Japans historie, samfundsstruktur og sociokulturelle baggrund, sammenlignet med Europa, set og oplevet igennem en Daimyo Lensfyrste families øjne i mere end 2.650+ år
Executive Summary
Flere Daimyo – lensfyrsteslægter har sat deres markante præg på Japans historie og udvikling, men aldrig mere end maksimalt nogle få hundrede år. Her kan blandt andet nævnes: Nitta, Hatakeyama, Ikeda, Takeda, Mori, Shimazu m.fl. Det samme gælder for ledende magtfulde hofadels slægter, som Fujiwara, Taira, Hojo m.fl.
Men med undtagelse af det japanske kejserhus og de tre Shogun – kongehuse; Minamoto, Ashikaga og Tokugawa, er der ingen andre lensfyrste huse, som kontinuerligt igennem mere end 1.000 år, har sat sådan et magtfuldt præg på den japanske historie og udvikling, som Daimyo – lensfyrsteslægterne; Hosogawa og Yamana-Itotani har.
Fælles for de tre Shogun – kongehusslægter og de to magtfulde lensfyrsteslægter er, at de alle kommer fra samme familie; Den japanske Kejserfamilie.
Senere delte de alle samme Seiwa Genji stamfader; Hachiman Taro Minamoto no Yoshiie (1041-1108).
Yoshiies søn, Minamote Yoshikuni (1082- 1155) er den direkte fælles stamfader til Shogun kongehusene Ashikaga og Tokugawa, og de to lensfyrstehuse, og hans søn Minamoto Yoshishige (1135-1202) er den direkte fælles stamfader til Shogun kongehusslægten (1600-1868) Tokugawa og lensfyrsteslægten Yamana-Itotani. Dette var årsagen til, at disse to fyrsteslægter fik en særlig tilknytning til hinanden under Tokugawa shogunatet.
Billedet viser den hierarkiske opbygning af det Japanske feudale samfund.
De to lensfyrste familier; Hosogawa og Yamana-Itotani, blev løbende igennem mere end 1.000 år indgiftet i hinanden, som i andre prominente lensfyrste slægter og kejserfamilien, de sloges med og mod hinanden igennem hele Japans historie.
Begge lensfyrste slægter deltog som generaler, admiraler, højere officerer og embedsmænd, ministre og premierministre i alle Japans krige efter overgangen til den moderne tidsalder; Første Kina krig 1894-1895, Rusland 1904-1905, Korea 1910, anden Kina krig 1931+ og anden verdenskrig 1941-1945.
Selv i moderne tid, sætter de deres præg på Japan, mest på den diskrete måde, men også den offentlige måde, f.eks. Morihiro Hosogawa, titulær Markis og Hertug, som var Japans premierminister i 1994-1995.
Begge lensfyrste slægter har levet og er døde for Japan, og de har tjent Japan i mere end 126 generationer og mere end 2.600 års historie.
Derfor kender også alle skolebørn, teenagere, voksne som gamle disse slægter igennem undervisning i folkeskolen, gymnasiet og universitet. Og skulle de mod forventning ikke havde forstået historien her, så kan de gøre det igennem utallige Japanske som vestlige computerspil, tegneserier, bøger, utallige TV filmserier de sidste 70+ år, utallige biograffilm med ukendte som verdensberømte filminstruktører som Akira Kurosawa.
Billedet viser hvor krigerstanden var i den hierarkiske opbygning af det Japanske feudale samfund.
Lensfyrsteslægten Yamana-Itotani har igennem tiderne været Daimyo lensfyrste over mere end 20 af Japans 66 provinser og igennem mere end 200+ år Daimyo Lensfyrster over 8-12 provinser på samme tid. Det er imellem 1/6 til 1/5 af Japan, modsvarende Danmark, Skåne, Halland, Blekinge, Slesvig-Holsten og meget mere til. Det har ingen anden Daimyo lensfyrste familie opnået i Japans historie, bortset fra Shogun familien; Tokugawa (1601-1868).
