“Noblesse Oblige" – Adel forpligter
Danmark er verdens ældste kongedømme med 1100+ år og Japan er verdens ældste kejserdømme med 2600+ år
Danmark er verdens ældste kongedømme med 1100+ år og Japan er verdens ældste kejserdømme med 2600+ år. Begge er i dag konstituelle monarkier.
Privilegierne mistede adelen i 1849 i Danmark, hvor Grundloven foreskrev, at ”enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet”. Adelen i Japan mistede deres privilegier i 1947, efter at det japanske under- og overhus blev tvunget til at afskaffe sig selv, og samtidig vedtage den nye grundlov, som hovedsagelig var skrevet af amerikanske militæradvokater – i demokratiets navn.
Og selvom antallet af adelige i dag er større end nogensinde, så har de da heller ikke nogen særlige former for magt tilbage. Man kan også nemt fristes til at spørge, om der overhovedet er plads til en titulær adel i 2019.
I et moderne samfund, hvor den offentlige debat dagligt fyldes af snak om ligestilling og ens rettigheder til alle. Men der var jo engang, hvor kongen kunne adle de folk, han syntes om, og som havde penge og jord. Kongen udstedte et adelsbrev og de udvalgte havde dermed papir på, at de var lidt finere end andre. De var særlige.
Sådan fik Danmark i tidernes morgen en overklasse. Adelige stammer fra en slægt, der en gang var rig og betydningsfuld. Men i dag er der både adelige, grever og baroner i Danmark som arbejder som murere, kontorassistenter, advokater, læger, ingeniører, revisorer osv.
Der har været mere end 55 konger og dronninger af Danmark fra Gorm den gamle til Dronning Margrethe den 2, og 126 kejsere af Japan fra Jimmu Tenno til Naruhito den 1.april, 2019.
Der har altid været en nær forbindelse imellem Danmark og Japan. I 1867-2017 fejredes 150 året for handel og diplomati – og 50 året for grundlæggelsen af Shindenkan i Danmark .
Japan var indtil 2010 verdens andenstørste økonomi, har reelt verdens fjerde største og mest moderne militær bestående af professionelle folk, og er et højteknologisk foregangsland igennem mere end 130 år.
Alligevel er Japan i de fleste danske som europæiske øjne et eksotisk og fremmartet land, hvor sushi, ninjaer, samuraier, varme bade og high tech gadget kommer fra, og så som noget nyt kan man nu stå på ski.
Spørgsmålet er så, da al historie uanset hvor i verden, altid har udgangspunkt i et konge-/kejserhus og adel; Hvordan kan vi bedre forstå den japanske adel ift. den danske og europæiske? Er der ligheder? Forskelligheder? Hvordan kan vi sammenligne og bedre forstå?
Det vil jeg forsøge at gøre med udgangspunkt i kong Frederik den 9; Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.
Titler, historie og Frederik den 9.
Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg
Med magt følger også en forpligtigelse til at være en retfærdig balanceret rollemodel overfor ofte modsat rettede interesser. I et oplyst samfund med frit informations- og kommunikations flow er dette mere en kunst- og skuespilsart, end egentlig en rolle.
Det betød at adelen verden over i takt med oprørsbevægelser og nye politiske strømninger, mistede deres konstituelle privilegier, magt og penge, i takt med at kejsere, konger og fyrster mistede det samme.
Det var en stor markant revolution, da der altid – uanset hvor i verden og på jorden, har været kejsere, konger, fyrster og deres adel. Dette betød hele det fundament i historien fra egypterne, grækerne, romerne, araberne, kineserne, japanerne og mongolerne til hele verdensdele som hovedsagelig Europa og Asien efter tusinder af år med nogenlunde samme samfundsstruktur og opbygning, mistede næsten alt til demokratiet og de holistiske fremskridt på alle planer. ”Med viden kommer oplysning og magt”.
Det skete først i Europa. Først betydeligt senere kom turen til Asien.
I dag har vi generelt en tredelt samfundsstruktur; den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Før var den magt samlet under én person: Kejseren, kongen eller fyrsten, som dog uddelegerede denne magt regionalt som lokalt til adelen. Når det regner på præsten, så drypper det på degnen.
I Europa og Asien var denne model mere konsolideret, jo større og stærkere kongemagten var. Derfor søgte alle store konger altid at samle et større rige under sig, enten igennem erobringer, alliancer eller aftaler.
Med erobringer var kongemagten mere på sikker grund på både kort som langt sigt mht. loyalitet. Alliancer blev forsøgt gjort mere langsigtet med giftemål og gidseludvekslinger. Aftaler var mere fra projekt til projekt, og højst usikkert. Så hvad tror I en kongemagt helst ville satse på?
Mange større lande i Europa har været spredt og senere samlet – trin for trin. Det gælder både England, Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland.
Men efter en samling kan det også hurtigt gå den modsatte vej. Et godt eksempel er Danmark. Danmark har faktisk over to omgange været en betydende magtfaktor i Europa.
