Af William Rowe, SDKSkyt, Ballerup
Efter lidt under 50 timer på skydebanen kan jeg nu sige, at jeg har gennemført POMW III. Det markerer slutningen på en længere proces, som for mig kunne siges at have startet tilbage i 2019, hvor jeg var på de to første POMW-kurser. Derfor er det fedt endelig at have taget alle tre og bygge videre på baneskydningen fra POMW II. For det er der, POMW II og III adskiller sig. POMW II er designet til, at man får en rolig og sikker start på rigtige skydevåben ved at træne baneskydning med 0.22 kaliber, og POMW III bygger videre og presser grænserne, dels ved at skyde med grov kaliber og dels ved, at man skyder hurtigere og evt. transitionsskydning mod flere mål.
For mig var noget af det fedeste ved POMW III, men også mest grænseoverskridende, at skyde med 9mm. Siden 2019 har jeg kun skudt med 0.22 kaliber, en noget svagere pistol, så endelig at få lov til at prøve at skyde med grov kaliber har været rigtig interessant. Allerede fra at lade ammunitionen i magasinerne får man et tydeligt indtryk af, at våbnet er designet til at slå ihjel. For mig, som kun har håndteret små 0.22-kugler, var alene vægten i en enkelt 9mm-patron intimiderende. Så da vi sidst på POMW II skød lidt med 9mm for at forberede os på POMW III, havde jeg det svært med at kontrollere pistolen, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle kunne ramme noget med den.
Da vi mødte op første dag på POMW III, skød vi udelukkende med 0.22, hvilket jeg ikke forventede. Det tillod mig til gengæld at vænne mig til at skyde med skydeopstilling, og mine resultater fra dagen kunne bruges som et bundniveau, jeg skulle arbejde på at hæve. Og det gjorde jeg, for over de næste gange ville mit resultat i de siddende runder roligt forbedre sig, og på sidste dag ville jeg lige akkurat skyde inden for 1. division, hvilket jeg selvfølgelig blev rigtig glad for.
Det var også en god motivationsfaktor for mine andre skydninger, idet jeg vidste, at jeg havde potentialet til at skyde rigtig godt, men jeg formåede dog aldrig at skyde et resultat, jeg helt var tilfreds med, stående. På den måde kan den siddende skydning have haft nogle negative effekter på min indstilling, idet jeg begyndte at sætte rigtig høje krav til alle mine skydninger, på trods af at det alt andet lige er sværere at skyde stående end siddende med støtte.
Der, hvor jeg så de største forbedringer, var med 9mm’en. Jeg var selvfølgelig ikke den eneste, der var bange for rekylen og braget fra pistolen, så måden vi øvede det på, var at skyde en hel masse skud af uden at bekymre os om point. Vi skød selvfølgelig stadig mod skiverne, men at få roen til at blive venner med pistolen uden at skulle præstere hjalp mig meget med at vænne mig til, at der var lidt mere kraft bag den. På den måde kunne man også virkelig fokusere på at have et ordentligt greb og ordentlig skydestilling, så man kunne absorbere rekylen korrekt.
For alle de fejl, man havde medbragt fra 0.22’eren, blev virkelig udstillet med 9’eren. For man kan slippe af sted med lidt af hvert med en 0.22, men med en 9mm bliver man straffet for at sjuske. Et af de tydeligste eksempler for mig var, da jeg skød det første skud med 9mm’en, og pistolen bare fløj ud af min venstre hånd. Det fortalte mig meget effektivt, at der var noget i mit greb, der skulle rettes, og så havde jeg noget mere til min tørtræning. Og 9mm’en hjalp mig meget på det punkt.
Som udgangspunkt har jeg svært ved at få meget ud af min tørtræning, idet det ikke er nemt for mig at finde mine egne fejl, men hver gang vi har skudt med 9mm, har der været en tydelig indikation på en konkret fejl, som jeg kan arbejde på, og det har virkelig hjulpet mig med at kunne øve på en måde, som har givet forbedringer.
For i sidste ende er det det vigtigste i POMW, at man kan forbedre sig, og at man har indstillingen og ydmygheden til at tage imod læring, når man får det. Den læring kan komme fra instruktøren, eller den kan vises ved, at pistolen flyver ud af ens hænder, når man skyder. Uanset hvad handler det om at lytte og ikke komme med undskyldninger. Så er det næste skridt at gøre noget ved det, og min tendens har været, at jeg meget firkantet øver delelementerne og til sidst prøver at samle det til en helhed. Og det virker nogle gange.
Lige på det sidste har det givet mig meget succes at øve især mit aftræk for sig selv, men hvis jeg virkelig skal blive god, har jeg på fornemmelsen, at jeg bliver nødt til at stoppe med at øve på delelementerne og kun øve den fulde proces. For selvom jeg var godt tilfreds med min siddende skydning, var jeg utilfreds med min stående, og det er jeg, fordi jeg tror, jeg kan skyde meget bedre. Men hvis jeg skal skyde meget bedre, bliver jeg nødt til at øve korrekt, og det betyder at øve på helheden i stedet for at dele det op i nemme bidder.