I takt med den stigende japanske selvforståelse og stolthed siden 1990´erne, er forfædre og samurai dyderne blevet fremhævet og dyrket i højere og højere grad, og dermed også den japanske kejserfamilie, de gamle shogun kongefamilier og de ældgamle Daimyo lensfyrsteslægter før Tokugawa shogunatet (1600-1868).
En markant revolution er allerede sket, da den 125. kejser af Japan, 85 årige Akihito bliver pensioneret til fordel for sin søn Naruhito den 30.april, 2019, som bliver Japans 126. kejser. Japan har genvundet den gamle stolthed efter anden verdenskrig og kun fremtiden vil vise, hvordan Japan har lært af fortidens politiske fejl og om Japan vil træde ud af skyggerne på verdensscenen og igen indtage en mere synlig og markant rolle.
(Akihito th. og Naruhito tv.)
Før reformationen i Europa var 16 adelige aner at betragte som uradel og særlig fint. I Østen er 30+ adelige aner mindstekravet for national anerkendelse og 70+ adelige aner mindstekravet for national anerkendelse som uradel (Koryu Kazoku).
Derfor blev den nye højpolitiske Shin-Meiji adel fra 1884-1947 aldrig national anerkendt og anset som noget specielt, men var blot en historisk del af en politisk turbulent epoke.
Når de adelige aner går mere end 126 generationer tilbage, stiller det lige pludselig store krav til at afgrænse sig til de markante historiske og familiemæssige afgørende epoker i Daimyo lensfyrsteslægten Yamana-Itotani historie.
Titelmæssigt er de to første epoker mest interessant som “guddommelige ” kejsere eller kejserlige prinser, men historisk set, er de tre sidste epoker som lensfyrster mest interessant og derfor vil de fylde mest.
Japansk – Europæisk sammenligning af hierarki.
5 epoker i slægtshistorien
House of Yamana-Itotani
Epoke 1
Kejserfamilien 660 f.Kr – ca. 960 e.Kr.
Epoke 2
Kejserlige prinser Minamoto Seiwa Genji ca. 960-1185
Epoke 3
Daimyo Lensfyrster Yamana 1185-1582
Epoke 4
Daimyo lensfyrster Yamana-Itotani under Tokugawa Shogunen, 1582-1868
Epoke 5
Kejserfamilien 660 f.Kr – ca. 960 e.Kr.
Det er sådan set ikke så historisk interessant at lensfyrste huset Yamana-Itotani’s første 56 generationer var kejsere af Japan. De første mange kejsere fungerede som krigerkejsere, men fik senere en langt mere ceremoniel rolle, hvor de overlod styret af Japan til hofadelen Kuge. Stort set på samme måde som i Europa.
Den store forskel var, at de europæiske konger og fyrster var ”af guds nåde”, altså at det var guds vilje de var konger og fyrster. Hvis vi lige ser bort fra ca. 500 år hvor de romerske kejsere var ”levende guder”.
Sådan set har alle Japans kejsere været ”guddommelige paver” lige fra begyndelsen af, hvilket var meget belejligt for hofadelen, da de så kunne ”forkynde” den guddommelige kejsers vilje, – igennem deres lensfyrste slægts vilje og lederskab.
Det medførte at prominente kuge – hofadelslægter sloges om at være den guddommelige kejsers rådgivere og ministre, hvilke var meget magtfulde positioner, alene af den grund, at de var de reelle magthavere. Utroligt mange kejsere var ”gummistempler”, – DOG hvis de slog i bordet, så rettede alle ind, medmindre de foretog et kup og fik indsat en anden kejser.
Oftest en søn eller bror af den eksisterende. Nogle kejsere var dog så magtfulde, at de var reelle kejsere. Denne historie er meget lig de romerske kejsere og de forskellige europæiske kongers.
Så de første 1.500-1.600 års slægtshistorie er sådan set uinteressant, bortset fra hvis man hænger sig i, at slægtshistorien er som kejsere af Japan, – hvilket jo også er vældigt fint, status- og prestigefyldt i manges ører.
