Jujutsu 2 – Knæk og bræk

Af Martin E. Hansen., Medlem indtil 2018.

Jujutsu har altid haft min interesse ligesom så meget andet indenfor kampkunsten, hvorfor jeg også var spændt på hvilke godter Kimu Sensei havde bestemt sig for at dele ud af denne gang. Når jeg skruer tiden nogle år tilbage, hvor de grå stænk i håret og de høje tindinger var knapt så markante, var jeg selv ”klud” på de gamle jujutsu kurser. Jeg husker det som et sandt smertehelvede, hvor jeg var på grænsen til at besvime flere gange. Jeg har et par gange spekuleret på, hvorfor jeg var udvalgt til netop at skulle opleve så megen smerte, ikke at jeg synes at jeg fortjente det eller er masochistisk anlagt J Der er ikke noget der er tilfældigt når Kimu Sensei underviser, hvilket de fleste, der er blevet undervist af ham efterhånden ved, så hvorfor? Hvorfor skulle det gå ud over lille mig? Jeg er holdt op med at lede efter svaret for det var et interessant kursus den gang, og jeg lærte meget ved at mærke, hvor intenst og modbydeligt ægte jujutsu kan være, samtidig ved jeg nu også hvorfor – tror jeg nok J

Men lad os ikke dvæle ved fortiden og i stedet skrue tiden frem til lørdag d. 12. september 2009. Normalt er det kun ved et uheld jeg får sat min mobiltelefon til at vække mig kl. 0600 en lørdag morgen, i mine unge dage var jeg først på vej hjem fra byen på dette tidspunkt, men ikke desto mindre var det vilkårene denne morgen, hvor jeg havde aftalt at Karsten og Jane fra Korsør skulle mødes hos mig så vi sammen kunne køre til Greve kl. 6.30. Kurset skulle først starte kl. 9.00 men to trailere med måtter stod og ventede ude på Lars t….. marker i Ørslev på Vestsjælland, og jeg havde lovet at ligge bil til den ene trailer og Bjørn den anden. Luften var frisk og havde en duft af morgendug og græs, som alle kender, men ikke kan beskrive og himlen skyfri – en perfekt start på en god dag. Sanseindtrykkene blev dog hurtigt forvrænget af en lugt af tobaksrøg – Jane og Karsten ventede ved min bil, foregivende at være friske og veloplagte trods tidspunktet. Den gamle VW Passat satte kursen mod Ørslev, hvor Bjørn allerede ventede. Det kom vi så også til, da Lars fra DGI, som skulle levere nøglen til tyverisikringen på trailerne, var ca. 20 minutter forsinket i forhold til tidsplanen der hed kl. 7.00. Men vi kom af sted med begge trailere og nåede Greve ved 8 tiden, hvor vi alligevel næsten var de første til at ankomme. Efterhånden som folk ankom, hjalp de med at losse de to trailere og bære måtterne ned til gymnastiksalen på Tjørnelyskolen. Alt var klart klokken ca. 8.30, hvilket passede fint, da Kimu Sensei og alle chefinstruktørerne skulle holde et kort møde inden kursusstart. På mødet fik vi en kort introduktion til, hvad der skulle ske i løbet af dagen og lidt af indholdet og hvordan vi selv skulle arbejde med tingene, da dette kursus ligesom al undervisning, er en del af vores instruktøruddannelse. Jeg havde medbragt PC’er, højtalere og Kjeld Renshi-dai en projektor, som der blev sat gang i præcis klokken 9.00 så Kimu Sensei kunne indlede kurset med en præsentation.

