Så var det endelig blevet tid. Tid for I-lejren 2004. Lejren hvor jeg skulle få mulighed for at træde op på det andet trin af Dan-grader.

I ugerne inden lejren var den obligatoriske pensum og fysiske prøve bestået. Nu manglede kun I-lejren, der som altid var en individuel lejr. Dvs. alle deltagere er alene om, at vise hvad de kan og ikke kan.

Nu må læseren af denne artikel ikke forstå det sådan, at der ikke er et fællesskab under en I-lejr. Det findes der, og jeg vil sige på denne lejr var der et meget tæt fællesskab.

Men en I-lejr er en træningslejr, der giver alle deltagerne en mulighed for at træde frem og vise, hvad man er lavet af. Denne lejr var ingen undtagelse.

Inden lejren havde de tilmeldte modtaget mails fra Kimu Sensei, som gjorde det klart, at der ville blive trænet en hel del nye ting fra det nye tillægspensum. Det satte jo spekulationerne i gang, i hvert til fald i mit hoved, om hvad det nu kunne være, og specielt set i lyset af, at jeg vidste, at der var blevet tilføjet ca. 14 nye kata’er til det nye pensum. Jeg blev dog ved med at fortælle mig selv, at vi ikke skulle træne kata hele tiden.

Lejren startede fredag d. 18. juni. Jeg havde taget fri fra mit arbejde for at bruge dagen på at lade op og få slappet lidt af.

Der er ikke noget værre end at møde op til en træningslejr og så være en lille smule stresset. Derfor havde jeg tænkt, at hvis jeg nu tog fri fra mit arbejde, så minimerede jeg risikoen for at få en dårlig start på lejren. Desværre er man ikke altid herre over, hvad der sker. Natten til fredag fik min ene søn fornøjelsen af at kaste op i ”lår tykke” stråler. Det stod på det meste af natten, og søvn blev pludselig en by i Rusland.

Da jeg vågnede fredag morgen til lyden af en, der kastede op, var det med en hvis medlidenhed til min søn, at jeg forsøgte at få øjnene op. Medlidenheden forsvandt dog hurtigt, da jeg i mine næsebor mærkede lugten af noget, som helt sikkert ikke havde set skyggen af Colgate længe. Det viste sig, at min syge søn ikke længere var syg, men i stedet fik stor morskab ud af at puste sin far i hovedet med en ånde, der ikke kan beskrives, og for den sags skyld heller ikke skal opleves.

Lyden af opkast stammede fra min kone, som nu havde fået fornøjelsen af at blive syg. Så man kan sige, at min ide med at få en afslappet dag hurtigt fik andre ben at gå på. Og da jeg endelig kom af sted på vej til lejren, var det da også med en hvis bange anelse om, at også jeg ville få en tur med opkast. Det slap jeg heldigvis for. Selv ikke maden fredag aften kunne give tendenser.

Fredag aften kl. 17.00 stod vi klar i dojo’en. Ud over Kimu Sensei, havde alle deltagerne hver vores vinkel på deltagelse i lejren.

Selvom jeg var indstillet til graduering, så var det ikke den, der blev tænkt på, men mere det at det nu var tid til at vise, at man var istand til at fokusere og holde koncentrationen under hele lejren. Vi fik nemlig forklaret, at når man laver noget fysisk hårdt, så er ens energiforbrug fordelt med 30 % på det fysiske og 70 % på det følelsesmæssige og mentale. Den forklaring lagde selvfølgelig grund til, at den røde tråd for lejren måtte være at holde fokus og bevare koncentrationen.

Det kan lyde nemt, men jeg skal hilse fra alle deltagere og sige, at det er det ikke. Når man i 9 timer bliver bombarderet med værktøjer, der kan gøre at man bliver bedre, grænser der bliver flyttet, samt indlæring af nyt stof, så bliver ens hjerne fyldt op, og man øger risikoen for en energi nedgang fra de 70 % og ned til??? Ja, det var jo det, der var vigtigt at minimere på denne lejr. Og udfordringen for alle deltagere; hvor meget og hvornår ville den komme.

I de tre gange tre timers træning, der var på lejren, var træningen tilrettelagt på samme måde i alle tre lektioner. Først kihon, så kumite og til slut kata. Men alt hang på en eller enden måde sammen. Først fik vi værktøjer, der kan gøre os bedre, så prøvede vi at flytte vores grænser og til sidst skulle det nye stof indlæres, her i form af kata, samtidig med at det vi lærte, i de to første dele af lektionen, skulle medtages i kata’en.

Det er i kata at man viser, om man stadig ligger på 70 % i mental energi forbrug. Selvom det var tre forskellige typer af træning, der var i hvert lektion, så var der som altid en sammenhæng. Man fandt lige pludselig ud af, at parader kan bruges til andet en at parere med. Vi fandt også ud af, at når man nu kan bruge parader til andet end at parere med, så får kumite også en andet betydning. Den bliver mere virkelig og meget mere grænseoverskridende.

Da vi trænede kata var det meget tydeligt at mærke, hvordan den bliver anderledes at udføre, hvis ens teknik har fungeret i kihon og kumite, og hvis man er istand til at trække det med over i kata’en. Det gælder også hvis det er en ny kata, der først skal indlæres. Selvom det ikke var nyt for mig, så jeg det alligevel i et andet lys, som gjorde at jeg kunne trække noget ud, der skal blive spændende at arbejde med i fremtiden.

Imellem lørdagens træningslektioner var der som vanligt en gruppeopgave, der skulle løses. Dette giver deltagerne mulighed for at udveksle synspunkter og erfaringer omkring opgavens emne. Det blev der i høj grad også gjort på denne lejr. Emnet for opgaven handlede kort fortalt om modtagelse af nye elever i Jokokan skolerne og, hvordan vi som instruktører og chefinstruktører får eleverne til at bevare interessen for Jokokan. Selvom vi alle havde forskellige erfaringer med undervisning og træning, så var vi faktisk temmelig enige om det meste. Alle fik givet udtryk for deres holdninger og meninger – specielt om min måde at styre mødet på.

Jeg vil dog sige, at jeg ikke tidligere har mærket en så løssluppen og afslappet stemning imellem instruktørerne, som der var på denne lejr. Under gruppeopgaven nåede latteren højder, som jeg ikke har set på tidligere lejre.

Ud over at blive gradueret 2 Dan, min karrieres første blå øje samt diverse knubs, så vil jeg sige at I-lejren 2004 var meget lærerig. Jeg fik nogle erfaringer og nogle værktøjer, som jeg glæder mig meget til at lære af og arbejde videre med. Når sæsonen starter igen i august, så kan mine elever i Jokokan Amager Karateskole, både nye og gamle, godt glæde sig til at blive modtaget af en top motiveret chefinstruktør.

Hvordan det går, kan I læse om i artiklen om Jokokan Amager og mig, der kommer på Jokokans hjemmeside under ”Præsentation af Jokokan skole klummen”. Jokokan Danmark – Hvem er vi

Søren Nielsen

Chefinstruktør Jokokan Amager