De første mange kejsere fungerede som krigerkejsere, men fik senere en langt mere ceremoniel rolle, hvor de overlod styret af Japan til hofadelen Kuge
Kejserlige prinser Minamoto Seiwa Genji ca. 960 – 1185
Først omkring 800-900 tallet efter Kristus fødsel (e.Kr.) begynder der for alvor at ske noget interessant. Kejserhusets rolle og magt fortsætter uændret, men der begynder gradvist at ske en opsplitning af adelen i to separate funktioner; Kuge hofadelen og det som blev til Shugo Daimyo krigeradelen.
Firkantet sker det over 3 overlappende epoker:
- Der er Kejsere, prinser og Kuge hofadel som varetager både hof og kriger funktioner.
- Der er Kuge hofadel som hovedsagelig varetager hof funktioner, og kejserlige prinser som både varetager hof og kriger funktioner.
- Der er Kuge hofadel som kun varetager hoffunktioner, og kejserlige prinser som gradvist kun bliver til krigeradelen.
De japanske kejsere havde ligesom alle andre kejsere, konger og fyrster igennem tiderne, flere hustruer, officielle maitresser/konkubiner og vekslende elskerinder. Fordelene for disse kvinder var, at de blev mødre til kommende kejsere, kejserlige prinser og prinsesser, som kunne giftes ind i de magtfulde Kuge hofadel og Shugo Daimyo lensfyrste slægter. Det betød en sikring og centrering af slægtens overlevelse og magt. Her tænkes især på kvindernes familier, som oftest kom fra de magtfulde kuge familier, hvor især tre kuge familier skilte sig ud; Fujiwara, Taira Heiki og Hojo, som kom fra Taira Heike.
Først omkring 800-900 tallet e.Kr. begynder der for alvor at ske noget interessant:
De 3 overlappende epoker.
Deres metoder var meget forskellige. Fujiwara foretrak at få sine døtre gift med den eller de kommende kejsere. Fujiwara overhovedet sørgede så for, at kejseren basisk set altid var mindreårig, således hans bedstefar kunne regere i hans navn med titlen Shikken eller Kwampaku. Det samme gjorde Taira. Hojo spillede mere åbent spil og tog arvelig patent som kejserens førsteminister Shikken fra 1200-1333.
Hojo blev senere en meget magtfuld lensfyrste slægt, – lige indtil 1590 hvor de stort set blev jævnet fra jordens overflade og forsvandt fuldstændig af Japans historie. Kwanto som bestod af 8 provinser blev alle overtaget af den senere shogun; Tokugawa Ieyasu. Hojo beholdt et mindre lensfyrste len og holdt ultra lav profil de næste 400 år.
Fujiwara Kuge slægten har stort set altid formået at komme tilbage til prestigefyldte positioner hos kejseren helt op til i dag, trods de periodevis har måttet overlade de mest magtfulde positioner til andre Kuge familier som Taira Heike, Tachibana og ikke mindst kuge og Daimyo slægten; Hojo.
Fujiwara foretrak at få sine døtre gift med den eller de kommende kejsere.
Taira Heike er udødeliggjort igennem ”The tales of Heike and Genji” og mange andre bøger. Og så er der lige Gempei-krigen (1180-1185) som var en borgerkrig, som for altid forandrede Japans historie for alvor, da kejseren og hans Shikken totalt mistede magten til ”krigerkongen”; Shogunen.
Dog huskes Gempei borgerkrigen altid, da Japans nationalflag fra 1870 afspejler dette. Farverne rød for Taira Heike og hvid for Seiwa Minamoto Genji, og den røde sol som symbol for kejserens oprindelse fra solguden Amateratsu, som i øvrigt er en kvinde.
Netop kejserens problem med mange hustruer og officielle maitresser/konkubiner, medførte mange legitime børn, hvoraf nogle senere blev kejsere. Her var den store forskel til den europæiske adel, hvor børn født uden for ægteskab ikke kunne være arveberettiget som kejser, konge eller fyrste efter 1200- 1300-tallet, – indtil da kunne det sagtens foregå som i Japan (det er der f.eks. også danske eksempler på).
