Kaptajnen på SAS maskinen landede blidt på den solbeskinnede landingsbane i Tokyo´s lufthavn, Narita International Airport. Det var den 57´tyvende gang jeg var i Japan, og denne Japan tur skulle også indeholde en træningslejr med min stormester i Budo og Bujutsu; Soke Sensei Yukio Tonegawa (SST), den øverste stormester for Jokokan International og Bujutsu Kodosokukai.
Jeg så meget frem til denne 42 tyvende Japan træningslejr med SST og kampkunstens laboratorie.
Ugen efter skulle Abdullah Ibrahim (Dollarbrand, 77 år), chefen for Jokokan USA & Sydafrika, på træningslejr med SST i Yari, Bo og Enshin Hsingi. Dollarbrand er Gokui Menkyo Kaiden og har trænet sammen med SST siden 1967 i det gamle Budokan, Amagertorv, København. Desværre kunne vi ikke få det til at passe sammen, men så kunne vi i det mindste kommunikere over mail og telefon, som vi pejede.
Foruden at være en verdensberømt jazzpianist, ANC og livslang ven med Nelson Mandela, så er Dollarbrand meget populær i Japan. Der havde netop været en 1½ times portræt udsendelse af ham i Japansk fjernsyn NHK, og han var én af hovedgæsterne til den sydafrikanske ambassades officielle reception og fest for fejringen af 100 året imellem Sydafrika og Japan på regeringsniveau. En reception og fest SST også er inviteret til.
Som optakt til træningslejren, besøgte jeg Japans tidligere hovedstad, Kamakura, hvor Japans første shogun, Minamoto no Yoritomo (1147-1199) efter Gempei-krigen(1180-1185) med Tairaklanen, havde forlagt sin regering.
Turen til Kamakura var dog mere målrettet som så, da jeg sammen med titusindvis af andre mennesker, besøgte krigsgudens tempel; Tsurugaoka Hachiman-gū fra 1063, som er Kamakuras vigtigste Shinto tempel, selvom det har eksisteret længst som et buddistisk tempel.
Templet er både et Unesco world Heritage, og derfor også et meget vigtigt kulturelt omdrejningspunkt for både området, men også Japan. Templet er sikkert mest berømt for dens årlige tre dages tidlig middelalder festival, hvor der er forskellige kampsportsopvisninger, afsluttende med Yabusame (bueskydning fra hest i galop).
Yabusame har to hovedskoler (ryu). Takeda-ryu, som har over 1.000 år på bagen og Ogasawara-ryu, som er mere end 800 år gammelt. Ogasawara-ryu Honbu (hovedskole) har netop residens i templet, hvor der både praktiseres Kyudo (Bueskydning) og Yabusame (bueskydning fra hest).
Dette har fortsat til den nu 31´th stormester i lige linie. Ogasawara familien er af Seiwa Genji (Minamoto) slægten, og i familie med templets grundlægger, Japans første Shogun, Minamoto no Yoritomo, – som iøvrigt var fætter til Yamana slægtens forfader i lige linje. Så det hænger sammen det hele.
Det var en pragtfuld optakt til en pragtfuld og livsbekræftende træningslejr i kampkunstens laboratorium.
SST var lidt træt efter TV optagelser og avis interviews dagen før, og skulle lige have en kop grøn the fra morgenstunden af, før vi kunne gå igang.
SST bliver 73 år om nogle måneder. Men når han er i dojoen og udføre sin kampkunst, er det som at se en 30 årig ung mand. Bortset fra en 30 årig aldrig vil kunne lave kampkunst som på SST´s niveau. Det var en utrolig intens træningslejr, kun afbrudt af korte tisse- og madpauser.
Tanken bag kampkunstens laboratorie er stadig den handling, at ingen viden og erfaring skal gå tabt, hvis dette kan undgåes igennem overførsel. Forestil dig, hvis al viden og erfaring i hele menneskelighedens historie, blev videregivet fra generation efter generation. Dette ville virkelig være en optimal situation, hvor ”Hjulet og den dybe tallerken” ikke blev opfundet igen og igen, men videreudviklet til fordel for de fremtidige generationer, som er i stand til at varetage og forstå denne viden og erfaring.
I Budo og Bujutsu kræver dette en vis indsigt og forståelse, som kampkunsten har valgt at definere igennem de gamle densho (hele kampkunstgrader) og nyere dan (specialiserede kampkunstgrader). I kampkunstens laboratorium er det kun de gamle denshograder der tæller, som er universielle, og ikke bundet op på et specielt system, da alle rigtige kampkunstsystemer på et højere niveau bygger på de samme kræfter og principper, hvor politik, penge, status og ego er dejligt befriende og totalt irrelevant.
