Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
To gange om året mødes Shindenkans sortbælter til deres eget træningsstævne – sommer og Jul, for at blive undervist af stormester Kimu Sensei. Stævnerne er en unik mulighed for at få et koncentreret indlæringsforløb og den eneste mulighed for sortbælter at afslutte et gradueringsforløb. Det er nemlig sådan, at man skal deltage på de såkaldte SBTLUS for at blive gradueret, da det er Kimu Senseis eneste mulighed for at se de enkelte elever, og vurdere om de er klar til graduering, kan deres pensum, har den rette indstilling osv. I år var der ingen gradueringer, men muligheden er der jo altid så alle deltagere mødte naturligvis op med den indstilling og fokus, at hver træning er en gradueringstest, og Kimu Sensei var efterfølgende også glad for deltagernes fokus, engagement og lærevillighed, for hvem gider som underviser at spilde tiden på nogen der ikke gider lære og bare skal have tiden til at gå – ingen 🙂
En kold december fredag eftermiddag blev dette års anden og sidste SBTLUS stævne skudt i gang af Kimu Sensei, og som annonceret i indbydelsen ville emnet være Koryo Naihanchi 1 & 2 under overskriften ”One stroke one kill”, det lyder drabeligt i denne søde juletid, men det er det ingen lunde, tværtimod er det meget livsbekræftende. SBTLUS er et koncentreret forløb og minder lidt om et RRCAMP forløb forstået på den måde at det strækker sig over 26 timer, men til forskel fra RRCAMPs får deltagerne mulighed for at sove mellem de to træningsdage. RR står for Ryugi og Ryuha – teori/filosofi og teknik, som ethvert kursus designet af Kimu Sensei indeholder og således også SBTLUS. Men i år havde Kimu Sensei besluttet at deltagerne skulle have indflydelse på indholdet af Ryugi delen og således udsendt en opfordring til på forhånd, at sende ham spørgsmål omkring Shindenkan, kampsport og kampkunst etc. som man ønskede at få et uddybende svar på. Kimu Sensei havde regnet med at få en god håndfuld spørgsmål fra de 14 deltagere, men mailbox’en blev nærmest bombarderet og han havde samlet essensen fra hele 72 spørgsmål som han underholdte med de første par timer fredag eftermiddag. Her blev blandt andet gennemgået spørgsmål omkring Shindenkans fremtid, forskellen på kampsport og kampkunst, hvordan Kimu Sensei trænede osv. Specielt spørgsmålet om hvad kampkunst er og hvordan man træner på højt niveau forsøgte Kimu Sensei at forklare så godt som han kunne i lægmand termer. Men det er svært og som han sagde ”Hvordan forklarer du et menneske fra Gundsømagle der spørger, hvordan ser verden ud, når denne kun har været i Gundsømagle og du selv har rejst i hele verden?” . Det er svært at sætte sig ind i, men billedet er egentlig meget godt. De fleste kender det vel fra vores egen hverdag på et mindre plan ”Hvordan forklarer en IT-professor en alm. bruger hvordan en mikroprocessor er bygget op eller hvordan hele Internettet er skruet sammen når denne kun kan bruge Word”. En andet spørgsmål gik på at forklare sammenhængen mellem kampsport og kampkunst, eller den sammenhæng der ikke er der. Kampsport er kyu og dan grader, kampkunst er densho grader. De to har i princippet ikke noget med hinanden at gøre andet end at på det ydre trænes de samme teknikker, men indholdet (det indre) er vidt forskelligt. Her kom det også frem at kampkunst først virkelig starter fra fuld Menkyo (6-7. dan i kampsport) og svarer til hvidt bælte, hvis man skal drage en parallel til kampsporten 🙂 så der er virkelig langt blot til begyndelsen, hvor man har lært sig selv at kende. Men karate og specielt Yakami Shinsei-ryu er et godt værktøj og en rød tråd der designet til at hjælpe en på vej til kampkunstvejen – hvis man vil. Kata er det værktøj hvor igennem man viser sin ypperste teknik og viden også i kampsport, så efter denne Ryugi lektion, var det på tide at blive fysiske og deltagerne bevægede sig mod dojo’en.