Hvis kongerne anerkendte deres børn udenfor ægteskab, blev de legitime kongebørn, men ikke arveberettiget til tronen. De fik ofte landets højeste adelstitler, magt, gods, guld og dele af deres kongelige fars våbenskjold. Det skete også i Danmark og flere af disse greveslægter lever i bedste velgående og har rangklasse over de ”normale” lensgrever, da de jo er kongelige grever.
I Japan var de legitime børn, og havde du ingen sønner, kunne du adoptere dine døtres mænd som sønner, hvorved deres børn af blodet, var arveberettiget. Sådan var det i det japanske kejserhus som alle andre japanske fyrste- og adelsslægterne, og er det stadig.
Da kejseren havde begrænsede indtægter, måtte han gøre noget. Hans børn var kejserlige højheder og prinser af Japan. Det var hans børnebørn også, mens hans oldebørn osv. var højheder og prinser af Japan.
Det er stort set de samme principper som også gælder i alle de europæiske kongehuse i fortiden. Dog i dag ”falder de fleste oldebørn” ud af kongefamiliens apanage og får landets højeste adelstitel, som f.eks. i England og Spanien er hertug, mens den i Danmark er greve, hvorefter de må klare sig selv økonomisk, ligesom alle os andre må.
Derfor begyndte de japanske kejsere i 800-tallet, at tilbyde deres oldebørn, som var deres højheder og prinser af Japan, at de kunne træde ud af kejserhuset og etablere deres eget prinselige fyrstehus under navnene Taira eller Minamoto, med deres oldefars kejsernavn foran. Det havde den fordel, at de herved ikke mere var bundet af en meget streng protokol og kunne søge deres egen lykke, karriere og økonomiske indtjening. Det kunne de ikke som medlem af kejserhuset.
Sådan blev de to ”halv-guddommelige” slægter; Taira og Minamoto til, som begge havde direkte slægtsmæssigt udspring i det japanske kejserhus.
De fleste af Taira og Minamoto kejsergrenene uddøde hurtigt eller forsvandt ud af historiens vingesus. Men ikke Taira af Kejser Kwammu og Minamoto af kejser Seiwa. Deres efterkommere blev alle udødeliggjort i én af de mest fejrede borgerkrige i Japans historie: Gempei (1180-1185).
Kejser Seiwa
(Kejser 56, Seiwa-tennō, May 10, 850 – January 7, 881)
Den medførte stort set Kuge Taira fyrsteslægtens udslettelse og de optrådte derefter kun sporadisk i den japanske historie igennem dens sidegrene som Shugo Daimyo lensfyrster.
‘Men sådan var det absolut ikke før resultatet af Gempei-krigen blev klart. Blot 25 år før var Taira kuge lensfyrste slægten den meste magtfulde i hele Japan. De havde udmanøvreret Kuge Fujiwara lensfyrsteslægten og praktisk taget totalt udslettet Seiwa Minamoto lensfyrsteslægten i krig, og var de facto den mest magtfulde fyrsteslægt i hele Japan, inklusive kejseren.
Hvordan kunne det gå så galt for den mest succesfulde og magtfulde Minamoto prinse/Lensfyrste gren, Seiwa Genji?
Seiwa Genji stammer fra Japans 56. kejser Seiwa’s søn, den kejserlige højhed, Prins Sadazumi-Shinno (874-916). Hans søn, den kejserlige højhed, Prins Tsunemoto (894-961) fik i 961, som barnebarn af en japansk kejser ret til, at etablere den halvguddommelige kejserlige prinse- og lensfyrste slægt; Seiwa no Minamoto – Seiwa Genji, som betyder ”fra den oprindelige guddommelige kilde udspring”, altså kejseren.
