Af Bertrand Bourgeat, Medlem indtil 2022
Når Kimu Sensei inviterer til træningslejr så møder man op – også selv om årets fedeste julefrokost tilfældigvis ligger samme dag. Jeg elsker ellers at danse men udsigten til en svingom med kata Koryu Naihanchi vinder denne gang.
Temaet for denne sortbælte lejr er sat med den dramatiske overskrift: ”One stroke – one kill.” Men som sædvanligt er der mere til tingene end det man kan se.
Som optakt til lejren har Sensei denne gang inviteret alle til at sende spørgsmål ind – alt mellem himmel og jord – og sådan en chance skal man ikke lade gå fra sig. Der er flere ting i pensumhåndbogen, som jeg godt kunne tænke mig at få uddybet. Og da lejren starter fredag eftermiddag kl 16:30 er det da også spørgsmålene Sensei først griber fat i under Ryugi. Sensei fortæller, at han blev overrasket over mængden af spørgsmål. De 14 deltagere på lejren har tilsammen leveret 72 spørgsmål!
Kimu Sensei giver en spændende gennemgang ud fra det første spørgsmål: hvor er Shindenkan om 5-10 år? Kort fortalt består Shindenkan i dag af 10 skoler og om 5-10 år kan man forvente at der måske vil være 2-3 flere. Men det afhænger helt af om kompetencerne er til stede hos nye instruktører for Sensei vil ikke gå på kompromis med kvaliteten af chefinstruktørerne.
På et tidspunkt spørger Sensei hvor mange der kunne tænke sig, at blive chefinstruktør og jeg rækker friskt hånden i vejret sammen med et par andre glade og håbefulde karateudøvere. En enkelt rækker en halv finger i vejret (kan man det?) og siger at han ved ikke om han kan finde ud af det. Men fra forskellige sider lyder der forsikringer om, at der selvfølgelig er hjælp at få. Efter en livlig diskussion går vi i dojoen til Ryuha.
I dojoen annoncerer Kimu Sensei som ventet, at vi skal træne Koryu Naihanchi Shodan og Nidan. De tre Koryu Naihanchi var oprindeligt én kata – og en begynder kata. Men den var svær og derfor udviklede Itosu Anko Pinan kata’erne fortæller Sensei. De næste to timer går vi sidelæns i kibadachi, på tåballerne vel at mærke, og vrider skuldre og hofter i cirkulære bevægelser. Vi lærer om tachi-ai, lukning af ki kredsløb ved forbindelse af ki punkter. Og vi lærer også at “one stroke – one kill” har flere betydninger.
På overfladen (omote) betyder det oplagt at slå sin modstander ihjel i første hug. I en lidt mere indsigtsfuld (ura) betyder det at slå sig selv ihjel for at genfødes som noget nyt – og forhåbentligt bedre. Og i dag betyder det også, at gøre tingene rigtigt første gang. For som Sensei siger, så gælder det om at være god ved sig selv og bruge tiden optimalt. Gør det enkelt for dig selv – gør det rigtigte første gang.
Fra klokken 19-20 er der selvtræning og de 14 deltagere træner uden at der bliver sagt et eneste ord. Koncentrationen i rummet er så tyk at man næsten kan tage og føle på den. Da klokken bliver 20 er der en halv times spisepause hvorpå vi starter på en gruppeopgave. Jeg er sammen med Jan og Søren og opgaven lyder “Hvordan ser den optimale årstrænings cyklus ud for dig og de andre?”
Vi er alle 1 kyu/1.dan og det er naturligvis den referenceramme vores opgave bliver skrevet i. Og så er vi jo fra samme klub og derfor kommer en del af diskussionen naturligt til at dreje sig om vores fælles oplevelser i klubben. Da klokken nærmer sig afleveringstidspunktet klokken 23 samler Søren vores præsentation i en mail sammen med et billede af snobberne Fritz og Poul samt et billede af en (desværre) gammel og træt Bertrand Russel. Jeg prøver at tale Søren fra det for jeg føler mig ikke helt sikker på at Sensei værdsætter den slags humor.
Men det skal vise sig, at Søren kender Kimu Sensei bedre end jeg gør for ved morgensamlingen kvitterer Sensei for mailen med et stort grin. Efter en kort gennemgang af de indleverede opgaver tager Sensei fat på endnu en etape af spørgsmål. Han gennemgår Dan graderne, der blev opfundet i sidste århundrede, og sammenholder dem med de oprindelige og ældgamle Bujutsu Densho grader. Densho grader betegner normalt ikke blot én kompetence i et fag, sådan som Dan graderne, men hele paletten af traditionel krigskunst. Densho graderne indeholder desuden ikke kun et teknisk pensum (Ryuha) men også et filosofisk og spirituelt niveau (Ryugi). Sensei fortæller også at blandt Mestrene i Japan bliver alt indtil Menkyo betragtet som begyndergrader svarende til hvid bælter…
Vi går i dojoen og efter en repetition af gårsdagens Koryu Naihanchi Shodan bliver vi bedt om at stille op i en cirkel. Derpå går Sensei rundt om os alle mens han vipper med armene og siger som en kylling – “Gok goook… gok!” – til stor morskab for alle. Bagefter er det naturligvis vores tur og en efter en bliver vi sendt ud på kyllingens vandretur rundt om cirklen. Der bliver grinet meget og, som andre allerede har bemærket, så har visse af deltagere måske mere kylling i knoglerne end andre (Se artiklen i 5.-7. dan: Sortbælte sommerstævne 2011 – det nye møde med det gamle.). Derefter er alle ganske afslappede og indstillet på at lære igen. Så introducerer Sensei Koryu Naihanchi Nidan. Den starter med “hanen som befrier sig af slangens greb”, som Sensei beskriver det. Og der er vist også nogen med en gris men det må vi selv eftersøge. De næste par timer går vi igen sidelæns, frem og tilbage….Da klokken er 12 lørdag stopper vi for at gøre klar til X-mas lejren. Da vi senere på dagen træner pinan kataerne, under Martin Renshis kyndige vejledning kan jeg mærke at jeg nu bruger kroppen anderledes end før vi trænede Koryu Naihanchi.
Da jeg sent på aftenen kommer hjem fortæller jeg med min gode veninde Nanna om weekendens oplevelser. Nanna kan genkende hanen, slangen og grisen. “Kan det være dyrene, der jagter hinanden i midten af den buddhistisk Samsara også kaldet Livets cirkel? Kort fortalt repræsenterer hanen begær, slangen had og grisen uvidenhed. I følge en del af buddhistisk lære leder disse tre gifte til ondkab og lidelse. Kan det være at en del af Ura betydningen af disse kata er, at man slår disse egenskaber ihjel i sig selv?”.
Jeg ved det ikke men det lyder, som et godt spørgsmål til næste tema lejr.