Af Pia Bruun, Medlem indtil 2012
Lørdagen oprandt der skulle omhandle task fighting 1. Som alle kompetencekurser består dette af såvel ryugi som ryuha. De ansvarlige for kompetencekurset og dermed præsentation af teorien samt at skulle føre os igennem den fysiske del var Kjeld Renshi-dai og Brian Renshi-dai. Begge har de et enormt erfaringsgrundlag, hvilket medførte at oplægget var troværdigt og indlevelsesfuldt. Både Kjeld Renshi-dai og Brian Renshi dai har kæmpet såvel nationalt som internationalt og begge har vundet medaljer for deres kunnen.
Det blev meget tydeligt hvor stor forskellen er på Shindenkan og traditionel karate. Forskellen på at træne kamp kontinuerligt når et vist (højt) niveau er nået, og at nå så langt at der ikke er mere at stræbe efter. Til en forskel hvor træningen er opbygget over kihon-kumite-kata, og senere modsat, og hvor kompetencerne er mangeartede, kotachi, kenjutsu, jujutsu, for herefter og herudover stadig at have muligheden for en videre udvikling og med et fundament bygget på mere end 1000 års erfaring, og opbygget således at den røde tråd til stadighed er tilstede. Sikring af en udvikling med en tryghed om og tillid til at den dybe tallerken er opfundet og dermed også essensen. Hvor det herefter ”blot” er et spørgsmål om indstiling.
Task fighting 1 omhandler på den fysiske del meget om TAK –korrekt teknik, afstand, kontakt. Afstanden til modstanderen blev sat i korrekt sikkerhedsafstand. Alle iførte sig tandbeskyttere og valget var op til os selv, hvorvidt vi også ville tage handsker og benbeskyttere på. Angreb og forsvar blev udøvet, såvel slag som spark, med et kontinuerligt fokus på TAK. En del skulle øves i ikke at ramme puden med høj kraft, men i stedet fokusere på teknik, afstand og kontakt. Vi blev konstant mindet om at det handlede om vores indstilling, indstilling, indstilling. Og dermed også MITT – korrekt Mai-ai, Indstilling, Tai-Sabaki, Teknik.
Task fighting 1 er afstandsmæssigt ikke et spørgsmål om, hvorvidt komfortzone brydes, eksempelvis til forskel fra jujutsu 3. Men personligt oplevede jeg, at jeg unødigt udførte en teknik med flere bevægelser og dermed også brugte mere kraft end nødvendigt, og hvor jeg ikke var bevidst om det før jeg blev stoppet og spurgt hvorfor. Det er en teknik som jeg godt kan li’ at udføre, men den kræver bare at min modstander er tæt på… og her var vi ikke tæt nok på hinanden til at den kunne have en effekt. Det handlede dermed også om at kunne omstille sig til situationen på det tidspunkt og ikke vælge det velkendte (komfortable).
Som tiden gik blev fornemmelsen af tandbeskytterne i munden glemt. Igen og igen trænede vi angreb og forsvar med et bestemt men venligt pres fra instruktørerne, og langsomt kom fokus også på CT – center og timing. Det blev pludselig lettere at se hvorfra angrebet kom, og hvornår, og langt tidligere end i starten. Det gav for mig personligt et andet overblik og overskud, og jeg ser frem til at øve mig i det igen såvel til Task fighting 2 som i dojoen.