Hans søn Mitsunaka (912-997) blev den første af i alt 8 Seiwa Genji Chinjufu-Shoguns, som var krigerkonge over halvdelen af Japan indtil 1190. Der var to Chinjufu-Shoguns, én i nord og én i syd. Først i 1190 efter Gempei krigen, blev Shogun titlen og jobbet som Krigerkonge over hele Japan, samlet under én hat: Seiwa Genji Minamoto. Den kejserlige regel blev, at KUN prinser og lensfyrster fra Seiwa Genji Minamoto, kunne udnævnes af kejseren til Shoguns – krigerkonge over hele Japan, og sådan blev det lige indtil 1868 – ca. 650 år.
Prins Tsunemoto (894-961)
Mitsunaka, som både var prins og krigerlensfyrste, var en klog og pragmatisk mand. Han konstaterede at overgangen fra kejserlige prins og kuge hofadel til selverhvervende, var en meget svær overgang. De mislykkedes for de fleste og lykkedes kun for de få efter nogle generationer.
Mitsunaka havde lagt mærke til at Kuge Fujiwara slægten stort set havde fået monopol som kejserlig Shikken eller Kwampaku, som var kejserens første minister og dermed ”Kuge hofadel konge af Japan”. Da det samtidig var sådan, at Kuge hofadelen mere og mere holdt sig til politik og ledelse, end det militære håndværk, så så Mitsunaka en god åbning og samarbejdsmulighed her. Han og Seiwa Minamoto blev Fujiwara Shikken militære arm, og gjorde dette med stor succes.
Han blev faktisk Japans rigeste mand og var Shugo Daimyo lensfyrste over 1/6 af Japan – 10 provinser. Samarbejdet og arbejdsfordelingen imellem Fujiwara og Seiwa Minamoto varede over 200 år, – indtil 1153, hvor Taira indtil 1185 blev den første ”krigerkonge” af Japan, uden at have titlen Shogun.
For Seiwa Genji var aftalen særdeles lukrativ med Fujiwara, og Seiwa Genji løste de fleste af krigsopgaverne med stor bravour, hvilket udløste nogle af Japans mest fejrede legender og rollemodeller i dag.
For Fujiwara var aftalen også særdeles lukrativ, da Fujiwara´s 5 slægter – med afbræk fik patent på det kejserlige job som Shikken – Kwampaku lige indtil 1868, og dog. Én af de fem Fujiwara Shikken slægter; Konoe, blev af flere omgange Japans premierminister før og under 2.verdenskrig, og var i øvrigt bedstefar til: Japans premierminister 1994-1995, Morihiro Hosogawa.
Som I nok har gennemskuet, så blev alle tre slægter; Fujiwara, Taira, Minamoto indgiftet i hinanden og ikke nok med det, også ind i kejserfamilien. Sådan foregik det også i Europa´s konge- og kejserfamilier, – det var et spørgsmål om alliancer og overlevelse.
Sådan har det været i alle 2650+ års slægtshistorie af Yamana-Itotani, først som kejsere, derefter som kejserlige prinser og Seiwa Minamoto, og derefter igen som Daimyo lensfyrster Yamana og Yamana-Itotani.
Minamoto Mitsunaka (912-997)
Men før vi afslutter den anden epoke af Yamana-Itotani’s slægtshistorie, skal vi lige afrunde denne epoke med de sidste 100 år, som ledte til at slægten blev; Shoguns – krigerkonger af Japan. Samarbejdet med Fujiwara Shikkens som deres militære arm, gik strygende og Seiwa Genji skovlede provinser ind under deres magtdømme. Èn af forfædrene som skal nævnes er én af Japans mest fejrede helte, legende og krigsfyrste; Minamoto no Yoshiie (1041-1108), også kaldet Hachimantaro – søn af krigsguden. Allerede i en meget ung alder mestrede han alle krigskunsterne og blev allerede en meget frygtet gentleman kriger på slagmarken som 23 årig. Sagnene om ham er utallige og selv i dag er han én af Japans absolut største folkehelte.
