Af Martin Hansen, Medlem indtil 2011

Det er lørdag morgen i starten af december. Mens jeg kører til Tjørnelyskolen tænker jeg på hvad dagen mon vil bringe? Det er lidt over et år siden jeg var på TF1, så detaljerne derfra er lidt slørede, men hvis tråden fra ju-jutsu 1,2 og 3 følges op bliver det en intens og udfordrende dag!

Vi starter i teorilokalet, hvor Keld Renshi-Dai og Brian Renshi-Dai byder velkommen. Efter en kort præsentation af deres baggrund i sportskarate gives et recap af TF1, hvor opbygningen af Shindenkans frikamps-koncept fra slagpuder til fuld kontakt frikamp gennemgås.

TF 2 introduceres med, at nu vil vi opleve en konsekvens af vores valg idet kumite`en kommer tættere på! Vi bevæger os fra TAK til MITT.

V.h.a. video af forskellige typer af (sports-) kamp bygges realismen gradvist op. For at illustrere 100% realistisk Bujutsu vises et klip fra filmen ”De 7 Samuraier”, hvor to Samuraier for at afgøre et stridsmål kæmper med træ-stokke. Jeg får omgående associationer til min egen Bokuto og Ken-jutsu træning. Efter en kort kamp, erklærer den ene sig som vinder under henvisning til, at hvis det havde været virkelig kamp, ville den anden være død! Den besejrede bliver voldsomt forurettet og nægter at anerkende sit nederlag. Han insisterer på en ny kamp med skarpe våben. Den første trækker på skuldrene og de trækker begge deres Katana`er. Fra tilskuerne lyder: ”Hvilket spild!” Kampen er kort og ender forudsigeligt med det ultimative nederlag, døden, til ham, der ikke erkendte sin egen formåen.

Filmklippet gjorde større indtryk på mig end at se muskelbundter slå hinanden halvt fordærvet i en MMA kamp, fordi den knivskarpt illustrerer hvor galt, det kan gå, når man ikke forholder sig realistisk til sin egen formåen. Når selvtilliden overstiger selvværdet.

Keld Renshi-Dai og Brian Renshi-Dai følger mine tanker op med at fortælle om deres egne oplevelser af at ende i slagsmål på et tidspunkt, hvor de begge var på toppen i sportskamp, men hvor de måtte sande, at sportskamp og street-fight er to meget forskellige ting.

Den ”regelfrie” kamp er brutal og nådesløs. Fejltagelser bliver straffet… hårdt! Det kan man enten erfare på egen krop gennem ”learning by doing”, eller man kan lytte til de erfaringer andre har gjort gennem ”en skolet tilgang”.

Shindenkan er baseret på 1000 års historie og erfaringer fra bl.a. slagmarken. Derfor kan vi i dag nyde godt af disse erfaringer og få en skolet tilgang til fighting gennem en gradvis opbygning af teknik, fysik og psyke! Jeg følte mig i trygge hænder, selvom jeg havde set førstehjælpskassen diskret i hjørnet.

Formiddagen blev afsluttet med en lille test, som skal bestås for at kurset kan bestås.

Således mentalt tanket op gik vi ned i Dojo´en. Efter den velkendte opvarmning blev vi beordret iført vores handsker og tandbeskytter. Vi stillede op to og to, Kumite´en kunne begynde.

Oplægget var ”skin-touch”, kontakt til hudniveau, og vi indledte med velkendte Tsuki og Geri mod stationære mål for lige at få Mai-ai på plads. Målområdet var hele dagen Chudan.

Keld Renshi-Dai og Brian Renshi-Dai demonstrerede herefter en række kombinationer af teknikker og Tai-Sabaki som skulle udføres først mod stationære mål og siden mod bevægelige mål. Intensiteten måtte ikke overstige 40% og fokus skulle være på TAK. Vi var åbenbart nogen, der havde svært ved at holde sig i skindet for Keld Renshi-Dai og Brian Renshi-Dai måtte flere gange bryde ind og kollektivt minde om at holde fokus på basis og intensiteten nede på 40 %. Vi blev lovet, at vi nok skulle komme til at ”fyre den af” på 100 % senere.

For den nervøse forælder, skal jeg måske lige nævne, at Jokokidz var i en gruppe for sig og udelukkende trænede med hinanden og med en sikkerhedsafstand på min. 2 cm. Altså uden kontakt.

Efter at havde trænet alle kombinationer både til højre og venstre med skiftende makkere med max. 40 % blev tempoet sat op! De samme teknikker og Tai-Sabaki skulle udføres med 100 % intensitet. Det indskærpedes , at det ikke var et mål i sig selv at ramme ens træningsmakker, men at intentionen skulle være der, det handlede om indstilling.

Først mod stationære mål, makkeren står stille i Kamai. Det går fint; kontrollen er intakt… næsten, et par stød rammer mig i ribbenene, men jeg jo forberedt, får spændt mavemusklerne i tide og modtager en hurtig undskyldning fra min makker.

Undervejs er der indlagt korte drikkepauser, hvor vi samtidig skulle diskutere vores oplevelser: Tempoet var højt, der var ganske kort tid til at udføre teknikkerne inden vi gik videre til den næste. Det stillede store krav til fokus og parathed, for hvis man ikke var 100 % på, var muligheden væk.

En anden oplevelse var, at nogle teknikker, f.eks. Ushiro-Geri, levnede nærmest uendelig lidt reaktionstid hvis man ville lykke… igen er konklusionen: Hvis man ikke er 100 % falder chancen for succes hurtigt.

”Intet i Shindenkan er tilfældigt” siger Kimu Sensei og i skrivende stund står det da også klart at presset var yderst bevidst fra instruktørernes side.

Den praktiske del af TF2 blev, som det var blevet gennemgået teoretisk, bygget gradvist op og således kom den største udfordring til sidst, hvor alle elementerne i MITT blev bragt i spil: Men en Mai-ai der tillod hudkontakt, en Intensitet/indstilling på 100 % og korrekt Tai-Sabaki skulle alle Teknikkerne udføres korrekt.

I oplægget havde vi fået at vide, at mens der i TF1 var en sikkerhedsmargin, ville vi i dag opleve, at der var en konsekvens af vores valg. Det viste sig at være sandt! Hvis man ikke havde korrekt Tai-Sabaki blev man ramt, hvis ”angriberen” ændrede sin teknik fra det aftalte blev man ramt, hvis man ikke var 100 % klar blev man ramt.

Det medførte beklageligvis en fuld knock-down og 3-4 tekniske knock-downs hvor man lige skulle bruge 10-15 sekunder til at komme sig. Personligt sendte jeg en venlig tanke til Jens Kyoshi og alle de mavebøjninger vi laver til træning.

I det teoretiske oplæg havde vi brugt en del tid på at gennemgå Shindenkans fysiske optræningsprogram og baggrunden for fysisk test som stopprøve til 3. kyu. Det er ikke for sjov, at den er der. Det er fysisk krævende at være mentalt 100 % klar igen og igen, og det er fysisk og mentalt krævende at blive ramt hårdt. Efter 2½ time i Dojo´en var jeg træt og øm, men især fyldt med indtryk af, hvordan jeg reagerede under presset at en reel trussel af at blive ramt.

Task Fighting 2 er et kursus, der flytter mentale grænser, fordi man bevæger sig ud af sin komfort-zone og ind i kampzonen, hvor man risikerer at blive ramt. Dér, hvor alt andet end 100 % taber!