Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018

I flere år har jeg læst Jens Kyoshis artikler om hans personlige træningslejrer med Kimu Sensei, hvilket I andre sikkert også har. Det der har været fælles for alle disse artikler er, at man har fornemmet hvor koncentreret og uforudsigelige træningslejrene har været. Derfor var det med spænding jeg så frem mod fredag d. 20. august, hvor jeg nu selv fik muligheden for at smage på den veltilberedte træningslejr, som var det gastronomisk kunst på højt plan. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, for jeg vidste, at det man forventer, kommer ikke, det eneste man kan være sikker på, og som der lettere omskrevet stod i invitationen: Lejren starter fredag kl. 13.00 i lobbyen på hotellet når i ser mig (Kimu Sensei) og slutter lørdag kl. 15.00 – altså 26 timer. Senere skulle det vise sig at alt og jeg mener ALT var planlagt ned til mindste detalje og kun toiletbesøg var ikke en del af planen.

Fredag eftermiddag kl. 11.20 kørte jeg fra min arbejdsplads i Bagsværd, så jeg i god til kunne være på Amager hos Søren Renshi, hvor vi havde aftalt et opsamlingsheat for at køre i én bil til Malmö og derved reducere udgifter til benzin og bro. Gud forbyde det, var der selvfølgelig kø på motorvejen, hvilket normalt ikke sker før efter 14.30, heldigvis fortalte min GPS om køen så jeg kunne finde en anden vej – med en anden kø. Lidt hurtigere end loven tillader det nåede jeg kun 3 min. forsinket frem til Tanavej på Amager og et halvt minut efter kørte vi. I al fordragelighed kørte vi mod Sverige i rigtig god tid og hyggesnakken startede med lidt sædvanlig halvlummer fredagshumor, som den nu er blandt gamle drengerøve, der til stadighed tror de er væsentlige yngre – men ikke uden grund for vores body age er jo blevet målt til meget under normalen ved flere lejligheder (minus 15 år) – og det siges at vi ikke bygger illusioner i Shindenkan J Vi talte lidt løst og fast om hvad vi mon skulle træne på denne lejr og, hvordan det skulle foregå, vi nåede dog frem til den fælles konklusion at vi nok ikke skulle forvente noget bestemt, det havde vi gjort før og til vores store irritation haft uret.

Omkring kl. 12.40 var vi så havnet i fredagstrafikken i en meget travl Malmö by, hvor endnu en GPS svigtede os (Og nej det er ikke en betjeningsfejl) og sendte os ned i en gade, der på grund af moderniseringer var lukket. Vi fandt dog ganske hurtigt en anden vej til Hilton, hvor vi skulle bo og træne, men hvor skulle vi så lige parkere???? Efter lidt panisk køren rundt, lykkedes det at finde et parkeringshus der ledte under hotellet – kl. 12.55 stod vi i lobbyen og fik, efter henvendelse i receptionen, udleveret nøgler, der allerede var forberedt. Vi havde 5 min. til at nå 17. etage, klæde om og ned i lobbyen igen til kl. 13.00…..Vi nåede det sammen med Jens Kyoshi, der også var stødt til og Kimu Sensei stod smilende og ventede på os præcis kl. 13.00, RRCAMP10.1 kunne begynde.

Fra dette tidspunkt ophører min hukommelse omkring tidsfornemmelse, hvilket i og for sig er ligegyldigt, da alt jeg skulle spekulere på var at få maksimalt udbytte ud af (boot)camp’en. Som introduktion fik vi at vide, hvordan lejren var struktureret rent praktisk. Jeg skulle bo på værelse med Kjeld Renshi-dai, Søren Renshi sammen med Brian Renshi-dai, Jens Kyoshi alene men på samme etage (17.) og endelige Kimu Sensei på etage 15. Til dem, der nu skulle spekulere, kan jeg afsløre at det var dobbeltværelser med separate senge, der i øvrigt senere skulle vise sig at være ganske overflødige. Den første opgave var at indrette dette rum til introduktion og opstart af RRCAMP10.1 med projektor, siddepladser til alle og gigantblok på staffeli til noter. Alt klappet og klart til tiden gik vi for alvor i gang.

