Af Agnes Schwartz, Medlem indtil 2015

At få lov at komme på sortbælte træningslejr når man ”kun” er 2 kyu, brunt bælte 1 streg, kan sammenlignes med at blive konfirmeret – du er ikke voksen endnu, kun på vej.

Indbydelsen kom og sammen med den, instrukser om påklædning, computer, papir, forplejning, tidsplan, lektier i form af 3 artikler, præmier og bevidst fravalg af progression.

På papir ser det jo ikke farligt ud, men fredag følte jeg nu alligevel en sværm af sommerfugle. Tænk nu, hvis jeg punkterede på vejen. 2 minutter ville betyde præmier til alle deltagere.
5 minutter og jeg havde udelukket mig selv fra selskabet og en evt. graduering senere på året.

Kimu Sensei talte om Koryo Naihanchi.
Kimu Sensei spurgte hvad det vigtigste var for at udøve en korrekt Koryo Naihanchi.
Svaret var KIHON.
Ud fra det svar, var kurset begyndt.
Alle deltagere på dette seminar ved jo hvad kihon er. Vi ved også hvad korrekt kihon er, altså i teorien – når vi skal lære nye elever brugen af kihon.

Helt konkret er kihon stabile benstillinger, en god balance, præcise slag og spark og effektive parader.
Kihon er fundamentet i Shindenkan huset og trænes af både begynderen og mesteren, men med en indstilling, tilgang og forståelse alt efter niveau i individets cyklus.

Vi fik nogle nye værktøjer at arbejde med; Ido Unsoku, bevidsthed om aktivering af div. muskelgrupper og træning i at kunne få et bevidst samarbejde mellem muskelgrupperne.
Fedt at kunne få så meget kontrol over sin krop.

Da vi havde trænet kropsforflytninger med bevidsthed om muskelgrupper, hanmi, krydsspændinger og timing, skulle vi nu gøre det stik modsatte – spille fuld.

Det er rimelig angstprovokerende at spille fuld. Jeg tror ikke jeg var den eneste, der spillede en kontrolleret brandert.
Det var også ordet kontrol som Kimu Sensei sagde, var vores fjende nummer 1.
Kontrol kan hæmme din udvikling både som karateka men også i dit civile liv.
Når vi kommer i situationer hvor vi bliver presset, angst, overrumplet sker der ofte det, at vi slår over på ”det kendte” handlemønster, altså kontrol og det er ikke nødvendigvis en Happy ending.

Med disse timer i Dojoen var der Ryugi opgaver. Der var 3 stk.
De første 2 havde vi henholdsvis 30 og 50 minutter til at forberede.
Vi fik nogle rammer at gå ud fra og skulle lave en såkaldt ”business case” der skulle præsenteres på henholdsvis 2 og 7 minutter.

Den 3. ryugi opgave bestod i at lave en opvisning på max. 90 sekunder, der skulle vises på X-mas stævnet den efterfølgende dag.
Den skulle vise forståelse og fortolkning af Shindenkan som er et flersporet kampsportsystem samt refleksioner af de læste POMW artikler, skrevet af Kimu Sensei.

På andendagen af seminaret skulle grupperne fremlægge deres opgaver.
Fælles for alle grupperne var, at der manglede et egentlig samarbejde/samspil.
Nogle var individualister, nogle blev røbet af sit kropssprog, nogle blev døbt alfahanner og hun.
Kimu Sensei fortalte, at det ikke var tilfældigt at grupperne var sammensat som de var.
Kimu Sensei fortalte også, at han som regel ikke læste indholdet i et oplæg, men mere så på selve fremlæggelsen af et emne.
Hvem og hvor mange var der om at sælge ideen?
Understøttede gruppen hinanden eller trådte individualisten frem?
Fornemmede man indbyrdes aftaler, for at samarbejdet skulle glide lettere?

Ind i Dojoen igen og vi skulle træne kihon kumite.
Fra det lærte fra dagen før omkring kontrol af div. muskelgrupper i over og underekstremiteter samt i Core, skulle det så bruges, når vi havde kihon kumite.
Kihon kumite er 1 angreb og 1 parering uden taisabaki.
Her skulle vi så bruge alt det lærte om vores muskler, sener og led, både i angrebet og forsvaret.
Her kom kontrol igen på banen. Man er i et gammelt mønster og skal nu bryde det og tage nogle nye værktøjer i brug.
Det er næsten umuligt, når man er træt og presset.
Undskyldninger, beskyldninger og selvmedlidenhed ruller over en.
Man indgår en aftale med sig selv, bevidst/ubevidst, altså kontrol.
Kontrol på den måde, at vi udelukker mere information og ny viden.

Hvad har jeg så fået ud af dette seminar?

Jeg har fået en masse ny viden omkring min kihon. Kan jeg ikke (og det kan jeg ikke) korrekt Ido Unsoku, kan jeg heller ikke lave Unsoku 1 og slet ikke Unsoku 2.
Jeg har fået nogle værktøjer til at kunne lave en korrekt Ido Unsoku.
Den viden skal jeg have over i min kumite.
Derfra skal jeg have det videre over i mine kata.
Nemt ikke?
Jo, hvis man altså træner det.

Udover en masse værktøjer til videreudvikling af min kihon, har jeg fået en masse at tænke over.

Kimu Sensei fortalte at den gruppe som jeg var i, var en gruppe med meget dynamik. Alfahanner og alfahunner.
Det var bevidst fra Kimu Sensei, som han udtrykte det; at han har forventet nogle diskussioner.
Efterfølgende har jeg så reflekteret over, hvordan min egen rolle i gruppen var.
Ikke så meget om selve opgaven, men mere processen.
Hvem kunne og ville jeg lære af?
Hvem kunne og ville lære af mig?
Hvem var god til at lede og lade sig lede?
Hvem lod sig ikke lede, men kunne samle trådene uden selv at lede?

Herfra tænker jeg at disse forskellige karakterer findes i os alle og i forskellige sammenhænge.
Hvornår er vi forandringsparate?
Hvornår vil vi lade os lede?
Hvornår vil vi selv lede?
Hvornår er vi kompetente ledere?

Alt dette har jeg at tænke over, når jeg skal udvikle min karate, men også i kontakt med andre elever i organisationen af både højere og lavere grad.