POMW III, kulminationen på et langt, udfordrende og på mange planer givende kursusforløb. Jeg havde, som beskrevet tidligere, erfaret, hvad mine indsatsområder fra forrige kursus skulle og burde være, men alvorlig sygdom i familien havde besværliggjort situationen betragteligt.

Således bestod min forberedelse primært af den mentale bearbejdning af indsatsområderne. Når man ønsker/forsøger at udvikle sig både mentalt og teknisk fylder de områder en del i hverdagen, og jeg har gennem ugerne tit siddet fordybet i tanker om koncentration, rytmisk vejrtrækning og korrekt teknik.

Jeg har analyseret mig frem til, at jeg mest er udfordret på den mentale side, idet jeg behersker skydeteknikken fint, når fokusset er til stede. Undskyldningerne i mit hoved har lydt som følger: Jeg er jo en utålmodig person/sjæl, det nyder konstant skiftende opgaver og udfordringer, at jeg er vant til at skulle besvare et væld af spørgsmål og tage stilling til noget konstant i samspil med en masse elever dagligt, og at jeg helst undgår rutinearbejde.

De dårlige input har sunget i kor, når jeg bearbejdede min pointskydning – altså fokus på den samme proces gentagne gange.

Jeg glædede mig derfor rigtig meget til POMW III, da en stor del af skydningen skulle foregå på IPSC-skiver.

Skud i område A er dræbende, B er livsfarlige skud og C kun sårende skud – ord der vækkede noget genkendeligt i mig. Jeg fandt da også hurtigt fokus, og leverede fuldt tilfredsstillende runder på de forskellige afstande.

Faktisk føler jeg mig meget mere tilpas med at skyde med 9mm fremfor kaliber 22, hvilket er lidt pudsigt, da rekylen er så godt som ikke eksisterende på 22’eren, hmmmm – stof til eftertanke. 

Ugen efter mødtes vi alle igen til sidste del af POMW III, der foregik i “hullet”, hvor der skulle skydes på steal targets og IPSC-mål fra 8 – 45+ m. Indledningsvis fik vi instrukser af Kimu Sensei, der som altid forstår at tydeliggøre sine forventninger til os kursusdeltagere: “Det er ikke for at lægge unødigt pres på jer, men jeg forventer 100% fra alle hele dagen!”

Vi får ladt op med 72 skud ad gangen, da der skal leveres et stort antal skud i et begrænset tidsrum. Alle parametre er således skærpede, hvilket godt kan mærkes på alle deltagere – fuld fokus på opgaven.

Efter et par normale skydninger fra diverse afstande på IPSC-skiver fortsætter vi med transitionskydning. Først skifter vi mellem to mål vertikalt for derefter at skyde på fire skiver horisontalt og vertikalt.

Afstanden var 8m, hvilket for de uindviede kan virke som noget tæt på målet, men faktisk stiller det større krav til selve transitionen, da flyttet er længere jo tættere vi kommer.

Udfordringen er at kombinere kropsbevægelser med sigtningen + at optimere de to hastighedsmæssigt. Jeg har godt styr på denne disciplin, og til sidst “føler” jeg næsten skuddene, forstået således at det ikke så meget er en bevidst overbevisning om korrekt sigte inden aftrækket, men nærmere en følelse af øjeblikket. Så jeg er fuld af selvtillid, da vi skifter til steal targets.

Jeg har fået finpudset/justeret min håndstilling/grebet på pistolen, så jeg oplever samme optagelse af rekylen hver gang, hvilket letter processen med resette og at genfinde sigtet hurtigt. Jeg får ret hurtigt ændret mit mindset til de længere afstande, da små unøjagtigheder har relativt store konsekvenser på 40 meters afstand.

Skydningerne mellem 30 og 40 meter går rigtigt godt, og jeg glemmer næsten min snotnæse med tilhørende feber 🙂

Vi afslutter dagen i “hullet” med skydning forbi og igennem forhindringer. Jeg føler det ikke plads- og udsynsbegrænsningen som en meget større udfordring, efterhånden er vi/jeg blevet så sikre på egne evner, at vi ikke lader udefrakommende påvirkninger få betydelig indvirkning på vores træfsikkerhed. Jeg oplever virkelig, ar fokus på processen og fortroligheden med våbnet skærper min skydning.

Mens solen i løbet af eftermiddagen brænder gennem tågen, bliver mit indre og ydre smil større og større, men der er grænser for alt, da jeg som den eneste må erkende, at jeg fik afgivet et ukontrolleret skud i jorden foran mig, da min tommelfinger gled ved ladning af et nyt magasin – pinligt! 

Afslutningsvis begav vi os tilbage til 25m banen, hvor der skulle skydes en sidste omgang point, inden kurset sluttede med fælles våbenrensning. Trætheden er på det tidspunkt ved at melde sig, så det kræver energi at omstille sig nok engang. Processen besværliggøres da også yderligere for tre af os, da den 22’er, vi skyder med, ikke længere rammer samme sted som tidligere – sigtet må have rykket sig ved tidligere rensning eller lignende. Vi stresses derfor en “anelse”, eftersom vi alle tre kun får et enkelt skud i den sorte cirkel. Godt nok ligger skuddene rimelig samlet udenfor det sorte, men alligevel påvirkes jeg lidt af situationen.

Inden jeg når anden og gældende skydning, er pistolen blevet udskiftet, og jeg skyder dermed med en pistol, hvor jeg ikke kan anvende mit korrigerede sigtepunkt. Jeg vender derfor tilbage til standard og sigter, som var den optimalt indskudt.

Heldigvis er den nye pistol fabriksindskudt, og jeg formår at skyde et, efter omstændighederne, tilfredsstillende resultat.

Alt i alt er jeg langt henad vejen godt tilfreds med min egen indsats, og jeg går fra kurset med en klar overbevisning om og følelse af, at jeg har fået udvidet og styrket min våbenkompetence betydeligt.

Jeg kan således klart anbefale kurset for kommende kursister. Jeg har selv erfaret, at det er mennesket bag våbnet, der skaber resultaterne, idet jeg til tider var min egen værste modstander.

Man/jeg skal ikke tvivle på/nedgøre egne evner og fremskridt. Slutteligt vil jeg videregive dette citat af Kimu Sensei til alle kommende deltagere: “Nyd det!”