Efter selvvalgt opvarmning, gik Kimu Sensei straks i gang med aftenens 2. lektion som var Koryo Naihanchi 1. Men som vanligt havde Kimu Sensei valgt et tema som skulle gå igen gennem hele SBTLUS træningsstævnet og det efterfølgende Xmas stævne for alle “Hvorfor ikke være god ved sig selv – og lære det rigtige fra begyndelsen af? – og fortsætte med dette – hele tiden?” Der ligger selvfølgelig mere bag disse ord end blot ordene selv. Man kan træne en kata som en ren figur øvelse og så forbliver det kampsport, du kan også vælge at træne med det formål at lære noget om dig selv og hele tiden blive bedre og måske nærme dig kampkunst. Det handler om at stole på det man får at vide og vise tillid til 1000 års erfaring og viden, det er jo ikke tilfældigt, hvordan en kata er bygget op, der er forskelige symbolikker, principper og kræfter der tilsammen giver læring på et højere niveau, som man skal være kampkunstner for at forstå. Men man kan starte med at træne og træne rigtigt, så de små detaljer kommer med, det er forudsætningen for senere at kunne løfte kata til et højere niveau. Det er detaljer som krydsspændinger, tachi-ai (at forbinde de rigtige) punkter, men det handler også om ikke at komplicere tingene og bare gøre det naturligt, hvilket er meget nemt at sige, men sværere at udføre. Men stormesteren er der netop for at hjælpe dig til at følge den rette vej og træne det rigtige frem for at du træner på noget forkert og egen fortolkning 🙂 Der blev arbejdet godt og længe med de forskellige serier i Koryo Naihanchi og Kimu Sensei var rundt blandt alle deltagerne og rette til, men også udfordre den enkeltes grænse og kontrol gen, de fleste vil nemlig helst have kontrol over bevægelserne, men for meget kontrol hæmmer også dig selv, og kata handler jo netop om at vise dig selv. Kontrol gør også at du rent fysisk ikke kan generere den kraft som dit potentiale rækker til og Koryo Naihanchi handler netop om maksimal kraftgenerering og ”one strike one kill”. Handler det så om at slå ihjel…..sådan kan det godt opfattes i en kampsportsverden, hvis man træner for at forsvare sig selv og slå på tæven. Men i princippet er det nemt at slå ihjel, det er straks meget sværere at give liv eller skænke livet og være bevidst om det. Det lyder flot, det er det også og noget vi almindelige udøver nok skal træne i mange år for at forstå, men det er da rart at tænke sig at man kan skabe noget frem for at ødelægge noget, noget vi kan relatere til i hverdagssituationer, hvor missede deadlines, utroskab, løgne og bedrag skaber ravage, ødelæggelse og dårlig energi, mens god forberedelse, loyalitet, venlighed og kærlighed skaber god energi og måske det ”one strike one kill” måske i virkeligheden handler om. 2 timer går hurtigt i selskab med en kampkunst stormester, hvor man forsøger at få det hele med, men godt at der så efterfølgende var 1 time til at træne alt det man havde lært, da deltagerne havde CISIS træning efter reglen nok se men ikke snakke 🙂 CISIS træning giver mulighed for at man kan gå ind i sin egen ”osteklokke”, men også observere verden omkring dig dvs. hvordan de andre har opfattet træningen, og dermed konstatere om du har samme opfattelse i hvordan teknikkerne skal udføres. Hermed ”dømmer” du ikke andre på hvad de siger de gerne vil udføre men hvad de rent faktisk gør, hvor du så kan lære af dine og andres virkelige ”handlinger”.
Efter træningen var der tid til et kort bad for dem der havde lyst og indtagelse af mad, der for nogen var medbragte madpakker og for andre pizzaer fra det lokale pizzeria. Resten af aftenen dvs. fra ca. 20.30 var også planlagt af Kimu Sensei, hvor deltagerne blev delt op i grupper og skulle løse en opgave inden næste morgen, men samtidig måtte de heller ikke slutte senere end kl. 23.00 så de kunne nå hjem og få deres skønhedssøvn 🙂 Opgaven gik i al sin enkelthed ud på ”Den ideelle årstræningsproces – for mig og de andre – Lokalt, forbund som Honbu for Brun og sortbælter”. Ud over dette skulle chefinstruktørerne sammen med deres team instruktører lægge sidste hånd på træningsplanen så også denne kunne godkendes næste morgen. Der blev arbejdet intensivt frem mod kl. 23.00, hvor der igen blev kaldt til samling for at sikre at Kimu Sensei havde fået fremsendt resultatet i hans mail-boks så han havde noget af natten til at kigge resultatet igennem, men også for at sikre at alle var klar til morgendagen og stadig ved godt mod. Herefter gik turen enten hjem eller til en Shindenkan ven for at sove eller lave de sidste forberedelser til næste dags Xmas stævne.
Næste morgen var der igen samling kl. 08.00, hvor der var Ryugi træning og rundstykke og kaffe indtag. Kimu Sensei var i højt humør og glad for de bidrag han havde modtaget aftenen før og i særdeleshed glad for den arbejdsindsats som alle havde leveret dagen før, både på Ryugi og Ryuha delen. Omkring kl. 10.00 vendte deltagerne så igen næsen mod dojo’en godt spændte på hvad Kimu Sensei nu havde fundet på. Til at starte med skulle deltagerne vise, hvad de havde øvet på aftenen før under CISIS. Det var ikke helt lige som det skulle være, så det var på plads med en recap så alle kunne komme i rette ”gear” igen. Koryo Naihanchi 1 var oprindelige en begynder kata…..i kampkunst 🙂 så for almindelige dødelige er det en brun/sortbælte kata. Til at forklare Koryo Naihanchi blev Koryo Naihanchi 2 & 3 udviklet, så derfor skulle deltagerne nu træne på Koryo Naihanchi 2 (bevægelserne var allerede indøvet før stævnet). I lighed med dagen før kom Kimu Sensei med uddybende forklaringer og detaljer, som man skulle indarbejde. De fleste kunne godt genkende principperne fra Naihanchi 1 og i særdelshed da Kimu Sensei pin pointede, hvor de forskellige tachi-ai, krydsspændinger osv. gik igen og uddybet i Naihanchi 2. Gennem 2 timer kom deltagerne alle bevægelser igennem og fik rigeligt at træne på i juleferien og videre frem. Klokken var blevet 12.00 og officielt sluttede SBTLUS, men dagen var jo kun lige begyndt 🙂
26 intense timer, hvoraf der blev trænet i 17, var gået og deltagerne kunne puste lidt ud inden årets X-mas stævne for alle skulle afvikles. For nogen var det tid til den sidste planlægning af træningsprogrammet og rehearsal på Shindenkan Gangnam Nisse style 🙂 for andre opstilling af podie og klargøring af alt det praktiske inden stævnet og instruktørmøde, og så lige lidt en let frokost. Men tydeligt var det i alles blikke, at det havde været et rigtig godt SBTLUS stævne, hvor hver enkel deltager var blevet udfordret på deres eget niveau og nu kunne holde en velfortjent juleferie og måske træne lidt i smug mellem andestegen, julefrokoster og snapse.
