Når man bliver gradueret sortbælte (1. dan), så får de fleste en følelse af, at have nået et mål. For nogle elever er det det endelige mål at blive 1 dan, og for andre er det kun et skridt på vejen til videre udvikling. For nogle bliver det en hvilepude, der gør at ens udvikling ophører. For andre kan det blive begyndelsen til udvikling af ens kundskaber i en retning, som man ikke troede mulig.
Jeg bliver tit spurgt, om ikke det er svært at blive sortbælte. Jo det er det, men det er endnu sværere at komme videre.
Ikke fordi, at man ikke får mulighed for at lære nye teknikker, men nu skal man til at forstå alt det, man lærte som kyu-grad, samt alt det nye. Man skal nu selv til at tænke over, hvordan alting fungerer og, hvad der gør, at det fungerer som det gør.
I Jokokan er der plads til alle, også til dem der vil være 1. dan hele livet. Der også mulighed for, at opnå fysiske og psykiske kundskaber, der er så effektive, at man skal være et ”skarn” for ikke at tage imod dem.
Hvordan opnår man så disse kundskaber?
Det nemmeste ville jo være, at man fortsatte sin træning og blev undervist på samme måde. som man underviser kyu-grader. Men nu skal det jo ikke være for nemt det hele.
Spørgsmålet er også, om ikke ens selvstændige tankegang går lidt i stå, hvis man bliver undervist hele tiden og ikke får mulighed for at arbejde med tingene selv. I Jokokan gøres der meget ud af, at få dan-grader til at tænke selv og arbejde med teknikkerne selv. Det gør det en del sværere at stige i graderne, for nu er det nemlig op til en selv, om man vil videre eller blive på samme niveau.
I Jokokan er der flere muligheder for at få undervisning som sortbælte.
Vi har træningslejre 4 gang om året, samt det der kaldes lederseminarer, som er en udvikling af instruktører og kommende instruktører. I 2004 er der også åbnet op for konkret og direkte sortbæltetræning. En gang hver måned er der mulighed for at få undervisning af Yamana Sensei.
Hvori ligger forskellen så i disse træningsmuligheder?
Træningslejrene har til formål at skabe et fællesskab i Jokokan. Træningen er opdelt i fællestræning, med deltagelse af alle, samt træning i grupper. Dvs. Jokokidz, voksne 10-8 kyu og øvede. Individuel undervisning af den enkelte elev er ikke det der lægges vægt på, men der vil altid blive lagt mærke til den, eller måske de elever, der gør sig ekstra umage.
Lederseminar er som tidligere nævnt undervisning af instruktører og kommende instruktører i pensum. Der trænes i pensum fra 10 kyu og frem til 1 kyu. Der lægges vægt på, at alle deltagere lærer at instruere i pensum på samme måde. Dvs. alle laver de samme afslutninger på Shiho’er, alle har samme forståelse af den tekniske rækkefølge i kumite og kata. Nu er det ikke sådan, at det hele kører som 10. kyu niveau. Den enkelte deltager skal lave teknikkerne, som de skal laves på deres eget niveau.
Selvfølgelig er der noget at hente for dangrader på træningslejre og på lederseminarerne. Men det er ikke direkte undervisning og individuel udvikling, man får mulighed for der. Det får man derimod på sortbæltetræningen.
Der er det helt op til hver deltager at vise, at man kan og vil. Linierne er trukket klart op. Hvis du vil videre og vil udvikle dig, så skal der trænes. Ikke kun den ene gang om måneden, men også imellem træningen.
Hvorfor nu det?
Jo, det er nemlig imellem træningen, at man får mulighed for, selv at arbejde med det lærte stof og dermed får det integreret i sin krop. Vi har nu haft 4 sortbælte træningssessioner i 2004. Og efter en lidt tung start er det begyndt for mig, at blive naturligt at arbejde med det lærte stof. Den første gang vi havde træning, skulle vi træne Sankaku-kihon-hitotsu (trekants-træning). Det burde jo ikke være noget problem, for det var noget man havde lært som brunbælte. Men vi blev klogere!
Nu kom det nemlig frem hvor lidt vi egentlig forstod omkring Sankaku-kihon-hitotsu(trekants-træning). Efter første træning, skulle vi nu hjem og træne det lært stof, og få detaljerne på plads.
Men selvom intensionerne er til stede, så er det i den sidste ende et spørgsmål om vilje, og viljen har ikke været på sit højeste på det tidspunkt.
Til den anden træning, måtte vi derfor træne nøjagtig det samme, som til den første lektion. Imellem anden og tredje lektion fik jeg trænet en hel del mere selv, og begyndte efterhånden at mærke på mig selv, hvordan teknikkerne bliver bedre, når man får detaljerne med.
I tredje lektion begyndte vi at træne Shiho Soku 1 og 2. Det er svært at beskrive, hvad de helt går ud på, men man arbejder bl.a. med at lave krydsspændinger i kroppen, således at man kan skabe kraft. Efter tredje lektion fik jeg en lyst til at træne hele tiden. Faktisk fik jeg trænet næsten hver dag imellem tredje og fjerde lektion. Jeg kunne efterhånden mærke, hvordan Shiho’en blev en naturlig ting at træne og, hvor vigtig den er for andre teknikker. Det er en følelse, der ikke er til at beskrive men skal prøves. Jeg kan kun anbefale, at man prøver. I fjerde lektion var jeg spændt på, om min træning havde virkning. Det havde den.
Jeg følte mig afslappet, og havde det, som man kan kalde en kanon dag. Nu skal den dag ikke være en engangsfornøjelse. Det skal være en dag i en række af gode dage. Som elev kan man nok ikke få mere motivation, end når det viser sig, at ens hjemmearbejde har bevirket at man bliver bedre.
Derfor kan jeg varmt anbefale alle til at prøve det.
Ikke for min skyld men for jeres egen. Husk på at det kun er os selv, der kan skabe vores egen fremgang.
