Foreningsspillet

Den senhistoriske udvikling i Japan og globalt; Fra forretning til foreningsliv

Denne farverige proces var uden tvivl et produkt af både tidsånden, pionererne og baggrunden fra Japan efter 2.Verdenskrig. Med 3-500.000 allierede soldater udstationeret på typisk tre års kontrakter og et stolt land som Japan som var under genopbygning med hjælp fra Marshall planen.

Perioden fra 1950érne til ultimo 80érne var også toppunktet for den japanske Yakuza – Mafia – som dog kulturelt siden 1600 tallet havde fundet en symbiose i balance med det etablerede samfund. Den balance blev dog brudt i slutningen af 80érne, da de japanske politikere slog hårdt ned med nye love, med det resultat at antallet af Yakuza medlemmer blev mere end halveret i løbet af få år. I dag er de reduceret til omkring 20 % af toppunktet i 60érne.

Det var ikke kun den japanske mafia som blomstrede op, det gjorde den også i USA, Europa og Sydamerika, men den japanske lovregulering var ligesom den europæiske omkring 10 år bagud den amerikanske. De begivenheder som har indflydelse på os almindelige mennesker, følger selvfølgelig de trends og tidsånd bølger, som skyller ind over verden, som videnskaben siger typisk har en forskydning og varighed på 7-10 år på de markante som vi kan mærke, men allerede er begyndt to-tre årtier før, som en underliggende strøm.

Japan skulle genopbygges efter 2. Verdenskrig og det gik stærkt. Men et økonomisk boom, opstår der også mange økonomiske muligheder, – både på lovens rette og forkerte side.

På lovens rette side oplevede Japan et historisk stort økonomisk boom, som medførte at 1 m2 i Tokyo Ginza kvarter var 1 mio. USD værd på toppen i 90érne og én lille kop gourmet kolbekaffe kostede 200 dkr omregnet til 2023 værdi. Japan finansierede stort set hele USA´s statsgæld samt andre landes. Japan blev kaldt verdens største økonomiske mirakel.

På lovens forkerte side, betød dette en eksplosiv udvikling i Yakuza – den japanske mafia med forskellige organisationer rundt omkring i Japan. For at håndhæve deres magt, blev dette ofte som andre steder rundt i verden, med magtmidlet – fysisk vold og psykiske intimideringer.

Med en stærkt stigende vækst og omfang af Yakuza forretninger, blev der også brug for sikkerhed overfor rivaliserende grupper, og det medførte både sikkerheds- og vagtkorps til toptrænede bodyguards og specialstyrke enheder. 

Kort sagt var der brug for Yakuza medlemmer som var trænet til effektiv fysisk vold og psykisk intimidering – forstærket i udgangspunktet som tilknyttet eller medlemmer af Yakuza.

Den største ressource pulje til disse jobs var opstået i kølvandet på den store efterspørgsel efter japansk kampsport fra de allierede soldater, som dog i 50érne blev kraftigt reduceret, da antallet af soldater blev næsten halveret, da Japan overholdt alle indgåede fredsaftaler. 50érne var derfor en opblomstringsperiode for Yakuza, som kunne opsuge og efterkomme denne efterspørgsel i Japan. 

Empire of Japan fra 1870 til 1945
1942 – 8.510.000 km2 – modsvare lidt over 80 % af hele Europa eller 88 % af USA

Amerikanske marineinfanterister rejste d. 23-02-1945 Stars and Stripes på øen Iwo-jima efter et af Stillehavskrigens blodigste slag.

Japans genopbygning efter 2. Verdenskrig gik meget stærkt.

Møde på Okinawa i 1936: Chomo Hanashiro, Kyan Chotoku, Choki Motobu, Chojun Miyagi, Juhatsu Kyoda, Choshin Chibana, Shimpan Gusukuma, Chotei Oroku.

Samtidig blev rigtig mange forskellige shin-budo (nye) japanske kampsportssystemer registreret i denne periode hos de japanske national som regionale myndigheder, herunder mange nye karate-do systemer. 

Yakuza mafiaen efterspurgte især villige unge karate-kaer til godt lønnede jobs, som internt blev sendt på “Yakuza adfærds Managementkursus” og blev videreuddannet til sikkerhedsvagter, bodyguards og Thugs. De fleste karate-do systemer tog dog afstand, men der var også nogle som så fordele her, andre flirtede ad hoc og andre måtte holde sig på god fod, hvis deres dojo – træninsted lå i et Yakuza mafia område. Indtil 1945 var Korea en del af Japan, men efter krigen, blev mange koreansk japanere fanget i en slags limbo, hvor de nu skulle passe ind.

