjul (hvilket ikke lige passer mig!).

Men det blev heldigvis meget bedre med tiden. Men jeg endte med at indse at den ene gang om ugen ikke var nok, så den blev sat op til 2 gange om ugen. Jeg må indrømme at jeg virkelig gerne ville have den fysiske test overstået så hurtigt som muligt. Jeg indså også at det ikke ”bare” var nok at løbe i sit eget tempo, fordi på et løbebånd kan du ikke bare sætte tempoet ned, der gælder det om at løbe i det samme tempo hele tiden.

Jeg havde også gode erfaringer med, hvor vigtigt det er at øve sig, inden de gældende stop-tester. Sidste gang da jeg skulle op til 2 kyu, var jeg ikke optimalt forberedt på den krævende pensum test. Det resulterede i at jeg næsten gik kold, da jeg ikke havde disponeret optimalt i forberedelserne ni måneder før gradueringen.

Så inden pensum testen (til 1 kyu), besluttede jeg mig for at øve på kata’er hver dag og at ca. 3 gange om ugen øve kata’erne inde i mit hoved lige inden jeg skulle sove (mental træne). Det resulterede i mange gode ting og mange undelige oplevelser, som jeg aldrig i mit liv har oplevet før.

Jeg kan huske en dag hvor jeg øvede på Pinan 4, (jeg tror jeg ca. var ved midten af kataen), også lige pludselig kunne jeg ikke huske hvad der kommer efter, det jeg lige har lavet, men så er det som om at mine ben og mine arme gjorde det helt af sig selv. Som om at min krop er det ene sted, og min hjerne et helt andet. Som om at jeg var selvstændig (mentalt) og det samme var min krop (fysisk) også. Jeg kunne stå og kigge ned ad mig selv og se, mine ben og arme stå og lave kataen helt af sig selv, og at jeg inde i mig chokeret skriger: ”Hvad sker der lige her?”.

Det var den mest underlige og ubeskrivelige fornemmelse jeg nogen sinde har oplevet. Men jeg tror det var fordi jeg var blevet så rutineret i den kata, og at jeg virkelig havde øvet den så meget, at min krop bare kunne den. Jeg oplevede det også senere flere gange, og jeg blev igen og igen chokeret af det.

Men det med også at øve det inde i hovedet er også en oplevelse. Jeg forstillede mig selv stå og lave noget på pensummet. Eks. En shiho. Så lukkede jeg mine øjne og forstillede at jeg selv stod og lavede den. Altså det er svært at forklare, men jeg var ikke inde i mig selv, jeg var en der ”observede” hvad jeg selv lavede. Jeg lavede det ikke stjerne flot hver gang, jeg lavede faktisk rimelig mange fejl, som jeg tog med mig til den rigtige træning og øvelse træningen.

Da jeg endelig skulle til den fysiske test, skulle jeg se om al min træning havde været til nytte. Da jeg kom troede jeg, at jeg skulle lave testen alene (dvs. uden nogen ved siden af mig og lave det samme, da der var 2 løbebånd). Til min store glæde blev det ikke denne. Jan var så venlig at han havde kommet, ikke blot får at prøve sig selv af, men også for at bakke os andre op. Det var jeg meget glad for.

Da vi endelig begyndte var min eneste tanke: Okay. Tag det her som en oplevelse, der er nok ikke mange der har prøvet, eller kommer til at opleve det her. Så slap helt af, gør dine forældre og træner stolte, og hvis du ikke består, skal du bare igennem det igen. De tanker holdt jeg ved i, og så var de 3 bronze Shindenkan cirkler hurtigt gået (Red. samlet tid 6 min. 54 sekunder).

Men min største frugt var dog løbebåndet. Vi fik 6 min. Pause, og jeg vidste at hvis jeg ikke fik pulsen ned på de 6 min., så ville det få katastrofale følger. Så jeg fandt en måtte, skyndte mig at lægge mig ned, trække vejret dybt og hverken snakke eller noget andet, der igen kunne få min puls op.