RR står for Ryugi (teori, filosofi) Ryuha (teknik, praktik), så forventningen var da at vi skulle rundt i lidt teori og på en eller anden vis lidt fysisk træning. Kimu Sensei indledte med Powerpoint introduktion og forventningsafstemning, og vi kunne jo blot fortælle, som vi også havde snakket om det i bilen, at vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle forvente andet end at det nok ville blive en anelse udfordrende. Et lumsk smil bredte sig på Kimu Sensei’s læber og han fortsatte sin Ryugi del. Som information fik vi også med på vejen at undervejs ville der være test, underforstået at nogle var håndgribelige og andre skjulte, men fælles var de alle skulle bestås, hvis vi ikke skulle tidligt hjem fra Malmö eller gøre os forhåbninger om at få opmærksomhed i form af træning i den nye sæson – tak for kaffe, som vi ikke havde fået endnu. Men det er jo ikke anderledes fra vores fredagstræninger, der i og for sig altid er en test af, hvor vi befinder os mentalt og teknisk, meeeen det øger da presset og adrenalinproduktionen en smule. Denne første Ryugi del drejede sig meget om Honbus nye strategiplan 2010-2015(20), som bedst kan beskrives som ”nye boller på suppen”, men efter en urgammel opskrift for at blive i det gastronomiske koncept. Der er dog ikke tid til at prøvesmage, men blot spise den med velbehag og ikke klage til kokken, selvom den ikke var nem at fordøje. Det tidligere adrenalinsus var nu meget godt for den første ryuha del af campen nærmede sig, da vi pludselig fik 10 min til at klæde om til fitness gear og stille på øverste etage i fitnesscenteret klar til test.

En fantastisk udsigt fra 20 etage ud over Malmö skulle danne rammen om den første fysiske test, ikke at vi havde tid til at nyde den. Til fysiske test er jeg vant til at cykle, da jeg foretrækker dette frem for løb, mest af hensyn til min dårlige ryg. En tredje mulighed er roning på ergometer….”Har du roet før” spørger Kimu Sensei ”Joo, det har jeg da”, ”hvad er din tid pr. 500m”, jeg svarer ”omkring 1:57”. Kimu Sensei henvender sig til Søren Renshi, der får samme spørgsmål og når frem til omkring den samme tid. De gange jeg har roet er det gerne mellem 1000 og 2000 meter eller svarende til 6-8 min ad gangen. Jeg måtte lige trække vejret en ekstra gang da Kimu Sensei sagde ”I skal ro i 25 min og i skal ligge under 2:04 pr. 500 meter, gå bare i gang med det samme”. Hurtigt tænker jeg igennem, hvilket tempo jeg skal ligge på og starter ud med 31 åretag/min som ca. er 2:02 og kan se at hvis jeg holder den er jeg ”home safe”. Søren Renshi starter ud i et uhyggeligt tempo ved siden af – han er nærmest ved at splitte maskinen ad – og vi har samtidig fået at vide, at vi konkurrerer indbyrdes også, men jeg er nødt til at stole på min egen dømmekraft og ikke ligge for hårdt ud. Jeg holder af at forfine teknik uanset hvilken aktivitet jeg laver, så jeg sørgede for at tage lange tag, samle benene, støde fra med ben og slutte med arme, god vejrtrækning og så bare derudaf. Efter godt 10 min havde jeg en rigtig god rytme, som jeg vidste jeg kunne holde længe og jeg havde indhentet Søren Renshi, som jeg nu også opmuntrede for det var samtidig teamwork, vi skulle sammen i mål. 6080 meter stod der i displayet, da jeg fik tørret sveden fra øjnene efter 25 min. Det havde været hårdt, rigtig hårdt men også tilfredsstillende at komme i mål i en god tid, der omregnet gav omkring 2:04 /500m. Lettet men også meget øm i balderne kunne vi gå svedigt videre til den næste øvelse, hvor vi skulle styrketræne i maskiner, men efter et bestemt koncept. Da jeg er den letteste i min gruppe, der består af Søren Renshi, Kjeld Renshi-dai og mig selv får jeg til opgave at sætte vægten, hvor vi kan klare 15 repetitioner med angivet tid for både ind og udgang på maskinen. Her lærte jeg så hvad Ryuha også drejer sig om. Man skal kunne vurdere sig selv og sin formåen uanset øvelsen og omstændighederne, jeg fejlede! Selvom jeg er vant til at styrketræne, overvurderede jeg mig selv og hvor meget roningen havde tappet min arme samt hvor meget det nye koncept krævede af styrke. Jeg måtte bide meget bitterhed i mig da jeg kæmpede med vægten i de første par øvelser inden jeg fik justeret det ind. Selvom det kan virke simpelt kan man jo i virkeligheden drage en masse lærdom ud af dette. Man skal ikke overvurdere sine evner, man skal være i situationen og vurdere den korrekt selvom der er nogle ubekendte faktorer, gør man ikke dette har det konsekvenser for handlingen. I virkeligheden meget simpelt og en parallel man kan drage til andre situationer i virkeligheden end blot styrketræningen. Men jeg havde ikke tid til at ærgre mig over at jeg ikke havde forstået øvelsen rigtig, og mens vi fik at vide at vi havde 8 min til at bade (2 personer) og samles i fællesrummet, kunne jeg blot se positivt på at jeg i det mindste ikke var blevet bedt om at tage hjem J

