Af Pia Hornung, SDKSkyt, Ballerup

POMW I Sikkerhed og basisteknik

Jeg har i lang tid set frem til at et nyt POMW kursus gik i gang. Muligheden for at opnå rigtigt gode skydekompetencer på kort tid er unik, og jeg vil selvfølgeligt gerne bare lære essensen fra starten af. Mit kendskab til skydning var på forhånd begrænset, men jeg har prøvet det. For en del år siden ville min søn på 8 år gerne skyde og jeg gik med ham ned i den lokale riffelklub under Måløv skole. Her skød han et år og ind imellem skød jeg med. De ældre mænd i klubben var altid villige til at hjælpe. Efter at have deltaget i POMW I, hvor der bliver lagt STOR vægt på sikkerheden, kan jeg godt se, at det var der ikke meget af i riffelklubben. Instruktionen varede 2 minutter og så var vi i gang med at skyde. Klubben blev lukket året efter pga. for højt blyindhold i luften. Efter det har vi en enkelt gang eller to været med min svoger i en lokal skytteforening for at skyde med pistol. Også her var instruktionen ca. 1-2 min. og så værsgo at prøve. Vi fik prøvet mange forskellige pistoler på én aften bla. en kaliber 45, en Glock og en Magnum 357. Altså rigtige og kraftige skydevåben. Heldigvis gik alt godt. På POMW I kurset er der ikke noget heldigt over tingene. Her er sikkerheden i top. Vi har kun skudt med plastikkugler, men selv en plastikkugle kan lave skader hvis man får den i øjnene. Desuden er kurset jo en forberedelse til skydning med rigtige patroner og sikkerheden bliver derfor indbygget som en rutine inden.

Kurset forløb over tre gange. Første gang var ren teori. Vi hørte historien bag POMW projektet og om de opnåede spektakulære resultater. Vi talte om skydevåbens berettigelse som en kompetence i forhold til at være kampsportsudøver og om ens egen afklaring i forhold til at ville anvende det. Selv er jeg afklaret så langt, som til at det er en kompetence jeg ønsker at have. Jeg ser ingen stor forskel på at lære karateteknikker, som kan dræbe ved et slag/spark, eller lære at skyde. Forskellen er afstand til modstanderen og at dette kan have en mental betydning for hvor let det er at anvende. Er jeg afklaret i forhold til det? Måske og måske ikke. Men jeg vil gerne være god til at skyde. Ikke bare kunne ramme noget indenfor menneskestørrelse, som min svoger siger han som politimand er tilfreds med. Efter teorien gennemgik vi basisteknikkerne ved pistolskydning – POMW håndbogen. Sikkerhed – aldrig fingeren på aftrækkeren med mindre man peger mod målet – og er sikker på hvad der er bagved. Basisteknik – håndstilling, sigte, aftræk. Og så en opfordring om at øve sig praktisk i dette, med en vandpistol eller lignende, 10 minutter hver dag indtil næste kursusdag, som lå en uge senere.

Anden gang startede med endnu en gennemgang af teorien fra første gang, hvor både baggrunden og håndbogen blev gennemgået igen. Og, så i gang med at prøve at skyde. Først med airguns – gaspatron som drivmiddel og 6 mm plastikkugler som ammunition. Igen, fokus på sikkerhed og træning til håndtering af rigtige pistoler. Våben og magasiner opbevares på hvert sit bord. Man har ikke begge dele i hånden samtidig med mindre man står parat til at skyde. Fingeren er kun på aftrækkeren når våbnet peger mod målet. Alle har sikkerhedsbriller på hele tiden. I skydeområdet har alle høreværn på når der skydes. Man bevæger sig kun bagved skytterne. Når man har et våben i hånden peger bunden fremad når man ikke har magasin i, så alle andre kan se at våbnet er ufarligt. Når man har magasin i peger våbnet mod gulvet 3 meter foran en selv før, imellem og efter man har skudt. Og bliver man ramt af plastikkugler mens man skyder, så fortsætter man uanfægtet og begynder ikke at dreje våbnet i andre retninger. Vi skød efter skydeskiver ophængt i gymnastikhallen på Tjørnelyskolen i Greve, som var omdannet til en intermistisk skydebane. Afstanden var 3, 5, 7 og 11 meter. På 3 meter ramte jeg skiven. På længere afstand var der masser af skud, som jeg slet ikke ramte skiven med. Og dem der ramte, gjorde det som vinden blæste. Nedslående. Jeg tænkte ”okay, det her bliver jeg aldrig god til”. Og jeg havde straks en undskyldning for mig selv parat. Også til instruktørerne. ”Øjnene – de kan ikke arbejde sammen”. Det ved jeg nemlig at de ikke kan. Det gør, at jeg ikke kan kigge i mikroskop. Og sikkert også, at jeg ikke kunne ramme skydeskiven. ”Har du sigtekornet i midten? Det ser ud som om du skyder for højt hver gang, så prøv at fokusere på, at den hvide plet skal være mellem de to andre” sagde instruktøren. Og det hjalp faktisk. Flere skud ramte skiven. Senere prøvede vi også teknikken med laserguns, hvor det var ret tydeligt, hvor man ramte og om ens aftræk var i orden. Lektien til tredje og sidste kursusdag var ”Øv jer 10-15 min. derhjemme hver dag i håndstilling, sigte, aftræk”. Altså tørtræning, hvor man ikke skyder en eneste lille kugle af.

Tredje gang var to måneder efter. Jeg havde ikke fået trænet hver dag i sommerferien. Det var ikke helt let at motivere mig selv. Men jeg havde trænet. 10-15 minutter om dagen i mindst 4 uger. Jeg havde tegnet en lille skydeskive og sat op på en dør derhjemme, og øvede mig så med pistolen i at trække, sigte og skyde mod den. Min søn synes det var skørt og forlod straks rummet når jeg gik i gang. Efter en kort recap af teorien skulle det så afprøves om tørtræningen havde forbedret vores skydning. Og – det havde den. Pludselig kunne jeg ramme skiven samme sted hver gang. Fedt. Og utroligt, at 10-15 min. hjemmetræning kan give så meget. Det blev straks sværere da vi skulle skyde gående fremad og bagud. Her gælder det om at bevæge sig stabilt og skyde på et bestemt tidspunkt. Herefter trænede vi i at skyde efter to mål, så der skulle laves kropsdrejninger. Både på kort og lang afstand. Det sjoveste var dog at skyde mod metalmål som væltede når de blev ramt. Efter at have gennemført de samme øvelser med både air og laserguns var det tid til at hver deltager skød en hel bane på skift på tid. Skød – gående fremad, til siden, baglæns, magasinskift, mod ”bad guys” uden at ramme ”hostages” og til sidst mod metalmålene. Super sjovt. Nu ser jeg frem til at skulle på den rigtige skydebane til POMW II.

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login