Når en kamp skifter, uanset om det er til modstanderens fordel, eller til egnen fordel, må man følge efter, tilpasse sig, og få det bedste ud af situationen.
Optimalt, er man selv på toppen, den der styrer kampens gang, den der leder modstanderen hen hvor det er værst for ham selv, selvfølgelig mens han tror han gør det bedste for sig selv.
Men det betyder ikke, at man ikke skal gøre sit bedste og få det bedste ud af situationen selvom det ikke er det man ville have valgt.
I stedet for at insistere, stå fast, kæmpe imod og højlydt insistere på at ”DETTE ER FORKERT”, må man omfavne situationen, vende den til sin egen fordel. Det er kampkunst.
For samuraierne var kampkunst en livsstil, og en af deres kampformer var Jujutsu. Og her snakker vi om Jujutsu opstået på slagmarken, med de formål at overleve i et slag hvor mange tusind mand deltog.
De højtuddannede samuraier mestrede mange våben, men var naturligvis klar over at et slag er ”vildt og ukontrollabelt” af natur, og selvfølgelig skulle man også kunne forsvare sig hvis man blev afvæbnet, hvis ens sværd knækkede, hvis kampen førte en så tæt på modstanderen, at sværdet ikke kunne bruges, eller der i øvrigt skete noget uforudset.
Derfor brugte samuraierne jujutsu, der var udviklet til slagmarken. Udviklet til en ubevæbnet eller let bevæbnet modstande mod svært bevæbnede modstandere iført kraftige rustninger, udviklet til en kamp der blev ved til den bitre ende, hvor det ikke var muligt at holde pause, og heller ikke muligt at forudse om det tog 5 minutter eller 5 timer.
I en sådan kamp kan man ikke forlade sig på forudfattede planer, eller fastlåste ideer.
Man kan ikke forlade sig på sin styrke, idet man ikke ved hvornår det slutter.
Man kan ikke lave fede teknikker for at se godt ud.
Det man kan gøre, er det der skal til.
Man kan kende sig selv så godt, være så afklaret at men gør det der skal til, det der passer i situationen.
Man kan gøre det man gør optimalt.
Den indstilling er den arv vi har fra Jujutsu, og er det vi skal huske, når vi lærer teknikker. Det kan godt være pistolen er en magnum 45, men hvis man ikke har afklaringen og viljen til at bruge den, når det er det der skal til, kunne man jo lige så godt have haft en ærtebøsse.
Det var den indstilling Kimu Sensei gav os med fra RYUGI (Værdi- og filosofigrundlag) sessionen, ind i dojoen, hvor kodeordet var ”Keep it simple”. Derudover foregik alt i Tai Chi tempo, med det formål at lære teknikken, og sin egen krop at kende. Alle teknikker kan tvinges igennem, og til dels bringes til at virke, men kender man først teknikken, og hvordan den passer til ens egen krop, virker den mange gange mere effektivt, og med meget mindre brug af kræfter – mere optimalt.
Vi gennemgik 3 basiskast mod hhv. Jodan, Chudan og Gedan, med vægt på principperne for hvorfor et kast virker, hvornår man har fælles tyngdepunkt, hvornår balancen er brudt, osv. osv. Hvornår det bare glider helt perfekt, helt af sig selv.
Meget teknik, og alle de underliggende principper kender vi jo allerede fra karaten – nu skal de bare anvendes på en anden kampafstand, med andre teknikker, således at vi også er velforberedt hvis vi kommer i en situation hvor det er et kast der skal til
Og med indstillingen fra RYUGI’en i baghovedet, skal teknikken jo også virke efter lang tid på slagmarken, øm og træt og småsåret.
Fra vores egne oplevelser i Kaidenkan’s ”streetfight” frikamp ved vi at når man er træt, øm og presset i bund, bliver man nødt til at finde ind til sig selv og gøre det der skal til, for der er ikke overskud at bruge på at se godt ud; der er ikke overskud til fede teknikker, der er ikke overskud til snedige planer
Det eneste der er tilbage er at gøre…..
Det der skal til
