I mere end 5.000 år er den civiliserede del af verden blevet styret og administreret stort set med samme hierarkiske ledelsesstruktur og administrative værktøjer.
Det gælder lige fra perserne til Egypterne til Alexander den stores græsk-Makedonske rige til romerne til kineserne til kalifater. Det var meget store riger med mere eller mindre central styret kontrol med en kejser eller konge på toppen.
I Europa blev de fleste af lande and dermed deres historie som vi kender i dag grundlagt og skabt i de sidste 1.000+ år. Det skete igennem krig og fred, løgn, bedrag, politiske spil og giftemål.
For at fastholde kontrol over landområder og en konge ikke kunne være alle steder, men havde brug for hjælp. Belønnede han sine tro og loyale krigere, politikere og biskopper med landområder og adelstitler, som de stod inde for med deres liv.
I Skandinavien skete det samme. Danmark, Norge, Sverige, Island blev til nationer og lande. Nogle gange som separate lande andre gange som samlede nationer i Norden under samme overkonge, som oftest var dansk. Det sluttede først i 1500 tallet, men bestod i perioder i 500+ år.
De nordiske kongedømmer i dannelsesfasen er verden over kendt for én ting: Vikingerne!
Vikingerne var et handelsfolk, men også et handelsfolk som kunne bakke deres argumenter op som nogle af verdens bedste krigere af deres tid. Det gav nogle livsvigtige fordele som var meget lukrative, både i viden som opdagelsesrejsende, som med landområder. Vikingerne opdagede USA og havde på deres højdepunkt magten over store landområder foruden norden, også England, dele af Tyskland, Frankrig, Rusland mm.
Vikingesamfundet var inddelt i tydelige sociale lag. I samfundets top var stormændene, i midten bønderne og i bunden slaverne. I vikingetiden var æren, familien og slægten altafgørende, og samfundet var bundet sammen af traditioner og normer. Blev normerne brudt, mistede man æren og samfundets anerkendelse. Den personlige ære blev opnået gennem særlige egenskaber som for eksempel fysisk mod, dygtighed, gavmildhed og ikke mindst kammeratskab. I kristen tid blev kirke- og brobyggeri også tilføjet som gode egenskaber.
Vikingerne blev styret af magtfulde stormænd og konger. Begrebet konge blev dengang ikke brugt på samme måde som i dag, for i vikingetiden kunne der godt være flere konger på samme tid. En konge var blot en ledende stormand, der af de andre stormænd blev betragtet som ”først blandt ligemænd”. Kongeværdigheden blev altså ikke automatisk nedarvet, man måtte kæmpe for den. Det førte ofte til interne stridigheder, hvor flere personer på samme tid kunne hævde, at de var landets retsmæssige konge.
Det er først omkring år 960, at vi med sikkerhed kan sige, at Danmark blev Danmark. Forud for vikingetiden var Danmark delt op i adskillige riger i et kludetæppe af høvdinge- og småkongedømmer.
Med Gorm den Gamle synes kongemagten i Danmark at være blevet konsolideret. Kong Gorms og hans efterkommere har regeret Danmark helt frem til i dag. Derfor har vores Dronning Margrethe 2. fælles stamtræ med Gorm den Gamle og Dronning Thyra
En centraliseret kongemagt betød også en centraliseret ledelsesstruktur underlagt kongen, som især var vigtig i takt med erobringer af nye, som gamle landområder og kontrollen af disse.
Det betød udviklingen af en adel, som i troskab var underlagt kongemagten. I begyndelsen var det ubetitlede herremænd (høvdinge), baroner og jarler/grever. Senere udviklede behovet sig til flere adelstitler og man skelnede imellem højadel og lavadel. Højadelen var dem med titler som; Baron, Vicount/Vicomte, Jarl/Greve, Marquis/Markis, Hertug/Prins. Lavadelen bestod af den ubetitlede adel med adelsbrev, riddere mm. Udviklingen af de forskellige behov, betød også udviklingen af en krigeradel (som skulle stille med mænd til en hær) og en hofadel (politisk), som oftest sloges imod hinanden om magt og nogle gange også imod kongen.
Kongens våben var oftest landsforvisning, halshugning eller fængsling og fratagelse af al magt, ære og titler. Men han kunne også underminere den gamle magtfulde adel og løse en århundrede gammel gordisk knude ved, at – oprette en ny adel. Det skete i Danmark i 1671, hvor adelstitler blev solgt hvis du havde jord nok (lensbaroner og lensgrever), adskillige gange i Frankrig afhængig om det var en konge eller kejser som sad på magten, i Rusland afhængig hvilken Zar (kejser) som regerede, I England afhængig om hvilken vindende borgerkrigside du var på, og mange andre lande med adel.
Udviklingen af konge-kejsermagt og adel i Europa kan direkte sammenlignes med Japan, – med de kultur- og størrelsesforskelle der nu var og er.
I dag har ingen konger-Kejsere eller adel enevældig magt eller forfatningsmæssige privilegier. Det gik i opløsning omkring anden verdenskrig eller mange år før. I Danmark er det over 100 år siden (1919) og i Japan lidt over 70 år siden (1947). Adelen har stadig deres families ofte glorværdige historie og indvirkning på deres lands historieskrivning, men deres adelstitler er titulære og uden magt og indhold, – bortset fra det som folk og pressen vælger at tillægge dem.
Shindenkan har en direkte forbindelse til denne historie og endda på allerhøjeste niveau og endda historisk betydeligt ældre end Shindenkans mere end 1.000 årige verdens kulturarv: Yakami Shinsei-ryu.
Igennem den i dag titulære højadelsmand Yamana-Itotani Sensei går forbindelsen til denne forhistorie mere end 2.600 år tilbage. Det er også kulturhistorie, men også en del af Japans historie, som du nu kan blive inddraget i og være en del af.
SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”
Glæd jer – det kommer snart
Venligst log in for at se indhold