Pistoler siger mig ingenting; har aldrig sagt mig noget og vil nok heller ikke komme til det fremadrettet. Det er ikke pistolen som våben, at jeg har noget imod. Det er bare endnu ét blandt mange andre våben i Shindenkan, hvor vi stifter bekendtskab med mange typer af våben igennem den flersporede tilgang til karate. Det er heller ikke af ideologiske årsager. Jeg arbejder selv i forsvarsindustrien med langt større og farligere våben end pistoler. Så hvorfor denne reservation over for det forbandede våben? Svaret er simpelt: Det er fordi de siger BANG!

Skrækken for pludselige høje lyde, har siddet i mig gennem hele livet. Den kan bedst beskrives som en ubehagelig fysisk reaktion i forbindelse med pludselige høje lyde eller forventningen herom; det sidste er faktisk det værste. I sådanne situationer kan den automatiske reaktion bedst beskrives som en kamp-flugt reaktion. Nøjagtig som vi kender det fra andre aspekter i livet, når vi står i ubehagelige situationer hvor ens liv føles truet eller på anden måde synes at være i fare. Reaktionen er for mig den samme hvad enten der er tale om pistoler, geværer, balloner, fyrværkeri eller andre potentielt larmende genstande.

Med denne iboende skræk, har det været svært gennem de sidste par år hvor POMW forløbet har kørt, at hæve entusiasmen over middelniveau, når andre i Shindenkan, i rosende vendinger, har omtalt  projektet. Det har bare ikke sagt mig noget… overhovedet.

Så hvorfor tilmelde sig POMW, når den psykiske bagage har sat den menneskelige forsvar i alarmberedskab og alt inden i kroppen skriger op om, at det er en forkert beslutning? Først og fremmest fordi der ikke er andre end én selv, der kan tage kampen op imod sin selv-pålagte frygt. Der er kun én der har ansvaret  for at gøre noget ved ens svage sider, og det er en selv. Derfor havde jeg heller ikke brug for megen betænkningstid, da først POMW invitationen var blevet rundsendt, før jeg havde tilmeldt mig. Her var endelig chancen for, under kontrollerede forhold, at gøre noget ved – selvom det var med en hvis nervøsitet.

POMW projektet er meget andet end pistoler og skydeteknik. POMW handler i stort omfang om at arbejde med sig selv. Mantraet i POMW lyder da også, at det ikke er pistolen der i sig selv er farlig, men derimod personen bag våbenet. Dette gælder ikke kun en evt. overfaldsmand med en pistol i hånden, men det gælder også dig når du står med pistolen i hånden. Du er farlig, ikke mindst for dine omgivelser, hvis du ikke lærer at beherske våbenet både teknisk og mentalt.

Vi bliver tit spurgt om i Shindenkan om hvorvidt vi er afklaret. Det er måske et svært spørgsmål at forholde sig til når man egentlig ikke ved hvad der faktisk ligger spørgsmålet. Det er naturligt at sige JA! Men hvad dækker afklarethed egentligt over? Efter POMW kan jeg roligt sige at jeg ikke er afklaret. Omvendt har jeg også indset, at det kan jeg blive gennem hårdt arbejde og kyndig vejledning. Det jeg først og fremmest har fået ud af POMW I, det er, at jeg nu har stiftet bekendtskab med en væsentlig del  af begrebet ”at være afklaret”.

POMW forløbet arbejder på to niveauer, der er hinandens forudsætninger: Den ydre kompetence (omote) og den indre kompetence (ura). Den ydre kompetence består først og fremmest i at lære det skydetekniske, dvs. hele metodikken og det praktiske i at håndtere et våben. Den indre kompetence arbejder med det mentale aspekt, i form af indstilling og afklarethed.

En central tese i POMW forløbet er begrebet DO-MICHI. For at være en elitekriger skal en person både besidde en ydre (omote) kompetence som fx våbenhåndtering og teknik samt en indre kompetence (ura) i form af afklarethed og forståelse. Begge aspekter er vigtige for at være en elitekriger, men den eneste konstante faktor der er afgørende for om en kamp vindes, er menneskets udviklingsproces – ikke teknologien!