Første gang var i vikingetiden sammen med vores nordiske vikingebroderfolk:
Danmark var så succesfuld i krig og alliancer, at i 1219 da Dannebrog faldt ned fra himlen, og i 1389-1523, så det Danske rige således ud;
Og så førte en række dårlige beslutninger til at det begyndte at gå helt galt. Vi tabte en krig i Tyskland, så fik vi bank af svenskerne i 1659, vi mistede flåden i 1807 til englænderne, i 1815 mistede vi Norge til svenskerne og i 1864 Slesvig-Holsten til den tyske kejser.
Succes på slagmarken og dermed rigets størrelse og økonomi, har i begge verdensdele stor betydning for adelens privilegier og magt med eller underlagt kongemagten.
I vikingetidens adel, var der herremænd som jarler (Grever) som mere eller mindre var underlagt kongen. Indtil ca. 1671 var den nordiske adel, herunder den danske stort set ubetitlet, men ganske magtfuld overfor kongen.
Derfor iværksatte den danske adel et ”statskup” og udnævnte sig selv til enevældig konge (diktator) og for at kast glans og loyalitet over det nye arvelige enevælde, oprettede kongen en ny betitlet adel, som alle med penge på lommen kunne udnævnes til, direkte af kongen. Den gamle adel blev stærkt fortørnede over kongens kup. Da det betød at alle som kunne oprette et stamhus med enten 1.000 eller 2.500 tønder hartkorn, – og en meget klækkelig betaling til kongen, kunne udnævnes til de nye arvelig højadelstitler. 16 adelige aner som før havde været kriteriet, blev erstattet af ”Titler for salg”. Alle kunne udnævnes, hvilket også omfattede købmænd, storbønder, udenlandske adelige og pengemænd. Det var kun få af den gamle adel som blev udnævnt og der var stor modstand med smædeskrifter i mange år. I perioden 1671-1919 blev der oprettet ca. 30 af hver. I dag er der ca. 200 adelige slægter tilbage ud af i alt 725, hvoraf ca.15 % er betitlet højadel fra 1671 og frem.
Den nye adel af lensbaroner og lensgrever stod over rang til den gamle uradel, grever og baroner. I Danmark har titlen greve og baron altid været en ren honorær titulær titel. En lensgreves sønner fik den honorære titel greve, ligesom en lensbarons sønner, blev honoræret baroner. Døtre blev hhv. honoreret komtesser eller baronesser. De var alle adelige, men overhovedet for familien eller klanen, var den som var forlenet med et lén, og fik dermed titlen som lensgreve eller lensbaron. Denne struktur var efter tysk og fransk målestok. I England kunne en hertug, Markis eller Greve (Jarl) benytte sin fars andre lavere titler rent honorært.
Men hvordan så det historisk ud i Tyskland?
Frederik den 9. “Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg”. Danmark har altid haft et nært sammenhold og slægtskab med Tyskland, både da vort kongehus har tyske aner og er tyske hertuger. En meget stor del af den danske adel, er af tysk oprindelse.
Men Tyskland er faktisk en rimelig ny forbundsskat. Tyskland som vi kender det i dag, opstod først i 1871 på basis af det tyske forbund fra 1815. Det er dannet af ca. 41 forskellige hovedfyrstedømmer af forskellig slags, hvoraf flere har mindre fyrstedømmer under sig.
Tyskland har i tusind år bestået af hundredevis af mindre eller større, konge-, hertug, greve eller fyrstedømmer, som dog undervejs i historien har haft vokseværk på bekostning af hinanden.
Det tyske kejserlige forbund i 1848?
- 65 kirkelige lensfyrste stater, som stod for 14 % af landet og 12 % af befolkningen
- 45 lenskonge- og lensfyrste stater, som stod for 80 % af landet og 80 % af befolkningen
- 60 mindre lensfyrste stater, som stod for 3 % af landet og 3 % af befolkningen
- 60 Kejserlige byer, som stod for 1 % af landet og 4 % af befolkningen
- 500+ Kejserlige vasaller, som stod for 2 % af landet og 1 % af befolkningen
1400-tallet
I 1648
Hvordan så det så historisk ud i Japan?
- 261 lensfyrster /Daimyo, som stod for 62 % af landet og 58 % af befolkningen
- Tokugawa Shogun & familie, som stod for 25 % af landet og 27 % af befolkningen
- Tokugawa lensfyrste /Daimyo vasaller, som stod for 10 % af landet og 12 % af befolkningen
- Shintoistiske og buddhistiske Templer, som stod for 3 % af landet og 1 % af befolkningen
- Kejserhuset, som stod for 0.1 % af landet og 0.1 % af befolkningen.
- Ja, med helikopteroverblikket er det jo direkte sammenligneligt, og dermed er den tyske adel ikke så forskellig fra udviklingen af den japanske, – hvis vi lige ser bort fra det kulturmæssige