Denne teoretiske indledning understreger vigtigheden og vægten af ryugi træning i Shindenkan om man så kan lide det eller ej J, de fleste vil helst direkte til den fysiske del. Personligt kan jeg godt lide at tilegne mig viden om det jeg skal lære og få noget historik og dokumentation bygget på. Dette var også et af formålene med den teoretiske gennemgang, der både forklarede omkring systemets kursus struktur og, hvorfor de bliver udbudt og til den pris som de gør, men også en anden del der introducerede hvad jujutsu er og hvordan det har udviklet sig gennem tiden og er blevet trænet fra begyndelsen. Mange genkendte enkelte slides, som de havde set i tidligere kurser, og det er ikke fordi at det bare er for at genbruge, men det illustrerer den, af Kimu Sensei, omhyggelige planlagte røde tråd og link mellem de forskellige pensum- og kompetencekurser. En del af præsentationen var særlig spændende for de fleste, da der blev vist nogle videoklip underbygget med tilpas dramatisk og følelsesbetonet musik. Disse videoklip var nøje udvalgt til at vise de forskellige måder, hvorpå jujutsu opfattes eller trænes. Det første videoklip der blev vist var gammelt og derfor i sort/hvid. Det indeholdte klip fra gamle judo kumite men også træningsseancer med Kyuzo Mifune (10. dan Kodokan Judo), det så meget yndefuldt men også effektivt ud. Anden video var for sin vis kontrasten til første video og viste moderne judo-kumite, og hvis det er meningen at man selv skal miste balancen blot man kan få modstanderen ned først og score et point, ja så var det en god video. Tredje video så mere spektakulært ud, da den viste europamesterskab i jujutsu duo-games og her blev der også strøget med nænsom hånd med point der gives for flotteste tekniske udførsel al a kunstskøjteløb. Disse første 3 videoer var da flotte men viste ikke ligesom ikke virkeligheden og folk følte sig nærmest underholdt. I den sidste video fik piben en anden lyd. Stribe på stribe af knock-outs fra MMA kampe, den ene mere modbydelig end den anden at dømme efter ”offeret”. Her var der ikke regler eller point for veludført teknik – nej her var ”pointet” at man havde vundet og uskadeliggjort modstanderen, altså meget mere virkelighedsnært hvis man skal sammenligne med volden på gaden. Kommentaren til videoen fra Kimu Sensei var da også ”Det er jujutsu”, ikke nødvendigvis kønt, men effektivt på den barske måde. Følelsen af underholdning var skiftet til direkte ubehag hos mange af kursusdeltagerne og jeg fik lidt deja-vu til vores egne frikampe under sortbæltegradueringer i Shindenkan, men også den iscenesatte ”opvisning” i indledningen til jujutsu 1, der også havde rystet mange mennesker, men vist og sluttet cirklen mellem de 3 kurser vi skulle igennem. Det der her var demonstreret var at vi alle har forskellige komfortzoner, både fysisk og psykisk, hvilket også hænger sammen med den tekniske udførsel af jujutsu og i øvrigt al kampsport. Scenen var sat til den fysiske del og af sti af sted det gik til dojo’en.

Dojo’en var allerede forberedt af aktivitetsudvalget og træningen kunne starte med det samme. Som indledning og recap blev de forskellige fald fra kursus 1 – forlæns rullefald, baglæns rullefald, sidefald, frontfald og rygfald, hurtigt løbet igennem, hvilket fik alle på sporet og i fokus til det der nu skulle ske nemlig kast. Som udgangspunkt var der nogle forudsætninger og træningsprincipper, hvilket var essentielle for det vi skulle igennem. For det første skulle teknikkerne udføres i Tai-chi tempo, hvilket var med til at sikre en hvis sikkerhed men også højere indlæring, for det andet var forudsætningen for de fleste af de kast vi skulle lave at vi havde kontrollen over modstanderen og derfor kunne udføre kastet. Samtidig var det vigtigt at forstå essensen bag alle de teknikker, som vi skulle igennem, opbygget i trin: kontrol, skab et kontaktpunkt, skab et fælles tyngdepunkt, brug tipping point og bryd balancen, kast modstanderen og afslut. Det gav god mening til de efterfølgende kast og jeg synes succesraten var relativ højt, hvilket den så ud til at være generelt for alle kursusdeltagere. Det er i virkeligheden simpelt og fascinerende, at hvis man forstår et træningsprincip eller flere, ja så kan man forstå alle kast og låse – men stadig svært at lære J Som sædvanlig var træningen uhyggelig godt konstrueret og der var udvalgt kast fra jodan, chudan og gedan dvs. Seio-nage, Shiho-nage, O-goshi-nage, Uki-Goshi-nage, O-soto-gari-nage.