Det betød, at det japanske økonomisk boom først tilgodeså og opsugede arbejdsløse japanere og fortsatte med fuld etnisk flergenerations japanere. Det gav plads for Yakuza mafiaen som traditionelt altid har samlet mennesker op i udkanten af samfundet, som dermed kunne finde et tilhørsforhold, hjem og ubetinget loyalitet.

Historisk er Karate fra Okinawa, som i japanske øjne, blev anset som udkants Japan og meget fattigt. Okinawa har næsten samme størrelse som Lolland eller dobbelt størrelse af Bornholm. Det var først omkring 1936, at Okinawa Tode-jutsu fik sit japanske markedsføringsnavn; japansk Karate-do under et japansk karate-do systemmøde, og derefter blev de første karate-do systemer som Wado-ryu, Shotokan-ryu osv. i 1940 registreret trademarks.

De 3 byer Naha-te, Shuri-te og Tomari-te ligger indenfor en radius af 5 km.

Tameshigeri er brugt i mange karatesystemer som udtryk for styrken i deres system. 

Det betød også, at det eksotiske Okinawa Tode-ryu blev markant tilpasset til japansk Karate-do, hvilket også var nødvendigt historisk, da Okinawa kampkunst under erobringen af Okinawa i 1609 af en japansk lensfyrste Shimazu, intet match var for den japanske samurai kampkunst. Der er jo ingen som har lyst til at træne et historisk “Taber system” i krig. Derfor blev Karate-do re-branded. 

Det betød også en markedsføringsmæssig historie og opdeling i forskellige stilarts siloer som Naha-te, Shuri-te og Tomari-te. Men logisk skal vi stadig tænke på, at Okinawa har en størrelse som Lolland og mange har nok allerede haft de tanker om de gamle kloge mestre på Okinawa og i Japan virkeligt har begrænset sig selv og alle deres elever, med sterotype stilartssiloer, som jo er det modsatte af formålet med kampkunst, som er ubegrænset. Men denne territoriale siloopdeling har også tiltrukket mennesker, som har det rigtig godt med denne opdeling og alt hvad dette medfører. 

Det har historisk vist sig at have uhensigtsmæssige negative følgevirkninger, som der altid følger med i kølvandet af stærkt begrænsende ensidige grupper, som desværre ofte følger mottoét “My way or the Highway – enten er du med mig eller også er du imod mig! og underliggende må tage følgerne”.

Kyokushinkais grundlægger, Oyama Sensei, som var etnisk koreansk japaner, lagde slet ikke skjul på sin Yakuza tilknytning, og alle Kyokushinkai sortbælter automatisk var i bruttopuljen, som ad hoc sikkerhedspersonale til spillehaller, glædeshuse eller fastansatte Yakuza tilknyttede medlemmer. Oyama Sensei var meget farverig og dermed også meget mainstream ujapansk i sin udtryksmåde, som mere var Yakuza adfærdskodekset. 

Han kaldte sig selv for “The Godhand” i midten af 60érne, hvor han slog alt muligt over. Specialforberedte mursten, teglsten, isblokke, flaskehalse og også brugte det vi idag kalder matchfixing og snydetryllekunster i en meget aggressiv form for markedsføring. Det har hans egne senior instruktører åbenlyst fortalt i bøger. De fortalte også, ligesom danske sortbælter, at hovedskolen i 70´erne og 80´erne lignede og nok også var, et Yakuza hovedkvarter med vagter ude og indenfor, og Oyama Sensei var kendt som “Mr. 10 procent”. 

Masutatsu Oyama Sensei (1923-1994)

Sensei Seiken Shukumine (1925-2001)

Masatoshi Nakayama (1913-1987)

Den farverige Kyokushinkai Oyama Sensei lagde heller ikke skjul på, at hans største ambition og drøm var, at Kyokushinkai skulle være verdens eneste og største karate-do system, hvor alle konkurrenter skulle elimineres eller var underlagte. Men det var han altså ikke alene om! og Muhammed Ali, sagde vidst også på bedste amerikansk trashtalk markedsføringsvis “Iám the greatest! and most beautyful boxer ever” – i samme tidsperiode. Så det var en del af tidsånden dengang. Men absolut ikke i Japan, hvor de var chokeret og hurtigt puttede Oyama Sensei og Kyokushinkai i Yakuza Mafia hjørnet.

Shotokan JKA chefinstruktør Nakayama siges også havde en tilknytning til Yakuza, efter Funakoshi´s død. Det samme kan også siges om andre shin-budo systemer, herunder også sidegrene fra Wado-ryu, Goju-ryu, Gensei-ryu osv., men aldrig hovedstammen. Det var Kyokushinkai ene om. Der er en stor mængde billeder, film, aviser, ugeblade, dokumentarer og livsberetninger om disse forhold, også fra danske kyokushin sortbælter på træningsophold i Japan. Men det skal også siges at ingen af grundlæggerne eller topfigurerne er blevet dømt. Det er til gengæld rigtig mange af Yakuza medlemmerne som også har en shin-budo tilknytning til disse karate-do organisationer.