Jeg må indrømme at de 6 min. Gik temmelig hurtigt, men jeg kunne tydeligt mærke at jeg slappede mere af. Igen sagde jeg de samme ting til mig selv: Slap af, fokuser og gør dit bedste. Da jeg endelig satte mig op på løbebåndet fokuserede jeg på ét bestemt punkt, og blev ved med det. Fordi normalt er det sådan at de første 2-3 min. synes man det er okay at løbe, og at det kan man sagtens. Når man så kommer til 5-7 min. kan man godt mærke, at det nu begynder det at blive hårdt. Når man så kommer op ved de 8-9 min., begynder man at få selvmedlidenhed og begynder derved også at havde undskyldniger for sig selv, at det er for hårdt og at man ikke kan mere, men når man så når de 10 min., tænker man ”nå, nu er der kun 2 min. igen, det kan jeg nok godt klare” Sådan havde jeg det også noget af tiden, men senere sagde jeg til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen, og så gik tiden hurtigt. Det endte med at jeg selv skruede op for tempoet på løbebåndet. Jeg var ikke just stolt over min egen præstation, men også glad for det var overstået. (Red. Coopers test. 2.760 m / 13.8 km/t). Nu manglede Pensum + tarsk-figthing testen bare.

Jeg vidste inderst inde godt, at jeg havde forberedt mig godt, og at jeg nok skulle klare den, men man vidste jo aldrig hvad Kimu Sensei, kunne finde på. Alligevel kiggede jeg på pensumet til sidste minut.

Da vi skulle derind kunne jeg bare mærke mit hjerte slå hurtigere og hurtigere. Men inderst tænkte jeg: Gør dit bedste og giv alt hvad du har i dig! Og jeg gav alt hvad jeg havde i mig.

Ind i mellem prøvede Kimu Sensei med et smil at få os stress- og selvtillidstestet, som altid sker under brunbæltetests. Han sagde f.eks. ”Giver i op? Er i ikke gode nok? Mener i selv at det i laver, er godt?” Der gælder det om at ignorere ham fuldstændig, fordi lytter man først på ham, så går det først virkelig galt. Så jeg ignorerede ham. Jeg lyttede ikke til hans ord. Det eneste jeg koncentrerede mig om var de ting vi skulle lave og give mig selv 100%.

Lige indtil det sidste. Jeg lod også være med at kigge på klokken, fordi jeg vidste at det ville tage lang tid før vi ville være færdige. Vi var på i 1 time oppe i pensum og ½ time oppe i Task-fighting (frikamp).

Jeg vidste at jeg ville ende med at stå overfor en voksen, fordi der var ikke andre Jokokidz end jeg, der skulle op. Derfor havde jeg inden da, nøje planlagt hvad det var, jeg kunne overleve på. Min hurtighed. At jeg var lille var også til min fordel. Så jeg skulle hurtigt ind og slå, og ud igen, ellers ville jeg få slag, da de voksne slår meget hårdere og er stærkere end jeg selv. Task-fightingen gik det fint, men som jeg selv gav slag, måtte jeg også selv få slag, og var derfor noget øm bagefter.

Jeg fik at vide jeg bestod med et meget flot resultat. Det var jeg stolt af og mine konstante forberedelser havde båret frugt.

Jeg endte også med at bestå den sidste stop test: træningsstævne efterfulgt af den afsluttende graduering. Mange var forundrede over hvordan jeg som 13 årig pige (på det tidspunkt – jeg fyldte 14 dagen efter J), først kunne gå hen og sparke og slå på pude, og give alt hvad jeg har i mig til total udmattelse mens 300 mennesker hepper på, og lige efter nedvarme 200 mennesker, og tydeligvis ikke lide af nogen form for nerver.

Svaret er enkelt. Jeg begyndte at blive hjælpetræner på hold 2 (Ballerup) under Jens Kyoshi siden sommeren 2008., Det har ikke bare hjulpet med nerverne, så jeg ikke er nervøs, men også hjulpet mig i den almindelige hverdag til at være en god leder, og ikke bange for at sige noget. Det har betydet rigtig meget for mig, ikke bare i min skoleuddannelse, men også i mig som person.

Under hele forberedelses forløbet har mit værdisæt gået under bla. disse mottoer: Fremtiden skabes af dine handlinger og ikke hvad du siger, Det optimale resultat skabes af 80 % forberedelse og hårdt slid, – 20% er talent og held på dagen. Jeg var stolt og glad over mit resultat.