Minamoto No Yoshiie (1039 – 4 August 1106) Hachiman-taro
Minamoto No Yoshiie (1039 – 4 August 1106) Hachiman-taro
Hans søn Minamoto no Yoshikuni (1082-1155) var den første til at bosætte sig i provinsen Kózuke, da han fik dette som lensområde.
Yoshikuni blev stamfader til i alt 30 shoguns; 15 Ashikaga (1333-1570) og 15 Tokugawa (1603-1868), og til Daimyo lensfyrstefamilierne Yamana-Itotani og Hosogawa. Men også Daimyo lensfyrstefamilierne; Satomi og Nitta, som satte deres præg på Japans historie i nogle hundrede år.
Yoshikuni sikrede sit lensprovins ved at opdele det imellem sine to sønner; Yoshishige (1135-1202) og Yoshiyasu (1127-1157).
Seiwa Minamoto no Yoshishige sikrede igen sit delprovins lensområde ved, at opdele det i distrikter med hver sin hovedby. Gods distriktshovedbyerne hed: Yamana, Tokugawa, Nitta og Satomi. Seiwa Minamoto no Yoshiyasu sikrede også sit delprovins lensområde ved, at opdele det i distrikter med hver sin hovedby. Gods distriktshovedbyerne hed: Hosogawa og Ashikaga.
Seiwa Minamoto no Yoshizumi og hans ældste søn, Yoshinori, fik af kejseren lov til at etablere deres egen familieklan, og som det var kotyme dengang, antog de navnet efter deres gods lensdistrikts hovedby: Yamana.
Den samme kejserlige dekret-tilladelse, blev givet til etablering af de to senere Shogun – krigerkongeslægter; Ashikaga og Tokugawa, samt Daimyo lensfyrsteslægterne; Hosogawa, Satomi og Nitta.
Det samme skete for andre af sidegrenene af Seiwa Minamoto i slipstrømmen efter den sejrrige Gempei borgerkrig og Seiwa Minamoto slægtens overhoved var nu: Shogun – Japans krigerkonge og de facto enevældige hersker.
Minamoto no Yoshikuni (1082-1155)
Minamoto no Yoshishige var én af de 5 øverste prinser og lensfyrster i Seiwa Genji og alle hans sønner var succesfulde generaler og lensfyrster under Gempei-krigen, så tilladelsen fra kejseren kom hurtigt, således at Yoshishiges sønner kunne søge deres egen succes og lykke.
De to brødre Yoshishige og Yoshiyasu havde nok ikke drømt om, hvor stor en succes og hvor stort et præg deres sønner og deres slægter, ville sætte deres præg på Japans historie de næste 800 år.
Minamoto no Yoshishige (1135–1202)
Yamana-Itotani slægten igennem tiderne
Igennem årene har Yamana-Itotani Daimyo Lensfyrste familien været på de moderne kommunikationsplatforme igennem tiderne. Først var det hundredevis af film, herunder berømte filminstruktører som Akira Kurosawa, og George Lucas. Kurosawa´s film og univers om Yamana´s erobring af Akizuki slægtens lensområde i 1540´erne, inspirerede George Lucas til at skabe Starwars filmene. Senere blev det TV følgetons og dette gælder fortsat løbende, da Japan igen er ved at finde tilbage til “Yamato spirit” efter anden verdenskrig. Med internettets ankomst, er familien nu også inddraget i flere forskellige og meget populære computerspil, såsom Shogun 2: Total War. Kun fantasien sætter her grænserne. Her er nogle eksempler på familiens karakterer i spillene
Spillet Shogun 2
Billeder fra spillet Shogun 2
Total war
Billeder fra spillet Shogun 2
Shogun 2 map
Billeder fra spillet Shogun 2
End game
Billeder fra spillet Shogun 2
Yamana Toyosada
Historiske Yamana figurer fra spillet
Yamana Toyokuni
Historiske Yamana figurer fra spillet
Yamana Suketoyo
Historiske Yamana figurer fra spillet
Yamana Toyoyori
Historiske Yamana figurer fra spillet
