Af Karsten Nielsen, Medlem indtil 2016
Endelig var det blevet tid til x-mas lejren, og som så mange gange før, kunne jeg næsten ikke vente med at komme af sted. Træningslejrene med de mange shindenkanere, synes jeg altid er sjove at deltage på og da jeg hørte at vi denne gang ville slå alle tidligere rekorder, i forhold til antallet af deltagere, blev glæden endnu større. Derudover følte jeg mig som et heldigt asen, da træningslejr for mit vedkommende allerede startede om fredagen, i stedet for lørdagen.
Jeg havde arrangeret kørsel med Claus Shishu for at være i god tid og vi ankom til Måløv hallen 20 min før start tidspunktet. Der er altid godt, at komme i god tid til sortbæltetræningerne, så man ikke kommer til, at spilde tid med armbøjninger.
Jeg havde hele tiden troet at det ville blive en meget teknisk lejr og det skulle vise sig at det også kom til at holde stik. Derfor havde jeg op til lejren trænet en del Koryu Naihanchi, som jeg synes er meget svær, på grund af de mange detaljer. Mine forventninger til denne træningslejr, var at vi skulle lave kata, i størstedelen af tiden, og jeg havde spekuleret på om det ville blive det rene kata-maraton. Det blev ikke et kata-maraton, til gengæld lavede vi en hel del kihon (gående basis) hvilket jeg syntes var mega fedt. Jeg syntes det var rigtig cool, fordi der virkelig blev gået i dybden med detaljerne bl.a. at albue og knæ skal følges ad.
På lejren lavede vi også en del tai-seigyo øvelser, det er øvelser der træner ens kropskontrol, hvilket man også bruger i Koryu Naihanchi. Øvelserne vi lavede, i forhold til kropskontrol og gående basis, er noget jeg skal øve mig på hver dag. Jeg er sikker på at det bliver sjovt, for det er meget interessant. Når jeg er blevet bedre til det og bruger det generelt i karate træningen, så er jeg ikke spor i tvivl om at jeg bliver bedre, og der dukker nogle nye aha oplevelser op. Vi trænede også Ido-unsoku på lejren, og det var mindst lige så detaljeret som alt det andet vi havde trænet. I Ido-unsoku lavede vi partner øvelser, hvor vi testede hvordan de forskellige stillinger havde styrker og svagheder, i forhold til balance.
Om aftenen blev vi inddelt i grupper. I grupperne fik vi uddelt en opgave som vi i fællesskab skulle svare på. Vi fik at vide at det var vigtigt, at alle fik bidraget til opgaven. Derudover fik vi sat en tidsbegrænsning på, da der ventede en opgave mere bagefter. Den anden opgave skulle ende med en en opvisning, som skulle vise dagen efter, for alle deltagere + tilskuere. Hele processen med hvad vi skulle lave, samt indøvelsen af opvisningen, var mega sjov. Måske fordi jeg var sammen med Anders, Margit og sidst men ikke mindst Jan – som jeg efterhånden tror er lige så skør som mig selv. Men det er ikke noget problem for selvom der blev arbejdet, så hyggede vi os. Jeg smiler stadig når jeg tænker tilbage på alle de skøre ideer, som blev afprøvet og enten virkede for os, eller ej.
Da vi var færdige med opvisningen, var klokken efterhånden blevet mange og det var tid til at køre hjem, for at få hvilet. Jeg var meget træt både fysisk og mentalt, men der var simpelthen så mange spørgsmål som lå og kørte rundt i hovedet på mig, så da jeg endelig fik mulighed for at få noget søvn, så kunne jeg ikke sove. Jeg var nødt til lige at prøve at finde svar på nogle af spørgsmålene, bare en sidste gang og jeg følte at der var noget i den første opgave, som jeg havde overset. Derfor gik jeg ind på hjemmesiden for at se om der var noget derinde, som kunne hjælpe mig. Efter en times tid fandt jeg hvad jeg ledte efter i de nye artikler om POMW.
Den næste morgen skulle vi så fremlægge det gruppearbejde vi havde lavet dagen før. En ting som jeg efterhånden er ved at lære, når det gælder træning med Kimu Sensei er, at der ikke er nogen tilfældigheder og det skulle vise sig også at være sandt denne gang. Der er altid en masse læring under fremlæggelserne, så det bedste man kan gøre er, at forberede sig og være åben og modtagelig for rettelser. Selvom vi havde forberedt os i gruppen, så var det ikke ordentligt, for det gik langt fra som vi havde tænkt os.
Efter fremlæggelserne fortsatte træningen, alt den info man havde fået dagen før, fik man nu chancen for at arbejde noget mere med. Det var der for mit vedkommende brug for, så jeg kunne få lidt mere tid til at arbejde med detaljerne. Jeg har lært så meget på de 2 dage, at der ikke er noget at sige til at jeg var mentalt træt da lejren var overstået.
Under fremlæggelserne har jeg lært at der skal være mere kommunikation i gruppen, samt at min forberedelse skal være bedre. Jeg har også lært at min tekniske kunnen kan blive meget bedre og at det kræver benhårdt arbejde. Jeg ved at jeg skal øve mig mere på tai seigyo og at jeg ikke kan kontrollere alt, selv jeg nogle gange gerne vil.
På et tidspunkt i løbet af formiddagen dukkede brunbælterne, som skulle til graduering, op. Her fik jeg fik mulighed for, at se om nogle af de arbejdsområder fra min sidste graduering, var blevet bedre. Det var de og da vi havde været hos brunbælterne et kort stykke tid, fortsatte træningen.
Da klokken nærmede sig 12:30 begyndte de første elever at dukke op, som tiden gik, kom der flere og flere shindenkanere. Det var dejligt at se så mange mennesker, og mine tanker gik til de nye, som var på deres første træningslejr.
På en måde var det også min første træningslejr. Det var nemlig første af slagsen hvor jeg skulle undervise. Dette var godt for mig, da det afslørede en masse nye arbejdsområder. Jeg er meget glad for, at jeg fik mulighed for at undervise – det har givet stof til eftertanke. Det, og så at se de ”gamle” instruktører i aktion, har fået mig til at reflektere over den måde jeg underviser på.
Derudover skal man huske på, at bare fordi mottoet for TG 1 hedder ”smil du er lige begyndt på en rejse” så er det jo ikke ensbetydende med at det er forbudt, at smile senere, eller på resten af rejsen.
Tak til alle, for en fantastisk lejr.
