Af Elisabet H. Bjarkmann ,Shishó ,1.Dan Yakami Shinsei-ryu ,2.Dan Kodosoku-kai Gensei-ryu

Indledning

Nu er jeg blevet sortbælte. Det har altid været målet og forventningerne blandt alle. Jeg får tit fortalt at jeg er god i Lokalklubben. Dér er jeg også en af de bedste og dér har jeg en god portion selvtillid når jeg træner, men når man går fra at være en af de bedste i lokalklubben, til at skulle træne på et højt international elite niveau, så går man lige pludselig fra at være en af de suverænt bedste, til at være den suverænt dårligste.

Fra lokalklub niveau – international elite niveau

Første gang jeg skulle træde ind i dojo’en for at træne med de andre sortbælter, var jeg meget nervøs. Mine ben rystede, og jeg kunne nærmest ikke kende forskel på op og ned. I løbet af dagen, havde jeg gået og lavet vrangforestillinger omkring hvordan træningen ville komme til at foregå. Jeg forestillede mig alt fra, at Kimu Sensei ville bede os om, at lave eji-dachi gennem hele træningen til, at han ville bede os om at lave fuldkontakt MMA frikamp med knockout og ingen regler, men jeg fik mig en hel anden overraskelse. Træningen forløb sig stille og roligt, men med en meget høj intensitet, som jeg aldrig har prøvet at træne med. Selvom teknikerne var enkle og så nemme ud, var de meget svære end lige forventet.

Jeg lærte også hurtigt, at alle de små detaljer jeg har ”sprunget over” til træningen, spiller en væsentlig rolle til den træning. Jeg lærte også at de små detaljer mange gange kan være essensen af det vi laver til sortbælte træningen. Så derfor er det vigtigt at være koncentreret og gøre præcis, hvad der bliver sagt – for det man springer over til træningen, får man lige i hovedet igen også kan man starte forfra igen. Jeg havde forventet, at jeg ville være den dårligste af dem alle – men ikke den suverænt og absolut elendigste. Jeg var virkelig mange niveauer længere nede, i forhold til alle de andre sortbælter. Det føltes som om jeg var én kæmpe stor fiasko, og det var heller ikke en hemmelighed, at jeg efter de første træninger, var på grådens rand. Det var en kæmpe omvæltning for mig, fordi der er langt fra og til lokalklub niveau til international elite niveau.

Anden gang skulle træne med sortbælterne, gik det ikke meget bedre. Kimu Sensei havde planlagt kumite i træningen. Jeg stod overfor de andre sortbælter, der har omkring 15 til 30 års erfaring, hvor jeg kun har omkring 8. På den bekostning og fordi, at jeg lidt har sprunget over ”hvor gærdet er lavest”, hvad gælder kumité og basis, brækkede jeg en af mine tæer, men så lærte jeg også, at små detaljer betyder utroligt meget. Udover det, synes jeg også, det var underligt at stå overfor nogle mennesker, jeg har kendt hele mit liv. Jeg kunne godt mærke på dem, at de var meget eksemplariske og søde overfor mig, fordi jeg var ny – men trods det, var jeg stadig stærkt presset over de 100 %.

Noget jeg også prøvede (og som jeg oven i købet var ved at tisse i bukserne over J), var da vi skulle lave happo (Kumitekamp mod 4+ modtsandere, hvor der bliver angrebet fuld kraft fra alle sider). Det var selvfølgelig mig til sidst og efter at havde set de andre i aktion, var jeg noget nervøs. Det gik trods alt… tja, ikke så godt, men jeg havde heller ikke forventet at det ville gå godt. J

Rutinerne er også lidt anderledes på sortbælteholdet. Der får vi lektier for. Det gør vi ikke til lokaltræningen. Så gælder det om at øve sig ekstremt meget, fordi den person der ikke har trænet nok og ikke kan sine ting sætter standarten. Når man har disse lektier for, gælder det om at researche på alt hvad man kan finde om opgaven og grave dybere ned, men selvom man selv mener man er forberedt, ved man aldrig hvad Kimu Sensei kan finde på at spørge om (også finder man hurtigt ud af, at den research ikke var grundig nok).

Nu er jeg begyndt at komme lidt mere ind i rutinen, men jeg skal stadig lige vænne mig til det hele. Det har i hvert faldt været en stor omvæltning for mig, men selvom jeg er i bunden, af bunden, lige nu, så ved jeg at jeg nok skal kæmpe mig længere op, selvom det nok kommer til at tage år. Lige nu værdsætter jeg bare, at jeg kan få lov til at træne med sådan nogle utroligt dygtige og kompetente mennesker, som jeg får lov til at træne med nu. Det kan jeg kun blive bedre af – og det meget hurtigere!.

Elisabet