Artikel Af Claus Hansen, Medlem indtil 2017
Det var med en hvis spænding at jeg den 12. aug. stod op for at pakke mine ting samme og drage af sted på RRcamp11.2. Dette var min første RR camp og jeg var i min egenskab af nyudnævnt chefinstruktør inviteret til årets anden RRcamp. Til dem som ikke ved hvad RR camp står for, så betyder det Ruyha og Ruygi, teori og praksis.
Jeg havde allerede nogen tid forinden fået invitationen og fået klar besked fra Kimu sensei, om at læse de artikler som de andre chefinstruktører havde skrevet. Jeg husker at sensei sagde at det ville være en god ide at læse dem. Det tog jeg til mig og læste samtlige artikler jeg kunne finde. Det var lærerig læsning og hvis der var en fælles nævner i dem, var det at man ikke skulle forvente noget og forvent det uventede. Hvis man skal sige det kort så lev i nuet lad være at bekymre dig om fremtiden eller fortiden lad sensei styre hvad der skal ske.
Men jeg var altså på vej til min først RR camp og var allerede forsinket for jeg ikke havde tænkt på alt inden dagen og måtte ringe til den første chefinstruktør konkollega og sige jeg var forsinket, ikke nogen særlig god start. Jeg huskede en oplevelse fra sommer træning med sensei og jeg ønskede virkelig ikke at være forsinket, det ville være spild af sensei og de andres tid, men ikke mindst min egen. Men altså lettere forsinket samlede jeg min konkollega op og vi begav os af sted mod hovedstaden. Vi nåde staden kun 6 min over det aftalte tidspunkt, det var godt det var midt på dagen og der ikke var kø på indfaldsvejen. De 2 andre, chefinstruktører og konkollegaer, var allerede klar og ventede os. Vi fik hurtigt læsset deres bagage ombord og fortsatte vores rejse over sundet mod det forbudte land, eller er det forbuds landet. Stemningen var høj og det gik uden problemer og vi ankom til Malmø i god tid til at finde en parkerings plads. Det skulle dog vise sig at være besværlig gjort af vej- og/eller bygnings-arbejde omkring hotellet. Vi fandt dog frem til parkeringen og stod i hotellets lobby et par minutter før kl. 13.00. Kort tid efter landede Kimu sensei med jens kyoshi. Den samlede bande jeg har set optil gennem de sidste 10 år og fået en kæmpe respekt for efter min 1. dan graduering, var nu samlet på et lækkert hotel i Malmø. Og fra nu af og de næste 3 døgn var min ”røv” sensei’s. Der var kun en løs tidsplan for de næste 3 døgn og der var kun én der vidste hvad der skulle ske, lidt sommerfugle i maven kan jeg nok ikke fraskrive mig.
Vi fik 10 min til at finde vores værelser og indfinde os i det arbejdsværelset. Vi fik tildelt værelses konkollega, Min konkollega og jeg fandt hurtigt vores værelse og fordelte sengene, jeg var glad for der var to. Her var det så at min manglende rutine kom til udtryk. Hvor min konkollega hurtigt skiftede til noget mere behagelig tøj i stil med den danske nationaldragt i firserne, læs jogging tøj. Beholdte jeg mit ”civile” tøj på og afprøve i stedet sengen og kiggede mig om i værelset. Vi begav os herefter op på den næste etage til arbejdsværelset på vejen mødte vi de to andre. Vi var netop kommet ind i lokalet, da Sensei og Jens koyshi ankom. Og vi fik de første opgaver for dagen. Værelset skulle rigges til så vi kunne bruge det som auditorium. Herefter var det blevet tid til ruygi med sensei. Først startede han med at fortælle om formålet med RR camp. Dette var nok til dels for min skyld, da de andre jo allerede havde været af sted flere gange og kendte reglerne. Jeg havde selvfølgelig mine egne forestillinger om hvad RR camp handlede om, men jeg havde aldrig regnet med at det ville være en test fra enden til anden, som sluttede med at jeg enten dumpede eller bestod. Det var værre dette var altså ingen fornøjelses tur til sverige.