I løbet af de næste par timer som stadig var baseret på Kimu Senseis velforberedte Powerpoints og dialog samt opgaveløsningen kom vi frem til en noget overraskende konklusion, som vi også havde kredset om tidligere på dagen. Selverkendelse handler om at se sig selv som man er og ikke sløre billedet. I løbet af dagen havde vi fået serveret facts, som vi ikke kunne modsige, hvilket nu kom tilbage og smagen var stadig ikke god. Personligt synes jeg ikke at det er sjovt at erkende ens dårlige side rummer arrogance, egoisme og andre negative egenskaber, men ikke desto mindre var det konklusionen for de fleste uden at vi skal nærmere ind på det. Men positivt er det at man ved hvad man skal arbejde med, hvilket kræver selverkendelse.

Aftenen nærmede sig kl. 19.00 (som jeg husker det) og vi blev bedt om at stille i lobbyen i civile bukser og Shindenkan sweatshirt, så vi kunne gå til restauranten TGI Fridays, hvor aftensmaden skulle konsumeres og forhåbentlig tage den grimme smag i munden. Jens Kyoshi havde en særlig kærlighed for elevatorerne i Hotellet og den lange tur fra 17 til lobbyen, som han så fik lejelighed til at tage igen da han dukkede op i træningsbukser J Malmö var rigtig travl den aften med arrangementer i gågaden. Der blev også tid til at nyde den gående arkitektur og det skabte mange et flakkende blik blandt instruktørerne….Appetitten efter det behagelig syn og en lang dag var stor, men panikken bredte sig da Jens Kyoshi, som havde valgt en let pastaret, fortalte hvor ubehageligt – tangerende det opkastfremkaldende, det er at ro med en bøf i maven…Jeg kiggede på min rib-eye steak som blev spist med stor eftertænksomhed.

