Af Søren Sjøstrøm Hansen, Medlem indtil 2013
Efter sommeren 2008, begyndte undervisningen i Jokokan Ballerup at pege mod gradueringen til 3. kyu graden (det brune bælte) i Yakami Shinsei-ryu. Elementer af stopprøverne blev lagt ind i undervisningen, herunder gennemløb af bronzecirkler samt slag på puder. De blå bælter i klubben var meget bevidste om indholdet i de fysiske krav til 3 kyu, efter i juni at have oplevet gradueringen og siden hen fået talt med to af vores træningspartnere og kammerater, Bertrand og Elisabet, som ved sommerlejeren netop bestod gradueringen til det brune bælte – en meget interessant oplevelse fra sidelinien.
Gradueringsseancen til 3. kyu graden i Yakami Shinsei-ryu består af fem stop prøver. Ca. 14 dage før gradueringen skal man gennem en fysisk stop prøve hvor ens fysiske styrke og kondition bliver testet (3 x Bronze cirkel og efterfølgende Cuba test -12 minutters løb på løbebånd) – naturligvis indenfor en vis afsat tid. De næste test afvikledes om fredagen forud for søndagens forårslejr og bestod af en pensum stop prøve, definitionstest samt en frikampstest med udgangspunkt i ”task fight” kurserne. Og såfremt alle ovennævnte bestås skal man bevise sit sidst værd i forbindelse med selve stævnetesten og den afsluttende graduering.
Den fysiske træning var således en selvfølge for mit vedkommende og da der samtidig startede et løbehold op i forbindelse med min arbejdsplads, begyndte jeg langsomt at ”gå i træning”. Henover efteråret blev det til et par løbeture om ugen, enten i det fri eller på løbebånd helt frem til efterårsferien. De næste par måneder blev træningen dog droslet lidt ned, idet min daværende træningskammerat fik smerte i lænden og måtte indstille træningen. Da vores skolechef Jens Kyoshi i slutningen af november åbnede op for en mulig indstilling til graduering i forbindelse med forårslejeren i marts 2009, blev der igen skruet op for træningen. Det blev til en løbetur, 1-2 cirkler samt noget ekstra pensumtræning om ugen. Indledningsvist alene, men senere sammen med de andre potentielle ”graduanter” fra Ballerup. Vi mødtes ca. hver anden fredag på min arbejdsplads hvor der er gode forhold til træning. Til disse seancer lavede vi typisk 3 bronzecirkler, en Cuba test samt efterfølgende pensumtræning.
For mit vedkommende var kammeratskabet og de fælles trænings seancer meget motiverende. Da vi alle har vores stærke og svage sider i forhold til fysisk udfoldelse og pensum, var det utrolig inspirerende og lærerigt at træne sammen. Desuden fik vi også et tættere personligt forhold til hinanden, som vi måske ikke altid når at få oparbejdet i dojo’en i forbindelse med den ugentlige træning, som følge af aftenens fremskredne tidspunkt og vores forpligtigelse overfor vores familier. Men på dette tidspunkt vil jeg gerne takke både Margit, Jonas, Henrik B, Jan og Andy for de fornøjelige seancer og den store støtte gennem hele forløbet.
Som sagt forsøgte vi at få pudset tingene af i løbet af disse seancer og allerede på dette tidspunkt begyndte det psykologiske at spille lidt ind. Den fysiske test var fuldt målbar (som en Key Performance Indicator) og det var ret enkelt at efterprøve OM man kunne holde det indenfor tidskravet. Derimod var det klart at pensumtesten, definitionstesten samt den afsluttende graduering ville være hvor udfordringen måtte stå sin prøve. Vi havde jo hørt lidt fra Bertrand og Elisabet om Kimu Sensei’s iscenesættelsen af prøven, det vedvarende pres samt formålet med at sætte os under pres. Men ét eller andet sted lå det vel i baghovedet at minimum. 5 års træning ville give den nødvendige ballast. Hvis man nøgternt ser på pensum fra 10.-3. kyu, så er mængden af stoffet overskueligt og kan gennemløbes på et par timer under intensiv selvtræning. Desuden var der en vis formodning om at pensum testen måske lignede tidligere gradueringer. Men det skulle vise sig ikke at være tilfældet.