Kimu Sensei havde erfaret at vi ikke anvendte LU værktøjet korrekt og Jens Kyoshi fik derfor til opgave at forklarer det for os. Det var en god gennemgang og jeg måtte jo erkender at måden at jeg havde fortolket det på var forkert og heller ikke gav meget meningen. Det andet gav meget mere meningen set i lyset af at vi skal udbrede kendskabet om os selv og shindenkan i stedet for at klappe os selv på ryggen og fortælle hvor gode vi er. Vi skal i stedet arbejde på at blive forbedrer os hele tiden. Efter denne gennemgang af LU gennemgik sensei fakta omkring skoler og shindenkan situationen. Med fokus på den risiko og udfordringer vi står overfor de næste 5 år. Herefter fik vi til opgave at lave en plan for hver skole, denne plan skulle være konkret og fremlægges for de andre. Nu spørge læseren sikker hvorfor det, er det ikke karate vi træner, hvad har fremtidsplaner med karate at gøre. Ja hvad har det egentlig med sagen at gøre Umiddelbart intet og så alligevel alt. Spørg dig selv vil du helst træne i karate skole, hvor der ikke er styr på noget eller en skole, hvor der er styr på alt og en plan med alt. Hvad sker der i den skole hvor der ingen planer er, hvis chefinstruktøren stopper, hvem tager over efter ham? I en skole hvor man har lavet backup planer for sådan situationer er medlemmerne sikret undervisning og progression. I hvert fald sad vi nu i gang med vores planer for skolerne, vi havde fået strenge ordre af sensei om at ingen gik i seng før eller senere end kl. 3 og at vi skulle sørge for at få 30 min motion.
Jeg må indrømme at jeg ved 3 tiden kun syntes jeg var halvt færdigt og der var så mange løse ender som jeg ikke havde nogen kendte løsninger på. Jeg var langt fra tilfreds men omvendt var jeg også ved at være godt træt. Jeg kunne nå at få 3 timers søvn inden morgenmad, så dette måtte jeg heller benytte mig af og efterkomme sensei henstilling. Der var jo også stadig mindst ca. 33 timer tilbage af lejren og jeg ville også gerne have noget ud af de resterende timer. Fordelen ved at gå så sent i seng er at lige så snart hovedet rammer puden falder man i søvn, næsten i hvert fald.
Vække uret ringede få timer senere jeg kunne godt mærke at jeg ikke havde fået mange timers søvn men jeg var ikke overvældende træt. Et hurtigt bad og noget rent tøj og min konkollegaer og jeg begav os ned til morgen bordet. Her mødtes vi med sensei som altid er i godt humør. Vi kastede os alle over morgen buffeten for at tanke energi depoterne op. Og hygge snakkede over maden. Jeg var glad for at vi havde god tid til at spise og fordøje maden. Efter maden fik 10 min til inden vi skulle mødes i arbejdsværelset og være klar med vores præsentationer. Mindre end 10 min efter var alle samlet og dagens første opgave var at udfordre de andres plan og præsenter ens egen. Men først skulle vi arbejde lidt med det samme med vores formand vi blev derfor først delt op. Det var her jeg erfarede at de andre chefinstruktører havde stor erfaring med denne slags opgaver. De var langt skarpere end jeg. Det gode var at jeg lærte rigtigt meget af det som jeg også kan bruge i mit civile liv. Efter at være blevet udfordret på min skole plan, kunne jeg noterer mig en lang række punkter som kunne forbedres. Desværre var der ikke tid til det nu. Kimu Sensei havde mere information til os. Det var en sammenligning af hvordan SST og sensei og SST mål var og hvilke mål sensei havde. SST er det man kalder 1.1 det vil sige, han interesserer sig for dem som når menkyo Kaiden og som er ”straight liners” alle andre er ikke rigtig interessante for ham.
Dette er måske lidt firkantet sagt men essens er at SST havde et mål og det var at uddanne 3 menkyo Kaiden’s. Dette mål har han nået og nu har han så helliget sig sin egen træning. Sensei derimod er 7.7, eller daimyo. Det vil sige at han prøver at løfte alle. Det var her det gik op for at hvor privilegeret jeg er, Her sidder jeg som 1.dan og kan får undervisning af en stormester. I sst’s øjne ville jeg aldrig være interessant og jeg ville sandsynligvis aldrig nå menkyo. Men i sensei øjne kan jeg nå menkyo lige såvel som enhver anden, der vil det nok. Jeg er altså god nok og meget bedre end jeg selv og andre påbyder mig at være. Men der skal godt nok investeres noget energi fra Kimu sensei for at jeg når der til, for min vej bare til 1. dan har været langt fra ”lige”. Det var også her at det slog mig at med SST’s måde ville man kunne risikere at systemet uddøde, hvilket jeg synes ville være et enormt tab for kampkunsten og menneskeheden.
