Scenen er sat for anden del af POMW på Hanebjerg Skyttecenter, og jeg var noget spændt på de kommende dages videre forløb.

Indledningsvis skulle vi skyde kaliber 22, hvilket jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke rigtig regnede for noget specielt efter alle årene i militæret – lyd og rekyl er jo begrænset.

Jeg må, irriterende nok, dog allerede revidere min opfattelse efter første skydning på 25-meter banen. På trods af tørtræningen oplever jeg, at det ikke ligefrem er super nemt at samle alle skuddene som ønsket. Straks søger min matematiklærerhjerne at forklare situationen – trigonometri, minimal ændring af pistolens vinkel + afstanden = behovet for kontrol/korrekt skydeteknik.

Med god vejledning formår jeg at samle skuddene tilfredsstillende, og jeg er svært tilfreds – altså indtil mit ego presser på for en lidt højere skudkadence. Jeg må lidt slukøret skrue ned igen og få mere fokus på mit aftræk.

Støt og roligt forbedres de forskellige delelementer af skydningen igen, idet jeg interesseret følger de andres skydninger/erfaringer.

Som Kimu Sensei gentagne gange har påpeget, kan alle lære af egne fejl, men det kræver sin mand af lære andres!

Da vi skifter til 9 mm, kunne jeg endelig bruge min erfaring fra de mange år i grønt og sort, forstået således at jeg ikke lader mig påvirke sønderligt af rekylen, flyvende varme hylstre og knaldene fra pistolerne. Jeg kan lukke mig inde i min egen verden og ignorere de andre.

Skydningen med 9 mm stiller virkelig krav til håndtering af pistolen, da jeg, som en del andre, lige skulle tilpasse grebet på pistolen minimalt for at sikre en ens skudafvikling hver gang.

Personligt var min udfordring at få styr på press and squeeze med blommen og ikke krogen på min pegefinger.

Da vi efter en lang dag skal afslutte dagens skydning, er jeg faktisk godt på vej. Jeg er nu endnu mere bevidst om min proces, og jeg er klar over, hvad jeg skal træne ekstra på inden POMW III.