Det var blevet mandag formiddag i uge 34, da jeg får opkaldet fra Kimu Sensei:

”Hvad siger du til en RR camp 10.2 om 2 uger” spurgte han?

”Øhh, jo det lyder da ok” svarede jeg lidt overrasket. Jeg havde lige vænnet mig til at kunne sove igen efter sidste RR camp, men var frisk på endnu en tur.

”I har brug for det da der er hul igennem nu” sagde Kimu Sensei.

Med hul igennem menes der at vi er klar til at lære mere og forstå det lærte. Eller det mener jeg i hvert fald at det er det der menes. Jeg gik straks i gang med at ringe til de andre chefinstruktører for at høre, om de var klar til endnu en tur. ”igen, allerede, jooee-jaaee, ok det er i orden” var nogle af de første tilbagemeldinger der kom fra mine kollegaer. Men alligevel var alle meget hurtigt enige om, at det var en god ide. Ikke fordi vi vidste hvad der skulle ske, men på en eller anden måde, plejer Kimu Sensei at have ret når han siger at vi er klar til at lære mere, og det kommer altid bag på os. Det gjorde det også denne gang.

Fredag d. 10. september 2010 kl. 13.00 skulle vi igen mødes i lobbyen på hotellet i Malmø. Vejret var regnfuldt og mørkt og selvom stemningen var opløftet, det var jo fredag 🙂 , så var det tydeligt at mærke at alle var spændte på hvad denne RR camp skulle gå ud på. Måske fordi vi havde en lille fornemmelse af hvad der ventede os på den anden side af Øresundsbroen. På vejen over kunne vi se tågen og regnen hænge som en tung sky over byen. Malmø’s varemærke ”the turning torsoe” kunne kun skimtes halvt pga. vejret, men alligevel forblev stemningen rigtig god og de sædvanlige fredags ”under bæltestedet jokes” kom da også i en lind strøm. Niveauet på det område steg en smule, da vi alle fandt ud af at gruppens eneste ungkarl skulle på date lørdag aften i København.

Som den tidligere RR camp bestod første trin af en tur i fitness centeret på 20 etage. Efter en gennemgang af hvordan man benytter en romaskine korrekt fra Kimu Sensei, var det tid for at se om jeg kunne flå den i stykker. Tempoet var højt og efter 10 minutter kunne jeg smage mit eget lungevæv. Kjeld Renshi-dai sad på maskinen ved siden af mig og lød som om han roede på Bagsværd sø på en solrig sommerdag. Nej, det passer ikke, han flåede i snoren som en arrig pitbull med elektroder på de ædlere dele.

Han kom hurtigt foran mig og lå der til der manglede 7-8 minutter, så kunne jeg se at han også begyndte at blive en anelse træt. Vi havde fået til opgave at komme under tiden fra sidste RRcamp, hvilket også lykkedes med ca.0,0008 sekund pr. 500 meter eller noget i den stil, men under det kom vi. Efter en hurtig omgang muskeltræning var det tid for en endnu hurtigere omgang badning. På det tidspunkt fik jeg endnu et deja-vu fra min militære fortid, som oversergent i den Kongelige Livgarde.

Præcis 10 minutter efter muskeltræningen, sad vi klar til en omgang ryugi træning, der til at starte med gav et recap fra sidste RRcamp. Hvilket var rart nok lige at få genopfrisket, hvis man nu skulle have glemt det.

Jeg havde ikke glemt ret meget, da jeg imellem de to RRcamps havde måttet bruge alt hvad jeg havde lært og erkendt, for at redde min egen skole fra meget vanskelige udfordringer. Det er jo sådan med problemer, at de kun kan løses hvis man erkender dem. Jeg havde haft et problem som jeg først var begyndt at erkende under RRcamp 1 og som jeg først rigtigt erkendte, da virkeligheden overhalede mig, inden jeg fik gjort noget ved det. Men da var det også bare med at komme ud over stepperne og få gjort noget ved problemet, inden det gjorde livet surt for min skole og medlemmerne.

Efter 5 timers arbejde og fuld koncentration, var det blevet tid for aftensmad som endnu engang skulle indtages på en restaurant der lå i modsatte ende af byen.