Efter at have arbejdet med denne sammenligning var det blevet tid til spisning. Vi havde bestilt et bord på en restaurant i byen det var et af de få fast tidspunkter vi kendte til. Restauranten lå en god spadserer tur væk men det var dejligt at være ude i den friske luft. Under middagen spurgte sensei indtil vores konklusioner på opgaven. Efter maden gik det i rask trav tilbage til hotellet. Arbejdsdagen var ikke over endnu. Sensei havde endnu en opgave til os. Eftersom at chefinstruktørerne varetager en del af undervisning i honbu dojo mente sensei, at det var rimeligt at vi fik praktisk indflydelse på den. Efter hans introduktion og efter at han havde udstykket hoved reglerne for kalender var det nu op til os som team at ligge kalenderen for de næste 5 år. Det skulle vi have klar til i morgen samme med vores skole plan.
Vi fik hurtigt fundet en måde hvorpå vi kunne skabe overblik over de kurser der skulle afvikles hvert år og hvert andet år. Udfra dette fremsatte vi ”rules of engagement”. Det var ikke nogen nem opgave at løse, da store dele af året var reserveret lejre og træning af sensei samt ferie. Til at starte med forsøgt vi at ligge det på lørdage men dette blev hurtigt umuligt at få til at gå op. Ved at tage fredage i brug blev det nemmere, men der var stadig behov for at anvende noget af den tid sensei havde reserveret. Vi noterede de steder hvor der var overtrædelse af planen. Og fik noteret alle kurser ned i kalenderen så de kunne fremlægges, mens dette stod gik vi på skift i motions centeret, da vi igen var blevet pålagt 30 min. Hvilket egentlig var forfriskende nok. Vi gik derefter over til at færdige gøre vores skole planer. Jeg havde jo en del notater fra dagen i forvejen som skulle implementeres i planen. Tidligt ud på morgen kunne jeg næsten ikke holde øjne åbne og var begyndt at nikke computeren skaller. Jeg besluttede derfor at sove de sidste par timer inden morgen maden. Det var alt for tidligt at uret ringede.
Det var noget svære end dagen i forvejen at få øjen men ikke umuligt. Et hurtigt bad og jeg var klar til at gå ned til morgen bordet. Stemningen var god, dog fik jeg desværre spist for meget. Det så alt samme så godt ud. Efter morgen mad var det gennemgang af kursus kalender for Kimu sensei i arbejdsværelset. Sensei udfordrede vores løsning og vi forsvarede vores overtrædelser. Sensei ville kigge planen igennem og den ville senere blive lagt på hjemme siden til glæde for shindenkan elever. Herefter var det tid til en øvelse der blev kaldt den ”varme” stol. Vi havde dagen forinden været igennem samme øvelse. Vi skulle efter tur sætte os i stolen og lade os interview af de andre, sensei forlod rummet og ville være tilbage inden for en given tid. Formålet med øvelsen er at lære sig selv bedre at kende. Efter nogen tid var vi kommet igennem alle samme hvorefter og sensei kom tilbage til rummet. Det underlige var at sensei kunne fortælle mig hvordan jeg er som person, ikke altid rart at høre sandhenden.. Men det fede var at han samtidig kunne fortælle mig hvad jeg kunne gøre ved det. Lejren var dermed forbi og vi skulle hurtigt have checket ud, jeg følte virkelig jeg havde flyttet mig på denne lejren men jeg har stadig meget at lærer. Jeg var derfor noget uforberedt på at kimu sensei graduerede mig 1. dan Sr. Jeg tror jeg fremstammede et tak. Det var i sandhed den bedste dag i mit liv og den startede sandelig godt. Jeg er meget bedre end jeg påbyder mig selv, F… jante loven. Turen tilbage til gamle Danmark foregik i solskin for mit vedkommende.
Claus shishu 1. dan Sr.