Det er meget få Budo- og Bujutsu grundlæggere, stormestre eller organisationer som anerkendes og hædres af det officielle Japan siden 1878. Det er ingen let opgave. Men efter at Judo i 1964 og karate i 2020, blev optaget og anerkendt som officielle Olympiske sportsgrene, sker dette lidt oftere. Det er normal praksis at anerkende præsidentformænd/kvinder fra kampsportsorganisationer, som har været særlig succesfulde i udbredelsen af deres japanske kampsportssystem eller organisation med et ridderkors. I sjældnere tilfælde anerkendes grundlæggeren eller en Sodenke linje for deres kulturhistoriske japanske bidrag i deres kampkunst.

Dette sker typisk på ægte japansk vis igennem en overvågning og nøje granskning igennem mindst ét årti af det japanske sikkerhedspoliti med alle tilgængelige midler.

Den danske landstræner for JKA Shotokan, Tanaka Sensei fra 1975-1978, fik et hus i Kastrup stillet til rådighed for hans familie

Dette er derfor også typisk ridderkors af første grad eller kommandørkors. Trods successtatus som verdens største og mest succesfulde karatesystemer i deres tidsalder og generation, modtog de aldrig det officielle Japanske samfunds højeste anerkendelse og udmærkelse, trods deres respektive organisationer gentagne gange havde indstillet dertil.

Samtidig var der også tidsånden, og frigivelsen af frisparring kumite i Japan i slutningen af 50érne af amerikanerne, og forbedrede transportmuligheder med fly i 60´erne. Det gav store muligheder for ekspansion ud i verden. Dertil var kampsportsinstitutter normalt private forretninger. Det var veletableret med judo og Jujutsu fra etableringen af,- og for nogle helt ind i 1990´erne. Og sådan blev det også med karate-do.

Der var ingen netbank eller PBS aftaler – det var kontant afregning. Den danske landstræner for JKA Shotokan, Tanaka Sensei fra 1975-1978, fik et hus i Kastrup stillet til rådighed for hans familie, alle udgifter betalt og 10.000,- DKK i månedsløn (modsvarende ca. 85-90.000,- DKK i 2022).

Jørgen Albrechtsen, chefinstruktøren for Kyokushinkai beretter, at han på én dag kunne tjene lige så meget på at undervise i Kyokushin, som han fik i månedsløn for hans almindelige arbejde, og de månedlige kontingentindbetalinger som foregik kontant, blev smidt i affaldskurve, da mængden af kontanter var enorm.

Artikel i Berlingske tidende 31-08-1975.

Tonegawa Yukio Sensei´s danske Gensei-ryu Karate-do organisation fra 1965/67-1988.

Dette kunne lade sig gøre, da Kyokushin franchise konceptet var med 50 % franchise betaling fra alle lokale Kyokushin karateskoler, og med 15-20 skoler og 5-6000 medlemmer kan man selv gøre regnskabet op. Budokan på Amagertorv 25, som var ejet af Bent Jakobsen (1929-2016), havde et månedskontingent på 350 dkr i 1986, som modsvare ca. 750 dkr i 2022.

Det var først med medlemsskaberne af DGI og DIF, som fremmede foreningstankegangen med kommunale tilskud i 80érne, som gennemtvang en overgang fra private foretagender med fultidsprofessionelle ansatte, som muliggjorde transitionen til foreningsliv og tanker. Jørgen Albrechtsen fra Kyokushin beretter selv, at dette var hovedårsagen til, at han stoppede med karate i 1982.

I det sidste årti har DGI og DIF dog gået tilbage til at fremme lønnede instruktører som en synlig og klar motivationsfaktor. Et tiltag som i øvrigt normalt er modsatrettet hos bankernes syn på foreninger, da det er et lovkrav for demokratisk kommunale anerkendte foreninger at have en bank med erhvervs Mitid. Det er ikke altid lige nemt og logisk i det sidste årti for foreningslivet.

Vi bliver også nødt til at se på os selv. Der er ingen grund til at tro, at det var anderledes for Tonegawa Yukio Sensei´s danske Gensei-ryu Karate-do organisation fra 1965/67-1988. Men det ved vi ikke, da vi aldrig har hørt det beskrevet nogen steder, kun hørt rygterne på vandrørene. Tonegawa Sensei havde fra 1975-1988 fulgt den etablerede DIF DKF standard med 10.000 Dkr for en træningslejr. 