Nu har Malmø et rimelig godt centrum med gågade og det hele. Og når jeg skiver at den lå i den modsatte ende af byen, så skal det nok lige tages med et gran salt, men lad os så sige at den lå i modsatte ende af deres gågade, der er i nogenlunde samme længde som Strøget i København. Ja, ok jeg havde ikke den store fornemmelse for afstand på det tidspunkt, hvilket sikkert skyldes at Kimu Sensei og Jens Kyoshi fik sat gang i et tempo på gåturen, der gjorde at omgivelserne forsvandt i samme tempo som hvis man kørte en formel 1 racer ned igennem gågaden. Grunden til dette tempo skal nok ses i lyset af, at omgivelserne ikke var de samme som sidst vi var i byen. Der var ikke så mange mennesker på gaden, hvilket skyldes regn, og de var langt mere påklædte end sidste gang, så fokuseret var mere på at komme frem til restauranten end på at nyde omgivelserne.

Maden smagte igen rigtig godt og da vi igen sad på hotelværelset til endnu en omgang ryugi kunne jeg godt mærke, at en ”morfar” ville være på sin plads. Men det var der ikke tid til, der skulle arbejdes og det blev der gjort til den helt store guld medalje. Omkring midnat fik vi Igen en opgave der skulle løses til kl. 08.00 næste morgen. Og igen var der morgenmad kl. 07.00.

Det er egentlig fantastisk at sidde og arbejde med noget, som i første omgang kan virke som noget der ”bare” skal gøres fordi man ikke har fået gjort det før, fordi man ikke lige havde vidst og erkendt det, men efterhånden som man kommer i gang, så opstår der en vis fokus og koncentration der gør at man kan blive ved hele natten. Da klokken nærmede sig 04.00 sagde min værelseskammerat, Kjeld Renshi-dai, at nu ville han lige lægge sig 5 minutter for at få ro på første salen(hjernen 🙂 ). Ok, tænkte jeg, det lyder som en god ide. Hvilket det sikkert også har været for ham. Men der var kun gået ca. 30 sekunder, da han begyndte at lyde som et Finsk savværk, der ikke havde været smurt siden Russerne forlod landet i 1945. Dog vil jeg alligevel sige ham tak for støjen, for det hjalp da mig til ikke at falde i søvn.

Da de 5 minutter var gået vågnede Kjeld Renshi-dai og var klar til endnu en omgang. Men da var jeg selv klar til at få ro i sindet. På det tidspunkt flimrede mine øjne så kraftigt at jeg så syner. Når det ser ud som om at bogstaverne på computerskærmen danser Cancan, så er det på tide at lukke øjnene et øjeblik. Det gjorde jeg også og jeg tro nok lige at mine øjenlåg nåede ned på plads da det bankede på døren. Udenfor stod Martin og Brian Renshi-dai og ville lige høre om vi havde forstået opgaven på samme måde som dem. Den efterfølgende samtale står stadigvæk hen i tåge, men jeg mener at vi blev enige om hvordan den skulle forstås.

Da de gik igen kl. 04.45, måtte jeg lige ligge mig et stykke tid for at få ro i øjnene og hovedet. Så jeg tænkte at en meditation ville gøre lykke. Jeg vil fremover fraråde at meditere liggende på det tidspunkt af døgnet og med den mangel på søvn jeg havde, for jeg tror ikke at der var ret meget meditation over det, men mere et halv dårligt forsøg på søvn. Da jeg vågnede igen, efter ca. 40 minutter, er det ved lyden af Kjeld Renshi-Dai der har kastet sig ud i et koldt bad for at holde sig vågen.

De næste 1½ times tid får vi begge skrevet færdigt og gjort klar til at kaste os over morgenmadsbuffeen. Den var lige så god som første gang vi var på hotellet, dog skal det siges at stemningen var lidt højere hvilket skyldes et ihærdigt forsøg på at fortælle gruppens ungkarl hvordan han skulle forholde sig, til den kommende date han havde senere på dagen i København.

Resten af dagen forløb igen med arbejde og input der kan gøre os til bedre ledere af vores skoler og samtidig skabe ledere til kommende skoler. Det kan i manges øjne virke underligt, at man som kampsportsudøver skal lære at være leder. Men kære læser, det hele hænger sammen som brikker i et puslespil. Først når du har forstået alle brikkernes funktion, kan du sætte dem sammen til et klart billede der gerne skulle vise dig selv som den du er. Det er ikke sikkert at man syntes at det er noget kønt billede men når man har anerkendt det, så kan man også gøre noget ved det. Jeg taler af erfaring 🙂 .