En lille måned før selve gradueringslejeren begyndte Jens Kyoshi at ”sparke lidt mere” til de blå bælter. Efter normal træningstid blev vi udsat for en ”smagsprøve” af hvad pensum- og definitionsgradueringen gik ud på. Vi blev advaret om at der ville blive lagt mentalt pres på os, at vi til tider syntes at formen var urimelig, at vi ville blive stoppet midt i udførelsen af øvelserne og at vi skulle tænke ud af boksen (hvad det så end betød?). Og efter et par gange i dojo’en på denne måde var nok nok…..…for Jens Kyoshi. Vi var generelt set ikke skarpe nok. Onsdag inden den fysiske test skulle gennemføres den efterfølgende lørdag havde hver især en snak med Jens Kyoshi omkring indstillingen – en form for selvevaluering og vurdering af mulighederne for at gennemføre gradueringen. Dette var en intens oplevelse, idet det var første gang jeg fik en så ærlig og dyb tilbagemelding om mine udviklingsområder. Så selvom jeg fik indstillingen fra Jens Kyoshi var der en række ting der skulle bearbejdes forud for lørdagens fysiske test. Og jeg erkendte at lidt intensiv pensum træning ville være på sin plads i løbet af de næste par uger.
Lørdagen hvor den fysiske test løb af stablen blev en rigtig god oplevelse. Der var godt humør fra starten, en behagelig kammeratlig ånd – og ikke mindst Jens Kyoshi og Søren Renshi-dai’s krævende, men rolige styring af begivenhederne. Jeg gennemførte bronzecirklen på 8 min. 16 sekunder og løb efterfølgende 2.710 m (13.6 km/t) på 12 minutter.
De næste to uger gik med et øget træningsprogram med specielt fokus på pensum og definitionsbegreberne. Og på trods af Jens Kyoshi ”advarsler” om gradueringsformen, begyndte nerverne at trænge sig på allerede inden vi startede på selve gradueringen. Pensum testen begyndte og under Kimu Sensei’s instruktion blev der i løbet af en time lavet tai-sabaki’er, shiho’er og kata’er i ét virvar– alt sammen øvelser vi har lavet mange, mange, mange gange før, men som i en anden ”contexts” til tider virkede meget udfordrende og svære. Øvelserne blev sammensat på utraditionelle måder, hvor vi blev bedt om overgange fra forskellige Kata alt imens vi skulle tage stilling til vores egne evner, om vi var trætte og ønskede at give op – men selv at give op i Shindenkan er da utænkeligt…….. Det skal på nuværende tidspunkt fremhæves at min hensigt var at give den alt hvad jeg havde. Jeg måtte give mig fuldt ud – give hvad jeg havde i mig gennem hele seancen.
Jeg havde på forhånd sagt til mig selv at jeg ikke ville lade mig provokere af Kimu Sensei, at jeg under ingen omstændigheder ville lade mig gå på af de fejl jeg uvilkårligt ville lave samt at jeg ville bevare det gode humør igennem hele seancen. Men jeg blev klogere. De 4 graduanter blev sat i gang med Kata Ten-i men inden længe blev vi stoppet af Kimu Sensei. Der var generelt noget galt med vores stillinger, vores teknikker manglede adressat og vi skulle vise at vi var fokuseret. Og af én eller anden uforklarlig grund blev der hele vendt op og ned på det hele på dette tidspunkt. Jeg begik en af de store fejl (hvilket ærgrer mig meget). I farten hørte jeg et par gange ikke tydeligt hvilken kata der skulle udføres og gik i gang med den forkerte. Det slog mig helt ud og den ene gang stoppede jeg simpelthen op, bukkede for Kimu Sensei og begyndte forfra. Og i løbet af gradueringen kom der mange flere udfordringer i for af nye sammensatte teknikker samt sammenkoblinger af kata, ”uøvede” alternative shio’er og unsoku’er. Den dag i dag spørger jeg mig selv hvorfor jeg ikke bad Kimu Sensei om at gentage øvelsen – når jeg var i tvivl………
Efter pensum prøven blev en definitionstest – læs ”en spørgerunde i teorien” omkring Shindenkan, strukturer og indhold i pensum herunder japanske navne på de forskellige teknikker – gennemført. Jeg havde øvet mig en del på navne og begreber, og syntes at jeg kunne en god del. Men fandt ud af at alle begreber og udtryk gennemgået i såvel træningen som kurser var for skud.