Som en appetitvækker til jujutsu 3 og afslutning på jujutsu 2 havde Kimu Sensei udvalgt en låse teknik (Kansetsu-waza). Straks fik jeg igen deja-vu til de gamle jujutsu kurser, hvor jeg tænkte tilbage på den megen smerte, der kan tilføres en modstander ved en korrekt udført teknik. Principperne bag teknikken, som i dette tilfælde var en håndleds-/albue lås var i princippet de samme som i kastene. I høj grad kræver det at man forstår sin modstander og kan fornemme hvad der virker og ikke virker og hvornår det virker, vi er ikke alle ens bygget, ej heller på smertetærskel. Som så meget anden kampsport kan man gennem det at forstå sig selv og hvordan man reagere, forstå hvordan andre med stor sandsynlighed også vil reagere også på en teknikJ

Kurset var slut og jeg stod med en god fornemmelse i maven, for det havde været akkurat så spændende og interessant som jeg havde håbet på. Men samtidig lurede et spørgsmål i de dybeste hjernevindinger, hvad går forud for den jujutsu teknik man anvender, man går jo ikke bare hen og f.eks. kaster sin modstander og hvorfor ikke bare afslutte inden man kaster hvis man har muligheden, der var et missing link. Det kunne tænkes at principperne i jujutsu også ligger i de ”normale” karate teknikker så konsekvensen af en veludført parade eksempelvis er et kast, men det giver ikke svaret på at man tager fat i sin modstander og kaster ham, der måtte være en dybere forklaring.

Ugen efter, dvs. om fredagen kom så turen til dan versionen af Jujutsu 2, troede vi… Normalt vil vores fredagstræning være afløst af dan versionen af et kursus, der har været afholdt weekenden før. Jeg havde glædet mig hele ugen til at få de ekstra krydderier og måske enkelte andre teknikker serveret på et sølvfad, så vi rigtig kunne komme ned i materien på jujutsu. I stedet skete så noget ret uventet, da vi blev bedt om at træne selv, med det formål at nå frem til en konsensus om, hvorfor jujutsu havde sin berettigelse, hvorfor ikke bare parere og afslutte som i kumite. Som det blev vist i duo games var det en ordinær karateteknik, der indledte en kumite, men der blev afsluttet med en jujutsu teknik. Eller sagt på en anden måde, der er et missing link – hvorfor jujutsu. Kimu Sensei havde glædet sig og forberedt en masse træning, som vi så ikke vil få denne gang fordi vi ikke havde leveret vores feedback fra kyu-kurset til rette tid, så kunne han jo ikke vide, hvor meget vi havde forstået, som skulle sætte fællesnævneren for dan kurset, og det havde han jo ret i. Kimu Sensei spurgte om vi havde forstået opgaven, og efter at være blevet bekræftet fra os alle, sagde han pænt farvel og kørte. Lettere desorienterede stod vi tilbage, men gik friske til opgaven.

Vi indledte træningen med i rundkreds at diskutere oplægget, hvorfor jujutsu? Der var en livlig debat som rundede både historien, dvs. hvor og hvornår jujutsu stammede fra samt hvem der brugte det. Vi nåede frem til at det naturligvis som så meget andet kampkunst var udviklet og forfinet på slagmarken i det gamle Japan. Vi havde fået et lille hint af Kimu Sensei, hvilket også bragte os på sporet – hvordan har man det, hvis man står i ”ilden” og har kæmpet en hel dag? Man er træt, meget træt og fuld af adrenalin. Jujutsu bruger meget lidt energi når den udføres korrekt, hvilket vi jo alle også kunne mærke på kyu-kurset, så på sin vis kunne jujutsu godt være anvendeligt på slagmarken af den årsag. Personligt tror jeg også at en modstander, der eksempelvis bliver kastet iført rustning er ukampdygtig i længere tid end, hvis han har fået et slag, der ikke er gået rent ind, fordi han først skal på benene igen, hvilket i sig selv kan være svært nok i fuld kampudrustning og måske dødeligt med alle de syngende sværd omkring sig. Vi havde alle lært at man er godt på sk….. hvis man bliver kastet, faktisk er gulvkamp den mest uheldige situation at havne i og ikke mindre uheldig omgivet af tusinde af krigere, der kæmper om liv og død. Ret hurtigt blev vi enige om at den mest indlysende grund til jujutsu eksistensberettigelse var ren og skær overlevelse. Begrundelsen for dette er at jujutsu med stor sandsynlighed er den mest effektive og bestialske våbenløse metode, der findes. På slagmarken har det jo ikke været det mest yndefulde at kigge på med fine låseteknikker, nej det har været modbydelige kast med brækkede knogler og halvt afrevne lemmer og knock outs med efterfølgende likvidering. Jujutsu teknikker rummer samtidig muligheden for at afvæbne modstanderen, hvis man selv skulle have mistet sit våben og samtidig kan man jo også stadig kaste sin modstander med et våben i hånden og efterfølgende hugge ham ned enten i luften eller når han lander på jorden. Jujutsu giver samtidig muligheden for at flygte ud af en situation, hvor man eksempelvis er ene mod flere modstandere. Får man fat i en modstander, kan man bl.a. bruge denne til at skærme mod andre fjender eller bremse modstanden ved direkte at kaste ham mod de andre og selv slippe væk. En anden ting som er åbenlys er muligheden for at forvolde skade på en modstander der er armeret fra top til tå. Her er slag og spark ikke så effektive med mindre de ultra præcise mod meget små blottede punkter så som dele af ansigtet, halsen og armhulen. Men kast og låseteknikker ville virke og sidstnævnte specielt fordi man kan udnytte at rustningen jo er delt ved leddene, så de kan stadig blive påvirket og dislokeret og gøre modstanderen ukampdygtig.

