”A stairway to heaven”

Af Søren Nielsen, medlem indtil 2022

Spændingen var stigende i ugen op til sortbælte julelejr 2011. Vejret havde været mørkt hvilket havde smittet kraftigt af på humøret.

Ikke at vi var sure men selvmedlidenheden og dystre tanker spille en et puds man ikke helt ville være ved. Det kunne tydeligt ses på de træninger sortbælterne havde haft i efteråret op til lejren. Samtidig havde året været temmelig turbulent, for mit vedkomne, med en masse rejser i et nyt job og åbning af en ny skole.

Selvom der havde været tryk på, så følte jeg mig alligevel klar til at lære noget nyt og spændende af Kimu Sensei igen. Denne brun og sortbælte lejr var med fokus på korrekt basis. Korrekt basis er fundamentet i alt kampsport. Hvis ikke fundamentet er bygget korrekt så kan der ikke bygges kumite og evt. kata oven på. Man kan også sige at hvis man ikke forstår formålet med korrekt basis, så lære man heller ikke at forstå kumite og slet ikke kata – det vil bare blive en serie af bevægelser uden ret meget mening.

I første lektion blev de forskellige benstillinger gennemgået. Fordele og mindre fordele samt formålet med træning af dem. Når man i mange år har trænet en eller anden form for kampsport så har man sikkert hørt legendariske historier om kampsportsmestre der har udført et eller andet spektakulært træning for at udvikle sine teknikker.

I karate er der historier om karate mestre der stiller sig i Kiba-Dachi (i nogle karatesystemer kaldet for hestestillingen – fordi man ligner en der sidder på ryggen af en hest) på en tagryg i stiv modvind for at træne benstillingen. Fantastisk historie tænker man og hvad kan man så lige bruge det til. Det er jo gammel træning og sikkert ikke noget, der ikke kan udføres med moderne metoder. Det må vel kunne gøres ved at stille sig ned i benene evt. på en linje og så stå foran en vindmaskine?

Ja og nej. I princippet kan man godt gøre det samme på den måde. Men, og der et stor men her, forskellen er at karatemesteren trænede med naturen og de luner den kan komme med. Hvorimod mange moderne træningsmetoder mange gange bliver statiske og ens artet. I naturen kan man aldrig vide hvad man kommer ud for. En stiv vind kan komme med forskellige vindstød og med forskellige påvirkninger fra forskellige retninger og man må derfor hele tiden være opmærksom og klar i alle retninger. På samme måde kan man se at f. eks kumite og kata i den moderne karate er blevet statisk og ensartet. Det er de samme regler der gælder i turneringerne og det er det samme mål alle deltagerne har. Selvfølgelig ved jeg godt at der kan være forskel på reglerne men uanset hvad så er det stadigvæk regler der sætter grænser.

I den gamle karate som vi træner i Shindenkan der er træningsmetoderne de gamle men tilpasset det moderne liv. Dvs. vi træner med fokus på det samme som i gamle dage men vi gør det udefra det moderne liv og samfund.

Nu har jeg i rigtig mange år trænet basis benstillinger, men hver gang vi har været på en lejr med Yamana-Itotani Sensei (Red; alias Kimu Sensei), så går jeg derfra med en viden som på en eller anden måde altid åbner en ny dør på vejen imod udvikling. Det skete selvfølgelig også denne gang. Der var ting som jeg godt vidste omkring bestillingerne men som jeg egentlig ikke helt havde set med samme røde tråd og i den sammenhæng vi trænede på lejren. Det er helt vildt fantastisk at se og lære sammenhæng i teknikker som man har trænet i mange år. Det er også lidt irriterende at finde ud af at det faktisk ikke er raketvidenskab men nærmest logik at det hænger sammen på den måde.

Fredagens træning sluttede kl. 19.10 der efter var der ca. 20 minutter til at bade og spise sin medbragte mad. Da klokken var præcis 19.30 gik vi i gang med aftenens ryugi opgaver som så udviklede sig til en ryuha opgave. Dvs. alt den teori vi kom frem med i vores opgaver skulle vi omdanne til et show der skulle vises den næste dag under julelejren for hele organisationen. Da vi var 4 grupper måtte hvert show ikke vare mere end 90 sekunder. Og jeg skal hilse at sige at man på 90 sekunder kan komme meget langt omkring.

Da. Klokken var 23.01 var det tid for at komme hjem og forsøge på at få noget søvn så man var klar til næste dags strabadser. Jeg tror faktisk at klokken passerede 02.00 før end jeg faldt helt i søvn og egentlig var det ikke en helt dyb søvn, for alt det man har trænet i løbet af dagen ligger og rumstere oppe i hovedet og da klokken var 05.00 så var jeg lys vågen og klar til endnu en omgang træning.

Lørdagens træning startede med gennemgang af de præsentationer alle grupperne havde fremstillet. Denne form for træning har to formål som handler op præsentationsteknik men i høj grad også ok lederudvikling. For det hænger nemlig sammen som trin på en trappe. Hvilket jo er fantastisk for det gør kihon-kumite og kata jo netop også. Gad vide om ikke der er en rød tråd her 🙂

Da de fleste grupper var blevet ”grillet” på den gode måde, så var det tid for kihon træning igen. Når man træner kihon så kan man ikke komme uden om Tai-Seigyo som er kontrol af kroppens bevægelser. Fredagen havde da også stået i tai-seigyo’ens tegn og man fandt da hurtigt ud af at man faktisk er i stand til at bevæge dele af kroppen som egentlig burde være låste.

Det kan godt være at der ikke var så meget bevægelse til at starte med men efterhånden som man får det trænet så kommer der mere og mere gang i bevægelserne. Vi taler selvfølgelig om dele af overkroppen her som for de fleste mennesker er en massiv masse med meget få bevægelige led. Men ikke i Shindenkan der har overkroppen alle de led man har behov for. Faktisk gælder det alle former for kropsdele – imagination is very importen – så længe det er på den sobre måde 🙂

Når man nu har trænet kihon i mange timer så er det jo fantastisk at man efterfølgende kan prøvet effekten i kumite – hvis man altså har trænet det korrekt. På denne lejr var det ingen undtagelse. Vi testede, for vores egen skyld, om kihonens principper var inkorporeret i vores kroppe. Det skal jo så også siges at det samtidig også skal være inkorporeret i sindet da krop og sind hænger sammen som trin på en trappe.

Igen en tanke om en rød tråd 🙂 og måske også en tanke på at Led Zeppelin ikke har eksisteret forgæves. For hvis man følger trappens trin – then it’s going to be like”a stairway to heaven”.

Da klokken nærmede sig 12.00 så nærmede afslutningen på lejren sig også. Dvs. for nogle gjorde den men for chefinstruktørerne, var der en bid vej endnu. Når de har trænet i to dage og er ved at være fysiske og psykisk brugte, så er det at de skal vise at de stadigvæk er klar til at give fra sig. Det gør de ved at undervise alle deltagerne på årets julelejr. Her taler vi om 200 deltagerne der kommer for at få en god oplevelse og læring af nogle af de mest lækre og smækre chefinstruktører i kongeriget Danmark.

Ja, janteloven eksistere ikke i Shindenkan at I ved det.

Kategorier
Shindenkan Arkiv

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login