Dvs. at hvad enten vi kæmper med spyd, sværd eller pistoler, så vil teknologien til hver en tid give den der besidder denne en væsentlig fordel. Jo mere avanceret teknologi, jo større fordel vil der oparbejdes. Men hvis to besidder samme teknologi og kæmper under samme konditioner, så vil den med den højeste indre afklaring trække det længste strå.

Dette står i kontrast til mange moderne krige, hvor det er teknologien der afgør slaget. Asymmetriske krigsførelse hvor en part er den anden langt overlegen kan foranledige en udefra kommende til at tro, at kamp kun er et spørgsmål om at have adgang til de største og mest moderne våben. Men givet samme forudsætninger vil den der er afklaret og som har den rette indstilling sejre.

Hvad kan vi bruge denne indsigt til i vores karate? Flersporheden betyder at vi kan bruge POMW til at belyse nye aspekter og vinkler af os selv. Både ydre som indre kompetencer. Alle POMW skydeteknikker er taget direkte fra karaten, men de bliver brugt i en ny kontekst. Dvs. at vi er på hjemmebane rent teknisk, men Flersporheden hjælper os til at udbygge værktøjskassen og få en større forståelse, ikke mindst af os selv. En af fordelene ved at benytte pistolen som træningsværktøj er, at resultaterne er der med det samme. Har du ramt skiven? Har du ramt skiven, der hvor du sigtede? Hvorfor ramte du og hvorfor ramte du ikke?

I forhold til min egen situation og læring, så må jeg erkende, at selv om der kun benyttes Airguns under POMW 1, så er der nok realisme i dette til, at det konstant får den føromtalte kamp-flugt reaktion op i mig. Situationen virker virkelig nok på mig. Når vi står med høreværn og beskyttelsesbriller og ”the drill” er sat i gang og pistolen peger på skydeskiven, så pumper adrenalinen. Så meget at den automatiske kamp-flugt situation kommer op i mig. Den indre mangel på afklarethed; om jeg egentlig vil det her, alt dette afsløres direkte på skydeskiven. Teknikken er der og der er mange samlinger hvor skud sidder tæt. Men der er ikke kun en samling, der er mange samlinger spredt rundt omkring. Det rumsterer inde i hovedet.

Alle disse udefrakommende ting roder op i hovedet på mig, Det viser mig, at afklaretheden ikke er på plads. Pistolen er for mig et fremmed våben, i en fremmed situation (skyttebanen), mange kræfter skal bruges på at kontrollere den indre nervøsitet og i starten angst.

Samtidig er der ydre pres på. Sikkerhed er en prioritet. Dette kommer til udtryk ved at sikkerhedsniveauet er på niveau med den der skal være under IPSC skydning. Dette er ens betydende med, at bare et enkelt brud på sikkerheden medfører en såkaldt DQ (diskvalificering).

Den store forløsning kom, da vi prøvede kræfter med IPSC i Airgun-format. Under skydningen her, var der ingen slinger i valsen. Alle skiver blev ramt under bevægelse. Pistolen jammede undervejs, men selv dette blev håndteret. Udskiftning af magasin forløb gnidningsfrit, papskiver blev ramt, alle figurer nedlagt i første forsøg og en byge af skud blev leveret på den elektroniske målskive i et rasende tempo. Alt sammen uden at blive DQ’et!

Det har bekræftet mig i at det ikke nytter at tænke for meget over tingene. Når vi tænker, begrænser vi os selv og chancen for at fejle øges. Store forandringer sker, når vi som mennesker slipper kontrollen.

Karaten har altid ligget inden for min komfort zone – mange af de andre kompetencekurser vi har i Shindenkan, har jeg opfattet som en naturlig forlængelse af karaten. POMW derimod, ligger vinkelret på alt hvad jeg har det godt med.  POMW har allerede efter første modul vist mig, at den flersporede tilgang til karaten kan afslører nye lag der skal arbejdes med for at blive et helt menneske med en realistisk tilgang og forståelse af en selv. Den udfordring er nu taget op!