Og fredagens seance blev afsluttet med en frikampstest med tand- og skridtbeskytter, baseret på ”task fight” kurserne. Det var en meget koncentreret seance af ca. ½ times varighed som markerede afslutningen på dagens stopprøver.
Herefter fik vi lov til at få lidt at drikke, varme ned og vente på voteringen som forgik med Kimu Sensei, Jens Kyoshi, Keld Renshi-dai, Brian Renshi-dai og Martin Renshi-dai (4 sidstnævnte havde overværet hele seancen fra sidelinien og ville bidrage med vurderinger om dagens indsats i voteringen, og få Kimu Sensei´s feedback på deres vurderinger i egen deres fortsatte instruktøruddannelse). Tiden føltes lang inden vi igen blev linet op og individuelt fik vores tilbagemeldinger – kort, præcist og uden for mange dikkedarer. For mit eget vedkommende husker jeg bedst Kimu Sensei’s konklusioner: ”Du skal arbejde med dine fod stillinger – man skal kunne se en forskel på fodstillingerne, du må ikke lade dig slå ud og vise irritation over fejl i udførelsen af øvelserne og gøre teknikken færdig, sørg for at holde fokus under hele seancen selvom du er under pres. På den positive side (og det jeg helt klart skal bygge videre på) var tilbagemeldingen at selvom jeg faldt ned i hullet et par gange ved at vise irritation over øvelsernes manglende gennemførelse ”kom jeg hurtigt tilbage og op på hesten igen”, på trods af presset fra Kimu Sensei udvistes der opfindsomhed i afslutningen af en Shoho gosen-geri, hvilket igen viste lidt overskud, trods alt (dette var ”vist ud af boksen” bidraget fra min side) og selvom jeg var presset i fri kamp, tog jeg hurtigt ved lære af modstanderen og fik justeret mit forsvar så jeg ikke blev ramt. Konklusionen og dommen var at jeg havde bestået dagens tests og ville gå videre. Jeg var glad men meget træt da jeg forlod dojo’en.
Samme aften lavede jeg en evaluering af dagens forløb. Jeg var overbevist om at min præstation var påvirket af, at jeg bevægede mig ind i noget ukendt, et nyt set-up og blev sat under pres af selveste Kimu Sensei. Men læringspunkterne er:
- Vælg en placering i første række så påvirkningen fra de andre minimeres.
- Bevar fokus på det der skal udføres – og tro på det – hele tiden.
- Luk alt andet ude.
- Tag ”dig god tid” til øvelserne – undgå at lade dig pace af de andre.
- Kend dit stof – forfra og bagfra.
- Hvis du ikke er sikker på hvad der bliver sagt så spørg – men husk at marker.
- I definitionstesten skal man holde sig til – men husk at marker når du kender svaret.