Det enkelt bidrag som gjorde størst indtryk på mig, var Arakawa Busen´s, originale Sanchin kata. Den eneste kata, som han trænende hver dag, som inkarneret Zen-buddist. Sanchin havde jeg ikke trænet på de sidste 15-20 år, men jeg fik et helt nyt syn og respekt for denne kata. Den korrekte Sanchin skal vare 3.5 minut, – hvilket isoleret og logisk set er meget lang tid for så kort en kata. At få hele Arakawa Busens essens igennem et helt liv, er ensbetydende med at få alle hans lærerers essens igennem hele deres liv, hvilket er ensbetydende med, at få hele karatens essens i hele dens historie.
Dette må jeg nok hellere forklare nærmere. Arakawa Busen Sensei, er 85 år, 10.dan, Goju-ryu Karate-do og samtidig Soke for Sokan-ryu Kobudo (Bevarelsen af Okinawa Kobudo). Han har haft en perlerække af Okinawa Karate-do legendariske stormestre; Shinkawa Sensei, 10.dan, Goju-ryu, Ichikawa Sensei (1924-2005) 10.dan Goju-ryu, Taira Shinken (1897-1970), 10.dan Goju-ryu & Shito-ryu, samt deres lærere Izumigawa Sensei (1908-1969),, 10.dan, Yabiku Moden Sensei (1882-1941), grundlægger af Yamane-ryu Kobudo, og kulturorganisationen “Ryukyu Kobujutsu Kenkyo Kai”. Seko Higa Sensei (1898-1966),.10.dan Goju-ryu Karate-do, Gichin Funakoshi Sensei (1868-1957), grundlægger af Shotokan Karate-do, Kenwa Mabuni (1889-1952), grundlægger af Shito-ryu Karate-do, Anko Itosu (1831-1915), grundlægger af Shorin-ryu Karate-do, Chojun Miyagi Sensei (1888-1953), grundlægger af Goju-ryu Karate-do, Kanryo Higashioanna Sensei (1853-1916), Sokon Matsumura (1809-1901), grundlægger af Shuri-te Karateformen, Kanga Sakugawa (1733-1815), som har fået prædikatet ”Okinawa karate-dos fader”. Èn af hans lærere var Kusanku. Samt mange andre, da man dengang fokuserede mest på, hvem man kunne lære af for, at forbedre sin Budo og sig selv. Sådan er det desværre ikke idag.
Relationen imellem SST og Arakawa Busen Sensei går mere end 40 år tilbage. SST har selv dyrket Goju-ryu i sin søgen efter det perfekte system. Via denne indgang blev han inviteret af Arakawa Busen til også at studere original Okinawa Kobudo i slutningen af 60´erne. I 1974 var han 5.dan i Sokan-ryu med speciale i Nunchaku, Tonfa, Sai, Jo og Bo (Som jeg iøvrigt blev undervist i i perioden 1988 til 1992. Jeg må dog indrømme, at det aldrig rigtig fangede min sande interesse, da sværdet havde vundet mit hjerte fra begyndelsen af).
Igennem det japanske, men verdensomspændende Budo & Bujutsu magasin, HIDEN, blev forbindelsen igen genskabt i 2009. Arakawa Busen havde læst nogle artikler af SST, og via HIDEN Magazine, som de begge har skrevet hovedartiker til, blev kontakten genskabt. Siden da har der fundet en udveksling sted, hvor Arakawa Busen har overført alt sin essens til SST, og omvendt. SST har endda for sjov skyld fundet sine gamle sai frem for at vise sin gamle Kobudo mester, at han ikke havde glemt det helt, og også selvom der var sket mere end en fordobling af dan siden 1974.
Jeg føler mig utroligt priviligeret og ydmyg, at få ”serveret” flere generationers Budo stormestres essens, viden og erfaring, overleveret fra generation til generation. Til tider kan jeg næsten fornemme og se dem under træningen, og under læsningen om dem. Min respekt for de ægte og gamle Budo og Bujutsu stormester har altid været høj, taknemmelig og respektfuld, men som SST også siger, så ville jeg jo ikke være i den situation som jeg er i, hvis jeg var ikke er god nok og var den som jeg er. Ja, det er rigtigt nok, men som langt det yngste medlem (45 år) til mænd, som har samme alder eller er ældre end min far, synes jeg det udenfor dojoen er en anderledes situation, og jeg godt her er mig tilladt at have den store respekt for disse stormestres arv og historie. Dette gælder dog ikke indenfor dojoen, hvor det kun er kompetencerne som tæller.
Når jeg her dagene efter tænker på min 42 tyvende træningslejr i Japan, kan jeg ikke lade være med at sige til mig selv; ”Det var dog en pragtfuld, livsbekræftende og indholdsrig oplevelse og læring”.
