Af Elisabet H. Bjarkmann, Shishó, 1.Dan Yakami Shinsei-ryu, 2.Dan Kodosoku-kai Gensei-ryu

Indledning

De få minutter inden man skal ind på gulvet og vise hvad man kan, skal man gøre nogle ting op med sig selv. For når man står der, ude på gulvet, forvirret, mens selvmedlidenheden kører rundt i hovedet og musklerne er trætte og godt udkørte, er man ikke klar, hvis man lader det tage over. Ikke klar at de udfordringer der ligger på vejen, som bare venter lydløst og helt overraskende, klar til at blokerer dig mod målet. Derfor skal man klargøre med sig selv om, at det er dét her man vil, det er nu og her og at det aldrig er forsent, at vise sit værd. Også selvom viseren på uret går langsomt, så skal man give ALT hvad man har i sig. For hvis man ikke er målrettet, klargjort og ikke vil det nok, så består man ikke.

Stoptestesterne

Egentlig synes jeg ikke at det fysiske ved stoptesterne er den største udfordring under en stoptest. Det mest hårde er det mentale. For når Kimu Sensei står og fortæller hvad du skal gøre, og hovedet buldre på fulde gardiner for at huske det hele, samtidig med at Kimu Sensei står og prøver at få dig til at gå helt i selvsving med hans alle hans bemærkninger indimellem og samtidig med du selv, rent mentalt, står og nakker ned på dig selv og har enormt meget selvmedlidenhed over, at du er træt, at alle er så onde i mod dig og du sikkert ikke består, fordi du lavede en fejl i den og den kata, gående basis eller shiho, så bliver det først meget hårdt. Dét skal der meget til for at overvinde, for hopper man først på selvmedlidenhedsvognen, Kimu Sensei’s bemærkninger eller janteloven, kan det først gå rigtigt galt. Så derfor, i stedet for at gå helt mentalt ned, så siger/sagde jeg til mig selv, at det er NU at jeg skal vise hvad jeg kan, især hvis jeg laver en fejl eller to, fordi jeg ikke vil have at instruktørerne eller Sensei tænker at jeg ikke kan, når jeg selv ved at jeg kan. På den måde giver jeg mig 110%, da jeg lige giver mig en tand ekstra.

Så et godt råd som jeg fik af Jens Kyoshi var, hvis man har mulighed for at komme en halv time før og sætte sig ned i seiza trække vejret ind og ud gennem maven og klargøre disse ting mentalt, skal man gøre det.

Det er selvfølgelig også klart, at den fysiske del af hele processen til alle stoptester også sætter sit præg, men ved at man har bestået den fysiske test, har man derved også bevist for sig selv og for instruktørerne og ikke mindst for Sensei, at man godt kan klare de fysiske udfordringer, der ligger på vejen op til en ny bæltefarve eller en hvid streg på bæltet. Jeg synes selv at tiden nærmest står stille, når man giver sit yderste. At sekund-viseren på det store ur går i slowmotion, mens man selv er et lille meget hurtigt soundtrack, der afspilles igen og igen på fuld drøn – uden pauser. Her skal man bare tænke: ”Dagen har en ende på et tidspunkt, så det må slutte på et tidspunkt”. Hvis man begynder at stresse, fordi at man har lovet at lufte hunden, eller man ikke når hjem til X-factor, så er det meget svært at fokusere 100% på teknikker og teori.

Rollemodeller – hvad er det og hvem er det?

Én ting som jeg også har fået meget ud af hele forløbet er, hvad det betyder at være og blive anset for at være en rollemodel. For før og stadig lidt nu, har jeg tit sat spørgsmålstegn ved, hvad det egentligt indebar/bære og betød/tyder at være en rollemodel. For det med at folk ser så meget op til en er fascinerende, men samtidigt også hårdt, da man skal stille op til alles forventninger. Det er en tung, men også dejlig byrde at bære, da det er da skønt at folk tænker; ”Jeg kan og vil nå lige så langt som hende”, ”sådan vil jeg også blive”, ”hvor er han sej” og ”når jeg bliver stor vil jeg være lige som dem”. Derfor, har jeg lært, at det er vigtigt, at man som rolle model, går under mottoet: ”Vi gør som vi siger, og siger som vi gør”. For når man kommer op i de grader vi er, er man en rollemodel, som folk ser op til, og ved den mindste fejl kan man miste deres tiltro, så derfor har jeg lært, at selvfølgelig ikke kan stille op til alles forventninger, men man som rollemodel må gøre sit yderste, for at være et forbillede for andre for kunnen som dojo kunnen. Så efter denne graduering er flasken med etiketten; Rollemodel, fyldt mere op mht. min forståen omkring det.

”En kamp ender ikke før, man ikke er i stand til at kæmpe eller er død”

Dette motto kom i betragtning under pensumtesten og er kommet i betragtning før. En af blåbælterne, midt under pensumtesten, gav os alle et chok fordi at personens ene øjenbryn var flækket. Dog, fordi det var i dojo’en var det kontrolleret og ikke ukontrolleret, som det ville være på en slagsmark eller i en gyde i Langbortisan. Alle os andre blev selvfølgelig forskrækkede og meget intimideret af det, og kunne forudse og forstå, at personen ikke var i stand til at kæmpe, men vi tog fejl. Der blev kæmpet videre i Task Fighting, hvor der var 100% kontakt, jeg selv kæmpede i mod personen. Den oplevelse var meget tankevækkende og gav mig en ny læring: ”En kamp ender ikke før, man ikke er i stand til at kæmpe eller er død”. Dette anså jeg for at være at forbillede for mig selv, da jeg ikke selv ved, hvordan jeg selv vil reagere i sådan en given situation. Dét vil jeg kalde, at være en rollemodel. Også kan jeg selv håbe på, at jeg har min egen indstilling helstøbt, hvis jeg engang måske kommer i en lignende situation udenfor, som indenfor dojoen.

Elisabet