Dette steg til 12.000 dkr i 1990 og stadigvæk alle udgifter betalt. Typisk var ratio op til 1:6 i Danmark og op til 1:9 i Japan. Vi blev ikke involveret i evt. andre tillægsbetalinger for andre aktiviteter udover den normale ugelange træningslejr. 

Men det var normalt at Tonegawa Sensei havde 2-3 andre aftalte aktiviteter, som det var tradition for siden 1974. Det blev os blot meddelt.

Men én ting ved vi, at vi var unge og naive fra 1988-1990 og alle kontingent- og månedsopsparingspengene igennem 2 år var pist væk, da vi skulle bruge dem til formålet. Og vi fik at vide at sådan havde det altid været. Men det fik den konsekvens, at da vi blev femte generation siden 1965-67 i 1990, blev alt økonomisk og finansielt transparent. Shindenkan indførte som det første i 1990, medlems giroindbetalingskort til foreningsbanken, og senere PBS, Mobilepay og forskellige netbanks ordninger, da det blev teknologisk muligt. Der kom dermed 100 % transparens i alle økonomiske transaktioner. og opgørelser.

Men det var ikke uden modstand fra flere regionale selvstændige medlemsforeninger i provinsen og på Amager. Det har hele tiden været en balancegang imellem kontrol og selvstændige lokale foreninger. Men ligesom alle andre kompetenceorganisationer, har vi også oplevet skuffelser igennem grov udnyttelse igennem tiderne.

Firkantet fortalt ligner al WKF karate hinanden i dag, men det unikke flersporede 1.000 årige kulturhistoriske Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do gør det slet ikke!

Tonegawa Sensei laver opvisning på Gensei-ryu skolen, Den blå drages hus, på Amager i 1970’erne.

Det har været belejligt for visse specielle typer af mennesker, at opnå flersporede kompetencer samlet ét sted (Shindenkan) for så efter 8-22 år senere, at sælge sig selv og opnåede flersporede kompetencer videre til højestbydende eller etablere sit egen lokale private forretning, med meget aggressiv markedsføring.

Ninjutsu er mest populært, efterfulgt af hjemmebrygget lokalt Ninjutsu system eller karate-do system, og salg af forskellige Management-, helse, kompetence- og selvudviklingskurser. Og for at mindske baggrunden og højne troværdigheden bliver der gjort handler og aftaler med andre systemer eller foreningsbestyrelsen om tildeling af høje sortbæltegrader.

Det kan være fra 5.kyu til 1.dan – et spring på 5 grader eller fra 1.dan til 7-15.dan stormester imod visse modydelser den anden vej. Det er en yderst aggressiv markedsføring uden moralske grænser eller værdier i manges optik. Og nogle af de helt specielle mennesketyper, når desværre også at tømme lokale foreningskasser, begå underslæb og mandatsvig, Det uforståelige for os normale mennesker er, at disse højintelligente mennesketyper ofte føler sig fuldt berettiget til dette, når deres bedrag, svig og intrigante lus i skindpelsen påstande, opdages og klarlægges. Som Dr.Jekyll og Mr.Hide eller Sir Hiss dukkefører, træder de pludselig ud af skyggerne og indrømmer ofte, at de har vanskeligt ved eller slet ikke kan forstå andres behov, ønsker og følelser. I bagklogskabens ulidelige klarhed, bliver de efterladte pludselig uendelig meget klogere. Dette er desværre også foreningslivet idag – og før. Det er meget vanskeligt at dæmme op for og er sket og sker i alle sportsgrene.

De efterlader oprydningen og alle problemerne til de lokale selvstændige foreninger, som enten må lukke eller betale af på gælden. Vi er ikke alene med denne problematik i den Danske foreningsverden idag i de sidste årtier – det er desværre blevet meget råt.

Spørgsmålet er så om det er et moderne fænomen og tidsånd, eller et gammelt fænomen og tidsånd i en ny form, som altid har været der. Det er heldigvis nemt at besvare, da vi har historiske beretninger.

I det sidste årti er DGI og DIF dog gået tilbage til at fremme lønnede instruktører som en synlig og klar motivationsfaktor.

Interessen for Ninja’er blev skabt af filmindustrien i Hollywood i 1960’erne – hvor Ninjaer bliver fremstillet som helte der i tidens ånd bekæmper terrorisme!

Game Education - Lensfyrste

Glæd jer - det kommer snart

Game Education - SamuraiViking officers

SamuraiViking officers – Som generalen og militærstrategen Sun Tsu sagde; “He will win who knows when to fight and when not to fight, and Victorious warriors win first and then go to war, while defeated warriors go to war first and then seek to win.”

Glæd jer – det kommer snart

Forbundsformænd, kronologisk siden 1988

login