Vi havde talt en del om mulighederne og besluttede at prøve nogle scenarier af så godt vi nu kunne. Det første scenarium var én mod de andre, som oven i købet var bevæbnede, da vi var fem til træning blev det altså fire mod 1. Umiddelbart en rigtig rigtig dårlig situation at befinde sig i. Hvad kan man gøre? Forskellige løsninger blev afprøvet. Man kan vente på at modstanderen tager initiativet og de enten angriber på en gang eller der er en af dem som forsøger sig, dette vil afhænge af gruppens samarbejdsevner, men man er næsten sikker på at blive hugget i småstykker, hvis det er en god homogen gruppe. Ej heller er det smart at vælge en modstander tæt på en forhindring så som en endevæg, eller presse sig selv op i en krog, da det giver færre muligheder for at undslippe eller afvige. Det der fungerede bedst for den der prøvede sig som ”the lone warrior” var selv at tage initiativet og komme til at afvæbne en modstander og bruge enten våbnet eller modstanderen til skabe et hul til undvigelse eller en ny kamp, men med færre modstandere. Her blev det konstateret at jujutsu er effektivt, fordi man kan holde sig selv i bevægelse samtidig med at man får kontrol over modstanderen og man kan skabe den nødvendige plads – vi benævnte det at holde pulsen og flowet, som har en lille tendens til at stoppe hvis man kommer i ”traditionel” karate kamp med mindre bevægelse. En ting er dog næsten sikkert, med mindre der er en større niveau forskel på den der er alene og ned til gruppen, og det er at man kan ikke undgå at blive snittet i. Her må indstillingen være afgørende for overlevelse. Hvis samuraien gik i kamp af frygt for at dø eller blive ramt, var han næsten sikker på at han ville blive det. Det kan godt være man skal dø, men man kan lige så godt leve, og skal man dø tager man så mange med i faldet man kan. Det kan godt lyde lidt ærekært men tænk på legenden om Yakami stormesteren og den røde bro. Andet scenarium vi testede af var lidt mere ”retfærdigt” da det her var 2 ubevæbnede mod 3 bevæbnede, hvilket næsten førte til en 50/50 situation og betydeligt bedre overlevelsesmuligheder. Meget afhænger igen af de to gruppers evner til at samarbejde eller skabe uro i samarbejdet hos den anden gruppe. I de fleste tilfælde endte det med 2 kampe, hvor det var en mod en og to mod en situationer. En mod 2 kan hurtig vendes til egen fordel, hvis man kan enten afvæbne den ene og bruge hans våben mod den anden eller eventuelt bruge den ene modstander som skjold mod den anden modstander. Det var ret fascinerende og spændende at afprøve de forskellige muligheder og mærke ”pulsen” når jujutsu’en indimellem virkede. Klokken nærmede sig hastigt 19.30 hvor vi officielt skulle stoppe og som det sidste ville vi eksperimenterer lidt mere med denne ”puls” eller flow og Jens Kyoshi foreslog at tage udgangspunkt i Shiho Nuki, der ligger op til god brug af jujutsu og manipulering af flere modstandere. Der kom nogle ret spændende kumite situationer ud af det. Når alt kommer til alt gav denne fredag aften mig en god fornemmelse for jujutsu’s effektivitet og at det bestemt har sin berettigelse og det berømte missing link ligger i effektivt og overlevelse.

Jeg ser med stor glæde frem til Jujutsu 3, der så skal vise om dette missing link i virkeligheden er så simpelt og give den røde tråd til jujutsu 1 og 2.

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login