Søndagens forårslejr indeholdt de sidste tests. Men traditionen tro er man jo på fra start til slut og det var ikke anderledes denne gang. Lejren var af 3 timers vedvarende træning herunder faldteknikker og indøvning af alle kata’er i et meget højt tempo. Vi troede alle at vi så ville få en kort pause til at lade op – som tilfældet var ved den sidste 3. kyu graduering. Men ak nej. Vi blev kaldt på gulvet lige fra starten, til kata’er og kumite’er. Og herefter annoncerede Kimu Sensei, at vi skulle slå på puder – slå alt hvad vi kunne indtil der blev sagt stop. Det var altså lige på og hårdt! De næste 10 minutter (det føltes dog meget længere) var et spørgsmål om overlevelse. Vi fik 3 omgange med henholdsvis slag, spark og slag/spark.
Den første runde var intensiv og jeg satte alle sejl ind på at flytte den blå pude foran mig, men den var godt forankret i Søren Renshi-dai. Uanset hvad, syntes puden ikke at flytte sig særligt langt bagud. Jeg kan blot huske at Sørens tilskyndende opmuntringer gav lidt mere overskud midt i en ellers uskøn og slidsom nærkamp. Næste runde var med spark og puden flyttede sig en smule bagud, indtil benene blev tunge. Lige meget hvad jeg gjorde føltes det som om jeg ikke kunne få luft mellem mine ben og puden til at lave cirkel og side spark. Så blev ”hisa-geri” eller knæsparkene sat ind hvilket føltes som et godt våben. Jeg gav mig 100 % tilskyndet af Søren Renshi-dai venskabelige provokationer og tilskuernes klappen.
Den tredje runde med spark og slag gik i gang og på dette tidspunkt gik det op for mig hvor meget de to første runder havde slidt på mig. Men der var ikke tid til at tænke ”and the show must go on” Jeg husker meget tydeligt Søren Renshi-dai’s tilråb om ikke at give op, at blive ved, lad være med at kigge på de andre og ind imellem også at jeg ikke skulle skubbe ham. Jeg kan huske at jeg i et desperat forsøg på at få afstand lavede et meget alternativt skub med ryggen (det kommer jeg nok til at høre for i lang tid fremover, for det findes ikke beskrevet i pensum). Jeg kan også huske at jeg fik flere kræfter af at råbe tilbage til Søren ”at jeg ikke ville give op”. Og da der på et eller andet tidspunkt blev der sagt stop måtte jeg kort ned og ligge for at få vejret igen – det er en god ting at huske at trække vejret hele tiden.
Der var totalt udsolgt under den efterfølgende nedvarmning og ventetiden syntes lang inden resultatet af gradueringen blev annonceret. Det var faktisk et stort øjeblik da jeg sammen med de andre graduanter blev kaldt på podiet og Kimu Sensei læste resultaterne op.
Optakten og gennemførelsen af gradueringen til 3. kyu har været en god, lærerig og inspirerende oplevelse. Det har styrket troen på at de sidste 5 års træning har båret frugt, der er prøvet grænser af og der er basis for at udforske nye horisonter i tiden fremover. Jeg har lært rigtigt meget om mig selv i den forløbne tid og har lovet mig selv, at jeg vil gøre brug den viden til at blive bedre. Fokus for mig er kodeordet for den fremtidige træning.
De sidste læringspunkter som jeg med fordel kan benytte i fremtiden er:
- § Brug hinanden til træning og fordybelse, ikke kun op til en graduering.
- § Intensiver træningen og gør den målrettet – brug den erfaring du kan få fra klubkammeraterne – så spørg endeligt.
- § Gennemfør ekstra træning hvor ”stemningen” og formen fra gradueringssituationen øves (fysisk test, slå på puder, pensum test, definitions test samt frikampsøvelser).
- § Praktiseret kammeratskab kan give øget selvtillid.
- § Og brug enhver lejlighed til at fejre selv små succeser.
En sidste tak til Kimu Sensei og Jens Kyoshi for deres store indsats i forbindelse med at drive klubben og troen på os alle sammen, Og tak til Søren Renshi-dai for den store støtte jeg fik under pudekampen. Og publikum skal vide at klap og tilråd er en vigtig uvurderlig motivator for graduanterne.