Resten af aftenen blev brugt i fællesrummet med ryugi træning og opgaveløsning ude i vores respektive værelser, hvor vi arbejdede med nogle nye ledelsesmæssige tiltag i Shindenkan, som I vil høre mere til i fremtiden. Omkring kl. 23.30 var vi samlet igen, og som sagt skal man aldrig forvente noget eller forvente det uventede. Vi fik serveret en lettere omfangsrig opgave som havde deadline næste morgen kl. 8.00… Morgenmaden var kl. 7.00 hvor vi skulle stå i lobbyen så vi bestemte jo selv tidsforbruget og som Kimu Sensei sagde ”Natten er jo ung, vi ses i morgen tidlig, hvor vi ALLE er friske”. Jeg har mange gang i løbet af mit studie arbejdet til langt ud på natten, men ikke på en dag hvor man i forvejen er blevet fyldt op med information og presset både fysisk og mentalt, så jeg kiggede dybt for at finde ressourcerne, og et par kopper kaffe skulle der også til. Kl. 01.30 mødtes vi for lige at koordinere om vi alle var med og havde forstået opgaven, hvorefter vi gik tilbage på vores værelser. Omkring kl. 04.40 slukkede jeg computeren og lagde mig under dynen for at hvile øjnene, da det var umuligt at sove. Kjeld Renshi-dai arbejde pertentligt lidt videre, men også han måtte 20 min. senere give efter for hjernens behov for at køle lidt ned.

6.40 er meget tidligt når man er gået i seng omkring kl. 5.00, men ikke desto mindre var det der jeg stod op, hvor Kjeld Renshi-dai allerede havde været i bad. Præcis kl. 07.00 stod vi foran hotellets restaurant med en glubsk appetit på den stort opslåede morgen buffet. Der blev drukket rigtig meget kaffe og skyllet efter med espresso og så mere kaffe. Sjovt nok var de fleste lidt betænksomme ved at indtage en alt for heftig morgenmad, da vi jo ikke vidste hvornår det næste fysiske indslag ville komme. Men dagens program startede så med Ryugi træning og fremlæggelse af vores natarbejde som tog nogle timer. De fleste forventer så en frokost, men i stedet kunne vi så udbygge vores appetit i fitnesscenteret, da vi igen pludselig blev bedt om at stille omklædt og klar til træning 10 min. senere. Gårsdagens koncept gentog sig men denne gang var jeg mere på hjemmebane da jeg skulle cykle og min selvsikkerhed var høj. Den blev dog hurtig mindre da jeg skulle cykle med noget højere intensitet end jeg var vant til. Igen ramte min forventninger til mig selv som en hammer og jeg kom til at lide under de 25 min. cykeltur. Jeg var meget hurtig over min maksimale puls og lå omkring 190. Jeg har tænkt over at jeg nok gjorde den fejl at tage pulsmåler på og derved vidste hvor presset min krop var i stedet for bare at gøre det. Hvor jeg havde gjort det rigtig godt dagen før havde jeg helt klart dumpet denne test selvom jeg cyklede med højere intensitet end jeg havde gjort før. Men opgaven i at nå ind til at erkende den fejl jeg havde begået var bestået og det var nok det Kimu Sensei var ude efter. Til gengæld kørte styrketræningen rigtig godt, men nu havde jeg jo også gårdsdagens læring i frisk erindring. Det er altid dejligt med et dejligt langt varmt bad efter en træning men efter træningen havde vi den luksus at få tildelt 8 min til at bade og omklæde på værelset inden dagens afsluttende ryugi træning, for 2 mand vel og mærket. De af mine konkollegaer der har været i militæret fik et pludseligt deja vu tilbage til rekrutdagene.

Dagen sluttede med et recap af det lærte og deadlines på diverse opgaver som opfølgning på RRCAMP10.1 og endelig kl. 15.00 kunne vi nyde en frokost i det fri overfor hotellet på en lille kinesisk restaurant ”China Box”. Der var høfligt opbrud, inden vi begav os mod Danmark igen og turen hjem blev brugt til at fordøje de sidste 26 timers indtryk og indblik i selverkendelse.

Efter nogle dage hvor jeg har fordøjet denne træningslejr dukker der flere efterrationaliseringer op. Det er vidnet om at disse lejrer trods deres team orientering er meget individuelle og ufattelig veltilrettelagt, intet er overladt til tilfældigheder og jeg mener INTET. Først efter lejren kan jeg analysere mit handlemønster og udbytte som jeg skal arbejde med i tiden frem. Jeg begynder mere og mere at forstå hvad der menes med ”Inderste” eller ”Upper door to all the martial arts” som er den grad jeg er på selverkendelsens vej mod.